Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 2000:
HELGE GJESSING: TUNSBERGS HISTORIE I MIDDELALDEREN TIL 1536

IX. ROSTOCKERNE I TUNSBERG OG OSLO

Hvad der særpræger det sidste avsnit av Tunsbergs handelshistorie i middelalderen, er den rolle rostockerne der spiller. I det 14. aarhundredes bestræbelser fra stædernes side paa at erhverve sig handelsrettigheter i Norge til fordel for hanseforbundet som helhet, hadde Rostock trolig tat del og hadde den hele tid undlatt at drive nogen særpolitik. Men med den svenske konge Albrechts tilfangetagelse i slaget ved Falkøping 1389 blev dette anderledes. Albrecht var selv mecklenburger, og de mecklenburgske byer med Rostock og Wismar i spidsen sluttet sig nu i 1391 til sine landsherrer for at hjælpe til ved hans befrielse. Til krigen mot dronning Margrete, som nu hadde magten i alle de tre nordiske riker, haapet Rostock og Wismar vistnok paa støtte fra de øvrige hansestæder; men denne uteblev helt, og de grep da til en utvei, som i sine følger skulde bli skjebnesvanger for al nordisk handel og samfærdsel i den følgende tid. De lot kundgjøre, at enhver, som vilde hjælpe med at tilføre det beleirede Stockholm levnetsmidler eller vilde herje paa de nordiske lande, hos dem kunde regne paa bistand og tilflugt samt avsætning for det røvede bytte. Dette gav signalet til sjørøveri i større stil, og i løpet av kort tid dannet der sig en utallighet av sjørøverskarer, som under navn av vitaliebrødre blev en skræk for alle fredelige handelsskibe og en rædsel for de utsatte landstrækninger og byer. Særlig haardt rammet blev Bergen, som i 1393 og 1395 blev hjemsøkt av vitaliebrødrene og fuldstændig utplyndret. Da der imidlertid ikke blev gjort forskjel paa venner og fiender, og herjingerne altid blev vildere, blev forholdene efterhvert utaalelige; og saavel fra nordisk som særlig fra hansestædernes side blev der truffet energiske foranstaltninger for at faa ende paa uvæsenet (Hanse Recesse I 2 nr. 232 paragraf 17). For Rostock og Wismar uteblev heller ikke helt følgerne av deres fiendtlige holdning; blandt andet blev de ved stadfæstelsen av hansestædernes privilegier i Norge i 1398 utelukket fra at nyte godt av disse. Vel et aar senere sluttedes der dog atter fred, og paa et møte i Vadstena 1404 fik Rostock og Wismar sine gamle privilegier yderligere bekræftet. (Hanse Recesse I 5 nr. 190) Denne feide fik imidlertid ogsaa en særegen betydning. Ved vitaliebrødrenes plyndringer av Bergen, som siden gjentoges i 1428 og 1429, og hvortil Rostock og Wismar indirekte hadde git støtet, var disse byers borgere blit meget ilde set i Bergen. Deres handel led derved et sterkt avbræk, som ikke saa let lot sig gjenoprette, og dette bidrog vistnok i ikke ringe grad til, at de isteden rettet sit blik mot østlandet. Her fandt ialfald rostockerne for fremtiden et rikt virkefelt.

Fra at kunne optræde med fuld kraft var de dog foreløbig, hindret. Den første halvdel av det 15. aarhundrede var en urolig, tid for en flerhet av de tyske stæder, hvor demokratiske folkepartier tok til at reise sig mot de aristokratiske raad, som hitindtil hadde været eneherskende. I Lübeck, hvor bevægelsen først tok fart, maatte det gamle raad vike pladsen 1408, og eksemplet fulgtes baade i Wismar og Rostock, hvor nye raad valgtes. Disse kunde dog i længden ikke holde sig, men maatte i 1416 igjen la de tidligere øvrigheter komme tilbake. Dermed var imidlertid ikke urosaanden utslukket; ved første givne leilighet blusset luen atter op og sterkere end før. Længe skulde det heller ikke vare, før flammerne fik ny næring. Ti aar senere brøt ut en krig mellem de vendiske stæder og Danmark, og den uheldige begyndelse for stæderne med flaatens ødelæggelse i 1427 vakte straks indre uroligheter. I Wismar kom folkepartiet til roret for et par aars tid og. Likesaa i Rostock; men her holdt det sig betydelig længer, like til 1439, da det nye raad maatte indgaa en overenskomst med det gamle aristokratiske. Disse indre uroligheter gjorde sit ogsaa til, at de vendiske stæders indbyrdes enighet blev brutt, og baandet mellem dem løsnedes, hvilket igjen virket lammende paa den ytre politik. Dette viste sig allerede i krigen med Danmark, hvor først Rostock og derpaa Stralsund i 1430 fik en separatfred istand med kong Erik, mens den almindelige fred først sluttedes fem aar senere i Vordingborg. (Koppmann: Geschichte der Stadt Rostock - stykkerne 11, 13 og 15. Christensen: Unionskongerne og hansestæderne s. 13 f, 19 f.) Hermed var Rostock slaat ind paa en særpolitik, som - forsaavidt den berørte Norge - tydelig nok er avmerket ved den række privilegiebreve byen i den følgende tid erhvervet sig til fordel for sin handel paa østlandet.

Handelen paa denne landsdel hadde hittil i like grad staat aapen for alle hansestæder og ingen hadde hat noget fortrin fremfor de andre. Dette var endnu tilfældet i begyndelsen av det 15. aarhundrede. Da det saaledes paa hansedagen i Lübeck 1416 under behandlingen av de norske saker blev indskjerpet ikke at drive handel utenfor de stæder, hvor det var lover, saa gjaldt dette forbud den hele hanse og ikke nogen enkelt by (Hanse Recesse I 6 nr. 262 paragraf 90 og 91). Og da de tyske kjøbmænd i Tunsberg og Oslo i 1442 klaget over sin vanskelige stilling og bad stæderne om bistand, saa rettet de sin henstilling nærmest til Lübeck som forbundets vigtigste by og dernæst til den øvrige hanse. Paa den anden side viser det sig dog at de mecklenburgske byer og særlig da Rostock indtok en fremtrædende plads i tyskernes handel paa østlandet, og at dette allerede i længere tid hadde været tilfældet. Rimeligvis var det de rike sildefiskerier paa Baahuslenskysten, som først lokket rostockerne dit; en antagelse som synes at bekræftes ved, at man gjennem de engelske toldruller oftere ser rostockske kjøbmænd føre netop sild til det engelske marked. Ovenfor er omtalt, at da de tyske kjøbmænd skulde hentes hjem før krigen i 1368, saa blev dette hverv for Oslo og Tunsbergs vedkommende overdraget Rostock som sendte avsted to smaa skibe, hvert paa 12 læster (1). Og fast fot ialfald i Oslo, synes byens kjøbmænd at ha hat i 1422. Sin formelle bekræftelse fik dog rostockernes særstilling i landets østlige del først i 1447, da kong Kristoffer tilstod dem under ett alle de friheter hvorom der endnu i 1442 hadde staat saa het en strid.

