|
(26)
at miste sit Syn. Han havde vel samlet saa
meget, at han kunde leve uden Trang, men da
han ei kunde arbeide, som tilforn, saa faldt Ti-
den ham ofte lang. Dog varede det ikke længe,
inden han blev trøstet i sin Nød.
Den Blinde
havde en Søn, som hed Jens, ham holdt
han
til at gaae flittig i Skolen. Jens var ogsaa
lærvillig, og førte sig vel op. Lærerne
roste
ham for Faderen, og denne glædede sig inderlig
derover. Men endnu større blev hans Glæde,
da Jens en Aften tog en Bog, og læste et Stykke
høit for ham. Jens mærkede det, og blev
fra
den Dag af endnu flittigere, saa at han snart
kunde læse færdigt. En Aften kom han hjem,
og bragte en ny Bog med sig, som Læreren
havde laant ham. Skal jeg forslaae Tiden for
dig i Aften, gode Fader! sagde han, i det han
traadte ind i Stuen, her har jeg en rar Bog,
som Læreren har laant mig? Faderen tog ham i
Favn og kyssede ham. Jens satte sig nu ved Bor-
det og læste, og saaledes gik den Aften og mange
andre Aftener ret hurtig for den blinde Fader.
Da
|