Digitale tekster
Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 1999 : Syvstjernen av Inger Johanne (Dikken Zwilgmeyer)
Gå til [forside] 
 

STORKEN
Munda Pedersen og jeg sat paa syskole hos jomfru Hansen. Munda laa altid under bordet og lette efter synaalene sine, eller saa brak hun dem tvert av og stak dem ned i jomfru Hansens blomsterpotter.
     Jomfru Hansen sydde fransk broderi paa et brudelommetørkæ, og hadde en stor bolle vand ved siden som hun vætet øinene med, naar hun fik ondt i dem av at stirre paa det fine broderi.
     "Uff, "franst" broderi skulde aldrig eksisteres," sa jomfru Hansen, "jeg syr kraften ut av øinene mine."
     Jeg hadde saa ondt av jomfru Hansens øine, men jeg kunde ikke hjælpe hende, for jeg syr jo saa grusomt.
     Utenfor skinnet junisolen over berberisbusker og nypetorn, over makrelblomster og harelab og mosgrodde stener op gjennem den deilige hei bakenfor jomfru Hansens hus.
      Det var kvalmt oppe paa jomfru Hansens lille kammer. Min synaal skrek av bare varme, og jomfru Hansen vætet sine øine.
     "En syr og syr," sa jomfru Hansen, paa brudestas og lykke, og aldrig kommer lykken indenfor ens egne dører."
     Jomfru Hansen er lang og tynd og sur, og jeg hadde saa forfærdelig ondt av hende fordi hun aldrig hadde hat nogen lykke.
     "Skal jeg ikke lukke op vinduet, saa solen kan komme ind, jomfru Hansen?" sa jeg.
     "Ja og saa faa tandverk og gigt," sa jomfru Hansen.
     Alting er forresten galt for jomfru Hansen. Naar vi sitter paa syskole om vinteren oppe paa hendes lille kammer, og det er koldt og vi vil ha i ovnen, saa sier jomfru Hansen:
     "Det er ingen sak at skjære remmer av anden mands ryg, og putte alle de stakkars pengene jeg syr for, ind i varmen."
     Og synes vi det er varmt og ikke vil ha i ovnen, saa sier jomfru Hansen:
     "Jeg kan gjerne fryse, jeg, der er ingen som bryr sig om det."
     Jomfru Hansen er ikke grei at gaa paa syskole hos, maa dere tro.
     Saa sat vi da der og sydde og sydde.
     Pludselig som jeg ser ut i solen opover heien, faar jeg øie paa noget rart.
     "Nei se, se, hvad er det? En rar fugl - oppe paa den store, mosgrodde stenen -- ser dere den ikke?"
     Munda var med sine nærsynte kjerteløine helt oppe mellem jomfru Hansens myrter i vinduet for at se, og jomfru Hansen satte brillerne paa. De som hun ser "fra sig" med, som hun kalder det.
     "Det er likesom en av fuglene i naturhistorien," sa jeg, "jeg har aldrig set maken i levende live."
     "Ja en fuggel er det," sa jomfru Hansen.
     "Kom, saa springer vi op og ser paa ham, jomfru Hansen," sa jeg.
     "Og saa forældrene deres skulde si at jeg tar penger for at lære dere at sy, og saa lar dere løpe paa gaten," sa jomfru Hansen.
     "Nei vi vil ikke paa gaten, bare op i heien," sa jeg.
     Men saa banket jomfru Hansen med fingerbøllet i bordet: "Sit stille, sier jeg."
Og saa sat vi akkurat i tyve minutter og stirret op paa den rare fuglen. Og det var lange tyve minutter oppe paa jomfru Hansens kvalme kammer.
     Men saa begyndte der nogen at snakke høit nede i gaten og løpe og rope:    Det er en stork! - en stork!" ropte guttene.
      Og med en eneste gang stod det klart for mig at den rare fuglen oppe i heien var en stork, en rigtig stork, nede fra Danmark, som bragte lykke. Og saa var jeg rigtignok ikke til at styre længere, men sprang op.
