Skillingsviser / innhold

Høgskolen i Vestfold Biblioteket Digitale tekster

Mestertyven Ole Høilands
Tilfangetagelse i Skouger Sogn og Tilbage-
komst til Akershus den 1. Septbr. 1842.

Lyd: Her kan du høre melodien Midi-fil [Åpne i eget vindu]

Faksimiler: Forside (85kB) Side 2 (96kB) Side 3 (102kB) Bakside, med B-sang: Rudolf og Lina (115kB)

Noter: Gif-fil (48 kB)

Trykt i småtrykket 2 kjække Viser
Tekst: Hans Allum^*)

Pekere til sider om Ole Høyland på nettet:
Konnerud historielag  |  Mestertyv på Konnerud
Gjest Baardsens to viser om Ole Høiland:
... Sidste Flugt fra Agershuus  |  Ole Høilands Død

Skillingsviser nr 4/1999

Melodi: Hr. Zinklar drog over salten Vand.

1.   Der kommer Rygter fra Drammens By;
         Men det er rarest at høre
   At Ole Høiland vil ind paany
         I Kristiania kjøre.
    
2.   Sidst kom han i Slæde, med klingene Spil,
         Med Finmut og Skjærf om og Svøbe.
   Nu maa Dilisjancen fra Drammen dertil
         Og Heste som kunde løbe.
    
3.    Og Selskab ved Siden og som er galant.
         Hr. Lambrekts maa der paradere,
   Der sad han i fuld Politiadjutant=
         Uniform galoneret med mere.
    
4.   Det havde i Byen taet mærkelig af
         Med Folks Diskureren og Snakken.
   Nu fik man nok, da Ole i Trav
         Kom ned over Ruseløkbakken
    
5.   Og derfor vil jeg, som en Vise kun er,
         Være med i de sladdrende Munde,
   Rundt flyve i Verden, fortælle Enhver
         Hvorlunde man fange ham kunde.
    
6.   Hvorlunde som Samson man Ole fik Fat
         Alene ved natlige Rænker,
   Hvorlunde en Skrædder, saa falsk som en Kat
         Betalte ham Guldet med Lænker.
    
7.   I Skouger Sogn boede den usselig Pilt,
         Foragtet af alle som Snogen
   Hos ham Ole Høiland i tre Aar har hvilt;
         Men dygtig betalt ham for Krogen.
    
8.   Men Ole, hvem Gud har i Naade saa vendt,
         At ikke han længere stjæler;
   Ser endelig sine Bekymringer endt,
         Da blev han forraadt av sin Hæler
    
9.   Thi Tyven har ingen oprigtig Ven,
         Han betler til Hælerens Naade,
   Og selv hvor han maa kjøbe den,
         Vil Skurken dog han forraade
    
10.   Den Skrædder han pressede Ole for Mynt
          Indtil han havde ei flere.
    Saa tager jeg Lønnen av Banken forkyndt
          Saa bruger jeg Naalen ei mere.
     
11. Men onde Samvittighed bruger sin Naal,
          Den stikker i Hjertet og stikker;
    Paa Tugthuset kan den Skrædder med Maal,--
          Omtrentligen nu være sikker.
     
12.   Han listed sig ned over Kaanerudaas
          Og hviskede Lambrekts i Øre:
    Kom til mig i Aften med Lænker og Laas,
          Saa skal jeg til Ole jer føre.
     
13.   Han kommer tilbage i Aften forvist;
          Da holde vi Lag udi Skoven
    Jeg drukken skal synes, men bare av List,
          Saa lægger vi os til at sove.
     
14.   Da frem maa I springe og holde ham fast,
          I fire Mands Kraft kan behøve.
    Hr. Lambrekts han fik da ei Ro eller Rast,
          Saa modig han blev som en Løve.
     
15.   Som Skrædderen sagde saa skeede det med,
          Han drak som han syntes at aarke,
    Og kastede sig derpaa i Græsset ned,
          Og derpaa begyndte at snorke.
     
16.   Da Ole sad ene og hørte derpaa,
          Han lagde sig og til at blunde,
    Men Stjernerne over de undredes paa,
          At Tyvens Øie det kunde.
     
17.    Men neppe havde han Øiet lukt
          Før Lambrekts sprang rask frem af Skoven;
    Da hjalp der ikke Kamp eller Flugt,
          Men Lambrekts seired og Loven.
     
18.   Saa førte han Ole til Drammens By,
          Af Glæden han fast var beskjænket,
    Men til Christiania ilte det Ry
          At Ole Høiland var lænket.
     
19.    Snart kom de Begge i samme Vogn,
          De rullede ind over Gaden,
    Og langt langtud i Akers Sogn
          Imøde spadserte ham Staden.
     
20.   Der sad Mester Ole og Lambrekts med,
          Og Tusinde var rundtom Karethen;
    Men Skræderen burde ei mangle derved
          Den falske Ven Ole Theten.
     
21.    Thi Skurk og Skurk de er dog to,
          Skjøndt Et de synes Begge.
    Et Reeb til Skrædderen bør man snoe,
          Om Ole sit Hoved bør lægge.
     
22.    Nu lægger han det paa sin gamle Brisk,
          Men ønsker det laa under Bilen.
    Hans Tanker flyve som jagende Fisk
          Foruden Rast i sin Ilen
     
23.   Nu maaler de ikke Muren meer,
          Det vil ham kun lidet baade;
    Men Gravens Dybhed, hvor dyb den er,
          Og Høiden af Kongens Naade..
    

 

Tilkjøbs hos Theodor Rose, Stokkebæksmuget.

*) I «Klokkeren i Skouger», særtrykk av Drammens Blad i 1920, forteller forfatteren A.B.R. at han er blitt fortalt av en «ældre godt kjendt herre på Konnerud» at visa er skrevet av Hans Allum i 1842.