TILLÆG

1. TUNSBERGS, NAVN OG STILLING I DEN ELDSTE HISTORIE.

Der har hersket tvil om hvordan navnet Tunsberg helst bør opfattes og forklares. Som første led indgaar det gln. ord tun ntr. Indhegnet jordstykke, gaardsplads, by. Andet led er ordet berg ntr.; som tydelig her betegner det fjeld, som hæver sig like nord for byen, Slotsfjeldet. Hvad betydning der da skal legges i første led er usikkert. Som andet sammensætningsled findes det i bynavne som f. eks. Sigtuna i Sverige og ofte i England,- ags. tun - nu town. At tænke sig tun i betydningen "by" er i dette tilfælde dog lite rimelig, da navnet sikkert er betydelig ældre end den paa stedet grundede bybebyggelse. Som det fremgaar av hvad ovenfor er meddelt om byens ældste historie, er det intet spor til at den skylder nogen bestemt person eller myndighet sin tilblivelse, og at nogen saadan har git byen dens navn. Av tidens behov er den vokset frem, og det navn som stedet, gaarden hadde, er naturlig overført paa selve markedspladsen. Som gaardnavn er Tunsberg (eller Tunberg som det ogsaa skrives f. eks. i Fagrskinna) helt forstaalig, og nogen anden betydning end "gaardsberget" er strengt tat ikke nødvendig at lægge i det. Da navnet imidlertid synes meget gammelt, kunde en ogsaa tænke sig en anden forklaring, dog ogsaa da som gaardnavn. Til gIn. tun svarer det gall. lat. dunum, gl. irsk dun, borg, befæstet by. Sml. stedsnavn som Lugdunum, Augustodunum. Den oprindelige betydning synes at være "befæstning", og det kunde vel tænkes at denne betvdning ogsaa har været i anvendelse i Norge i meget gammel tid (kfr. Falk og Torps etym. ordbok under ordet tun). Sammensætningen med berg kunde ogsaa tyde i den retning. Et fæstningsagtig anlæg oppe paa Slotsfjeldet allerede i hedensk tid leder imidlertid uvilkaarlig tanken hen paa de saakaldte "bygdeborge". Av slike er der allerede en hel række kjendte og nye kommer stadig til. Ofte findes de paa en litt avsidesliggende kolle, hvor to eller tre sider gaar steilt op, saa adgang derfra er utelukket. Den mere jevnt skraanende side er saa blit avstengt fra det ovenfor liggende plataa ved en eller to murrækker, som er opført av paa hinanden lagte kantsten uten noget bindemiddel. En saadan bygdeborg kunde man godt tænke sig har ligget paa Slotsfjeldet, og fra den vilde saa den nedenfor liggende gaard ha faa sit navn. Det ser vi i saa mange andre tilfælder, hvor "borg" indgaar som sammensætningsled eller brukes helt alene. Kun maa det bemerkes at tun i denne betydning vilde være enestaaende her hjemme, ialfald er tunnavnene endnu ikke blit undersøkt med denne mulighet for øiet.

Formen Tunsberg har som bekjendt ikke holdt sig til vor tid.

I tidens løp gik tun i dette som i flere andre navn over til ton, og man fik formen Tonsberg. I den senere middelalder blev vokalen foran de tre konsonanter forkortet og gik derpaa i uttalen over til aapent o og derfra til ø. Skrivemaaten Tønsberg er i 16. aarhundrede den vanlige (se professor S. Bugges inlæg i Morgenbladet 1906 nr. 87).

Det rimeligste er at opfatte Tunsberg som gaardsnavn. Denne gaard har da sandsynligvis tilhørt kongsætten paa Sæheim eller selv været kongsgaard. At nemlig byen som de andre norske byer laa paa kongens grund er det forskjellige ting som tyder paa. Derav vil det saaledes forklares, hvad der ovenfor er fortalt, at Olav kyrre gav Skule eiendommer ved selve byen. Kongens forkjøpsret til bygaarde (BI. VI 5), som vel skriver sig fra, at han var den egentlige grundeier, gjaldt ogsaa i Tunsberg. Nogen grundskat (dansk loftgjæld ; kfr. Hegel: Städte und Gilden I s, 172 og 176) blev vistnok ikke betalt til kongen, men det var heller ikke tilfældet i andre norske byer. Fælles for dem alle var derimot den paalagte næringsskat boejargjald, som betaltes til gjaldkeren, d.v.s. oprindelig til kongen. At kongen i 1533 kunde gi livsbrev paa Tunsberg til biskopen Anders Mus er endelig ogsaa et bevis paa at han var den egentlige grundeier (D.N. XII 546).

Er imidlertid den antagelse rigtig at Tunsberg oprindelig var en gaard, og byen først siden er kommet til, reiser sig spørsmaalet, naar denne vel er opstaaet, hvor vel sagnet slutter og historien begynder. Til besvarelse av dette spørsmaal blir det nødvendig at undersøke de ældste kilder til Tunsbergs historie med henblik paa deres paalidelighet i omtale av byen.