De tyske kjøbmænd i Tunsberg og Oslo beklaget sig den gang over den overlast de led og formet sin klage væsentlig i følgende punkter: De fik nu ikke længer lov til at ligge vinteren over i de nævnte byer, men maatte kun opholde sig der mellem begge kors­messer om sommeren. Heller ikke fik de tilladelse til at leve paa egen kost eller at sælge sine varer direkte til bønderne. Den gamle bestemmelse om at utlændingernes salg kun skulde foregaa i større partier, blev opretholdt og likesaa de kongelige embedsmænds forkjøpsret, som dertil blev benyttet paa en utilbørlig maate, idet de opkjøpte like til en tredjedel av varerne, men ikke engang betalte halvparten av deres værdi. Forgik en tysker sig mot byprivilegierne og drev ulovlig kjøbmandsskap, blev han straks idømt den strengeste straf, og alt hvad oldermanden paa kjøbmændenes vegne klaget, saa hjalp det like lite. Mot dem stod nemlig ikke alene de indfødte borgere, men ogsaa stormændene. Erlend Endridsson hadde saaledes sagt like ut, at han ikke agtet stæderne mere end den sand han traadte paa, og Sigurd Jonsson uttalte at han av al sin magt vilde arbeide paa at faa kjøbmændene drevet ut landet, "skulde han ogsaa av den grund drikke vand alle sine levedage".
 

Endelig skulde kong Kristoffer ha lovet borgerne i Oslo at stadfæste og forberede deres privilegier, naar de kom til Lødøse for at motta ham, men dette anmodet kjøbmnændene stæderne om at forhindre, indtil kongen ialfald hadde faat se ogsaa deres privilegier. (N. Gl. Love 2 R.B. I s. 208 flg) 

Kort efter (23. mai 1442) kom disse klagemaal til behandling paa hansedagen i Stralsund, og det blev her besluttet at skrive til kong Kristoffer. I sit brev klaget da stæderne over den medfart deres kjøbmænd i Oslo og Tunsberg var utsat for, og bad kongen om ikke at fornye disse byers privilegier til stædernes skade; desuten at han vilde paalægge sine undersaatter der ikke at besvære kjøbmændene mot de brev de hadde fra hans forfædre (N. Gl. Love 2 R.B. I s. 210 og note 1). Paa denne henvendelse svarte kongen med under sin kroning i Oslo juli 1442 at stadfæste Tunsbergs ældre privilegier, slik de var formet av kongerne Magnus og Haakon i 1362. 5. juli utstedte han derpaa et privilegiebrev for Marstrand, som fik ret til at ha og nyde samme bjarkøret som rikets andre kjøpstæder samt lov til at kjøpe og sælge paa landsbygden i Baahuslen og Viken, hvilket derimot blev fremmede kjøbmænd og gjæster forbudt. Om han samtidig bekræflet Oslos privilegier, vites ikke; derimot peker i en overfor utlændingerne mere forsonlig retning, stadfæstelsen av de tyske skomakeres privilegier i Oslo til frit at kjøpe ind i byen huder, bark og andre for deres haandtering nødvendige ting (D.N. I nr. 782. Kfr. W. Christensen: Unionskongerne s. 76 flg). Ellers fik stæderne sine rettigheter i Norge først tre aar senere bekræftet (N. Gl. Love 2 R.B. I s. 267 flg.)

Slik var forholdene paa østlandet, da det i 1447 lykkedes rostockerne at faa sine handelsfriheter yderligere utvidet. Paa kjøbenhavnermøtet i juni samme aar var det blit fremlagt klager fra "dem copmanlie van Anslo" over at man der ikke fik lov til at kjøpslaa gjest med gjest, hvilket dog stred mot stædernes privilegier; disse sa at den tyske kjøbmand kunde sælge sine varer til hvem han vilde. Herpaa svarte saa kongen at den tyske kjøbmand i Oslo skulde ha fri adgang til at kjøpe og sælge, hans egne undersaatter dog ikke til skade og hinder.(W. Christensen: unionskongerne etc. tillæg I B paragraf 47 s. 446) Denne snarest noget tvilsomme begunstigelse fik ikke længe efter en bekræftelse og utvidelse som langt overskred den ubetydelige aarsak dertil. Kong Kristoffer ønsket at holde et møte med en del fremmede fyrster i Lübeck om høsten (september), men her likesom ogsaa i Wismar fik han avslag. Isteden tilbød rostockerne meget beredvillig at aapne deres stad for kongen og fyrsterne. Av dette tilbud kom kongen ikke til at benytte sig; derimot gjorde rostockerne selv straks en forretning av det og bad om at faa sine privilegier i det østlige Norge utvidet. Saa skedde ogsaa, og 22. oktober utstedte kongen et særegent frihetsbrev for byen Rostock. Det lød saaledes:

"Vi Kristoffer av Guds naade Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Goters konge, Pfalzgreve ved Rhinen og hertug i Bayern gjør vitterlig at for den troskap og godvilje som rostockerne har vist os, saa har vi av syndelig gunst og naade undt og tillatt at de særlig fremfor andre maa nyde frihet og god fordel i vort rike, og derfor har vi undt og git, saalænge vor naade tilsiger, alle kjøbmænd fra Rostock som pleier at søke til vort rike Norge og særlig til Oslo og Tunsberg saadan frihet som her efter staar skrevet:

1. Først at de skulde nyde og bruke alle de privilegier og friheter som rettelig er git dem av os og vore forfædre.

2. Likeledes tilsteder vi, at førnævnte kjøbmænd som søker til Oslo, Tunsberg og Viken frit kan sælge og kjøpe gjest med gjest, holde og ha deres egen kost og bli over om vinteren til vinterleie, - og desfortiten ber og byder vi alle vore borgermestere, borgere og undersaatter i de nævnte stæder at la de før omtalte kjøbmænd faa leie hus og herberge for sine penger og tilstede dem at nyte saadan frihet som ovenfor skrevet staar. 

3. Likeledes skal de ogsaa kunne kjøpe og sælge med bønderne og almuen i de førnævnte byer Oslo og Tunsberg og kunne sælge sine varer efter alen og lispund.

