Les hva pressen skrev om Thekla-saken:
 Tunsbergeren
nr 14, 2. februar 1893:
Tønsbergskib
forladt i Atlanterhavet
Fra Bordeaux meldes igaar, at "Thekla", paa Reise fra Filadelfia
til Frankrige, er blit paatruffet i Atlanterhavet i synkefærdig
Tilstand. 3 av Mandskabet reddedes fra Masterne.
"Thekla" tilhørede hr. G.C. Hansen hersteds, var paa 1489
Tons og assureret for kr. 146.000
 Tunsbergenseren
nr 15 4.2. 1893 side 1:
Thekla
Forfærdelige tildragelser paa Havet
Nu er det indløbet nye rædselsfulde Meldinger om
Tønsbergskibet "Thekla"'s forlis i Atlanterhavet.
Skibet, der som før meddelt, var paa Reise fra Filadelfia
til Havre med Petroleum, blev i Atlanterhavet overfaldt af saa
voldsomme Storme, at Mandskabet besluttede at forlate det.
Det lykkedes Kapteinen og 8 Mand at komme i en Baad og forlade
Skibet, men da de øvrige Baade knustes, maate de 9 andre
bli igjen ombord.
"Thekla" drev nu Dag efter Dag paa Ladningen overhyllet af Vand.
Kun Fokkemasten stod igjen, og her maatte de de stakkels elendige
Mennesker opholde sig.
Den 22. December var der kun 4 igjen paa Vraget, da de 5 en efter
en idmattede af Hunger og Kulde i Anfald af Vanvid havde kastet
sig i Sjøen. Om de gjenværende 4 berettes det (efter
hva Verdens Gang" igaar lod sig tiltelegrafere fra Hamburg, at
de levede fra 22de December til 7de Januar* uden anden Næring
end den Fugtighed, der samled sig paa Masten, og som de Ulykkelige
slikkede i sig.
Den trettende Dag var Fortvivlelsen steget til en saadan Høide,
at den ene, en Hollænder, tilbød sig at dø
for de andre. Disse vilde ikke modta Tilbudet, men der blev kastet
Lod, og Loddet traf 2 gange Hollænderen, hvorpaa han blev
dræpt, saa de andre kunde leve af hans Blod.
* -ansees i Sjømandskredse for at være
noksaa utrolig.
 Tønsbergs
Blad nr. 22, 7. februar 1893:
De 3 Matroserne fra "Thekla" vil med det første
blive hjemsendt. Den ene - den svenske - har været indlagt
paa Sygehuset i Cuxhaven, da han havde faaet Koldbrand og var
aldeles fra sig selv. Til "Nationaltidende" telegraferedes fra
Hamburg:
"Hvor jeg dog har vondt af de Mennesker. Den ene af Nordmændene
- han er kun atten Aar - ser saa barnlig ud og har et ualmindelig
godt Ansigt, han gaar stadig og grubler. Den anden Nordmand, som
er et Snes Aar gammel, synes at tage det lettere."
Tunsbergeren nr. 27, 4. mars 1893:
 "Thekla"
strandet.
Dette Skib, hvis overlevende Mandskab blev saa sørgelig
bekjendt, er nu strandet paa de Azoriske Øer.
Befolkningen der forsøgte at faa indbragt Skibet til et
sikkert Sted, men det mislykkedes, og det drev i land og søndersloges
mod Klipperne.
Intet af petroleumslasten blev reddet.
 Tunsbergeren
nr. 34, 21. mars 1893:
Matroserne fra "Thekla" ankom Tirsdag Formiddag til Kristiania
med "Kong Alf", efterat Skibet paa Grund af Isforholdene havde
maattet ligge Natten over ved Filtvedt.
Der mødte en Masse Mennesker paa Bryggen for at faa se
de Ulykkelige, der er blevet saa sørgeligt berømte.
De er meget nedtrykte og føler sig naturligvis pinlig berørt,
naar nogen kommer ind paa deres forfærdelige Oplevelser.
