Digitale tekster
Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 1999 : Morsomme dage av Inger Johanne (Dikken Zwilgmeyer)
Gå til [forside]  [neste] 

ONKEL FERDINANDS APEKATTER
Kjender nogen av dere onkel Ferdinand ? Den gamle fine,  graaklædte herre som hilser saa høflig og smiler til alle?  Ja for alverden kjender ham; han er ikke etop min onkel - eller nogens onkel, det jeg vet. Alle mennesker kalder ham bare saa fordi han likesom passer til det. Han er vist  det snildeste menneske som findes i verden. Alle fattigfolk elsker ham; han kan ikke si nei til nogen ting, og han er glad i alle mennesker og alle dyr, like til fluer og myg. Ja jeg  tror ikke netop at han liker at bli stukket av en myg;
men dræpe den vil han ialfald ikke.
     Engang som onkel Ferdinand var ute og rodde, opdaget han pludselig midt ute paa vandet en myg som sat paa hans haand. Og tænk, saa rodde onkel Ferdinand i land  med myggen forat den ikke skulde drukne. Naar der tilfældigvis falder en flue ned i onkel Ferdinands kaffekop, har han et svare stræv, maa dere tro. Først blir fluen forsigtig tat op; saa vasker han den i rent vand og lægger den paa et stykke papir paa ovnen eller i solskinnet. Hele formiddagen kan onkel Ferdinand gaa og stelle med en druknet flue, flytte den fra det ene sted til det andet og puste varmt paa den.
     Slik er onkel Ferdinand.
     Han er gift med tante Oktavia. Og de er svært rike og bor i et nydelig hus med en masse værelser, hvor der er frygtelig meget pent, mange kunstverker og saadant noget. I det inderste kabinet ligger tante Oktavia paa en sofa hele dagen. Hun er ikke egentlig syk; mor sier at hun bare ligger der fordi hun er saa rik. Du - hvis jeg hadde saa mange penger som tante Oktavia, skulde jeg nok gjøre noget andet end at ligge og lukke øinene.
     Endda er det merkelig nok tante Oktavia som regjerer der
i huset. ”Den som har forstanden, skal ha magten," sier tante Oktavia. ”Ja, søten min," sier onkel Ferdinand.
De har ingen barn, derfor er de saa grulig glad i dyr begge to. Tante Oktavia elsker mest smaa hvite silkepudler, som blir badet i lunkent sæpevand, tullet ind i badelaken og kjæmmet med finkam, og som triller som hvite nøster bortover gulvet. Tante Oktavia er meget mere glad i de silkepudlerne end i nogen anden ting i verden, det tror jeg sikkert.
     Men onkel Ferdinand er mest glad i apekatter. Den første apekat han hadde, fik han hjem med en av skuterne sine. Sjøfolkene ombord hadde kaldt den ”Stomach", fordi den var saa svær til at spise. Ja for dere vet vel at ”stomach" betyr mave paa norsk; og siden blev den kaldt det alle sine dage.
     Dere kan tro onkel Ferdinand var i en kattepine dengang. Han turde ikke si til tante Oktavia at han tænkte paa at faa en apekat i huset, ser dere. Men skibet som Stomach var kommet med, skulde reise, og onkel Ferdinand maatte si det.
     Tante Oktavia laa paa sofaen, onkel Ferdinand stod med ryggen mot ovnen med opløftede frakkeskjøter.
     "Vilde du ikke bli glad i et nydelig leketøj, Oktavia, rigtig et charmant leketøj, min ven?"
     "Et leketøj," sa tante Oktavia og saa forbauset bort paa onkel Ferdinand, ”hvad mener du?"
     "Rigtig et morsomt leketøi som sprang omkring og gjorde spilopper, entret opover gardinerne f. eks. (han kom nemlig til at tænke paa hvorledes Stomach entret opover riggen paa skibene) eller sat paa skulderen din og spiste kake."
     "Manden er blit gal," sa tante Oktavia forfærdet og reiste sig med en for hende usedvanlig raskhet; du er gaat fra din forstand, Ferdinand, - nei, nei, nei -- kom ikke nærmere du er syk. "
     ”Nei, Oktavia, min ven, jeg har min fulde forstand, jeg mener - jeg mener" - her gik onkel Ferdinand bort og saa indsmigrende paa tante Oktavia, - ”Jeg mener bare en apekat. "
     "Du store verden," sa tante Oktavia, ”nu kalder han mig en apekat -og endda sier du at du har din forstand."