Det er da straks at lægge merke til at de ældste bearbeidelser av den norske kongesaga meget sjelden nævner den. I Agrip (fra omkring 1200) er det først Harald gilles ophold i byen 1129, som omtales; i Morkinskinna (fra omkring 1225) Skule kongsfostres tilskjøtning av jord ved Norges byer 1067, i Fagrskinna (fra 1230 - 40) er det Erik Emunes tog til Norge, som foranlediger den første omtale. Odds Olav Trygvasons saga (fra ca. 1190) nævner ikke byen, den legendariske Olavssaga heller ikke. Like tause er ogsaa de latinske bearbeidelser, Teodorieus Monachus i hans historia (ca. 1180) som Historia Norwegiæ (ca. 1230). Først med Snorre Sturlassons Heimskringla sætter det ind med talrike og tildels fyldige oplysninger om Tunsberg, som av ham omtales allerede under Harald haarfagre og saa igjen hyppigst under Olav den hellige.

Ser man saa paa ættesagaerne, er det bare Egilssaga som kommer i betragtning. I denne saga, som av utgiveren Finnur Jonsson sættes til kanske litt før 1200, omtales Tunsberg ved hertug Guttorms død: "Da sagdi konnungr deim, at deir skyldu fara austir til Tunsbergs. Dar var da kaupstadr. Dar hafdi Gutthormr haft atsetu." At Tunsberg var kjøbstad allerede paa Harald haarfagres tid, fortæller ogsaa Snorre, og det er da sandsynlig at han har sin kundskap enten direkte fra Egilssaga eller fra en for dem begge fælles skriftlig kilde. At oplysningen imidlertid i og for sig ikke kan være rigtig, fremgaar allerede derav, at gln. kaupstadr er en langt senere tids betegnelse for byanlæg og indebærer et retslig begrep som Harald haarfagres tid overhodet ikke har kjendt.

Anledning til en nærmere omtale av Tunsberg faar Snorre ved skildringen av Bjørn farmands død. Mens f. eks. Agrip og Fagrskinna bare nævner hans drap, er Heimskringla her meget utførlig. Snorres kilder for denne fortælling kan nu ikke efterlyses, men det er meget sandsynlig at den grunder sig paa et lokalt sagn, han har hørt; rimeligvis i selve Tunsberg. Som det ovenfor er fortalt, opholdt Snorre sig der som Skules gjest vinteren 1219. Med den interesse han i sit verk viser for byernes stilling overhodet (sml. G. Storms indledning til oversættelsen av Heimskringla s. XXXII i folkeutgaven) er det da bare naturlig at han har gjort sig kjendt med al den overlevering, som maatte findes paa stedet, samtidig som han nøie har studert byens topografi. Men er grundstammen i fortællingen virkelig et lokalsagn, som selvsagt faar staa ved sin værd, er det paa den anden side utvilsomt at saa Snorre selv har tilsat enkelte træk. Ikke alene hans kundskap om Sæheims beliggenhet i forhold til Tunsberg og at Bjørn ligger i Farmandshaugen paa Sæheim, men ogsaa hans notis om den livlige fart til byen peker i den retning; sammenlign her Olav d. Hell.s (hkr.) k. 83. Den umiskjendelige likhet mellem disse steder kan neppe tydes anderledes end som Snorres egen redaktion.

Den samme selvstændige omformning av det foreliggende stof - enten
nu dette forelaa skriftlig eller mundtlig - finder vi ogsaa i skildringen av Olavs og Sigrøds fald og likeledes i Olav d. helliges saga, hvor denne berører Tunsberg. Tør man derfor vistnok gaa ut fra at der ligger virkelig tradition til grund for hvad Snorre bringer av nyt fra Tunsbergs ældste tid - og denne tildels kanske er hentet direkte fra Tunsbergegnen -, saa maa en allikevel erindre at den tildels ialfald har været mundtlig og at vor hjemmelsmand er Snorre. Som kritisk historiker har han gjennemgaat det overleverte og ogsaa delvis avpasset det efter sit eget syn. Skildringen av Olav den helliges møte med Erling Skjalgsson i Tunsberg og likesaa med kong Knuts sendemænd viser dette tydelig nok. 

Grundlaget for en skildring av Tunsbergs ældste historie blir da som det fremgaar baade av selve teksten og det her anførte, spinkelt nok. Som antagelig historisk sikkert kan bare siges, at en markedsplads i første halvdel av det 10. aarhundrede (fra Bjørn farmands tid (?) her har dannet sig, at den efterhvert har skutt vekst og paa Olav den helliges tid
hat sin første blomstring.
 

Gå  til: | Toppen  | Forside | Innholdsfortegnelse |