4. Likeledes har vi tat førnævnte kjøbmænd av Rostock i vort synderlige leide og vor kongelige beskyttelse og forbyder alle vore fogder, embedsmænd, borgermestre og undersaatter under vor kongelige hevn og vrede at besvære, plage eller forurette dem. Git i byen Heiligenhafen morgenen efter 11000 jomfruers dag (22. oktbr.) under vort sekret i det Herrens aar 1447." ( D.N. VII nr. 435 (N. Gl. Love 2 R B. 1 s. 304). Kfr. C.F. Allen: De tre nord. Rigers historie I s. 482)

Med dette brev fik rostockerne sig tilsikret en række av de friheter, som hanseaterne i lang tid allerede hadde ihærdig bestræbt sig for at naa. Tvertimot Tunsbergs og Oslos privilegier hadde kongen i meget væsentlige punkter stillet dem paa like fot med de indfødte borgere uten at gi dem tilsvarende byrder at bære. At dette maatte bli ødelæggende for den indenlandske handelsstand og gjøre den fuldstændig underlegen i konkurransen, sa sig selv. Rigtignok skulde brevet bare gjælde saalænge kongens naade tilsa det, og var dertil forsaavidt ulovlig, som ingen norske raader hadde git sit samtykke. Men nordmændene forstod likesaa godt som rostockerne hvad for betydning dette hadde og kunde faa, og da derfor kong Kristoffer snart efter døde gjorde de visselig sit bedste for at hindre den nye konge Kristian i at fornye det. Men nu som gjennemgaaende siden, var det rostockerne som gik av med seiren. Allerede paa møtet i Halmstad 1450 hadde de sammen med utsendinger fra Lübeck, Wismar og Stralsund bedt om at faa beholde sine privilegier og til støtte for sin bøn mindet om den bistand tyskerne ikke alene i Bergen, men ogsaa i Oslo og Tunsberg under livsfare hadde ydet de kongelige fogderl. Aaret efter, 12. april 1451, gav saa kongen paa forestilling av fem norske riksraader hr. Sigurd Jonsson (paa den tid høvedsmand paa Tunsbergshus), hr. Kolbjørn Gerst, hr. Simon Bjørnsson samt provst Gunnar Holk, og erkeprovst Sigurd Bjørnsson en foreløbig bekræftelse av kong Kristoffers brev. I denne blev det dog uttrykkelig uttalt at det kun skulde staa ved magt, indtil det møte var avholdt som var berammet mellem ham og hansestæderne, og hvor disse privilegier skulde overveies og stadfæstes (Hanse Recesse II 3 nr. 603 paragraf 6). Efterretningen om denne stadfæstelse, som med rette kunde betragtes som et nyt brudd paa de gamle byprivilegier, fremkaldte sikkert nok en sterk misstemning baade i Tunsberg og Oslo, som i første række naturligvis maatte vende sig mot tyskerne. Raadet i Rostock fandt sig da beføiet til 1. novbr. 1452 at sende sine kjøbmænd i de nævnte byer en instruks, hvori det blev dem paalagt at vise forsigtighet overfor bymændene og ikke gaa dem ror nær saa de utsatte sig for klage. Oldermændene skulde strengt paase ordinantsen overholdt, sørge for at der ikke blev drevet ulovlig kjøbmandskap og straffe enhver overtrædelse fra kjøbmændenes side (Hans. Geschichtsblätter 1888 s. 165 (D.N. VII nr. 447).

Hvorvidt de stedlige myndigheter likefrem anerkjendte disse privilegier er ogsaa et tvilsomt spørsmaal. Hadet mot tyskerne var hos stormændene likesaa indgrodd som hos borgerne selv, og naar fem norske riksraader allikevel hadde kunnet samtykke i stadfæstelsen av rostockernes privilegier, saa maa al vegt lægges paa at disse kun skulde gjælde midlertidig. Den ene av dem, Sigurd Jonsson, hadde som ovenfor omtalt uttalt sig sterkt nok imot tyskerne der i 1442 sammen med Erlend Endrideson. Og sterk tysk-fiendtlig hadde ogsaa den tidligere høvedsmand paa Tunsbergshus, hr. Erik Sæmundsson, været. Allerede i 1447 førtes der klager over ham; i 1449 gjorde saa hans svende sig skyldige i overgrep mot danzigere, og i 1450 klaget Lübeck over at hans folk hadde fratat tyskerne et større parti sild (Hanse Recesse II 3 nr. 309 paragr. 19 og 21. Christensen: unionskongerne s. 177 og 186 n 4). Det er da neppe tvilsomt at det blev lagt rostockerne de hindringer iveien, som det overhodet var mulig, og de blev da derved tvunget til gang paa gang at søke at faa den kongelige bekræftelse fornyet. Men den fik de ogsaa temmelig beredvillig og selv under sit ophold i Oslo 1453, omgit som kongen var av sine egne norske undersaatter, undsaa han sig ikke for at fornye sit tidligere privilegiebrev til de ham "elskelige kjøbmænd av Rostock" (D.N. III nr. 825). Tidsfristen var dog den samme som før, og borgerne i Tunsberg og Oslo haapet vistnok, at naar engang det omtalte møte med stæderne blev holdt, at da rostockernes særrettigheter skulde bli endelig ophævet.

Men, kongen gjorde alle forventninger tilskamme. Krigen med Sverige blusset i 1455 op paany, og det var Kristian om at gjøre at faa de vendiske stæder over paa sin side. Det kom da paa et møte i Flensborg til en endelig utsoning mellem parterne, som selvsagt ikke gik av uten betydelige indrømmelser fra kongens side. For Norges vedkommende blev dog stadfæstelsen av hanseprivilegierne en smule utsat med en enkelt undtagelse, og den gjaldt Rostock. 17. mai bekræftet han ved et nyt brev paa grund. av synderlig venskap og velgjerning, som staden Rostock hadde bevist ham, kong Kristoffers privilegier - denne gang uten nogen tidsgrense og uten samtykke av det norske riksraad (D.N. III nr. 825)

Senere paa sommeren fik hansestæderne en almindelig stadfæstelse av sine privilegier i Norge under kongens ophold i Elfsborg. Sikkert var da ogsaa forholdene paa østlandet fore. Skjønt derom intet er kjendt, tør en allikevel gaa ut fra at kongens adfærd er blit sterkt misbilliget fra norsk hold, selv om den ikke direkte blev stemplet som ulovlig og rostockernes friheter ophævet. Men disse følte sig meget usikre, og allerede aaret efter (1456) sørget de for at faa en ny stadfæstelse, netop som kongen opholdt sig i Rostock paa grund. av et møte med nogen tyske fyrster. Uten nogen norsk riksraads samtykke, men kun efter foredrag av to danske riddere bekræftet han 12. mars de rostockske kjøbmænds privilegier i Oslo, Tunsberg og Viken, hvilke skulde gjælde i hans livs dage. Paa grund av den troskap og gode vilje som borgermestre, raadet og menighet i Rostock hadde bevist kongen nu, og saa længe han levet skulde bevise, stadfæstet han kong Kristoffers brev; rostockerne skulde ha lov til at handle gjest med gjest, ligge vinteren over i byerne og leve paa egen kost, - til at faa hus og herberge leiet hos borgerne, sælge sine varer i alen og lispund og til hvem de vilde efterat ha git deres pund i told. Motsatte byembedsmændene eller borgerne sig disse bestemmelser, vilde de utsætte sig for kongens hevn og vrede.

