VESTFOLD.
EN  ARKÆOLOGISK OVERSIGT.

Til de tidligst  bebyggede og bedst befolkede strøk i Norge hører kystegnene omkring Kristianiafjorden. Saa langt vor viden om menneskets første optræden i landet gaar tilbake, saa langt strækker sig ogsaa vor kundskap om disse egne. Den ældre stenalder, saa svakt den overhodet hos os er repræsentert, her har  den sat sine spor; - med magt sætter saa den yngre stenalders-periode ind, og bronsealder og jernalder følger med altid tydeligere tale om befolkningens vekst og dens utvikling i aandelig og materiel henseende.

Denne jevne fremadskriden sees neppe noget sted bedre end i det nuværende Jarlsberg og Larviks amt, det gamle Vestfold. Talrike og tildels prægtige fund er her gjort og sætter os istand til at følge utviklingen gjennem tidsrum - ellers mørke og ugjennemtrængelige - frem til tider, hvor dagningen bryter frem, og historiens skarpe lys kastes over billedet. Herlige stensaker som den ualmindelig store flintøks fra østre Adal i Borre, den vakre flintdolk fra Nes i Slagen, de seks flintdolke fra Klop i Ramnes og endelig - skafthuløksen fra Fritsø, alle vidner de om en teknik, som kan maale sig med den mest fremskredne landet over. Og de op imot 700 øvrige stenaldersfund fra denne egn - over 11 procent av det samlede antal for Norge - angir tydelig nok, at befolkningen her sat i gode kaar og forholdsvis tæt.

Sterkest bebygget var aapenbart Sande, men ogsaa opover langs Aulielven med dens tilløp og forgreninger i Ramnes, Vaale, Sem og Slagen var stenaldersfolket talrik. Som et nyt centrum kom saa bygderne omkring Sandefjord og Larvik. (Note 1)

Den jevnførelsesvis tætte befolkning i dette distrikt er at føre tilbake til egnens gode naturlige beskaffenhet, hvorav den var betinget. Her var gode beiter for kreaturene, her var leilighet til baade jagt og fiske; det vil si: stenaldersfolket hadde sine livsfornødenheter like for haanden, - en første betingelse for rask utvikling. Heller ikke sat befolkningen her indestængt. Den maa være kommet i berøring med andre stammer i nærheten, ja, sogar staat i forbindelse med sydligere lande som Danmark og Skaane. Som materiale for stensakerne blev nemlig efterhaanden flinten det altoverveiende; men denne fandtes bare ganske spredt i den hjemlige jord og maatte derfor tildels indføres - i begyndelsen kanske bearbeidet - senere væsentlig som raamateriale.

Det var den gunstige beliggenhet Vestfold i væsentlig grad hadde at takke for den førerstilling, det efterhaanden kom til at indta. Beskyttet av den utenfor liggende skjærgaard laa seilleden tryg for uveir og bragte de farende sikkert frem i nær sagt alle retninger. Dette fik stigende betydning med den voksende kyndighet til at færdes paa sjøen og førte med sig en intimere forbindelse, ikke alene med de nærmest tilgrænsende egne, men ogsaa med utlandet. Tilknytningen sydpaa brast derfor heller ikke i den følgende periode, da bronsen kom til anvendelse her nord og erstattet flinten i redskap og vaaben. Bronsen var nemlig ogsaa et fremmed. materiale og maatte bli gjenstand for indførsel, nu er saker fra denne periode vistnok fundet i et forsvindende antal (ialt 13 fund til 1908), saa skulde Vestfolds indsats i bronsealdereds kulturliv bedømmes efter disse, vilde den synes liten nok. Men dette kan ikke ha været saa; ialfald taler de faste fortidslevninger fra denne periode et helt andet sprog. Ikke alene er helleristninger fundet hernede (6), men aas ved aas paa kyst og øer bærer tidens grave paa sin ryg, disse mægtige stenrøs, som endnu den dag idag staar som talende vidnesbyrd om hin svundne tids aands- og trosindhold. De sparsomme fund kan heller ikke frakjendes betydning. Saaledes staar det smukke hængekar fra Kamfjord i Sandeherred som en av de smukkeste prøver paa tidens kunst og smak. (Note 2)

En ny epoke indlededes imidlertid med at jernet ad gammel kjendt vei sydfra omkring 500 før Kristus først kom op til Norge. Med det lagdes grunden, om en saa maa si, til det norske folks særutvikling. Nu var der nemlig skaffet tilveie et materiale, som baade ved sine fortrinlige egenskaper og sin rikelige forekomst ikke alene hurtig kunde fortrænge bronsen, men ogsaa finde en langt større anvendelse. Det sydøstlige Norge gik her i spidsen, og det er av betydning at lægge merke til, at netop det gamle Vestfold nu kan opvise - nogen av de interessanteste fund i en ellers paa fortidslevninger overordentlig fattig tid (3).