     ”Min elskede," sa onkel Ferdinand og saa yderst ulykkelig ut, Jeg mener bare at der er en apekat ombord paa skibet, som jeg gjerne vilde ha her hjem."
     "Og det gjør du alle de omsvøp for -- ja du er dig selv lik - ja-ja" -tante Oktavia slog med begge hænder i luften
     ”- Jeg sier jo ja til alt mulig - la dyret komme, la dyret bare komme, - den kvæler mig nu en vakker dag, men jeg er vant til det - jeg mener, jeg er jo vant til at si ja og bøie mig. ”
     Tante Oktavia sank opgit ned paa sine puter, og slog fra sig da onkel Ferdinand vilde lægge et sjal over hende.
     Saaledes kom Stomach der i huset.
     Det var den mest spillevende, skøieragtige apekat en kunde tænke sig. Den holdt for det meste til i onkel Ferdinands kontor. Op og ned ad bokhylderne entret den, akkurat som et ekorn; undertiden kastet den sig tversover værelset fra det ene bokskap til det andet. Engang hoppet den like lukt paa den store lampe under taket, saa glas og kuppel faldt klingrende ned, - Stomach hang ynkelig i en av kjederne og skrek. Det kunststykke gjorde den ikke oftere.
Stomach elsket intet i verden saa høit som fyrstikker. Naar den fik fat paa en fyrstikæske, blev den sjæleglad og entret øieblikkelig op paa det høieste bokskap. Her sat den og kastet en og en fyrstikke ned paa gulvteppet; blev den kjed av det, kylte den hele æsken med en forbausende sikkerhet midt i hodet paa onkel Ferdinand. Onkel Ferdinand sat taalmodig og ventet paa denne sidste salve; saa la han sig paa knæ og samlet op hver eneste fyrstikke igjen.
     Det værste var allikevel at onkel Ferdinand ikke kunde komme op om morgenen for Stomachs skyld. Den sov nemlig hos onkel inde i hans arm under teppet; naar nu onkel vilde staa op, gren Stomach og viste tænder - han syntes vel det var deilig og varmt at ligge der -, og saa blev onkel Ferdinand liggende og liggende bare for apekattens skyld. Men hvad der voldte onkel Ferdinand uendelig bryderi og paapasselighet var at tante Oktavia paa det strengeste hadde forbudt at apekatten nogensinde kom i hendes nærhet. Onkel Ferdinand gik som paa naaler; han fik ikke gjort andet hele dagen end at gaa og lukke dørene for apekatten.
     Hele tjenerskapet var instruert og stod paa pinde for Stomach. Undertiden var de rasende paa den; men naar den saa hadde tandpine og et litet hovent kind og sat med haanden under kindet og rugget sørgmodig frem og tilbake som et litet sykt barn, blev de bløte om hjertet for den igjen og tilgav den alle dens spilopper.
     Litt efter litt blev den umulig at passe paa; den lukket op vindushaspene og spaserte langs husvæggen paa vindusbrettene. Av og til gjorde den sig en svip gjennem et aapent vindu og trak sig samme vei tilbake med de utroligste ting, vandkander og hodeputer og eau-de-cologne-flasker, som den meget besindig og langsomt tømte ut over georgine-bedet.
     Ingen maatte nævne Stomachs navn for tante Oktavia engang. ”Bare navnet paa det infame dyr gir mig kvalme," sa tante Oktavia. Onkel gik paa taaspidsene og lukket endnu mere omhyggelig dørene. Men en dag hændte allikevel det forfærdelige: apekatten korn for tante Oktavias øine. Det var nogen som hadde glemt at lukke en dør. Som et lyn for Stomach igjennem den, løp lydløst henover de bløte gulvtepper helt til det inderste kabinet, - gjorde et byks op paa tante Oktavia som laa med lukkede øine paa sin sofa, og boret hele sin lille krop ind under hendes arm.
     Der blev en opstandelse! Tante Oktavia skrek himmelhøit, og folk styrtet til.
     "Jeg ligger jo her hjælpeløs," sa tante Oktavia; "den kunde jo kvalt mig før jeg fik suk for mig, Ferdinand - hvad var dens hensigt, jeg spør dig, Ferdinand, hvad tænkte den paa da den boret sig ind under min arm ?"
     "Den vilde kanske varme sig," sa onkel Ferdinand spakt.
     "Varme sig," sa tante Oktavia haanlig, ”bite mig i hjertet, vilde den."
