Høgskolen i Vestfold | Biblioteket | Digitale tekster | Lokalhistorie 
 Sem og Slagen - en bygdebok. Gårdshistorie, bind 1 . Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 2002.
Gå til: | Forside | Innhold |< forrige |  neste >

 


Sem prestegård.

Sem gamle prestegård.

     I matrikkelen for 1667 oplyses det at Sem prestegård da var egen gård, som blev bebodd og brukt av sogneprest Joen Simenssøn Krogh. Det var ingen annen herlighet til prestegården enn åker og eng, og skog neppe til brenne og gjerdefang. Prestegården blev, i likhet med de andre prestegårder, ikke skyldsatt.
     I 1679 blev Sem sognekall forenet med St. Laurentii kirkesogn i Tønsberg under en felles sogneprest, og til denne stilling blev sognepresten i Sem, Michel Michelsen Holst, utnevnt s. å. Han flyttet straks til Tønsberg, hvor han fikk bolig i den gamle prostegård (”Residensen”) ved Laurentiuskirken. Den gamle Sem prestegård, som lå skrås overfor (på nordsiden av) Sem kirke, blev derpå inndratt under Jarlsberg hovedgård, i henhold til en overenskomst som grevskapets daværende eier U. F. Gyldenløve allerede i desember 1678 hadde inngått med sogneprest Holst.
     Prestegårdshusene ved Sem blev ikke straks nedrevet, men forfalt, som det synes, litt efter litt. I en innberetning fra 1690 som forvalter Mandal sendte grev Wedel Jarlsberg, heter det bl. a. at prestegårdens gamle stuehus fremdeles stod på tufta, og at det da blev reparert. I 1699 stod den gamle prestegårdsbygning øde, og blev benyttet til vinterstall for hestene. 1 1702 stod det bare noen lafter igjen av den gamle bygning, uten tak. I 1737 var bygningen helt forsvunnet. Den gamle lade ved prestegården blev nedrevet omlag 1700, og det var meningen at taksten fra denne bygning skulde benyttes til en ny lade på Auli.
     Ved sogneprest Ths. Gerners død i 1739 blev Sem sognekall igjen utskilt fra Laurentiuskirken i Tønsberg. Laurentiuskirken blev lagt til Vår Frue menighet og Sem blev påny eget sognekall. Den nye sogneprest i Sem, Johan Soelberg, fikk kongens tillatelse til å bo i Laurentiuskirkens prestegård til sin død, som inntraff i 1751.
 

Sem nye prestegård.

     Kongs-Eik* (*Kongs-Eik ligger innenfor Slagen sogns grenser, men hører efter matrikkelen til Sem sogn. Sogneprest Folden pointerte stadig at Kongs-Eik lå i Sem sogn, ti han vilde ikke være en anneksprest.) blev i 1752 utvist til prestegård for sognepresten i Sem og Slagen. Tilhører fremdeles Jarlsberg.
     Gårdsnr. 81, Sem prestegård (i Slagen), tidligere kalt Lørte, blev i 1826 tillagt Kongs-Eik. De to eiendommer drives under ett. Bygningene ligger på Kongs-Eik.
 

Kongs-Eik.