De er indsat i Varetægtsarrest, men slipper forhaapentligvis
snart fri igjen.
Tønsbergs Blad, nr. 47, 20. mars 1893:
De 3 Matroser paa "Thekla"
(Uddrag af Forhøret i Kristiania 17 ds)
Christian Jacobsen fra Christiansand forklarede bl.a.:
"Thekla" var et godt skib, men havde en Lækage, som de ikke
kunde finne. Skibet kom ud for svære Storme, strax de havde
forladt Filadelfia. Den 22de Decbr., blev Stormen saa stærk,
at Skibet ikke længre kunde styres, og Seilene blæste
bort. Næste morgen gjordes Forsøg paa at bringe Skibet
i ret kurs, men forgjæves. Om Natten var Vindpumperne gaaet
istykker, og man maatte nu tage til Pumperne. Pumpingen maatte
foregaa fra Ruffet, da det var for mæget vand paa Dækket.
Ud paa Eftermiddagen blev Masterne efter Kapteinens Ordre kappet,
for at Skibet kunde flyde lettere. Medens Sigtede og "Finnegutten"
stod tilrors, rev en Braatsø Rattet væk.
Kapteinen gav da Ordre til, at Mandskabet skulde gaa i Baadene.
Da den ene Baad skulde sættes ud, kantrede den af en Braatsø
og blev væk. Den anden Baad kom ræt i Vandet, og i
den sprang først 4 Mand og herpaa en 4-5 til. Endnu en
3-4 Mand hoppede overbord for at komme med, men disse druknede.
Baaden med de 8-9 Mand saa de tilbageblevde en Stund, men snart
kom ogsaa den af Syne. De 5 gjenværende var de tre Sigtede,
hollænderen og Dagfin Rød, Letmatros fra Tønsberg.
Dagfinn Rød faldt ned gjennem den da opbrudte Storluge,
kom ned mellem Petroleumsfadene, og de fire andre saa han ikke
mere.
Disse kom da op i Merset. Og her sad de medens den ene Dag gik
og den anden kom. Der var Proviant ombord, men umuligt at komme
til den, den skylledes ogsaa snart væk. Her i Merset sad
de i alt 16 Dage, og kun naar Veiret var godt, kunde de komme
ned paa Dækket. Det var afvexlende Veir i disse Dage, og
de saa fire Seilere, men for langt borte. De drak Saltvand og
slikkede Rim af Masten. De var ikke syge, men svage og matte.11
Dage efter Skibbruddet begyndte de at tale om, at den ene maatte
dø, og at trække Lod om, hvem der skulde ofre sig.
Sigtede huskede ikke, hvem der først begyndte at tale herom.
Næste Dag talte de om det samme. Den 18de Dag blev de enige
om, at Lodtrækningen skulde finde Sted. Sigtede no. 1 tar
da af et haandklæde, som Svensken havde paa Hovedet 4 Strimler,
3 korte og en lang.
Det forholdt sig ikke saa, at Hollænderen havde tilbudt
sig at ville ofre sig for de andre, dette var noget man havde
fundet paa i Tyskland, ytrede Sigtede.
Meningen var, at den som trak den lange Strimmel, skulde ofre
sig for de andre. Sigtede gik da bak Masten og ordnede Strimlerne
i Haanden, og derpaa trak først Sigtede no 3, Svensken,
en af de korte, derpaa trak Hollænderen den længste,
og Sigtede No 2, Ole Andersen, den ene af de gjenværende
korte Strimler.
De andre vilde ikke erkjende Udfaldets Rigtighed, og der blev
saa trukket Lod paanyt med samme Udfald. Om Grunden til at Lodtrækningen
blev foretaget om igjen, kunde han ikke give nogen forklaring.
Under denne Forhandling blev der talt Engelsk, og Sigtede er
sikker paa, at Hollænderen forstod, hvad der blev forhandlet.
