INDESTÆNGT
Ret ned for vort gamle hus ligger kirken. Det er en liten trækirke, hvitmalt og lav med uregelmæssige vinduer, et vindu høit oppe, og et vindu lavt nede; saadan er det hele kirkevæggen bortover. Dørene er lave, og taarnet er lavt, det er akkurat saavidt at kirkespiret rækker op over de tætte, store lønnetrærne.      Det ser vi oppe fra vore vinduer. Men de lønnetrærne er nu græsselig store, da.
     Under kirken er kirkekjelderen. Og der ligger forfærdelig mange gamle mennesker begravet. Minas oldefar ligger der ogsaa. Og det er hun saa kry for.  Du verden, alle de ganger jeg har ligget paa maven og kikket gjennem kjeldergluggene efter kisten til Minas oldefar! Forresten hadde jeg engang mistet en splinterny, grøn ball gjennem en av gluggene. Altid naar jeg saa efter Minas oldefar, saa kikket jeg efter ballen ogsaa. Det var saa ekkelt at jeg visste paa en prik hvor den var henne, og jeg ikke kunde faa fat paa den.
     Alle mennesker i byen sier at kirkeklokkerne i den gamle kirken er saa merkelige. De skal være saa ualmindelig nydelige. Og det synes jeg ogsaa. For noget saa moro som det er at staa oppe i taarnet naar de ringer med de store klokkerne!
     Det er saa frygtelig gildt, akkurat som trommehinderne skal sprænges itu. Og saa stoppe fingrene i ørene, trække dem fort ut igjen, stoppe dem ind igjen - det er likesom et brusende hav av toner! Dere skulde bare høre det!
     Det er moro at liste sig op efter gamle Peder belgetræder naar han skal op for at ringe, kan dere tro. Famle sig op av de steile, markætte trapper med spindelvæv i alle kroker -
     Jo høiere en kommer op, des smalere blir trapperne, gjemme sig bak bjelker og i kroker deroppe, forat Peder belgetræder ikke skal se os, staa deroppe i den mægtige klokkeklang -og saa rutsche som en er gal nedover trapperne før Peder faar slaat igjen taarngluggene og somlet sig ned. For Peder vilde bli rasende hvis han saa os, ser dere.
     Forresten har han nok set os undertiden allikevel. For "hører" os gjør han ikke. Han er døv som en stok, men skjende kan han, og da truer han baade med prest og provst, og alt det værste han vet.
     Men det hjælper ikke stort at han skjender. Det kan da ikke være det mindste ondt for noget menneske at vi kryper op i taarnet vel ? Næste gang han kommer smygende saa liten og sammenskrumpen og smetter ind av kirkedøren -- han aapner aldrig kirkedøren mere end at han akkurat kan pine sig ind, akkurat som en liten sort mus som kryper ind i en spræk - saa er vi fort efter ham, kan dere tro. Undertiden kan vi være en ti-tolv stykker efter ham, uten at han vet det pluk om det.
     Men engang kom jeg ilde ut av det at jeg listet mig op i taarnet efter Peder belgetræder. Det var grusomt, ser dere, for tænk, jeg blev indestængt i kirken. Ikke for det, jeg har nok været der siden ogsaa, men alene tør jeg ikke gaa der mere. Jeg var nu ikke saa ganske alene den gang jeg her vil fortælle om heller, for jeg hadde min lille bror Karl med mig. Men han var bare to-tre aar, saa der var ikke noget hjælp i ham.
     Det var en lørdags eftermiddag. Hver lørdag kl. fem blev der nemlig ringet i taarnet for at ringe helgen ind.
     Karl og jeg kom gaaende forbi kirken da Peder kom smygende med opbrettede bukseben, som han pleide. Det var litt ut paa høsten, ikke mørkt endda, langtifra, men ikke rigtig lyst heller. Og blaaste gjorde det den dag saa det forslog. Det knaket og suste i de store lønnetrær. Med én gang fik jeg en ustyrtelig lyst til at løpe op i taarnet for at høre hvorledes klokkerne klang naar det stormet og tutet saaledes rundt kirketaarnet.
     "Gaa hjem du," sa jeg til Karl, "spring saa fort du kan; la mig se om du er flink til at springe."
     Aa langtifra, han vilde ikke, klamret sig bare fast til mig og vilde være med.
Pyt san, jeg kan jo ta ham med, tænkte jeg, det kan være moro for barn ogsaa at høre klokkerne oppe i taarnet.
     Da jeg kunde tænke mig at Peder belgetræder var vel oppe av den første trap, skjøv jeg den tunge kirkedør med bly-loddet op, og Karl og jeg smat ind i kirken. Karl var tung at trække paa opfor trappene, jeg halte og trak i ham alt det jeg orket. Han sutret ikke en eneste gang, han syntes vist det var moro, han og.
     Peder var alt begyndt at ringe. Stormen tutet heroppe, akkurat som midt ute paa vilde havet, det pep saa sørgelig ind gjennem alle sprækker og aapninger. Tænk, jeg syntes at kirketaarnet svaiet!