Dette nye brev skulde ikke bidrage til at forbedre stemningen i de to byer, og harmen over kongens holdning blev stadig større; de to parters privilegier var ogsaa altfor motstridende til at man kunde komme til enighet, og skulde der ikke gpstaa en alvorlig konflikt, maatte en ordning træffes. Da kongen derfor i januar 1458 opholdt sig i Skara, indfandt sig der samtidig repræsentanter for borgerne i Oslo og de rostockske kjøbmænd, som hver for sig fremla de privilegiebrev, de i tidens løp hadde faat av ham eller tidligere konger i Norge. Kong Kristian var i en vanskelig stilling - og vovet ikke at lægge sig ut med nogen av parterne. Men da brevene "lød noget imot hinanden i mange artikler og punkter", og man trængte paa for at faa en avgjørelse, lot han træffe en del midlertidige bestemmelser og søkte derved saa vidt mulig at stille saavel sine "elskelige raadmænd og menige borgere i Oslo" som de "fromme kjøbmænd og kjøbsvende av Rostock" tilfreds. Som før skulde kjøbmændene komme til landet særlig med de varer som var nyttige som malt, mel, øl og humle; derav skulde kongelige embedsmænd efter gammel sedvane ha forkjøpsret til en sjettedel mot fuld betaling; det øvrige skulde sættes kjøp paa efter gammel sedvane og mulighet i overvær av biskopen, provsten, Jon Bjørnsson med andre skjellige mænd. Paa den anden side blev det tillatt rostockerne at holde sig med egen kost, at handle med hvem de vilde indenfor byens takmerker og opkjøpe de varer de var vant til undtagen mel og malt og denslags. Denne ordning skulde gjælde indtil kongen med Guds vilje selv kom i riket og da kunde træffe en endelig avgjørelse.

Med det vundne resultat var neppe nogen av de stridende fornøiet. At kongen var omgit av det norske riksraad bidrog vel sit til at rostockernes friheter ialfald blev noget indskrænket; men saa forpligtet var han paa den anden side overfor Rostock at han ikke vovet at hugge knuten tvert over. Vistnok skyldtes dette pengeforlegenhet, idet rostockerne hadde et godt tak paa kongen ved at hjælpe ham i hans stadige pengenød. (Kfr L. Daae: Kong Christiern 1's norske historie s. 152; Christensen anf. Sted s. 294 note 3) Striden viste sig da ogsaa langt fra at være bilagt, uagtet man i de nærmeste ti aars tid intet nærmere hører. Selv om de sidst givne bestemmelser var ment at skulde gjælde likerneget i Tunsberg som i Oslo, saa var der allikevel nok av tvistepunkter, og det var derfor rimelig nok at de indfødte byborgere av al magt søkte at vinde kongen for sig. En gunstig vending tok da ogsaa tilsynelatende saken i 1469, da kong Kristian 3. juni stadfæstet Oslo gamle privilegier "paa det at kjøbstaden maa des ydermere bygges og forbedres og bli ved bestand". Særlig blev det forbudt gjest at handle med gjest likesaa at gi sig av med gjesteri. Hvor liten realitet der laa bak dette, viste sig imidlertid snart. Kongens stilling var ikke slik at han kunde lægge sig ut med stæderne. Det traadte i dagen kort efter paa et møte i Kjøbenhavn, hvor den politiske stilling tvang ham til store indrømmelser. Her holdt da ogsaa rostockerne sig fremme. Under en særaudiens klaget de over at deres kjøbmænd i Tunsberg og Oslo ikke fik nyde deres privilegier uavkortet, og bad om kongens bistand. Han svarte da at han allerede hadde bekjendtgjort - for sine fogder og høvedsmænd der i landet at de ikke skulde besvære kjøbmændene fra Rostock med byrder eller nye paafund, men la dem nyde de friheter de hadde faat, og lovet dem desuten brev herpaa.

Dette brev, som noksom viser hvor magtpaaliggende det var for kongen at tækkes rostockerne, blev utstedt 5. september. Han vilde nu at de skulde faa nyde, bruke og beholde alle de privilegier som han og hans forfædre hadde undt dem, og at, om han gav nogetslags forbud, saa skulde det ikke være gyldig mot rostockerne uten det var vist og oplæst for dem. Kjøpte hans fogder eller embedsmænd noget av Rostocks kjøbmænd eller liggere, saa vilde han at de skulde betale og tilfredsstille dem slik at hans og hans forfædres privilegier dermed ei forbrydes eller forkrænkes kunde. Hellerikke skulde nogen kjøbstadsmand eller bonde ha nogen "upsaat eller upresning" mot førnævnte kjøbmænd og liggere paa nogen maate (D.N. VI nr. 565. Om de forutgaaende forhandlinger se Hanse Recesse nr. 249 paragraf 5).

Man var da nu like nær og striden i fuld gang paany. Og saa meget mere forargerlig blev den nu, da kongen tok til at gi ut "brev mot brev" - snart at bekræfte de indfødte borgeres, snart rostockernes privilegier. Muligens var dog den mangelfulde kanceliordning til dels skyld heri. Sjelden blev de utsendte breve kopiert, saa en intet hadde at holde sig til, naar et nyt om samme sak skolde utstedes. At kongerne ikke kjendte til hvilke privilegier denne og hin sat inde med, sees oftere, ikke mindst for hansestædernes vedkommende. 
 

Begyndelsen var allerede gjort med de to sidstnævnte breve, og et nyt led blev føiet til, da kong Kristians søn Hans under sit ophold. i Norge 1474 sammen med riksraadet 3. februar paany bekræftet Oslos privilegier, byen og dens borgere til opreisning og bestand (D.N. I nr. 906). Rigtignok erklærte han for ugyldige alle de breve som enten nu var eller i fremtiden maatte bli utstedt, og som stred imot disse, og tvisten skulde da dermed hat en ende. Men paa dette punkt tiltrodde han sin egen magtformaaenhet for meget. Da kong Kristian nemlig i september samme aar kom tilbake fra sin romerreise, blev han allerede i Segeberg i Holsten møtt av utsendinger fra Rostock, som klaget over hans søns optræden, som var til fordærv for deres kjøbmænds handel i Oslo, Tunsberg og Viken. Paa grund av "den velvilje og kjærlighet" som rostockerne altid hadde vist ham, kunde han da heller ikke undlate at ugyldiggjøre sønnens brev, og bekræfte alle deres privilegier paany, indtil han selv kom i riket og fik saken foredraget fra begge sider. (D.N. III nr 906)

