1.
I, som spadserer saa tankeløs om, Blandt disse
hensvundne Grave; O, il
ei saa hurtig, men tænk Eder om,
I deraf Anledning kan
tage, At agte paa Tidens forskjel -
lige Kaar, og Dødens
usporlige Veie; Endel bortfalder
i Barndommens Vaar, Endel
først paa Alder'ns Leie.
2.
Du, som formedelst din Stand er paalagt, I Ar -
mod din Tid at hendrage,
Misund ei den Rige sin Stads
og sin Pragt, Vær
ei i din Ungdom saa plaget; Men
brug din Selvnydelse vel,
Da kan du naar Dødsbudet kom -
mer, Faa Ro i dit Bryst,
med en tillidsfuld Sjel, Gaa
frem for den høieste
Dommer.
3.
Du Rige, i Verden som stadselig gaar, Brug ikke
din Rigdom forgjæves;
Betænk at os Alle en Dag fore -
staar, Paa hvilken til
Regnskab du kræves; Vær ikke saa
glad og forlibt i dit
Guld, At Mammon din Sjel skal be -
skygge; Du maa dog som
Andre forvandles til Muld, Og
Ormene tjene til Bytte.
4.
Du Pige, som Roser paa Kinderne bær, Lad Stolt -
hed dig ikke Vanære;
Betænk at din Skjønhed forgjænge -
lig er, At Ormene kan
dig fortære; Læg dig ikkun paa
Stadighed Vind, Som mere
din Skjønhed bepryder, Da
kan du naar Døden
skal blegne din Kind, En stor Høiag -
telse nyde.
5.
Du Yngling som vandrer saa ilsomt din Vei, Paa
hvilken Forlystelser blinker;
O, stands dog, stands, en eneste
Gang, Betænk dog
at Døden dig vinker. Ja, mangen i
Ungdommens blomstrende
Aar, Er hastig ved Døden bort -
revet. Kanske alt forinden
en Time forgaar, Kan du faa
dit Reisepas skrevet.
6.
Du Gamle som kryber saa tungt ved din Stav,
Mod Døden du længselsfuld
ile; Ja snart i din kolde,
men fredsomme Grav, Du
snart skal nedsænkes til Hvile.
Der samles vi atter, der
gjemmes vort Leer, Der standser
vor Kummer og Møie;
Paa hiinsides Graven imøde vi
seer, Et skjønnere
Land for vort Øie.
7.
Vor naadigste Konge som Septeret bæ'r, Gud
krone hans Alder og Dage;
Vi glædes og frydes, vi lever
jo her, I Ro og fredsomlige
Dage. Vel høres Klager for
trykkende Tid, Thi mange
har meget at sige; Men Spørgs -
maalet er: «Hvem
er Skylden deri?» Tænk over du Fat -
tig og Rige.
8.
Naar Øiet her lukkes, saa vindes en Skat, Som
Døden ei magter
at bryde; Thi da tager Sjelen den Sa -
lighed fat, Saa himmelske
Aander sig fryde. Da hilses
med Palmer og Lillier
i Haand, Seer Gud paa sin Her -
ligheds Throne; Friløses
fra Støvets forkrænk'lige Baand,
Da skjænkes os Seierens
Krone.
-----------------------------------------
Forlagt
og trykt af Theodor Rose i Tønsberg.
Sammesteds
forefindes
et godt og stort Udvalg af flere Hundrede Viser, Drøm
=
mebøger, Spaabøger, Eventyrbøger, Historiebøker,
Morskabsbøger,
Brevbøger, Lykke- og Temperamentsblade, Nytaarsønsker
m. m. m.