Det havde været et godt Forhold under Reisen og ingen Misstæmning
mellem Hollænderen og de andre.
Et Kvarters Tid efter Lodtrækningen samledes alle 4 paa
Bakken forud, idet Veiret da var meget smukt. Det var saa vidt
de kunde komme sig ned fra Merset.
Hollænderen sagde da ikke andet, end at naar Loddet var
faldt paa ham, var der ingen anden Raad, end at han maatte dø
for de andre. De tre tog da Hollænderen og lagde han ned
paa Bakken. De hadde en Tjærepøs tilstede, af hvilken
de havde pleiet at drikke Søvand. Medens Sigtede no. 1
nu stod og holdt i Hollænderen, stak Svensken Hollænderen
bag Øret med en Skibskniv. Det stod da en Blodstraale ud.
Blodet opsamledes af Ole Andersen i Pøsen, som denne stod
og holdt. Sigtede tror ikke at Hollænderen følte
Knivstikket, ialfal sagde han intet. For hurtigere at faa Livet
af han, skar No 3. ogsaa halsen over paa den ulykkelige Hollænderen.
Ogsaa dette blod blev opsamlet i Pøsen.
Blodet opblandedes nu med Søvand og alle tre drak heraf.
De lod Liget nu ligge i ca. en halv Time, hvorefter de vaskede
Liget. De skar af Kjødet fra Hoften og nedover Laaret og
tog dette med op i Merset. De spiste nu af Kjødet, medens
de holdt til i Merset. Da de reddedes havde de ikke mere tilbage
heraf. Liget havde de surret fast paa Bakken, for at det ikke
skulde falde overbord.
De 7de Februar om Morgenen fik de Øie paa det danske Skib,
som holdt ned paa dem.
Fra Skibet sattes Baad ud. Svensken var saa daarlig, at han maatte
have Hjælp ombord, og de andre var ogsaa meget daarlige.
Ombord paa det danske Skib blev Svensken Vanvittig, og Dagen
efter blev ogsaa Sigtede no. 2 sindsforvirret, hvilket dog kun
varede en Dags Tid. No. 1 følte derimod ikke noget til
Sindsforvirring. Da de kom til Cuxhaven var ogsaa Johansson blevet
bra.
Da de optoges af det danske Skib, befandt Vraget sig omtrent
3 Dages Reise fra Azorene. Hvor de var da Hollænderen drebtes,
kan han ikke sige.
Sigtede maatte holde Sengen en uges Tid efterat han var kommet
ombord i Dansken, paa Grund af daarlige og forfrosne Ben.
Paa Statsadvokatens Foranledning gav Sigtede nogle nærmere
Oplysninger om hvorledes det gik til, at Skibet ble Vrag. Skibet
gik for Storstump og Forstump, om Fokken var sat kunde Jakobsen
ikke sige, da Skibet nægtede at lystre Roret. Roret blev
ogsaa flaad væk. I løbet af Natten bortskylledes
alt paa Dækket, hvorved ogsaa Provianten gik tabt. Det varede
3-4 Dage før de kunde komme ned paa Dækket paa Grund
af Storm og Sø. Fjerde Dagen efter Skibbruddet søgte
de efter Proviant, men alt var skyllet overbord. Hele Skibets
Midtparti stod under Vand. Derimot var Halvdækket agter
over Vandet. Al Proviant beroede overdæks, og Sigtede tænkte
at noget af denne muligens kunde være bleven liggende igjen
i noget Tougværk, men han ledte forgjæves.
Videre forklarede Sigtede, at de flere gange var nede paa Bakken,
naar Veiret tillod det. Den væsentligste Grund hertil var
den, at Merset var meget trangt. Det var denne Sigtede som bar
det at Benene afskaarne Kjød op i Merset.