     Jeg hadde trukket Karl op med mig av den aller øverste trap. Bak den store tverbjelke stod vi ypperlig skjult. Jeg kikket bare frem en og anden gang; Peder stod med lukkede øine og halte og trak i det store taug. Klokken svinget frem og tilbake over vore hoder.
     Du verden, saadan klokkeklang og saadan sus og brus i luften. Jeg maatte betvinge mig for ikke at springe hen i taarngluggen og se ned paa trærne, slik de bøide og svinget sig deroppe i luften i den sterke blæst. Men det turde jeg naturligvis ikke, for da fik jo Peder se mig, og saa fik jeg bare en lang skjendepræken igjen. Desuten hadde jeg min store nød med at holde paa Karl. Han vilde frem bak bjelken hvert øieblik, og skrek av fryd hver gang han syntes at klokkerne ringte høiere end ellers. Han kunde gjerne skrike saa høit han vilde, Peder hørte jo ikke dusten til det allikevel, han.
     Men pludselig, meget tidligere end jeg hadde ventet, holdt Peder op at ringe. En to, tre, smeldte han igjen taarngluggene. Jeg trak saa hurtig det var mig mulig, Karl med mig nedover de to første trapper, men der var Peder like efter os.   Uten at tænke paa andet end at Peder ikke maatte se os, trak jeg Karl med mig bort i en mørk krok, idetsamm Peder passerte os i halvmørket deroppe. Han tuslet forbi os og ned av trappen; jeg hørte hvor forsigtig han famlet sig nedover.
Med en eneste gang faldt det mig ind at han vilde komme ned før os, stænge kirkedøren og gaa sin vei.
     Jeg trak i Karlemand, han snublet og tumlet og smaagraat oppe i de mørke trapper. - Nei, der var Peder alt nede i vaabenhuset.
     "Peder, Peder," ropte jeg angst, "luk ikke, luk ikke, jeg er jo heroppe!"
     Men tror dere han borte det? Langtifra!
     Han trak den tunge kirkedør op og smeldte den igjen. Da var jeg like ved døren, hamret og ropte; men nøklen blev vridd om, og Peder belgetræder tuslet forsigtig sin vei rundt hjørnet.
     Du verden, der stod vi!
     Jeg blev saa ræd at jeg tror aldrig jeg har været saa ræd i hele mit lange liv!   Jeg hamret paa kirkedøren med knyttede hænder, jeg ropte og skrek. Ikke et liv hørte os. Bare stormen, som suste og bruste utenfor.
     Nei, i saadant veir kom der ikke et menneske paa kirke-gaarden, det visste jeg nok. Ikke hverken barn eller piker med barnevogner. Og kirkedøren laa mot kirkegaarden, ikke mot veien heller! Det var umulig for nogen at høre os ute fra veien i slik storm!
     Jeg vendte mig raadvild om. Kanske - kanske vi kunde komme ut av et vindu!
    Men da maatte vi ind i kirken. Og tænk, saa blev jeg saa forfærdelig ræd for Minas oldefar, han som laa begravet i kirkekjelderen. Tænk om han kom nedover kirkegulvet, kroket og hvitklædt!
     Tænk om alle de andre gamle, døde menneskene ogsaa viste sig. Og omringet os allesammen!
     Jeg klemte Karl i haanden saa han skrek.
     "Du Karlemand - vi maa gaa ind i kirken, du er ikke ræd vel?"
     Karl saa mig usikkert op i ansigtet:
     "Er du ræd da?"
     "Aa nei - nei da!"
     "Saa er ikke jeg ræd heller," sa Karlemand.
     Da skjønte jeg det at jeg maatte være kjæk. For naar det er noget en "maa", ser dere, saa kan det ikke nytte at klynke.
     Saa lukket jeg paa døren ind til kirken og kikket ind. Der var halvmørkt derinde, stoleradene ødslige og tomme opover, og ikke spor av Minas oldefar.
     Jeg trak Karl med mig i flyvende fart opover kirkegulvet. Hele tiden var der likesom nogen bak mig som jeg maatte vogte mig for.
     Du verden, hvor ræd jeg var!
     Nei, vinduene sat saa altfor høit oppe paa væggen, det var ikke tale om at række derop en gang. Et øieblik hadde jeg en fortvilet idé om at stable bænker op paa prækestolen, og saa forsøke at naa et vindu paa den maate.
     Men da jeg skulde kjende efter, var alle bænkene spikret fast.
     Med en eneste gang slog det mig: jeg hadde jo klokkerne!
     Jeg kunde jo bare klyve op i taarnet, skyve gluggene fra, som jeg hadde set   Peder belgetræder gjøre saa mange ganger, og saa bare ringe ringe - saa kom nok folk løpende og lukket op.
     Men det vilde være saa frygtelig leit. Hele byen vilde jo faa vite det og snakke om det!
