Kom hid i Gamle, Svage,
som bor rundt Jordens Kreds,
nu falmer Eders Blade;
I har vel ogsaa læst:
Man ei opsætte bør,
at tænke paa sin Skaber
til Alderdommens Dage,
da Synden blir rodfæst.
Jeg har i Synden levet,
i Verden tumlet om,
i Sorg og Glæde svævet;
den Tanke aldrig kom,
at Glæder Ende faar.
Men ser jeg nu tilbage
da er jeg vist bedragen,
nu ser jeg, hvor det gaar.
Naar jeg mig selv beskuer,
min Synd mig smerter mest,
jeg, seer, det intet duer,
at tro paa Antichrist.
Hvor skal jeg nu henflye.
nu Sands og Kræfter sløves
og Hørelsen bedøves,
for Øine trækker Sky.
O, Ungdoms glade Dage,
jeg mindes som en Drøm;
hvad hjælper nu at klage,
de kommer ei igien.
Der er vel fler end mig,
som agter ei den Fare,
som Sjel og Legem skader,
gid! hver betænkte sig,
Jeg kan ei Gud fuld takke,
for hver en Levedag,
nu tror jeg vist det lakker,
mod Enden, til min Grav.
O Herre! hør min Røst,
jeg beder dig saa saare
af Øine strømmer Taarer;
Du er min Hjælp og Trøst.
Om Verden mig forlader,
mig ingen kjender mer,
naar jeg har Gud til Fader,
hvad hjælpe Mennesker.
O, Jesu Christ, Guds Søn,
naar engang Timen kommer,
hver mig en naadig Dommer,
O, Jesu! hør min Bøn.
Vi bør taalmodig slide,
hvad ondt os møder her,
med Trængsel, maa vi lide;
hvad er vel Tiden her
mod Evighedens Aar,
som aldrig Ende tager,
hver for sin Synd skal svare,
hvor vel det med os gaa.
Vogn op af Søvnens Dvale,
o, kjære Menneske,
o, gid jeg kunde tale,
hvad vil med Tiden ske.
Foragt ei Herrens Huus,
som Jesus selv var inde,
hvad tænker I at vinde:
det blir kuns Muld og Rust.
Lad os alvorlig stride,
og holde os til Gud;
vi seer jo, Tiden lider
at Lyset slukkes ud.
Arbeid', mens du har Dag,
thi Dødens Time kommer.
Paa Vinter følger Sommer,
det er en afgjort Sag.
O, rolig Sovekammer,
du mørke, stille Grav,
men, hvad betegner Sommer,
naar vi opstaar deraf.
O, glade er da de
som kan med Ærens Glæde,
ind for Guds Ansigt træde,
i Himlens Herlighed.
Gud os den Glæde skjænker,
som han saa gjerne vil,
men, lad os dog betænke,
her skal saa meget til,
al Synd skal rodes ud,
hvis du vil blandt de Fromme
ind for Guds Ansigt komme,
og blive Jesu Brud.
Jeg stunder nu til Hvile,
Gud unde mig da Ro,
naar jeg herfra skal skille,
og blandt de Døde bo.
Vi glemmes her vel snart,
vi lægges i Ligkiste,
som bli'r vel her det sidste,
paa denne Jordens Fart.
Min Fader og min Moder
forlængst hensovet er,
min Søster og min Broder,
nu gaar jeg ene her.
Al Verdens Gang saa er,
den ene Slægt bortvandrer,
i Stedet kommer andre
vort Hjem er ikke her.
Farvel nu, Slægt og Venner,
Tak for hver Tid og Stund,
vi samles vel derhenne,
efter en liden Blund.
I Jesu Christi Navn,
nu sidste Sang jeg skriver,
til Aftenen det lider,
vi samles vel engang.
Trykt og tilkjøbs hos M. Hansen i Tønsberg