     Navnet uttales kå'ngseik. Det skrives i D.N. VI, 462, 1431 (efter en avskrift fra 1584) : Konnunghs Eik. 1668: KongBeegh (var da en engslette som lå til lagstolen). Det oprinnelige navn er Konungs-Eik, en plass ved gården Eik. Konungs betegner at stedet tilhører krongodset. Det lå en tid under Tønsberg lagstol, hørte senere inn under det grevelige len, men uten å tilhøre Jarlsberg hovedgård, og blev i 1752 av greven anvist Sems sogneprest til bolig.
     Den nye sogneprest til Sem, David Faye (1752-1776), var husløs da han i 1752 skulde tiltrede embedet. Grev Frederik Christian Otto Wedel Jarlsberg lot da s. å. utvise plassen Kongs-Eik til bolig for sognepresten for Sem og Slagen. Prost Kierulff sier om denne utvisning i Sem nye kallsbok:
”Rimeligvis maa vel Greven have havt en Forpligtelse paa sig til at sørge for Præsten, naar han mistede den ham for Tabet af Sems gamle Præstegaard tilstaaede Erstatning. For at opfylde denne Forpligtelse har han da overladt Pladsen Kongsek Sognepræsten til Bebyggelse og Brug. Hans Gavmildhed har dog ikke været altfor stor, thi Gaardens Bebyggelse maatte Menigheden og Sognepræsten i Forening paatage sig.” - Kierulff sier videre at Kongs-Eik kun blev utvist, ikke gitt eller bortskjenket, og at greven ikke opgav eiendomsretten, men vilde at gården fremdeles skulde betraktes som en integrerende del av godset. Fra 1750-årene har Kongs-Eik stadig vært prestegård. Men dens forhold til godset, som en plass eller et underbruk, er efterhånden gått ut av den almindelige bevissthet. Det eneste utvortes påtagelige bånd som knyttet den dertil - at dens skyld var innbefattet under Jarlsberg hovedgårds, og at dens skatter erlagdes av greven i og med hovedgårdens - er i høi grad avsvekket derved at greven i 1877 lot Kongs-Eik utskille av hovedgårdens matrikkelskyld. At gården imidlertid ennu i virkeligheten er grevegods og således ikke med rette kommer inn under den nye prestegårdslov eller forstloven, må ansees sikkert, skriver Kierulff i 1880-årene.
     Matrikkelskatten av Kongs-Eik blev betalt av Jarlsbergs besidder helt til 1908.
     Kongs-Eik var oprinnelig en plass som tidligere var benefisert lagmannen i Tønsberg og bruktes av ham. Senere hørte den under det grevelige len, til greven i 1752 utviste den til prestegård. I 1877 blev Kongs-Eik utskilt fra Jarlsberg hovedgård og fikk betegnelsen gårdsnr. 51, bruksnr. 2, og skyld mark 7,89. Da plassen Kongs-Eik blev stillet til rådighet for sognepresten i Sem blev gården Kimestad i Borre, som tidligere hadde tilhørt sogneprestembedet ved St. Laurentii kirke i Tønsberg, lagt til Sem sognekall og fulgte Kongs-Eik prestegård inntil 1826, da den blev utlagt til enkesete, mens det tidligere enkesete, Lørte, blev innlemmet i den nye Sem prestegård. Kimestad blev solgt i 1857. -Ved delingen i 1739 blev også Møllehaugløkken i Tønsberg, også kalt Vår Frue kirkeløkke, lagt til Sem sogneprestembede, hvor den henlå til 1833 (Tønsbergs Historie II, s. 349, anm. 2).
 

Prestegårdens bygninger.

