(Mel. Den fulde Maane rædsom lyste,
eller Carl og Emma).
Med
Signe ved sit ømme Hjerte
Ung Hagbart sad i grønne Lund.
Hvor tung var deres tause Smerte
Nu i Afskedens mørke Stund.
"Du drager bort ", lød hendes Stemme
"Til Hjemmet bag det store Hav
Men, Elskte, hvor har Signe hjemme
Naar du er borte? - I sin Grav!"
"Min fagre Mø", mon Hagbart svare,
"Vi skilles jo ei evig ad!
Lad Sorgens Bitterheder fare
Og lev i Haabets Himmel glad.
Vi sees igjen, naar Vaarens Morgen
Oprunden over Jorden er.
Da aander Glæden, synker Sorgen,-
Vi sees for ei at skilles mer!"
Saa taler han den unge Kjæmpe
Og trykker Signe til sit Bryst:
Afskedens Smerte vil han dæmpe
I Kjærlighedens søde Lyst.
Ei ahner de, at hist bag Lunden
Der lure Dronning Beras Mænd,
Den onde Moder har omspunden
Med Falskheds Garn Skjøn Signes Ven.
Snart klirrer Sværdets skarpe Tunger,
Og Beras Kjæmper styrte frem.
I Lunden Vaabenbraget runger
Thi Hagbart dristig møder dem.
Tre Gange de hans Hænder binde
Tre Gange brister Reb som Siv,
Ung Hagbart viger ingensinde,
Thi Hagbart strider for sit Liv
Da listig Dronning Bera smiler,
En Lok af Signes Haar hun skjær:
"Her, Kjæmper tager den og iler,
Den Lænke tror jeg sterkest er!"
Men dennegang med Signes Haar.
De Kjæmper føre ham af Lunden,
Han modstaar ei, han villig gaar.
"Slid Lokken af!" Skjøn Signe beder,
Og du er atter fri som før!"
"Nei, ei for alle livets Glæder!"
Ung Hagbart svarer, "jeg det gjør!
Din Lænke skal min Kval forsøde
Og mildne mig min sidste Stund.
Med den min Død jeg kjæk skal møde.
Og slumre sødt den lange Blund.
I mørke Fængsel Hagbart føres,
Ei skal han Signe mere se,
Før Beras haarde Hjerte røres!
Men Himmel, naar vil dette skee!
I Jomfrubur Skjøn Signe sukker,
Og bleg blir hendes Rosenkind.
Sin dybe bittre Sorg hun lukker
Taus i sit ømme Hjerte ind.
Da træder Hagbart frem; hans Øie
Udsender Lyn af dristigt Mod.
Ei Dødens Frygt hans Sjæl kan bøie,
Ei vakler svag hans stærke Fod.
Hans Hænder løses og han gjemmer
Den kjære Lok ved trofast Bryst.
Ei Døden Kjærligheden hemmer,
Ei Døden bittrer Elskovs Lyst.
Da sees Signes Bur at brænde,
I Flammehavet Signe staar;
Hun Giftens Bæger har i Hænde
Og opløst flagrer hendes Haar.
Ei mer sin Elskov vil hun dølge
Nu hele Verden skal den se.
Sin Hagbart vil hun evig følge
I Liv og Død, i Vel og Ve.
"O troe Signe!" Hagbart raaber,
"Nu ser jeg grant din Elskovs Magt,
Paa Livet mer du ikke haaber,
Og du har vælget uforsagt.
Saa kom da Elskte! Lad os ile
Igjennem Dødens mørke Nat!
Hist finde vi en evig Hvile!
Hist skal vi atter favnes brat!"
Med disse Ord Ung Hagbart tager
I Hast en Dolk udaf sin Barm,
Dybt i sit Hjerte han den jager
Og synker død i Bødlens Arm.
To glade Sjæle frit sig svinger
Til himmelen fra Livets Nød,
Men Rygtet over Landet klinger
Om Hagbart og om Signes Død.
Saa endte disse tvendes Sage
Til Sorg for hver en trofast Ven,
Og endnu i de nye Dage
Gaa Sagnene om dem igjen.
Vel glemmes medens Sekler rinde
Vel smuldres under Gravens Fred
Men Disses Navne er et Minde
Om ægte nordisk Kjærlighed.
