To nye
Sange.
Den
Anden
om den Ulykke, som skede Allehelgensdag 1869,
da en Gaardbruger Søren Bakke i Qvelle Sogn blev afskaaren
begge
Hænder paa en Sirkelsag.
F o r f
a t t e t a f O l e J.
B y g n æ s,
Fordum Kirkesanger i Horrig
Sogn.
Les: [ om visa
]
Skillingsviser
nr 13/2001
1. Hvad vil du Synder derom sige.
Naar Gud med Korsets Ris dig slaar?
Din Stolthed svinder snart til Side,
Naar du igjen som Krøbling staar.
Da maa du vist det Ord bekjende:
"Vor egen Magt er intet værd".
O, Herre, du din Trøst dem sende,
Som du paalægger Korset her.
2. Paa Gaarden Bakke sig mon hænde
Et Syn, som var forfærdeligt:
En Mand til Arbeid sig mon vende,
Var frisk og rask foruden Men;
Han til et Sagbrug sig henvendte
I Dager Sogn, hvor det monn' staa;
Han selv og Ægte-Ven ei tenkte,
At Sorg i Hælen fulgte paa.
3. Han som en Hjelp for Brugets Mester
Stod frem, men var vist ubekant.
Skjønt han Forsigtighed der brugte,
Ulykken sig dog strax indfandt:
Hans begge Hænder blev afskaaren
Af Bladet, som det Vandværk drev;
Taalmodig blev han dog hjembaaren.
Guds Søn ham selv gav Kraft i Strid.
4. Styrk selv hans Bryst, du milde Fader,
Som har ham Korset tungt paalagt!
Lad ham dog ei i Smertens Dage
Tortvivle slet og gaa forladt
Af dig, Som er vor Hjelp og Styrke!
O, led ham ved din Almagts Haand,
At han sig gjennem Verdens Mørke
Kan kjæmpe som en Seiers-Aand.
5. Tungt er det Kors, ukjendte Broder,
Jeg ved det vist, thi jeg dog selv
Det tungt har baaret vel imaalet.
Tak ske dig Gud, som dog saa vel
Har ledet mig saamange Dage
I denne Verdens Høie her!
Tilsidst jeg beder, Frelser kjære,
Modtag og frels min arme Sjel!
6. Har Modgang før ei rakt dig Haanden,
Saa maa du her taalmodig staa
Betænk, at Gud, som gav dig Aanden
Har ført dig denne Prøve paa.
O, at du her taalmodig skride
Som Job, der han i Sygdom faldt.
Hold Prøvens Stund og Smertens Dage
Som den, der stod og aldrig faldt.
7. Taalmodig staar du vist, du Kvinde,
Der ham som Brud har, Haanden rakt.
Tungt vel, vist dine Taarer rinde
I Sorgens tunge Mørk' og Nat.
Vær dog forvisset, at din Smerte,
Vil fare bort som Avn for Vind,
Naar du til Gud af ganske Hjerte
I Ydmyghed og Bøn gaar ind.
8. Betænk, at Synden Sorg paafører
For dem, som ubarmhjertig er,
Og ei den Fattige vil gjøre
Det mindste af Velgjerninger.
Og har du med et saadant Hjerte
Bortviset nogen Hungrig, Ven,
Saa maa du dig nu heri skikke.
Søg Trøst hos Gud, din Sjæleven.
9. O, Børn spæde og umyndig',
O Eders Sorg blev haard og tung!
O, Frelser god, din Trøst indgyde
I deres Barm saa spæd og ung.
Jeg ved, det ømme Faderhjerte
For dennem vist slaar tunge Slag.
O, let, o Gud, hans Sorg og Smerte
Og før hans Sjæl for Dommen klar.
10. Du, som det Arbeidssted betræder,
Hvor denne har sine Hænder tabt,
Har dine Tanker da henvendte
Til ham, som alle ting har skabt,
Og bed, at han dig vil veilede
Igjennom denne Verden saa,
At du med Hænder frisk og raske
Kan glad din Grav imøde gaa.
11. Hør Broder, hvad jeg dig vil sige,
Du, som din Helse her har tabt.
Du maa dit Sind og Tanke vende
Til ham, som alle Ting har skabt.
Og der med Bøn og ydmyg sukke,
Om Sjelens Frelse raabe fast,
Saa lettes her din' tunge Sukke
Og du saar Trøst i Sorgens Nat.
12. Og da skal du vist engang møde
For Gud med Hænder fri og frank;
Ei nogen Olding der skal grue,
At Rynkerne ham mer gjør krank
Ei Jakob med sin Hofteskade
Skal der med Stav og Krykke staa,
Og glad Stephanus der monn' raabe:
Mig Ingen her med Stene slaar.
13. Har Lykken før paa dine Veie
Dig ledet som en Formand her;
Har Verdens Goder paa dit Leie
Sig vist i Overflødighed;
Og som du den Tid vel fornøiet
Var glad og rolig i dit Hjem;
Saa maa du nu i Korsets Dage
Faa Trøst hos Gud i Himmelen..
14. Til Slutning vil jeg ydmyg bede
Min Gud og kjære Frelsesmand,
At han igjennem Korsets Dage
Vil føre os til Himlens Land,
Hvor vi kan glade for Guds Throne
Med englesang istemme der:
Vi vundet har den Livsens Krone,
Som Jesus har berdt vor Sjel!
|