Kongens eftergivenhet overfor rostockerne gjorde da ethvert haap om nogen forbedring tilskamme. Deres tyranni og magt over ham kunde forsaavidt sammenlignes med det de øvet i de omstridte byer. Forholdene var her til en viss grad de samme som i Bergen. De fremmede kjøbmænd. levet ugifte, betragtet byens styre og interesser som sig uvedkommende og tærikte bare paa at kare til sig mest mulig under sit ophold der. De var egoistiske til det yderste og skyet ingen midler i egeninteressens tjeneste. Dertil var de ofte raa og voldsomme. At de derfor hyppig maatte komme i konflikt med de indfødte borgere er utvilsomt, og skjønt man derom intet bestemt vet, fik optøierne vistnok ofte ogsaa en mere alvorlig karakter. Kfr. kong Kristians forbud ovenfor mot at kjøbstadsmand eller bonde hadde nogen upsaat eller upresning mot de rostockske kjøbmæiid og liggere. At disse selv var erkjendt for at være haarde halse ser en av instruksen for 1452, hvor det bl. a. forbydes dem at ha noget fællesskap eller nogenslags virksomhet sammen med hemmelige sjørøvere eller stratenrøvere. Endnu sterkere fremtræder dog rostockernes egenmægtige optræden av Osloborgernes klage i 1508. Saa vidt som i Bergen vovet dog tyskerne ikke at gaa hverken i Tunsberg eller Oslo. 

De rostockske kjøbmænd som seilet paa Viken var nu ogsaa helt organisert og dannet et eget kompani. Om dettes oprindelse og forhold til hjemstavnen er lite kjendt. Mulig var det dannet allerede før 1368, men nærmere rede paa det faar en først omtrent hundrede aar senere gjennem to kundgjørelser fra borgermestre og raad i Rostock til kjøbmændene i Tunsberg og Oslo. Den ene er den allerede før nævnte instruks av 1452 for "deme copmanne, de to Anslo unde Tunsberge licht", mens den anden er datert 31. oktbr. 1472 og nærmest er rettet til kjøbmændene i Oslo. Av disse kundgjørelser ser man at "de copiuan" var organisert, at den hadde sine oldermænd, holdt sin "morgensprake" og samledes i kjøbmandsstuen ("uppe des copmans staven"). Sandsynligvis hadde de ogsaa sit tilhold i en bestemt gaard, og det er da denne, som i 1600-aarene gik under navn av Rostocker­gaarden. Likesom for kontoret i Bergen hadde man ogsaa her en ordinants, som nærmere angav hvordan kjøbmændene hadde at optræde. Øverste dommermyndighet beholdt selve raadet i Rostock for sig. Forbrøt saaledes nogen, som stod "under des copmans rechticheit", sig mot ordinantsen og ikke vilde bøie sig, saa skulde dette indberettes til raadet, som saa vilde dømme vedkommende efter lübsk ret. Til at bestride kompaniets utgifter synes likesom i Bergen en avgift ("schot") efter hvers magt og evne at være betalt. For nøie at kunne bestemme hvor meget den enkelte skulde utrede, hadde man en prisliste, hvorefter kjøbmanden kunde beregne værdien av sit gods, stort og lite. Samme liste blev ogsaa anvendt til at gi en fortegnelse til fogden over de indførte varer og deres værdi, særligda over øl, mel, humle, simple og fine lagen og tibleket lerred, da han som kongelig embedsmand hadde forkjøpsret til ialfald en del av varerne. (2)

Denne sammenslutning av kjøbmændene maatte i høi grad bidra til at styrke rostockernes magtstilling. Vistnok har de ogsaa følt sig noget nær som herrer baade i Oslo og Tunsberg og ialfald ment overfor andre utlændinger - kjøbmænd fra den øvrige hanse iberegnet - at ha en forret til at drive handel i disse byer. Et eksempel paa det sidste har man fra 1474, da det paa hansedagen i Lübeck blev klaget over at rostockerne søkte at hindre lübeekske kjøbmænd i at handle i Tunsberg og Oslo. Derpaa svarte rigtignok disse at det ikke forholdt saa, men at dit kunde komme og kjøpslaa, hvem som vil. Paa sandfærdigheten av denne forsikring tør en vel allikevel tvile (Hanse Recesse II 7 nr 250 paragraf 15).

Imidlertid vakte kongens sidste brev av. 1474 sterk motstand i Norge, og ved paatryk herfra gjorde han saa det næste aar en svingning til den motsatte side, idet han som det syntes da gjorde de norske byer visse indrømmelser. Det blev i 1475 optraadt temmelig skarpt overfor rostockerne, ja, disse fandt stillingen saa truende at de endog hadde sterkt isinde næste foraar at reise hjem og derom 29. december skrev til raadet for at erfare dets mening. De var blit berøvet sine privilegier i Tunsberg og Oslo og fik ikke længer lov til at handle direkte med bønderne, heller ikke til at holde oppe sine stuer (staven) eller at leve paa egen kost. Av borgernes nye privilegier sendte de samtidig en utskrift (Hanse Recesse II 7 nr 329 (D.N. III nr 913))

Av den paatænkte reise blev det vistnok intet, men hele det følgende aar gik hen uten at situationen væsentlig ændredes. Først ut paa sommeren 1477 lykkedes det dem at faa kong Kristian til paany at stadfæste de av kong Kristoffer givne privilegier. Kongen paabød da sine embedsmænd, borgermestre og raad i Oslo og Tunsberg under hans hevn og vrede ikke at hindre eller paa nogen maate forurette kjøbmændene av Rostock, men heller for hans skyld "fordre og fremme dem, deres tjenere og gods med det bedste i deres retfærdige erende, hvor behov gjøres". Aaret efter holdt kongen møte med hansestædernes utsendinger i Kjøbenhavn og gav vel ondt fra sig paa grund av tyskernes egenmægtige optræden i Norge, men bekræftet allikevel tilsidst rostockernes privilegier i Tunsberg og Oslo. Det samme gjorde samtidig hans søn den utvalgte kong Hans.(D.N. III nr 924 og VII 484. Lange anf. Sted 279 flg.)