     Der hjalp intet forsvar for Stomach, den maatte dø; onkel fulgte den med et blødende hjerte til doktoren som dræpte den med kloroform. Da onkel Ferdinand sidste gang gik fra den, strakte den sine lange armer med de bitte smaa fingre efter ham og skrek. Onkel Ferdinand glemte det aldrig.
     At den anden apekat kom i huset, var onkel Ferdinand aldeles uskyldig i. En av hans skippere var kommet hjem fra de varme land. For at gjøre onkel en glæde hadde han en bitte liten apekat med sig til ham.
     En vakker dag blev onkel kaldt ut i spisestuen. Der stod skipperen med et smilende ansigt og en kurv med en apekat i.
     "Nei, nei, nei," sa onkel; han tænkte paa Stomach, ”ta den med igjen, ta den med igjen."
     Men saa fik han allikevel en ustyrtelig lyst til at se apekatten - bare løfte litt paa lokket - bitte, bitte litet grand; - vips som et lyn trængte et litet væsen sig mellem kurven og lokket, bortover gulvet og op paa ovnen. Det var en stor hvit, glasert svenskeovn; som et lyn var apekatten deroppe og forsvandt.
     Der stod onkel og skipperen!
     Det viste sig aldeles umulig at faa fat paa flygtningen. Kusken maatte ind, og der kom gardintrapper og stiger, og onkel og kusken og stuepiken og kokkepiken og skipperen var paa jagt efter den. Men apekatten holdt stand. Den visste snedig at benytte sig av alle sine fordele oppe paa ovnen og bak den; det var ikke mulig for et menneske at naa den.
     ”Jeg tænker paa Oktavia, jeg tænker bare paa Oktavia," sa onkel Ferdinand og trippet og trippet forfærdet omkring. I et hemmelig raad ute i spisestuen blev det imidlertid besluttet, at tante Oktavia ikke skulde faa vite at apekatten befandt sig paa ovnen.
     Der begyndte en ængstelig tid for onkel. Hver dag i tide og utide en lydløs jagt efter apekatten. Alt porselæn blev flyttet fra hylder og buffeter, og skaaler med melk og kake sat paa de utroligste steder for at narre apekatten frem. I timevis sat onkel som en billedstøtte og stirret op paa ovnen for at faa et glimt av den; kom der nogen i døren, hysset han som en rasende.
     ”Hysssss, - nu var den like paa nippet til at vise sig hysss! - er den ikke der?"
     Det var en lykke at tante Oktavia aldrig viste sig i spisestuen uten ved maaltidene. Hun sat aldeles umistænksom uten at ha idé om den skrækkelige fare bak ovnen. Onkel sat som paa glør, og holdt uavladelig øie med den store svenskeovn. ”Det er en lykke at der blir fyret i ovnen," tænkte onkel; ”saa fryse skal den nu ikke."
      ”Hvorfor stirrer du saa paa ovnen?" sa tante Oktavia en dag ved middagsbordet.
     ”Jeg - jeg stirrer ikke - jeg tænkte bare paa at rive den ned."
     "Rive den prægtige ovn ned?"
     ”Ja, den trækker ikke godt, - den utfylder ikke sin bestemmelse," sa onkel Ferdinand.
     Der kom han tidsnok: Tante Oktavia nedla et bestemt forbud om nogenslags nedrivning.
     Der gik hele fjorten dage. Apekatten befandt sig endnu deroppe; man kunde se at den om natten hadde været nede og spist.
Onkel holdt snart ikke mere ut at det lille dyr skulde pines deroppe. Han blev blek og elendig og spiste ikke, da han bare saa efter apekatten.
     "Du maa til bad," sa tante Oktavia, ”du trænger en badekur, det er tydelig nok."
     Saa en eftermiddag som onkel sat alene inde i spisestuen, hørtes der pludselig et voldsomt rabalder: Apekatten ramlet ned bak ovnen, og der blev den liggende. Med uendelig besvær fik onkel den frem bak den store murede ovn. Den var død; enten der nu var fyret for meget i ovnen, eller den hadde faat for litet mat, eller den var død av faldet. Onkel visste det ikke, og han taalte heller ikke at tænke paa det.
     "Det eneste lyspunkt i hele den historie er at Oktavia ikke visste det," sa onkel Ferdinand lettet.
     For tante Oktavia vet den dag idag ikke hvilken gyselig situation hun i samfulde fjorten dage hadde svævet i.
 

 Digitale tekster
Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 1999 : Morsomme dage av Inger Johanne (Dikken Zwilgmeyer)
Gå til [forside]  [neste] [toppen]