|
Digitale
tekster
Tønsberg: Høgskolen
i Vestfold, 1999 : Morsomme dage av Inger Johanne (Dikken Zwilgmeyer)
Gå til [forside] [neste]
ONKEL FERDINANDS APEKATTER
Kjender nogen av dere onkel Ferdinand ? Den gamle fine, graaklædte
herre som hilser saa høflig og smiler til alle? Ja for alverden
kjender ham; han er ikke etop min onkel - eller nogens onkel, det jeg vet.
Alle mennesker kalder ham bare saa fordi han likesom passer til det. Han
er vist det snildeste menneske som findes i verden. Alle fattigfolk
elsker ham; han kan ikke si nei til nogen ting, og han er glad i alle mennesker
og alle dyr, like til fluer og myg. Ja jeg tror ikke netop at han
liker at bli stukket av en myg;
men dræpe den vil han ialfald ikke.
Engang som onkel Ferdinand var ute og rodde,
opdaget han pludselig midt ute paa vandet en myg som sat paa hans haand.
Og tænk, saa rodde onkel Ferdinand i land med myggen forat
den ikke skulde drukne. Naar der tilfældigvis falder en flue ned
i onkel Ferdinands kaffekop, har han et svare stræv, maa dere tro.
Først blir fluen forsigtig tat op; saa vasker han den i rent vand
og lægger den paa et stykke papir paa ovnen eller i solskinnet. Hele
formiddagen kan onkel Ferdinand gaa og stelle med en druknet flue, flytte
den fra det ene sted til det andet og puste varmt paa den.
Slik er onkel Ferdinand.
Han er gift med tante Oktavia. Og de er svært
rike og bor i et nydelig hus med en masse værelser, hvor der er frygtelig
meget pent, mange kunstverker og saadant noget. I det inderste kabinet
ligger tante Oktavia paa en sofa hele dagen. Hun er ikke egentlig syk;
mor sier at hun bare ligger der fordi hun er saa rik. Du - hvis jeg hadde
saa mange penger som tante Oktavia, skulde jeg nok gjøre noget andet
end at ligge og lukke øinene.
Endda er det merkelig nok tante Oktavia som
regjerer der
i huset. ”Den som har forstanden, skal ha magten," sier tante Oktavia.
”Ja, søten min," sier onkel Ferdinand.
De har ingen barn, derfor er de saa grulig glad i dyr begge to. Tante
Oktavia elsker mest smaa hvite silkepudler, som blir badet i lunkent sæpevand,
tullet ind i badelaken og kjæmmet med finkam, og som triller som
hvite nøster bortover gulvet. Tante Oktavia er meget mere glad i
de silkepudlerne end i nogen anden ting i verden, det tror jeg sikkert.
Men onkel Ferdinand er mest glad i apekatter.
Den første apekat han hadde, fik han hjem med en av skuterne sine.
Sjøfolkene ombord hadde kaldt den ”Stomach", fordi den var saa svær
til at spise. Ja for dere vet vel at ”stomach" betyr mave paa norsk; og
siden blev den kaldt det alle sine dage.
Dere kan tro onkel Ferdinand var i en kattepine
dengang. Han turde ikke si til tante Oktavia at han tænkte paa at
faa en apekat i huset, ser dere. Men skibet som Stomach var kommet med,
skulde reise, og onkel Ferdinand maatte si det.
Tante Oktavia laa paa sofaen, onkel Ferdinand
stod
med ryggen mot ovnen med opløftede frakkeskjøter.
"Vilde du ikke bli glad i et nydelig leketøj,
Oktavia, rigtig et charmant leketøj, min ven?"
"Et leketøj," sa tante Oktavia og saa
forbauset bort paa onkel Ferdinand, ”hvad mener du?"
"Rigtig et morsomt leketøi som sprang
omkring og gjorde spilopper, entret opover gardinerne f. eks. (han kom
nemlig til at tænke paa hvorledes Stomach entret opover riggen paa
skibene) eller sat paa skulderen din og spiste kake."
"Manden er blit gal," sa tante Oktavia forfærdet
og reiste sig med en for hende usedvanlig raskhet; du er gaat fra din forstand,
Ferdinand, - nei, nei, nei -- kom ikke nærmere du er syk. "
”Nei, Oktavia, min ven, jeg har min fulde
forstand, jeg mener - jeg mener" - her gik onkel Ferdinand bort og saa
indsmigrende paa tante Oktavia, - ”Jeg mener bare en apekat. "
"Du store verden," sa tante Oktavia, ”nu kalder
han mig en apekat -og endda sier du at du har din forstand."