I Sydeuropa er «den historiske tid» nu forlængst begyndt. Det romerske verdensrike grundes og strækker sig efterhaanden utover mot alle fire verdenshjørner - med en direkte indflydelse naaende langt op i England og Mellemtyskland, med en indirekte, - helt ut til det yderste Norden. Romersk smak, romersk kunst, romerske varer siver længer og længer nordover og fremkalder en øket handelsomsætning, hvis tydelige spor kan merkes paa de forskjelligste omraader, paa kunstneriske som paa rent praktiske. Den mere direkte forbindelse med de sydligere lande viser saaledes perler, mynter, bronce- og glaskar. Indirekte sees den i de nyopdukkende oldsaksformer, i stil og formgivning (4). Over 400 fund fra jernalderens ældre periode (ca. 500 før Kr.-ca. 800 efter Kr.) er nu kjendt i Jarlsberg og Larviks amt, og endnu hører sikkert mange fremtiden til. På raet, den store endemoræne, som strækker sig fra Horten til Larvik og videre til Helgeraa, ligger det ene store gravfelt efter det andet med talrike minder netop fra den her omhandlede tid.

Og saa kommer vikingetiden, hvorav det staar en brus og et veir landet over, og da ikke mindst i Vestfold, hvis krigere (West-foldingi) under de dristige tog mot vesten kom til Frankrigs vestkyst og herjende drog op over Loire. Fundene fra denne tid er endnu langt talrikere end i forrige periode (til 1908-578), og deres rigdom og betydning gaar for enkeltes vedkommende langt utover, hvad Norge ellers, ja, Norden overhodet kan opvise. Kjendte er saaledes de store skibsfund fra Vold i Borre, Gogstad og Oseberg, som særlig ved det sidstes rigdom paa redskaper og herlig ornamenterte pragtgjenstande ved en kommende undersøkelse vil kaste et hittil uanet lys over kultur- og livsforhold i denne landsdel i begyndelsen av det 9de aarhundrede. En pragtfuldt utstyrt vogn paa vældige træhjul, flere slæder med den vakreste træskjæring, senger, en beslaat kiste, nydelige trækar og bøtter og mange, mange andre ting, særlig bruksgjenstande blev saaledes draget frem ved den leilighet. Særlig maa ogsaa fremhæves en træbøtte med broncebeslag av irsk arbeide, utenlandsk kunstvæv, valnøtteskal og fremmede frøsorter som karse og vaid, der samtidig blev fundet (5).

Det rike liv og efter tiden høie kulturelle standpunkt, som det da av gravgods og depotfund fremgaar maa ha hersket i Vestfold i vikingetiden, faar ogsaa sin belysning fra et andet hold. Dypere set vidner jo de talrike gravhauger først og fremst om befolkningens rotfæstede tro paa et liv efter døden. Vistnok tidlig blandet med kristne forestillinger (flere av gravenes anordning synes bl. a. at peke i den retning), har den gamle gudetro allikevel grepet sterkt ind i den vaakne befolknings hele tænke- og forestillingssæt. Om hedensk gudsdyrkelse vidner saaledes flere gamle gaardsnavne. Basberg og Hassum synes at vise tilbake til myten om Balder og Hod og ved siden av Horgen og Oseberg viser de, at det her i Slagen har ligget gamle helligdomme. Kampguden Tors navn ligger til grund for Torstvet i Hedrum og det gamle Torsey i Tjølling. Endelig peker navne som Freberg (Freyjuberg), Freste, Frostvet i Borre, Sandeherred, Ramnes, Hedrum og Sein hen til en utbredt dyrkelse av frugtbarhetens gud Frey, som jo ved siden av gaardsnavnet Nalum (njaråheimr) bekræftes av stedsnavnet Skiringssal. Som vi vet var dette et fredhellig sted, hvor store blot holdtes og hvor folk søkte hen fra hele Viken og vide andenstedsfra.

En frugtbar brytning paa det religiøse omraade har saa kristne forestillinger fremkaldt, efterhvert som disse ved handelsfærder og hjemvendte vikinger sivet ind i landet. Vistnok er de gamle gravhauger, stenkredsene og bautastenene hedenske minder, men Hvite-Krists lære, har man dog ikke kunnet utestænge, og paavirkningen er saa blit altid sterkere, eftersom dørene ut mot Europa aapnedes. De gamle forbindelser har været vedlikeholdt, og nye er nu kommet til. Med vikingetogene er ogsaa de vestlige lande draget nærmere ind i kredsen, og arbeider av tydelig keltisk oprindelse har fundet vei til Viken. Livligst maa dog samfærdselen med Danmark ha været. Seiladsen var her kort og farten gammel, saa det har sikkert dypere aarsaker, naar vi netop nu ved vikingetidens begyndelse erfarer, at det danske vælde strakte sig over Vestfold, og at danske konger drog til kamp herop (813).