     David Faye har i kallsboken gitt følgende oplysning om den nye prestegård og de bygninger som blev opført der:
     ”Anno 1752 kom ieg undertegnede til Sems Kald efter Høy- Velbaarne Herre Hr. Grev Wedel Jarlsberg - hans Vocation og den derpaa af vor allernaadigste Konge Friderich den 5te givne Confirmation, men havde ingen Præstegård, da den som min Formand, sl. Hr. Johann Soelberg havde i Tønsberg, blev efter Kongens allernaadigste Villie givet til en Præstebolig for Sognepræsten sammestæds, hvorover Almuen af Sem og Slaugens Menigheder blev efter min kierlige Begiæring eenig at opbygge en Præstegaard paa det Stæd, som Høy-bemeldte Hr. Greve lod udviise, hvilket kaldes Kongs Eeg, hvor Præstegaarden er opsadt paa Almuens Bekostning saaledes, at den har skaffet alle Ting med 2de Kakelovner: 1 i den saakaldte Storstue, og den 2den i Dagligstuen, men alle de andre Kakelovner, som er paa de øvrige Værelser, hører mig til. Dernæst har bemeldte Almue ladet opbygge Udhuuserne, nemlig Hæstestald og Fæehuus med Laden og 2de Høi-Træver, men alt det øvrige af Huuse og Bygninger har ieg selv maat bekoste paa Grund af Høy-bemeldte Herres naadige Løfte og egenhændige Forsikring, som ligger i min Bevaring, hvilken viiser, at ieg eller mine Arvinger skal i alle Maader blive skadesløse.”
 Almuen opførte hovedbygning og uthus, men da den ikke formådde mere, måtte Faye, for å gjøre Kongs-Eik gård bekvem til prestebolig, bekoste de øvrige nødvendige bygninger: Bryggerhus, drengestue, matbod, vogn- og vedskjul, og sønnenfor disse et studérkammer. Han bekostet også gården innhegnet og anla en hage. Alt blev på øde tomt anlagt og innrettet, heter det i et senere skjøte. Greven bestemte i 1754 at sogneprestens utlegg til bygninger skulde erstattes ham eller hans arvinger av eftermannen i embedet.
      I 1778 solgte Fayes enke, Karen Monrad, til sogneprest Andreas Dop (1777 -1779) for 200 rdl., de bygninger som Faye hadde bekostet opført.
     Prost Kierulff skriver i den nye kallsboken om bygningene i den forløpne periode, at de i årenes løp vel efterhånden forfalt, og dette forfall synes å ha gått raskt for sig under sogneprest Morten Smith Petersens lange embedstid (1780-1825). Han har vel ikke villet eller kunnet vedlikeholde dem. Et smerteskrik lyder fra eftermannen, M. M. Reinhardt (1825-1833) ved hans tiltredelse av embedet:  ”Gaardens Huuse fandtes i næsten mageløs ussel Tilstand, saa at kun Tiden og Haabet kan jevne det Heele”. Han vakte derfor også straks mosjon om nye prestegårdsbygninger. Den 20/11 1826 blev holdt besiktigelse, hvorved de gamle bygninger blev kondemnert, og almuen lot ei til å gjøre vanskeligheter, ti allerede den 14/2 1827 blev det holdt licitasjon over anskaffelse av materialer til almuens huser, og den 12/3 blev den gamle bygning solgt ved offentlig auksjon. Den gamle våningsbygning inneholdt 8 værelser. Almuen eide bare den halve hovedbygning, den annen halvdel tilhørte sognepresten. Den var prestens åbotsbygning. Reinhardt strebte å bevege almuen til å overta hele byggearbeidet, både sogneprestens og dens eget, og bød den til vederlag hele den gamle hovedbygning, 400 spd. i penger og en del bygningstømmer fra prestegårdens skog, men almuen vilde ikke, likeså litt som den vilde flytte bygningen hen på en (efter Reinhardts mening) bekvemmere plass.
 

A. Den nuværende hovedbygning.

     Den 5/10 1827 var almuens bygning ferdig. Uthusene for prestens, og stallen for almuens vedkommende, var også brakt i stand. Den 29/10 blev det holdt besiktigelse over arbeidet, og det blev erklært i god stand, forsåvidt almuen tilkom. Den 9/11 1827 var Reinhardts egen bygning på nordsiden, den nuværende kjøkkenbygning, ferdig til innflytning.
     At hovedbygningens stand ikke var så særdeles god enda, fremgår av en notis ved visitasberetningen under 2/8 1830, hvor sognepresten klager over at regnet flyter inn i alle værelser fra vegger og vinduer. Sogneprestens andel av hovedbygningen var ikke ferdig. Det blev pålagt ham ved visitas i 1830 og 1831 å bringe den i stand. I 1830 erklærte han at hans økonomiske tilstand ikke tillot ham å sette den i full stand i det år. I 1831 erklærte han, at han så snart hans leilighet tillot det, skulde søke å bringe den del av hovedbygningen som vedkom ham, i tilbørlig stand.

Sem prestegård. G. nr. 51, br. nr. 2.