Dette blev for kong Kristian, som døde et par aar efter,hans sidste ord i den ulykkelige sak. Da derpaa sønnen Hans overtok regjeringen, turde man efter dennes energiske optræden i 1474 nære lysere forhaapninger. Dertil var det i hans haandfæstning bestemt, at kongen ikke uten sit raads bifald maatte utstede nogensomhelst privilegier, og at med hensyn til Norge handelen i rikets kjøbstæder skulde staa aapen for alle sjøfarende nationer. Begyndelsen var ogsaa ganske god. Vistnok stadfæstet han under, et ophold i Tunsberg 1483 rostockernes privilegier i denne by paany, men dog med - visse indskrænkninger. For det første skulde de ikke vare længer end kongens naade tilsa, og for det andet ikke gaa utover hvad der var tilstaat rostockerne i Oslo. Endelig blev den direkte handel med bønderne aabenbart indskrænket til kun at gjælde slagt, idet dette alene nævnes, at de kan "slagte og slagte late efter som dem behov gjøres og de hertil gjort have" (D.N. VI nr. 594). Mere avgjørende var - det imidlertid at han tre aar senere direkte brøt med rostockerne og fra Bergen av stadfæstet Tunsbergs gamle privilegier av 1362 (N.gl. love c.s. 183 note 1). Idet hele var forholdet mellem kongen og hansestæderne i denne tid temmelig spændt, og en kunde derfor ventet at han konsekvent vilde ha hævdet det standpunkt han hittil hadde indtat. Men det skedde ikke. For troskap og god vilje som de rostockere hadde bevist ham, stadfæstet kong Hans 20. mai 1487 alle de privilegier rostockerne hadde i Norge særlig i Oslo og Tunsberg. De kunde nu frit sælge og kjøpe gjest med gjest og til deres egen kost brygge, bake og slagte. De kunde handle med bønder og almue i Oslo og Tunsberg efter skippund, lispund, lod, kvintin hele og halve og sælge klæde i alenvis. Døde en utenlandsk kjøbmand, skulde hans gods opbevares og utleveres arvingen, om denne meldte sig inden aar og dag, men ellers tilfalde kronen. Paa den anden side skulde "kongekjøpet" opretholdes og likesaa den avgift de betalte, naar de forlot landet. Disse privilegier gjaldt saa længe kongens naade tilsa (D.N. VI nr. 602)
 

Saa sterk kongens misstemning overfor hansestæderne var, maatte han da allikevel paa dette hold gi kjøp, og det var da hellerikke særlig paafaldende at han ved den almindelige bekræftelse av hansens privilegier i 1489 ogsaa stadfæstet de rettigheter rostockerne hadde fåat av kong Kristoffer ved hint skjebnesvangre brev av 1447(D.N. VII nr 503). Hvor lite imidlertid denne indrømmelse hadde at si, viste sig allerede aaret efter. Paa denne tid var der opstaat strid mellem de meeklenburgske hertuger og borgerne, og i denne skulde markgreven av Brandenburg og den danske konge mægle. Men da det kom til stykket, vilde rostockerne ikke underkaste sig den givne kjendelse. Derover blev saa kong Hans fortørnet og gav ordre til at alt deres gods i Oslo og Tunsberg skulde beslaglægges. Dette skedde ogsaa straks for den sidste bys vedkommende. 27. oktober 1490 utstedte Norges kantsler provst Jon Paalsson og høvedsmanden paa Akershus hr. Bo Fleming en erklæring om at de hadde efterkommet hans naades bud og befaling angaaende kjøhmændene av Tunsberg og av deres oldermænd Claus Vrese og Reynolt faat sikkerhet for at det gods de for tiden hadde i Tunsberg, der skulde forbli og ikke sælges eller anvendes, før kongens nærmere bestemmelse indløp. Forinden skulde de heller ikke handle med indbyggerne, utenom hvad der var nødvendig til livsophold, men kunde paa den anden side faa kræve ind sine utestaaende fordringer (D.N. I nr 969 ).

At der paa denne maate blev lagt hindringer iveien for rostockerne, kunde i det væsentlige ikke længer forandre stillingen. De begunstigelser de hadde nydt, hadde været baade tilstrækkelig store og varet længe nok til at gi handelsstanden i de to byer et alvorlig knæk. Overalt hadde de tyske kjøpmænd trængt sig ind og ved sin paagaaenhet, sin større kapitalstyrke, sine mange rettigheter og faa pligter opnaadd at lægge nordmændenes handel øde og selv erobre sig en stilling, hvorfra de ikke saa let igjen lot sig rokke. Her hjalp det ikke at kongen netop i denne tid tydelig la sin velvilje overfor de nederlandske byer for dagen i motsætning til de vendiske, dertil var avhængigheten av rostockerne blit altfor stor. En virkelig frontforandring maatte der til for at bringe varig hjælp

Hvor fortvilet forholdene virkelig var, faar en de mest talende vidnesbyrd om i de klager som nu og da - og oftest til ingen nytte - kom frem. Særlig illustrerende er i den henseende Oslo­borgernes klagemaal for den utvalgte kong Kristian i 1508, hvor alle de ulykker rostockerne hadde ført over byen, faar sin rette belysning. Længe hadde de tiet i forvisningen om det unyttige i flere klager, men nu da de hadde en fyrste iblandt sig, som de visste følte varmt for deres sak og bestræbte sig for al rettens fremme, vovet de sig frem, og dennegang ikke uten held. I januar møtte byens borgermestre, raadmænd og adskillige borgere op for kongen i provstegaarden og klaget sin nød for ham i flere gode mænds nærvær. Tilstede var saaledes biskop Anders Mus, rikets kantsler Jon Paalsson, Erik Walkendorf, kongens ombudsmand paa Tunsberg Kristian Bagge, hans ombudsmand paa Akershus Mattis Soffrensøn, lagmanden i Oslo Erik Erikssøn og flere andre. Fremmøtt var ogsaa en del kjøbmænd som hørte hjemme i Rostock.

Oslo borgere beklaget sig over den store skade de led i sin handel paa grund av rostockerne. De kunde ikke faa kjøpt noget av bønderne selv ikke av en skillings værd og det verken for sølv, guld, kobber, klæde og humle eller nogen anden kjøbmandsvarer; altid fik de det svar av dem, at vilde ikke tyskerne kjøpe, skulde de faa dem, vilde derimot disse kjøpe, saa fik de ingenting derav. Videre drev rostockerne handel fra selve bygaardene (garde køb), hvilket var imot Norges lov og alle byens gamle privilegier 1. I alle krav og tyngsler som borgerne maatte bære, tok rostockerne ingen del, da de som de selv sa, hørte hjemme i Rostock og derfor intet hadde med det at gjøre. Men naar tyskerne saa hadde samlet pungen fuld, gav de denne med rigdommen ut av landet til Tyskland, Rostock og andre stæder, men lot bare armoden tilbake. Fremdeles fremla de bevis for, at faa aar før rostockerne kom til byen og solgte og kjøpte med gjest og bønder saavel i lod, kvintin og bismer som i alen og pund hele aaret rundt mot Norges lov, da var der i byen fem til seks hundrede rike og velemnede mænd Norges rike til hjælp og bestand, mens der nu ikke var over seksti til otti husarme, fattige mænd, Og skylden for al denne elendighet laa ene og alene hos de tyske kjøbmænd., som opholdt sig i byen de indfødte til stor skade og fordærv. (D.N. III nr 1040)

