Hvo ved ei noget om Drukkenskaben,
Og om den Jammer den har med sig?
Hvor mangen dyrekjøbt Sjels Fortaben
Af Lykke her og evindelig?
Til Josephs Øre det ogsaa trængte,
Thi over Gaden et Skildt der hængte
Ved næste Hjørne, hvor Kroen var,
Som Navnet "gyldne Ørnen" bar.
En Morgen gaar han og styrer Færden,
Som af en Slump forbi Kroens Dør,
Han hilses muntert af Vinberg, Værten,
Som ofte talede med ham før.
Og nu han spørger: hvor skal du vandre?
Saa ofte just, gaar ei mange, andre
Forbi min Dør, men de gjøre holdt;-
Kom tag et Glas; thi det er saa koldt.
" Ja hvorfor ikke", han hørtes svare.
Og saa høitidelig han indgaar.
"Nu, Gutten min, kan du drikke bare
Min spanske Vin gi'r et freidigt Sind;
Af god Madeira jeg har paa Lager,
Og Punsch med mere, hvad du behager,
Tag hvad du taaler og synes om,
Lad os nu drikke din Skaal nu kom!"
De gamle Kunder nu muntert skue
Paa Guttens undrende Øiekast,
Med Spøg og Latter de vil ham true
Sit Valg at gjøre udi al Hast.
Tag Punsch, Likør og tag Vinen siden.
- "Nei Tak, I Herrer, min lille Viden
Jeg vil ei tabe, jeg ønsker blot
at faa lidt Vand; thi det er saa godt."
Hvad Vand! Blot Vand? Hørtes Værten svare.
"Den Drik gaar an, men er noget svag,"
Han fyldte Glasset med Vand det klare,
Som Gutten tømte med Velbehag.-
"Nu hvordan smager det?" spørger alle;
"De har ei Magen, hvad end de kalde,
De mange Vine, jeg sikker er,
Det er den bedste som findes her.
Den er saa billig og god tillige,
Og drikker deraf jeg flere Krus,
Mig Mod og Kræfter mig ei skal svige,
Thi Vandet gi'er ei den mindste Rus.
At drikke Vand og at ædru være
Mig sømmer bedst, og det er min Ære,
For Venligheden siges Tak,
Jeg drikker Vand, som jeg nu det drak."
Paa ny de træffes og Værten smiler:
"God Dag, kom ind lille Koldvands-Ven,
Kom ind, imens du en Stund dig hviler,
Jeg vil spandere paa dig igjen."
"Nei Tak, ved Brønden jeg nu vil drikke.
Den Smag af Glasset jeg liker ikke,
Thi Munden smager endnu af den,
Af Øsen bli'r ingen Smag igjen.
Hvor kan man drikke, det maa jeg undre,
Det Brændevinet, en Drik saa slet,
Som aarlig dræber saa mange Hundre, -
Ja tusindtal, om jeg mindes ret;
En Drik, som presser saa mange Taarer
Og gjør de klogeste Mænd til Daarer?
Lars Brun var drukken, det ved du vel,
Naar nys sin Broder han slog ihjel."
"Det er vel ilde, at ta' til Bedste
Saa at det leder til Overflod.
Men tænk om Ingen mig skulde gjæste,
Da blev min Stilling just ikke god.
"Det kan ei hjelpes; maa Kroen fare
Naar Brændevinet vi slipper bare,
En ærlig Gjerning kan Værten faa.
Farvel, nu maa jeg til Mødet gaa."
Kom med, Hr. Vinberg, De faar at høre
Om Afholdssagen et Foredrag,
Vist mange Ting vil der naa jert Øre,
Maaske det bli'r Dem en Frelsens Dag;
Hvis De, Hr. Vinberg, vil dette gjøre,
De faar den deilige Sang at høre,
Og vil de træde i vort Geled,
De bliver Kaptein at "børja" med.
"Det vilde vist noksaa morsomt være,
At Afholds Vennerne hine se,
Men faa mig omvendt, nei paa min Ære,
Det kan ei lykkes selv for Hr.V.
Dog skal jeg følge dig hen at høre,
Fordi jeg vil dig til Viljes gjøre,
Og til Kapellet vi sammen gaar,
For der at være naar Klokken slaar."
De træder ind blandt en talrig Skare
Af alle Klasser, som samlet der;
Og mangen tænker, hvad kan vel fare
I Kroens Vært siden han er her?
Men han blot hørte paa Foredraget
Om den forførte i Drikkelaget,
Hvor første Ruset blev Drengens Død.
Om Blod og Taarer, om Synd og Nød.
Ved endt Prædiken man faar at høre
En Mand, Hr. Vinberg, som nu opstod:
Hvorledes skal jeg min Skyld betale
I disse Taarer og dette Blod?
Hvad jeg faa't høre har rørt mit Hjerte.
Hvad skal jeg gjøre udi' min Smerte?
I Aften tømmer jeg Giften du
Og Brændevinshandelen for mig er slut.
Horten. Trykt hos C. Andersen. 1881
