(Egen Melodi)

Der seiled et Skib paa Atlanterhavs Bølge,
Det kastedes omkring som en uselig Skal,
Og Bølgernes Fraad gaar med Stormen i Følge,
Det brøler og raser og tuder om Fald.
Ud fra Filadelfia Skibet jo gik,
Og "Thekla" var Navnet, i Norge det fik.

Med Stenolie ladet det gik i December,
Og Folkene vented en glædelig Jul;
Dog snart sat Ulykken for Haabet en Dæmper,
Thi Søen begyndte at gaa jo saa hul.
Midt ude i Søen den Skude sprang læk,
Da blegnet den nordiske Sømand saa kjæk.

Kapteinen han raabte: "Sæt ud vore Baade!"
En Halvpart av Mandskabet fulgte ham did,
Men Baaden den sank, og der var ingen Naade,
I Havet de kjæmped saa bitter en Strid.
Den anden Baad knustes mod Skibet, o, Ve,
I Døden de fulgtes til Havbunden ned.

Men de, som paa "Thekla" blev ladte tilbage,
De ventede kun Kvaler og Pinsel og Nød,
Forgjæves i Rummet de udsendte Klager,
De fleste maa lide en jammerlig Død.
De kappede Riggen; de kappede Mast,
Da var det, hver Luge i "Thekla" jo brast.

Tilsidst var kun Fire tilbage paa Skibet,
De surred sig nu til Fokmasten fast,
Den festlige Jul - o, hvor bad de for Livet,
De havde jo set, hvor de Andre forsvandt.
Men Sulten og Tørsten dem pinte saa haardt,
Da vented, og bad kun om Døden ret snart.

Men Uge forgik efter Uge saalænge,
Paa Vraget de hængte ved Dag og ved Nat,
De slikkede Rimfrost i Vintren den strænge,
Og raabte: "O Herre, har du os forladt!"
To Normænd, en svensk, en hollænder det var,
De fire som Skjæbnen paa Skibet ombar.

De tyggede Sejldug og Tougværk i Kvalen,
Forstanden snart sluktes paa vildene Sø,
Til Slutning den Hollænder førte paa Talen:
"Jeg indser, at en af os Fire maa dø!
Jeg kjedes ved Livet, - dræb, Brødre kun mig,
Og spis af mit Legem, I frygte det ei!"

Med Rædsel de hørte hans skjælvende Stemme,
Vanvittigt, forstyrrede stirred de om.
Dog svared de: "Nej, dersom Pligten vi glemme,
Da skal ved Lodtrækning afgøres vor Dom!"
Nu Nytaar for Verden med Glæde oprandt,
De ventede Frelse, men Haabet forsvandt.

Saa pinte dem Hungeren atter, og Ordet
Paany fra den Hollænder manende lød;
Da raabte de: "Gyseligt er jo dog Mordet,
Dog en maa jo ofres og gaa til sin Død!"
Saa trak de da Lod, Liv og Død det jo gjaldt,
Og Dødsloddet grumt paa den Hollænder faldt.

De vented endnu, om ei noget der hendte,
Da sluktes Forstanden, og Kniven de tog;
Som Aftalen var, Offeret bort sig vendte,
Da holdt de hans Arme, og Ben og de jog
I Ryggen den skarpe, den dræbende Kniv,
Og Blodstraalen strømmed og endte hans Liv.

De drak av hans blod, og av kjødet skar skiver,
De stirrede sløvt paa den rædsomme Daad,
Og alt som nu Føden dem atter opliver,
De vented, men hver Dag var kold, mørk og vaad.
Tilsidst dog den femtende Dag kom en Bark,
En dansk, som opdaged den rædsomme Ark.

Skib "Hermann" det var, og i Søen den høie
Man bordede "Thekla" og frelste de Tre
Og pleied dem godt; men hvad de havde døiet,
Det havde de glemt, alt var Mørke, o, Ve!
Dog lidt efter lidt, da paa Barken de var,
Blev atter Forstanden og Tankerne klar.

Til Cuxhaven førtes de tre som Fanger,
Der kom de for Retten - hvem dømmer dem mon?
Og har de ei Straf nok vel i deres Anger
Og hvad de har lidt i den rædselens Stund?
Til Norge fra Cuxhaven førtes de da,
Der venter de Naaden, der kommer den fra.