     "Hører du hvad guttene roper, jomfru Hansen," sa jeg, "det er en stork, en rigtig lykkestork - ser du ikke de lange, røde benene og det lange nebbet."
     Dermed for jeg paa dør; men da var ogsaa Munda Pedersen og jomfru Hansen like efter mig, og nede paa gaten sprang guttene i firsprang over det lille jorde opimot heien, kløv over gjærdet og ropte:
     "Hei san! - se paa storken dere!"
     Og der var Maria Netop ogsaa. Tyk og rund alle steder, og med bare, vaate armer, fordi hun kom like fra vaskebaljen.
     Maria Netop bor i det lille, gule hus like ved siden av jomfru Hansen; men de er aldrig noget videre gode venner, endda de bor saa nær hinanden. Maria   Netop vasker for folk og tørker altid tøi oppe i heien. De kalder hende Maria Netop fordi hun sier "netop" til alting. Men det tør vi ikke kalde hende saa hun hun hører det, kan dere vite.
     "Dem sier det skal være en lykkefuggel," sa jomfru Hansen, og stirret med de stakkars øinene, som var saa trætte av det franske broderi, op paa lykkefuglen.
     "Netop", sa Maria Netop, "han sitter i min hei."
     "Nei, han sitter da rigtignok i min," sa jomfru Hansen.
     "Nu har jeg hørt det med," sa Maria Netop, "han sitter jo netop i min."
     Storken sat urørlig oppe paa en stor sten paa ett ben og dukket hodet ned i halsen.
     Hvorledes var den kommet herop mellem alle graa heier dernede fra det flate, danske land? Ja se det visste ingen. Det skal hænde undertiden, og nu var det hændt, og der sat den lyslevende.
      Der var toldbetjent Leisner ogsaa ute paa sin høie trappe i kalot og slobrok.
     "Det er en sjeldenhet," sa toldbetjenten, "en stor sjeldenhet at se storken her i Norge, det maa i avisen - det skal i avisen i denne aften."
      Og alle guttene klatret opover heien efter den rare stork. Jeg saa baade den skjævbente Tellef og Severin med det ildrøde haaret, og Peder og alle de andre oppe i gaten.
     Med en gang suste der en sten efter storken, og saa en til og en til -.
     "La være at kaste sten," skrek Leisner paa trappen, "det er en skam, det er en spot - ja ungdommen nu for tiden, skulde den ikke ha bank paa rygstykkerne sine, saa meget der kan ligge paa dem!"
     Men Severin og Tellef brydde sig ikke om hvad Leisner ropte, stakkar, og ikke tror jeg de hørte det heller. Og stenene suste opover til storken.
     Men saa blev jeg vond. Og da er jeg ikke grei, maa dere tro. Og saa tok jeg paa sprang bortover jordet, for jeg vilde jule op Tellef og Severin og allesammen! Ja det vilde jeg.
     Det var vondt og uveisomt at komme opover heien, og ret som det var for der en sten like forbi mig. Men jeg saa storken endnu sat i ro, den bare flakset litt med vingerne, som den var syk og ikke kunde røre sig.
     Der var jeg næsten oppe ved guttene; men i samme nu trillet der noget kant i kant nedover mot mig - det var storken som var truffet av en sten.
     Den saa ut som den var død, og jeg tok den op og holdt den indi armene mine. Aa, saa stor den var!
     Men saa synd, saa synd det var at de hadde dræpt den! Jeg syntes jeg hørte dens hjerte banke endnu, og den glippet en gang med øinene.
     Vet dere saa hvad jeg gjorde? Jeg la storken paa en sten, og saa klatret jeg som et lyn bort dit guttene stod.
     "Gi os storken," ropte Severin.
     "Ja du kan indbilde dig at du skal faa den," sa jeg og saa gav jeg ham en ørefik -- ja det gjorde jeg - rigtig en kladask ørefik - "og du skal komme i straf," sa jeg, "og jeg skal gaa like og klage paa dig med en gang," sa jeg, "du skal i stor straf," sa jeg.
     Og saa klatret jeg tilbake og tok storken med mig nedover til Leisner og jomfru Hansen og Maria Netop.
      Og guttene piltet væk.