”Min elskede," sa onkel Ferdinand og saa yderst
ulykkelig ut, Jeg mener bare at der er en apekat ombord paa skibet, som
jeg gjerne vilde ha her hjem."
"Og det gjør du alle de omsvøp
for -- ja du er dig selv lik - ja-ja" -tante Oktavia slog med begge hænder
i luften
”- Jeg sier jo ja til alt mulig - la dyret
komme, la dyret bare komme, - den kvæler mig nu en vakker dag, men
jeg er vant til det - jeg mener, jeg er jo vant til at si ja og bøie
mig. ”
Tante Oktavia sank opgit ned paa sine puter,
og slog fra sig da onkel Ferdinand vilde lægge et sjal over hende.
Saaledes kom Stomach der i huset.
Det var den mest spillevende, skøieragtige
apekat en kunde tænke sig. Den holdt for det meste til i onkel Ferdinands
kontor. Op og ned ad bokhylderne entret den, akkurat som et ekorn; undertiden
kastet den sig tversover værelset fra det ene bokskap til det andet.
Engang hoppet den like lukt paa den store lampe under taket, saa glas og
kuppel faldt klingrende ned, - Stomach hang ynkelig i en av kjederne og
skrek. Det kunststykke gjorde den ikke oftere.
Stomach elsket intet i verden saa høit som fyrstikker. Naar
den fik fat paa en fyrstikæske, blev den sjæleglad og entret
øieblikkelig op paa det høieste bokskap. Her sat den og kastet
en og en fyrstikke ned paa gulvteppet; blev den kjed av det, kylte den
hele æsken med en forbausende sikkerhet midt i hodet paa onkel Ferdinand.
Onkel Ferdinand sat taalmodig og ventet paa denne sidste salve; saa la
han sig paa knæ og samlet op hver eneste fyrstikke igjen.
Det værste var allikevel at onkel Ferdinand
ikke kunde komme op om morgenen for Stomachs skyld. Den sov nemlig hos
onkel inde i hans arm under teppet; naar nu onkel vilde staa op, gren Stomach
og viste tænder - han syntes vel det var deilig og varmt at ligge
der -, og saa blev onkel Ferdinand liggende og liggende bare for apekattens
skyld. Men hvad der voldte onkel Ferdinand uendelig bryderi og paapasselighet
var at tante Oktavia paa det strengeste hadde forbudt at apekatten nogensinde
kom i hendes nærhet. Onkel Ferdinand gik som paa naaler; han fik
ikke gjort andet hele dagen end at gaa og lukke dørene for apekatten.
Hele tjenerskapet var instruert og stod paa
pinde for Stomach. Undertiden var de rasende paa den; men naar den saa
hadde tandpine og et litet hovent kind og sat med haanden under kindet
og rugget sørgmodig frem og tilbake som et litet sykt barn, blev
de bløte om hjertet for den igjen og tilgav den alle dens spilopper.
Litt efter litt blev den umulig at passe paa;
den lukket op vindushaspene og spaserte langs husvæggen paa vindusbrettene.
Av og til gjorde den sig en svip gjennem et aapent vindu og trak sig samme
vei tilbake med de utroligste ting, vandkander og hodeputer og eau-de-cologne-flasker,
som den meget besindig og langsomt tømte ut over georgine-bedet.
Ingen maatte nævne Stomachs navn for
tante Oktavia engang. ”Bare navnet paa det infame dyr gir mig kvalme,"
sa tante Oktavia. Onkel gik paa taaspidsene og lukket endnu mere omhyggelig
dørene. Men en dag hændte allikevel det forfærdelige:
apekatten korn for tante Oktavias øine. Det var nogen som hadde
glemt at lukke en dør. Som et lyn for Stomach igjennem den, løp
lydløst henover de bløte gulvtepper helt til det inderste
kabinet, - gjorde et byks op paa tante Oktavia som laa med lukkede øine
paa sin sofa, og boret hele sin lille krop ind under hendes arm.
Der blev en opstandelse! Tante Oktavia skrek
himmelhøit, og folk styrtet til.
"Jeg ligger jo her hjælpeløs,"
sa tante Oktavia; "den kunde jo kvalt mig før jeg fik suk for mig,
Ferdinand - hvad var dens hensigt, jeg spør dig, Ferdinand, hvad
tænkte den paa da den boret sig ind under min arm ?"
"Den vilde kanske varme sig," sa onkel Ferdinand
spakt.
"Varme sig," sa tante Oktavia haanlig, ”bite
mig i hjertet, vilde den."