Ingen af de Danske var ombord i "Thekla", og fra Baaden kunde
man ikke seg Liget. Veiret var smukt, da de reddedes. Alle tre
slap sig ned i Baaden. Paa Spørsgsmaal om, hvad de havde
hat at spise, svarede de, at de intet annet havde havd at spise
end den Mand, som laa igjen paa Vraget. Medens Baaden laa ved
Vraget, blev der intet nevnt om hvad der havde passeret. Baaden
satte ogsaa straks fra. Til Kapteinen paa det danske Skib, havde
man forklaret alt, men hverken til ham eller senere var det sagt,
at Hollænderen havde tilbudt at ofre sig selv for de andre.
Sigtede vidste intet mere om ham, end at han kaldtes Fritz. Den
øvrige Besætning var Nordmænd og Svensker.
Paa Spørsgmaal fra Dr. Winge oplyste Sigtede, at Blodtabet
var omtrent 1 1/2 Liter. Desuden forklarede han nærmere,
hvorledes Johanssons Sindsforvirring ytrede sig. Denne talte,
som om han havde været hjemme. Han syntes at se og tale
med sine Døtre m.m. Ole Andersen havde kun en dag snakket
over sig. Johansson var desuden udsprængt i Ansigtet og
havde svulmende røde Øine.
I de første Dage fik de ombord i Dansken "smal Kost",
men senere mere.
Ole Andersen forklarede sig i hovedsak som Jakobsen.
Naar man først havde begyndt at tale om at en mand maatte
ofres for de andre, huskede han ikke saa nøie, men troede
at det først var Onsdag den 4de Februar. Lodtrækningen
foregik efter fælles Overenskomst.
Det var Svensken, som havde været Misfornøiet med
den første Lodtrækning, og ikke Hollænderen,
paa hvem Loddet faldt begge Gange.
Anders Johansson: Først den 18de Dag begyndte de at tale
om, at en mand maatte ofres, for at de andre skulde blive frelst.
At dette havde været paa Tale tidligere, kunde Sigtede ikke
huske. Heller ikke huskede Sigtede, hvem der først havde
Talt herom. Alle fire blev enige om dette. Om Lodtrækningen
forklarede han sig som allerede oplyst. Hollænderen forstod
engelsk og skjønnede godt, hvad man forhandlede om. Man
blev enige om at trække Lod en gang til, men Grunden til
Omtrækningen kunde han ikke nærmere angive.
Første Gang sagde Hollænderen intet, men da Loddet
ogsaa traf ham anden gang, sagde han: Det er altsaa mit Liv, som
skal gaa for at frelse de andres.
De ventede herpaa et Kvarters Tid, gik saa ned paa Bakken. Her
holdt Johansson Armene paa Hollænderen, der ingen modstand,
som var værd at nævne, gjorde.
Saavidt Sigtede saa, lagde Hollænderen sig frivillig ned
paa Bakken. No. 1 tog han nu om haandledene, men hvorfor det skeede,
vidste han ikke. Hollænderen sagde ikke et Ord.
Sigtede stak ham med en Kniv, han havde faaet af Jakobsen, som
tidligere forklaret. Saavidt han husker, stak han ikke mere end
en Gang. De øvrige Detaljer ved den forfærdelige
Handling, var overenstemmende med hvad de andre forklarede.
Sigtede og Sigtede Nr. 1, dels huggede, dels skar Hovedet af
Liget. Hovedet kastede de i Havet, fordi det var saa stygt at
se paa. Sigtede Nr. 1 skar ogsaa Hænderne af, som ogsaa
kastedes overbord.
Saavidt Sigtede husker, spistes intet før de kom op i
Merset. De havde vanskelig for at komme herop og maatte hvile
flere Gange. At spise af Kjødet syntes de var væmmeligt,
men de var saa sultne, at de intet andet havde at gjøre.
De Dag, de fik se Seileren, havde de, saavidt han huskede, intet
af det medbragte Kjød tilbage. Sidste Nat, de var paa Vraget,
var Sigtede bleven saa forvirret, at han intet huskede, af hvorledes
de kom i Danskens Baad og ombord paa denne.