     Men da jeg var kommet ned, var storken ganske død, og ikke spor av liv i den mer.
     "Ja," sa Leisner, "det er ungdommens fordærvelse - jeg saa du karnøflet den slubberten, og det hadde han godt av, - men dette nydelige dyr fortjener at stoppes ut, - og siden den befandtes paa Deres grund, jomfru Hansen, maa den vel regnes til Deres eiendom --"
     "Nei, han sat rigtignok paa min grund," sa Maria Netop.
     "Damerne faar avgjøre den ting," sa Leisner, "jeg gjør mig en fornøielse av at stoppe den ut."
     Saa kan dere tro der begyndte en dividering mellem jomfru Hansen og Maria Netop, for begge to vilde ha den.
     Ikke for det jeg tror Maria Netop vilde ha den andet end for at sælge den; men jomfru Hansen vilde ha den fordi den var en lykkefugl, det skjønte jeg godt.
     Alle de dage som Leisner stoppet fuglen ut, var Maria Netop og jomfru Hansen uvenner, og jomfru Hansen snakket om storken hver eneste dag paa syskolen.
     Saa en dag som vi kom paa syskolen, stod storken utstoppet, og stod paa jomfru Hansens kommode.
     Den stod akkurat som den hadde staat oppe i heien men du, hvor trist jeg syntes det var at se den oppe i det lille kammer paa jomfru Hansens kommode mellem fotografirammer og porselænsmænd. Men det turde jeg ikke si til jomfru Hansen naturligvis. For hun var saa blid som hun ikke hadde været paa længe.
"Den Leisner er en pen mand," sa hun, "kom han ikke herop med fuglen i formiddag - og en lykkefugl sier de ogsaa det skal være, -- og nu staar den paa min kommode."
     Det var den første del av historien; men saa kommer der endnu noget efter.
Jomfru Hansen hadde en stor, gammel paraply; den var av rutet tøi og tung og svær som en hel kalesche. Alle vi paa syskolen døpte den for "Gamlegalanten".
Hver eneste søndag gik jomfru Hansen i kirke med Gamlegalanten, og ellers stod den tyk og bred i en krok paa jomfru Hansens loft.
     Men den dag som det var blit bekjendt i gaten at Leisner hadde stoppet storken ut til jomfru Hansen, og at den nu stod paa hendes kommode, - akkurat den samme aften forsvandt Gamlegalanten. Jomfru Hansen talte ikke om andet i lange tider. Men den var og blev borte.
     Saa blev jomfru Hansen syk. Det var sent paa høsten og koldt, og jeg gik med varm suppe til hende fra mor.
     Og jomfru Hansen laa og saa paa storken paa kommoden:
     "Han bragte ikke stor lykke han heller, du."
     En dag som jeg sat deroppe, aapnedes døren pludselig, og der stod Maria Netop med Gamlegalanten i sin haand.
     "Ja, jomfru Hansen," sa Maria Netop, "jeg faar ikke ro hverken nat eller dag, for dem sier nede i gaten at Dere er saa syk at Dere netop skal dø, jomfru Hansen, og eftersom det er mig som har tat paraplyen Deres, kan jeg ikke tattle at tænke paa at Dere skal staa frem for Vorherre, og jeg hadde stjaalet paraplyen Deres - jomfru - og Dere kan gjerne sende mig i straf -- men her er han igjen netop like god -- men jeg blev vond dengangen Dere tok den fuglen som der staar, for den syntes jeg likesaa gjerne kunde været min - og det synes jeg endnu," sluttet Maria Netop sin lange tale.
     Men jomfru Hansen var saa merkelig blid.
     "Det gjør ingenting," sa hun, "jeg trænger vist ingen paraply og ingen lykkefugl mer heller, saa du kan gjerne beholde begge dele for den saks skyld. For lykken kommer ikke slik den, nei lykken kommer indenfra den," sa jomfru Hansen.
     "Ja netop," sa Maria Netop.

 Digitale tekster
Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 1999 : Syvstjernen av Inger Johanne (Dikken Zwilgmeyer)
Gå til [forside]  [toppen]