Der hjalp intet forsvar for Stomach, den maatte
dø; onkel fulgte den med et blødende hjerte til doktoren
som dræpte den med kloroform. Da onkel Ferdinand sidste gang gik
fra den, strakte den sine lange armer med de bitte smaa fingre efter ham
og skrek. Onkel Ferdinand glemte det aldrig.
At den anden apekat kom i huset, var onkel
Ferdinand aldeles uskyldig i. En av hans skippere var kommet hjem fra de
varme land. For at gjøre onkel en glæde hadde han en bitte
liten apekat med sig til ham.
En vakker dag blev onkel kaldt ut i spisestuen.
Der stod skipperen med et smilende ansigt og en kurv med en apekat i.
"Nei, nei, nei," sa onkel; han tænkte
paa Stomach, ”ta den med igjen, ta den med igjen."
Men saa fik han allikevel en ustyrtelig lyst
til at se apekatten - bare løfte litt paa lokket - bitte, bitte
litet grand; - vips som et lyn trængte et litet væsen sig mellem
kurven og lokket, bortover gulvet og op paa ovnen. Det var en stor hvit,
glasert svenskeovn; som et lyn var apekatten deroppe og forsvandt.
Der stod onkel og skipperen!
Det viste sig aldeles umulig at faa fat paa
flygtningen. Kusken maatte ind, og der kom gardintrapper og stiger, og
onkel og kusken og stuepiken og kokkepiken og skipperen var paa jagt efter
den. Men apekatten holdt stand. Den visste snedig at benytte sig av alle
sine fordele oppe paa ovnen og bak den; det var ikke mulig for et menneske
at naa den.
”Jeg tænker paa Oktavia, jeg tænker
bare paa Oktavia," sa onkel Ferdinand og trippet og trippet forfærdet
omkring. I et hemmelig raad ute i spisestuen blev det imidlertid besluttet,
at tante Oktavia ikke skulde faa vite at apekatten befandt sig paa ovnen.
Der begyndte en ængstelig tid for onkel.
Hver dag i tide og utide en lydløs jagt efter apekatten. Alt porselæn
blev flyttet fra hylder og buffeter, og skaaler med melk og kake sat paa
de utroligste steder for at narre apekatten frem. I timevis sat onkel som
en billedstøtte og stirret op paa ovnen for at faa et glimt av den;
kom der nogen i døren, hysset han som en rasende.
”Hysssss, - nu var den like paa nippet til
at vise sig hysss! - er den ikke der?"
Det var en lykke at tante Oktavia aldrig viste
sig i spisestuen uten ved maaltidene. Hun sat aldeles umistænksom
uten at ha idé om den skrækkelige fare bak ovnen. Onkel sat
som paa glør, og holdt uavladelig øie med den store svenskeovn.
”Det er en lykke at der blir fyret i ovnen," tænkte onkel; ”saa fryse
skal den nu ikke."
”Hvorfor stirrer du saa paa ovnen?"
sa tante Oktavia en dag ved middagsbordet.
”Jeg - jeg stirrer ikke - jeg tænkte
bare paa at rive den ned."
"Rive den prægtige ovn ned?"
”Ja, den trækker ikke godt, - den utfylder
ikke sin bestemmelse," sa onkel Ferdinand.
Der kom han tidsnok: Tante Oktavia nedla et
bestemt forbud om nogenslags nedrivning.
Der gik hele fjorten dage. Apekatten befandt
sig endnu deroppe; man kunde se at den om natten hadde været nede
og spist.
Onkel holdt snart ikke mere ut at det lille dyr skulde pines deroppe.
Han blev blek og elendig og spiste ikke, da han bare saa efter apekatten.
"Du maa til bad," sa tante Oktavia, ”du trænger
en badekur, det er tydelig nok."
Saa en eftermiddag som onkel sat alene inde
i spisestuen, hørtes der pludselig et voldsomt rabalder: Apekatten
ramlet ned bak ovnen, og der blev den liggende. Med uendelig besvær
fik onkel den frem bak den store murede ovn. Den var død; enten
der nu var fyret for meget i ovnen, eller den hadde faat for litet mat,
eller den var død av faldet. Onkel visste det ikke, og han taalte
heller ikke at tænke paa det.
"Det eneste lyspunkt i hele den historie er
at Oktavia ikke visste det," sa onkel Ferdinand lettet.
For tante Oktavia vet den dag idag ikke hvilken
gyselig situation hun i samfulde fjorten dage hadde svævet i.
Digitale
tekster
Tønsberg:
Høgskolen
i Vestfold, 1999 :
Morsomme dage av Inger Johanne (Dikken Zwilgmeyer)
Gå til [forside]
[neste] [toppen] |