     Hvorvidt Reinhardt nogensinne fikk sin kjøkkenbygning i full stand, kan ikke sees, muligens måtte eftermannen gjøre det. Sin andel av hovedbygningen, som påhvilte ham som åbotshus, begynte han ikke engang på.
     Først 27/6 1835 hadde sogneprest H. P. Holmboe (1834-1841) fått sogneprestens del av hovedbygningen optømret og bragt under tak, tekket med sten. Det er den nuværende sydligste del.
Ved sogneprest J. Jacobsens tiltredelse i 1842 kjøpte han av fru Holmboe de på gården værende eiendomshuser: Kjøkken med matbod, drengestue med bryggerhus, drengestue og rullebod samt derved stående vedskur og vognskjul samt potetkjeller, for 170 spd., og kakkelovnene i prestegården og i husmannsstuen på Lørte for 80 spd. Den halve del av hovedbygningen og fjøset med lade og låve var åbotsbygninger. Den annen halve del av hovedbygningen (den nordre del) og stallen tilhørte almuen. Noen lovlig åbotsforretning blev ikke holdt, alt blev avgjort i mindelighet, og fru Holmboe slapp uten åbotsansvar, da bygningene, om enn skrøpelige, dog var efter omstendighetene nogenlunde vel vedlikeholdt; de vesentlige mangler bestod dels i bygningenes alder, dels i mangel på mur under dem, hvorfor de på flere steder var sunket ned i jorden.
     I 1844 blev det opført en ny trapp ved hovedinngangen, likesom gangen (formodentlig trappegangen) mellem hovedbygningen og kjøkkenet blev innklædt og avdelt. Halvdelen på prestens og halvdelen på almuens bekostning. Samtidig blev kjøkkengangen forsynt med vindu mot øst. I 1845 blev de to små værelser ovenpå og gjesteværelset nedenunder i den søndre del av åbotsbygningen rappet og malt. I 1846 blev det innkjøpt og opsatt 5 nys kakkelovner i de gamles sted. Efter Jacobsens anmodning blev 29/7 1847 samtlige åbotsbygninger besiktiget av lensmann Sverdrup og klokker Mørch, som fant at bygningene var i ganske god stand. I 1849 blev den del av hovedbygningen som tilhørte presten, underkastet en hovedreparasjon. Lån på embedet blev optatt til beløp 150 spd., men strakk ikke til. Det hele arbeide kostet 217 spd.
     Ved sogneprest Kierulffs tiltredelse av embedet i 1879 blev en del reparasjoner og forandringer utf¢rt. Bl. a. blev gårdsplassen utvidet og sandkjørt, innkjørselsveien utvidet til den dobbelte bredde ved bortsprengning av fjellet.  Vannledning blev anlagt i 1882.  I 1884 blev hele hovedbygningen og en større del av uthusene malt. Kierulff sier om de utgifter han hadde hatt ved reparasjoner, maling og gravning, at Sems prestegård var blitt ham særdeles kostbar, og tilføier: ”men saa har jeg ogsaa en saa koselig og lun Præstegaard som faa, og ikke lyster det mig at bytte med nogen af de nyere og langt prægtigere”.
Senere er ingen vesentlige forandringer foretatt med hovedbygningen.
     Ved kirkedepartementets skrivelse av 5/4 1907 blev Sem kommunes tilbud om avløsning av dens åbotshus (den nordre halvdel av hovedbygningen samt gangen mellem denne og kjøkkenbygningen, og stallen) vedtatt mot en erstatning av kr. 1800.
 