Fra nu husker han intet, før de var komne saa nær
som tre Dags reise fra Cuxhaven. Da han kom til Bevidsthed, talte
han om, hvad der var skeet. Da han kom iland, maatte han en Uges
Tid ligge paa Hospitalet, fordi hans Ben var forfrosne.
Christian Jakobsen igjen: Holl. foretog sig intet, som kundes
kaldes Modstand. Han lagdes ned for at Blodet skulde opsamles.
Om Hollænderen blev stukket en eller to Gange, kunde han
ikke bestemt sige. Indrømmede, at Hovedet og Hænderne
blev hugget af. Hænderne toges af for at Klæderne
lettere kunde faaes af Liget. Alle tog i Hollænderen, da
denne lagdes ned. Han havde heller ikke nogen Kræfter, til
at gjøre Modstand med. Sigtede troede dog ikke, at Hollænderen
vilde have gjort Modstand selv om han havde hat Kræfter
hertil, da han syntes at overgive sig frivillig. Det var forøvrig
aftalt før Lodtrækningen, at dem, paa hvem Loddet
traf, solig skulde finde sig i sin Skjæbne. Ole Andersen
havde sovet en Stund, medens de andre skilte Hovedet og Hænderne
fra Kroppen.
De tre Sigtede blev tilslut af Retten konfronteret med hverandre.
De hævdede alle, at Lodtrækningen var gaaet rigtig
til. Det var lidt Uenighed om, hvorledes det egentlig gik til,
da Hollænderen lagdes ned paa Bakken, men alle sagde at
han rolig fandt sig i sin Skjæbne, og at de ingen Magt havde
brugt mod ham. De sagde alle, at efter Aftalen skulde den, paa
hvem Loddet faldt, ingen Modstand gjøre, men finde sig
i den forfærdelige Skjæbne.
Tunsbergeren nr 34, 21. mars 1893:
 Det
er forfærdeligt med disse ulykkelige "Thekla"-matroserne.
Først udstaar de de værste og mest rædselsfulle
Hændelser, man kan tænke sig. Saa arresteres de i
Hamburg og forhøres der; saa føres de hjem til Norge
- fremdeles som Arrestanter - og forhøres atter. Atter
og atter rippes opp igjen i disse pinlige Enkeltheder!
Det maa vel kanske gaas frem slig, saa det at Loven skal skje
fyldest. Men nu er jo alle Lovlærde enig om, at nogen Straf
kan de ikke idømmes, og da synes meget at tale for, at
de gis fri saa snart som mulig.
 Tunsbergeren
nr. 35, 23. mars 1893:
De sagkyndige har nu afgit sin Erklæring om "Thekla"-matroserne.
Erklæringen slutter med følgende konlusion:
"Vi antar, 1) at de ovennævnte sigtede (matroserne) i Tiden
for den paaklagede Handling befandt sig i den yderliggaaende Hungerstilstand
og sandsynligvis inden kort Tid vilde være omkomne, dersom
de ikke hadde grebet til den fortvilede Handling, - 2) at ingen
af dem allerede på den Tid var sindsyge."
Sagen oversændes nu til Statsadvokaterne, og saa kommer
det an paa, hvordan Indstilling de afgir til Rigsadvokaten.
 Tønsbergs
Blad, 27. mars 1893:
"Thekla"s Matroser har ogsåaa i Formiddag været
oppe paa Politikammeret, hvorfra en Detektiv fulgte dem til den
korresponderende Reder for "Thekla", hr. Gustav Conrad Hansen
i Tønsberg, der igaar telefonerede til Politikammeret,
at han vilde være at træffe her i Byen i dag til Opgjør
med Matroserne. Svensken Johansson mente at have tilgode ca 176
kroner, Andersen ca 100 kr., mens den Tredie, Jacobsen intet havde
tilgode paa sin Hyre.
|