     Nei, nei, det vilde jeg ikke. Før skulde jeg rope og skrike mig hæs. Og Karlemand og jeg skrek:
     "Luk op for os - luk op for os - vi er i kirken!"
     Men stormen bruste og suste utenfor, og der var ikke et menneske som hørte os.
     Ikke et øieblik var vi i ro, vi sprang frem og tilbake, banket og spændte paa alle dører.
     Pludselig kom jeg til at tænke paa sakristiet. Som en vind fløi jeg derind. Aa, for en lettelse, vinduene var like nede ved marken; her var det jo ingen sak at komme ut.
     Jeg for bort i et vindu. Tænk, saa maa dere tro der fandtes ikke spor av kroker paa vinduene. De vinduene hadde ikke været oppe i alle de hundrede aar kirken hadde staat; maa jeg by dere det? Tænk, slik bygget folk i gamle dage.
     Her stod jeg like nede ved marken og kunde ikke komme ut. I min fortvilelse grep jeg en ældgammel spændebok som laa der, og slog itu en rute.  Men ut gjennem den ituslaatte rute stak jeg mit ansigt og ropte ut i blæsten:
     "Luk op - luk op."
     Ikke et menneske var at se; men bare det at jeg kjendte den friske luft gjennem ruten, gjorde mig modigere.
     "Har Gud kniv?" spurte Karlemand pludselig.
     Ja, jeg trodde nok det.
     "Ja, for har han kniv, kan han jo bare skjære istykker døren, saa vi kan komme ut."
     I samme øieblik saa jeg gjennem vinduet Jens Godmorgen komme haltende over kirkegaarden. Det er en gammel tutlet fyr som bor paa fattighuset.
     Jeg var ikke sen bort i vinduet, maa dere tro.
     "Jens Godmorgen - jens-s-s, luk op for mig, jeg er her i kirken."
     Aldrig i mit liv skal jeg glemme Jens Godmorgens ansigt da han hørte mig rope. Han sank næsten i knøe, og læberne bevæget sig fort, men uten en lyd.
Endelig, da han vel hadde gjort sig klar over at det var mit velkjendte ansigt han saa indenfor sakristiets grønne ruter, nærmet han sig langsomt.
     "Er ho i kjerka?" kom det tilslut i den yderligste for-bauselse.
     "Ja, du ser jo det," sa jeg, "spring saa fort du kan og faa nogen til at lukke op, enten klokkeren eller provsten eller Peder belgetræder."
     Jens Godmorgen satte meget betænksomt et spand fra sig.
     "Men aassen kom ho i kjerka?"
     Det hadde jeg ingen lyst til at fortælle ham.
     "Ja, det kan være det samme for dig, Jens Godmorgen, spring bare efter nøklen, du."
     Dermed labbet Jens avsted.
     Men du, saa længe han var borte. Jeg stirret og stirret paa syrentrærne paa gamle provstindens gravsted; de blaaste frem og tilbake foran vinduet, svinget og bøide sig i stormen.
     Men ingen Jens Godmorgen kom.
     Mørkere og mørkere blev det. Karlemand graat for alvor, og vilde absolut slaa itu alle ruterne med spændeboken.
     Det eneste som trøstet mig, var Jens Godmorgens spand. Det stod der nede paa marken og lyste. Jeg ræsonnerte som saa, at saalænge det stod der, kom han nok igjen.
     Endelig - der hørte jeg fottrin og stemmer, der blev sat en nøkkel i laasen, og klokkeren og Jens Godmorgen og klokkerens otte barn stod i døren.
     "Hvem er det som har forstørra kjerkens fred," sa klokkeren med nedtrukne mundviker.
     "Jeg har ikke forstyrret nogen ting, jeg," sa jeg, "jeg vil bare ut, jeg."
     "Der skal ske en opklarelse paa dette," sa klokkeren, "jeg har ikke ordre at lukke kjerka op paa denne tid av dagen."
     Jeg blev næsten ræd for at, jeg ikke fik komme ut. "Ja, men jeg faar vel komme ut," sa jeg ynkelig.
     "Ja i betragtning av tilfældet," sa klokkeren .- Mere hørte jeg ikke, men klemte mig og Karlemand ut mellem alle klokkerens otte barn.
     Siden, naar jeg møter Jens Godmorgen, nikker han altid likesom saa forstaaelsesfuldt til mig. Naar jeg vil erte ham, sier jeg altid:
     "Du var bra ræd dengang jeg ropte paa dig i kirken, Jens!"
     Og saa var jeg selv meget ræddere; men det kunde jo ikke Jens Godmorgen vite!
     Men mener dere ikke at jeg maatte betale ruten som jeg hadde slaat itu i sakristiet?
     Jo, det var jeg nok pent nødt til!
 

 Digitale tekster
Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 1999 : Syvstjernen av Inger Johanne (Dikken Zwilgmeyer)
Gå til [forside]  [neste] [toppen]