B. De øvrige bygninger.

     Som før nevnt blev det i 1750-årene av almuen opført stall og fjøs med lade og høitrev. Sogneprest Faye bekostet selv opført: Bryggerhus, drengestue, matbod, vogn- og vedskjul, og sønnenfor disse et studérkammer.
     I 1827 var uthusene blitt reparert. Ved sogneprest Holmboes tiltredelse av embedet i 1834 kjøpte han tre uthusbygninger av Reinhardts arvinger for 70 spd. I 1836 hadde Holmboe på egen bekostning latt opføre en ny drengestue (den senere forpakterbolig) med ved- og vognskur. I 1842 nevnes også en potetkjeller.
     Ved en besiktigelse i 1847 fortelles det at fjøset var forsynt med bordklædning utvendig, og innvendig likeledes beklædt til omtrent midt på veggen. Ladebygningen, som da bestod av to lader og låve, en laftebygning med et gammelt vognskur og en i den senere tid opført sauestall, var meget gammel og til forskjellige tider forandret og påbygd. Den ved de gamle uthus stående vognremisse var aldeles ubrukelig og ferdig til nedrivning.
     I  1848 blev fjøs og lade opført fra nytt av ved hjelp av et lån på embedet, stort 300 spd. Det hele arbeide kostet 419 spd. Den gamle stall, som tilhørte almuen, stod fremdeles.
     Jacobsen bekostet opført redskapshus, grisehus og stolpebod.
     Ved Kierulffs tiltredelse i 1879 blev bl. a. hønsehuset flyttet fra nordsiden av kjøkkenbygninger. hen til den plass det senere hadde i mange år. I 1888 blev vedskuret, vognskuret og materialhuset, som var gjennemråttent, nedrevet, ny grunnmur lagt og bygningene derefter opført fra nytt av. Kun ganske lite av det gamle tømmer kunde benyttes.
     I 1921 blev det oppført ny forpakterbolig i ”Sauehagen”; i  1927 også nytt uthus og hønsehus. Den gamle forpakterbolig og den gamle lade med fjøs, stall og grisehus blev solgt i 1927 til nedrivning.
     Det nye uthus var såvidt ferdig og tatt i bruk da det brente ned 27/1 1928. Nytt uthus blev opført igjen i 1928.
 

Hagen.

     I et skjøte fra 1778 fortelles det at Faye lot innrette en hage på Kongs-Eik. Noe mere om denne hage hører vi ikke før i 1843. I det år blev det opsatt nytt stakittgjerde på tre sider av den øvre hage. Ved Kierulffs tiltredelse i 1879 blev hagene omlagt og forsynt med lukkede grøfter.
     Eiendommene Kongs-Eik og Lørte drives under ett, og er omtrent like store.  De utgjør tilsammen ca. 190 mål dyrket mark, 72 mål havn og 526 mål skog. Skogen er undergitt skogvesenets forvaltning. Den er fullt tilstrekkelig til gårdens behov og har ved hugst til salg avgitt betydelig nettooverskudd til Oplysningsvesenets fond. Kart over Prestegården blev optatt av kaptein Hagerup i 1885. 
Besetningen var i 1939 på 4 hester, 10 storfe og 4 ungfe. 
     Det er innlagt springvann med elektrisk drevet pumpe fra opkomme med samlingskum i nærheten av husene. 
     Prestegården blev bestyrt av sogneprestene selv til i slutten av forrige århundre. Den har senere vært bortforpaktet. Forpakterne har vært: 
Anton Arnesen i 1890-årene. 
August Johansen, ca. 1898-1908. 
Hans Mathisen, 1908-1917. 
Johs. Weidemann, 1917-1926. 
Herredsgartner Arne Austad, 1926-1931. 
Karsten Myhre, 1931-1938. 
O. Askjem, 1938-1943. 
Jonas Grannæs, 1943-.

Benyttede kilder:

Kallsbok 1-3 for Sem prestegjeld. 
Sems nye kallsbok, påbegynt av prost Kierulff, s. 51, 279 flg., 283 flg. 
Pantebok for Sør-Jarlsberg nr. 9, fol. 43. 
Kirkebok for Sem nr. 11, pag. 986 flg. 
Jens Kraft: Topographisk-Statistisk Beskrivelse over Kongeriget Norge. Anden Deel, Chri.a 1822, s. 731-32. 
Amund Helland: Jarlsberg og Larvik Amt III, s. 506. 
Oscar Albert Johnsen: Tønsbergs historie II, s. 347-49. 
Roar Tank: Jarlsberg hovedgaard, s. 117, 127-30, 160-61.
 

Gå til: | Toppen | Forside | Innhold | < forrige |  neste >