Det er et mørkt billede en faar av forholdene i Oslo. En utarmet og utpint by, et faatallig, fattig borgerskap, som led under de tyske kjøbmænds hensynsløse tyranni, det var det mest iøinefaldende resultat av den ansvarsløse ødslen med privilegiebreve, som kongerne hadde gjort sig skyldig i det sidste halve aarhundrede. Og var tilstanden elendig i Oslo, hvor motstandsevnen og hjælpemidlerne allikevel var større, hvordan maatte den da ikke Være i Tunsberg, som blandt østlandets byer vistnok allerede i længere tid hadde maattet nøie sig med anden plads. Den anførte klage kunde Tunsbergs borgere helt ut gjøre til sin, den maatte være, som talt ut av deres sjæl. Om Tunsbergs handel i denne tid savnes enhver oplysning. Til Bergens kongsgaard sees dog en del tjære at være solgt av provsten i byen (Huitfeldt-Kaas: Norske regnskaber og jordebøger fra det 16de aarh. l s. 101, 143 og 239)

Paa kong Kristian gjorde den ogsaa et sterkt indtryk, som det straks skulde vise sig. Efter bifald av det norske riksraad og med sin far, kong Hans' samtykke tilbakekaldte han nemlig uten videre alle de privilegier og friheter, som var skjenket rostockerne til stor skade og armod for hans kjære undersaatter i Oslo. Byen, dens borgere og deres gods skulde for al fremtid ligge under kongens eget fadebur, og kongen alene skulde de ha at svare. De utenlandske kjøbmænd blev forbudt at handle gjest med gjest eller med bønderne. De skulde hellerikke ha lov til at ligge i vinterleie eller holde egen husholdning, men ha kost hos borgerne og bare handle med bisper, prælater, adelige og kjøbstadmænd. Vilde derimot tyskerne bli borgere i byen og paata sig en altmindelig borgers pligter, saa var der intet i veien for det, og de skulde da nyde godt av de samme rettigheter som disse. Men for at vise at der virkelig var alvor i deres beslutning, skulde de opgi at leve ugifte og inden to aar egte en indfødt eller utenlandsk kvinde. Hellerikke var det meningen at forbyde utlændinger at drive handel. Kjøbmænd fra Stralsund, Rostock, Wismar, Greifswald og andre tyske stæder kunde frit seile som før til Oslo og Tunsberg og kjøpe og sælge med borgerne, naar de bare betalte sin told og ellers holdt sig til loven' (D.N. III nr 1040)

Denne avgjørelse var haard for rostockerne, hvis handel, om den gjennemførtes, derved vilde bli sterkt truet og indskrænket. Det manglet derfor ikke paa motforestillinger. Da kong Kristian i juni 1514 blev kronet i Kjøbenhavn, kom saken frem. Hertug Albrecht av Meeklenburg mindet kongen om den trykkede stilling, hvori rostockerne nu befandt sig i de to byer Oslo og Tunsberg. De fik ikke længer lov til som før at kjøpslaa frit med borgere og bønder. Og døde en av dem - enten en kjøbmand eller gesell - , saa beslaglagde fogden straks hans gods, mens før hans fæller hadde tat vare paa det. Paa hans anmodning om at rostockerne maatte faa sine gamle privilegier stadfæstet, svarte imidlertid kon­gen at han først maatte vite hvad disse gik ut paa. De skulde la ham faa kopier av de gamle bi - eve og under kroningen i Oslo vilde han saa bekræfte dem (Hanse Recesse 3 Abt B 6 nr 612, D.N.VII nr 537).

Denne kroning fandt sted allerede i juli, og til den tid var møtt op et sendebud fra Rostock ved navn magister Kristian Schabow. 26. juli raadslog denne først med de rostockske kjøbmænd i Oslo og søkte at faa dem til at indgaa forlik med borgerne. Men det vilde de ikke indlate sig paa, da det saa allikevel ikke vilde føre til noget. Fik de først efter løfte sine privilegier tilbake, saa vilde de dermed ogsaa bli gjenindsat i handelen. Og ophævedes tolden med bibehold av kongekjøp o. s. v., vilde de heller hædre hodet end lemmerne.

Desuten kom Tunsbergborgerne for at arbeide for fuldstændig kjøbmandsfortrængsel der. Det kunde Jachim Bruze og hans to fæller berette, som var kommet ind fra Tunsberg for at delta i forhandlingerne (D.N. VII nr. 537)

Dagen efter under høimessen i Mariakirken overgav Schabow sit andragende til kongen med bøn om at han vil fornye rostockernes privilegier, som han hadde lovet kort forut i Kjøbenhavn (D.N. VII nr. 534, 536 og 537). Samtidig henvendte han sig ogsaa til forskjellige av de mest fremstaaende mænd som var samlet om kongen, og søkte at vinde disse for sig. Men alle hans anstrengelser var forgjæves. Vistnok lot kong Kristian erklære at han gjerne skulde ha villet begunstige rostockerne, men da han tidligere og nu senest ved kroningen hadde git de indfødte borgere visse rettigheter og privilegier, saa kunde han ikke atter berøve dem disse til fordel for den tyske kjøbmand. I denne avgjørelse maatte da Schabow finde sig og det eneste han videre kunde gjøre, var at søke at faa de stedlige myndigheter gunstig stemt. Særlig var det tolden i Oslo, som i forhold til hvad den var i Tunsberg, fandtes ubillig og som han derfor søkte lettelse for. Biskop Magnus i Hamar, som paa denne tid hadde myndighet og indflydelse i Oslo, stillet sig meget velvillig og som det synes ogsaa selve bystyret, idet de i stilhet lovet at begunstige rostockerne og støtte kjøbmændene. Paa samme side stillet ogsaa Oslobispen sig og uttalte overfor Schabow, at han nok antok at kjøbmændene i Oslo kunde komme tilbake til sit gamle kjøbmandskap; selv vilde han saaledes støtte dem. I Tunsberg frygtet han derimot at saken vilde stille sig verre (D.N. VII nr. 535 og 537).

Resultatet av Schabows sendelse blev da allikevel ikke saa nedslaaende som en skulde ventet, idet det lykkedes ham - vistnok ved gode gaver at gjøre indtryk ialfald paa magthaverne i Oslo. Rostockerne opgav da hellerikke evret, men fortsatte farten paa de to byer, om de end, saa længe kong Kristian var ved magten, - maatte finde sig i noget mer indskrænkede forhold. Under Frederik I blev det ogsaa straks anderledes. I august 1523 avsendte den nye konge et brev til raadet i Rostock og bad det sende snarest til Kjøbenhavn de av deres skibe, som skulde til Viksiden, til Tunsberg og Oslo, saa skulde hr. Henrik Krummedike gaa ombord med en del folk og hjælpe dem til deres gamle rettigheter og privilegier i de nævnte byer (D.N. VI nr. 685 dat. 6. august). Aaret efter lot derpaa kongen riksraadet i Norge samt "borgermestre, raad og menighet som bygge og bo udi Oslo og Tunsberg" underrette om, at han indtil til sin kroning hadde bekræftet alle rostockernes gamle privilegier (D.N. VI nr. 698 dat. 14 sept.).

