På isen på Bislet gik Hjalmar så glad,
derom vil jeg dikte et kvad.
Hands Majestæt stod på sin tribun så
stolt,
Prins Harald i hånden han holdt.
Orkesteret spilled', alt folket var fulde
av spænding om hvordan alt avløbe skulde?
En mand ifra Holland løb Hjalmar imod,
og folket det jubled - Thi farten var god.
Der siges, at isen var rådden og skjør,
thi vinden den blæste fra sør -
Dog Hjalmar han "spurted" så let som en
fjør,
han haver så godt et humør!
Men nu må der siges, at skjæbnen var lumpen,
thi Hjalmar han falder og seiler på rumpen
bent imod en påle av hårdeste stål,
langt før end han rak til at komme i mål.
Hands Majestæt blegned' og folket det gråd,
thi bag blev ung Hjalmar så v å d.
Hands skøyte var sundslå't. Det var ingen
råd.
Da - op! sprang ung Hjalmar så k å d!
Han hoppet og hinkede henover isen
og smilede tappert til Oscar Mathisen.
Men, ak, al hans tapperhed hjalp ei hans mod,
thi manden fra Holland i målet alt stod.
Ei dikterens pen kan beskrive hvordan
nu sorgen nedknuget hver mand,
og kvindene hulket og tårenes flod
løb stille ung Hjalmar i mod.
I båd kom nu Zakken, selv måtte han dukk'
- ned
og redde vår elskede helt fra at drukne -
De gredende barn og en hylende hund
var alt hva man hørte i selsamme stund.
Da lyder et råb ifra Finn Amundsen
som intervjuerte vår venn -
En blitzfotograf hadde blindet hans syn,
så synet blev vekk som et lyn -
Den fotograf fremstod og tilstod sin brøde,
såvidt slapp den nidding med livet at bøde.
At han var fra Dagbladet frælse hans sjæl,
en flirende svenske blev slået ihjæl!
Vår helt løb sit løb om, og nu gik
det vel.
Ung Hjalmar vandt over sig selv.
Av glæde stod Zakken og åd op sin hatt,
alt folket det skreg som besat!
Så hurtig kan sorgen til glæde sig vende.
Ung Hjalmar var ei engang blå i sin ende.
Hans Majestæt sa da han drog til sit slot:
Når enden er god, så er alleting godt!
a.s.