Det var da et rask pulserende liv, som fremmet ved en aartusene lang utvikling hadde sit sæte i Vestfold ved den historiske tids brud. At befolkningen dog endnu i mange retninger indtok et primitivt standpunkt sees paa flere hold. Samfundsordenen var endnu løs, og, hvad der for næringslivet hadde særlig betydning,  hadde endnu ikke utviklet sig faste handelspladser, hvor kjøp og salg kunde foregaa efter faste regler og under lovlig beskyttelse.
Bonden paa sin ættegaard kunde ved siden av sit jordbruk drive handel, likesaavel som krigerverk. Til sin egen gaard, om den laa ved kysten, kom han med sit skib og losset og solgte der sin ladning. Eller han førte den hen til fiskerleier, til ting- eller tempelsted, hvor gaardene laa tæt og folk pleide at samles. Endnu længe efterat byer var vokset frem, blomstret handelen ute i landdistrikterne, ja, der maatte strenge kongebud til for at faa den indskrænket og ledet hen til byerne. Imidlertid er der tegn til at et nyt princip netop i denne tid er ifærd med at trænge igjennem. Med eksempel sydfra og muligens begunstiget av kongerne fremstaar de faste markedspladser. I Vestfold peker gaardnavne som Komnes (Kaupmansnes) i Sandsvær, Kopstad (Kaupstaår) i Sande, Hof og Borre, Kaupang i Botne og Tjølling hen paa en række slike smaapladser, som, tildels kanske allerede opstaat i vikingetiden, tjente til at formidle omsætningen, men som ellers ikke fik nogen seIvstændig betydning. Kun en av dem er at nævne fremfor de andre. Det er Kaupangen i Skiringssal (Tjølling), hvis betydning for handelen forøvrig ikke fremgaar av andet end navnet, og at i Ottars reiseberetning til Alfred den store nævnes som «port» likesom Hedeby. I Tjølling har imidlertid været et gammelt anset tingsted og her har ogsaa den før nævnte helligdom for Frey ligget, saa det er rimelig, at dette i forbindelse med den gode havn ved Viksfjorden har trukket folk til stedet og bidraget til en øket andel her. Dog kan denne markedsplads kun ha været av forbigaaende betydning. Ned i den historiske tid naar den ikke, er ialfald da i dalen og kunde saaledes ikke bli nogen farlig konkurrent for den som nu vokste frem og snart tok ledelsen. Det var Tunsberg.
 

Noter

1. Kfr. A. W. Brøgger: Studier over Norges stenalder (Kra videnskabsselskabs skrifter 1906) [Gå tilbake til teksten]

2. Avbildet hos Ryghi: Norske oldsaker, fig. 139. - Kfr. H. Schetelig: Nogle kulturforbold i broncealderen i Aarsberetning for foreningen til norske fortidsmindesmerkers bevaring 1907. [Gå tilbake til teksten]

3. Merkes kan saaledes fra Langlo, N. Fevang, Aske og Brunlanes fund av lerkrukker og spænder, samt nylig gjorte fund fra Aas i Sande, hvor jernkar, spænde og vaaben blev draget frem.
[Gå tilbake til teksten]

4. Romersk indflydelse viser saaledes fundet fra Smedsrød paa Nøtterø, hvor en guldberlok, en betalingsring av guld og 15 glasperler blev bragt for lyset; likesaa et lignende fund fra Jarlsberg, hvor man fandt et lerkar, vaaben, drikkehornsbeslag og en guldring. Høist interessant er ogsaa det en del senere fund fra Roligheden, Hedrum, med et vakkert glasbæger og en sjelden vakker bøilespænde av sølv (avbildet hos Gustafson: Norges oldtid, fig. 265) foruten en række andre gjenstande. Videre viser fund fra Langlo, Eidsten, Fevang, Ofeigstad (et gulddiadem - Norske Oldsaker, fig. 299) og mange andre hvordan bebyggelse og utvikling tok fart i løpet av den ældre jernalder.
[Gå tilbake til teksten]

5. Oseberghaugen indeholdt en kvindegrav, derfor ingen vaaben. - Vakre og rikholdige gravfund er videre gjort paa Kaupang, Grønneberg og Skalleberg i Tjølling, paa Farmen og Nes i Hedrum, paa Storevar i Stokke, Kongsek i Slagen og Gipø paa Nøtterø. Nævnes maa ogsaa sølvfundene: Den store ringspænde fra Aas i Sem, 3 armbøfler og 2 barrer (tilsammen velende omtrent 595 gr,), fundet i nærheten av Tønsberg by, sølvfundet fra store Husum i Stokke bestaaende av en barre, en snoet halsring og 4 armringe og endelig et lignende fra Nordrum i Hedrum, hvortil foruten en mængde brudstykker av armbøiler hørte 30 mynter, tildels danske og tyske (nedlagt mellem 1070 og 1080 efter Kristus). [Gå tilbake til teksten]

Gå til: | Toppen  | Forside | Innholdsfortegnelse |