Denne velvilje fra kongens side blev imidlertid ikke gunstig optat i Norge, og myndigheterne i de to byer la rostockerne de hindringer i veien som de formaadde. Særlig opstod der strid om, hvorvidt disse skulde ha lov til at ha lørdagen som fast ukedag til at handle frit med prælater, adel, borgere og bønder. Byembedsmændene søkte at hindre det, men rostockerne vendte sig da til kongen og fik brev paa at saa skulde det være (D.N. VI nr. 710, dat. 31. juli. Kristian II hadde allerede i 1515 indvilget dette. Se Hanse Recesse 3 Abt. B. 6 nr. 671 paragraf 10)

Rostockerne hadde dermed igjen faat fotfæste i de to byer og holdt sig der, saa længe der endnu var den mindste utsigt til vinding. Og like rede var de til det sidste til at søke beskyttelse for sine interesser, hvor de kunde finde den. Da saaledes Kristian II i 1531 kom til Norge i den hensigt at søke at vinde sine lande tilbake, sendte rostockerne i Tunsberg øieblikkelig mænd til ham og skaffet sig brev paa at ingen skulde overfalde eller gjøre dem skade. Derom skrev de saa (9. decbr.) et brev til Hans Lindeman i Rostock og bad samtidig om at der maatte bli sendt dem et skib med mel, øl og sko, da der nu var dyrtid, særlig paa mel. Dette brev blev imidlertid opsnappet av de danske, hvorpaa riksraadet sendte det til Lübeck med klager over tyskerne i Tunsberg, som forlangte mel og øl til fiendens undsætning. Derfra sendte saa igjen Lübecks raad det til Rostock med beklagelse av den mistanke som dette brev uvilkaarlig maatte vække hos kong Frederik. Dette er det sidste vi hører om rostockerne i Tunsberg i den her omhandlede periode. Deres søkning dit avtok ogsaa mere og mere, særlig efterat byen ved ildebrand i 1536 fuldstændig blev lagt i aske. Denne kom op St. Petersmesseaften (21. febr. eller 28. juni) og i kort tid var hele byen med klostre og kirker nedbrændt. Ja, ødelæggelsene var saa fuldstændig, at borgerne endog tildels hadde forlatt byen og først flyttet tilbake igjen, efterat de var blit tilstaat seks aars skattefrihet.

De mange lovende muligheter som omkring 1300 klart laa i dagen, og som endnu et aarhundrede senere tydelig var at spore, de var alle efterhvert traadt under føtter og tilintetgjort. Den borger- og handelsstand som gode tider, ordnede forhold og et kraftig styre hadde været med om at skape og fremme, den var med tyskernes indtrængen, deres større magt og høist egoistiske handelspolitik blit hemmet i veksten, ja næsten helt dræpt Det var vel tømmertrafiken som holdt Tunsbergborgerne oppe, og den vaaget de over, saa faa de var. I 1534 klaget almuen i Arnedals skibsrede ober at borgerne i Tunsberg vilde hindre dem i det hittil brukte havnekjøp av tømmer, som "allene er 8 mendt dennom det formeener" (D.N. XVI nr. 564). 

Livet i Tunsberg stagnerte; i konkurransen med de andre byer, som ikke engang altid hadde været dens jevnbyrdige, var den efterhaanden selv blit den underlegne. Paa vestlandet laa Bergen som landets mægtigste handelsstad med en omsætning som mange gange oversteg Tunsbergs. (3) Den var stapelplads for tørfisken og stod i den livligste forbindelse med handelsstæderne ute i Europa. Og paa østlandet var Oslo en overlegen rival. Her var fra gammel tid bispesæte, hvilket trak mange geistlige stiftelser med sig og forlenet byen med en viss anseelse. Og kongerne som tidligere jevnlig slog sig ned i Tunsberg, valgte siden som regel Oslo, som med sin heldigere beliggenhet mere og mere blev østlandets centrum. 

Med sortedøden var det første kolde gufs kommet over Tunsberg; da var mange gaat bort og mangen bedrift blit lagt øde. Men det fulgtes ogsaa av andre, som ikke føltes mindre isnende ,og som syntes at vie byen til undergang. Tunsbergshus viste sønderbrutte mure, kirker og klostre stod overfor reformationens seirende magt, handel og skibsfart var under fremmedvældet sunket ned til en ubetydelighet. Dertil kom saa ildebranden, som herjet den hele by og satte nød og fattigdom i høisætet

Med Tunsbergs velmagtstid var det forlængst forbi, og lange tider skulde endnu gaa hen, inden byen atter rettet sig op for at skyte fart fremover paa nye baner, mot nye maal.

Noter
 

(1) Klageskriftet av 1354 fra Rostock peker i samme retning. Skibenes ringe størrelse synes at vise, at tyskerne i disse byer endnu ikke kan ha været meget talrike. Et uttryk for den senere saa livlige forbindelse mellem Tunsberg og Rostock finder man i visen om Mindre-Alv, "greve av Tunsberg", hvor det heter at han kapret ni rostockske kogger.

  (2)Hansische Geschictsblätter 1888 s. 163 - 167 (D.N. VII nr 447). Forordningen av 1472 er rettet til "unse kopman, de in der Wyk, also Anslo, in Norweghen beleghen, ere handelynghe, kopenschap unde vorkerynghe nu hebben unde in tokomenden tiiden hebbende werden." Noget speeielt for Oslo indeholder den dog ikke, saa en trygt tør gaa ut fra at forholdene var likedan i Tunsberg. Oldermænd i Tunsberg og Oslo synes omtalt allerede i 1416, da der paa hansedagen i Lübeck blev utflerdiget visse ordinantser, om hvor handelen efter gammel ret maatte drives i Norge, nemlig i Bergen, Oslo og Tunsberg, men ikke paa skatlandene: "Desse ordinancien schal vort zeen unde bewaren de olderlude unde de copman to Nortberger unde tho Anslo unde tho Tunsberch." (Hanse Recesse I 6 nr 262 § 90-91 : se ogsaa N. gl. love II R.B. I s. 208 flg.)

(3)  I 1546 blev kjøbstæderne i Norge ilignet skat. Tunsberg kom da som nr. 5 i rækken, først Bergen med 1500 daler, saa Oslo med 1200, Trondhjem med 600, Marstrand med 500 og endelig Tunsberg med 400. N.rigsregistr. I s. 86
 

Gå  til: | Toppen  | Forside | Innholdsfortegnelse