Gå til:| Forside | Innholdsfortegnelse | Nettbiblioteket | Digitale tekster | Lokalhistorie |
Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 2000:
HELGE GJESSING: TUNSBERGS HISTORIE I MIDDELALDEREN TIL 1536

VIII. HANSEATERNE.
 

Løselig er allerede ovenfor antydet den skjebnesvangre omvæltning i den norske handel, som hanseaternes indtrængen i landet hitførte. Alt fra gammel tid av hadde tyske kjøbmænd søkt til Norge. Fra Bjørn farmands og senere Olav den helliges tid hører man saaledes, at skibe fra Saxland seilet paa Tunsberg. Under kong Sverre ser en dem i stort antal i Bergen, hvor de endog paadrar sig en skarp paatale av kongen selv for sin nærige og hensynsløse handelstaktik, og fra hans sønnesøn Haakons tid fortælles det endelig om de mange «sudrmenn» som i 1224 laa i Sandefjord. Først med hanseaternes organisation fik de imidlertid saadan magt at de for alvor kunde tænke paa at lægge Norges­handelen under sig. Med de store midler dette forbund raadet over, og ved den ihærdighet og paagaaenhet som karakteriseret dets optræden, lykkedes det ogsaa efterhaanden at faa alle skranker nedbrutt og landet lagt aapent. De tidligste tegn i denne retning møter os i 1247, da det kom til brudd med Lübeckerne i anledning nogen kaprerier fra tyske og danske skibes  side i Østersjøen. Vinteren 1247-48 tilskrev kong Haakon lübeckerne i sakens anledning og gjorde byen venskabelige forestillinger. Angaaende Lübecks klage over at en vis Bernhard, som hadde litt skibbrudd utenfor Tunsberg, var blit berøvet nogen av sine varer, skrev han dette paa den fordærvelige strandrets regning, men oplyste om, at han for byens skyld hadde latt det meste erstatte. Forøvrig ønsket han god forstaaelse med staden Lübeck og opfordret dens kjøbmænd til at komme til Norge med korn, mel og malt og bad likeledes om tillatelse for nordmændene til at hente disse varer selv, saalænge dyrtiden i landet varte (D.N. V nr 1). Resultatet av de videre forhandlinger blev den første traktat mellem Lübeck og Norge, som blev avsluttet i 1250. Denne var grundet paa fuldstændig gjensidighet, idet nordmændene skulde nyte de samme friheter i Lübeck som lübeckerne i Norge (D.N. V nr 2,3,4. Kfr. Hartung: Norwegen und die deutschen Seestädte s. 21 flg.)
 
I 1278 indfandt der sig som ovenfor nævnt gesandter fra de tyske stæder i Tunsberg, og 18. juli utstedte kong Magnus herfra det første virkelige fribrev for tyskerne. Efter dette blev de fremmede kjøbmænd, som opholdt sig i norske byer fritat for at holde nattevagt, saafremt de ikke opholdt sig der i længere tid. Menedere og andre æreløse personer maatte i retssaker ikke anvendes imot dem som vidner. I tiden fra 15. mai til 15. august kunde de paa gater, brygger og i baater frit og uhindret opkjøpe alle slags smaavarer - saaledes ogsaa huder, naar de ikke beløp sig til et deker, og smør indtil 9 løber. For pligten til at delta i skipdrått blev de fritat, om skibene da ikke var saa store at deres hjælp var nødvendig. Fremdeles blev den kongelige forkjøpsret indskrænket til kun at gjælde de tre første dage, efterat varerne var anmeldt til kongens ombudsmand. Ved skibbrudd skulde kjøbmændene faa beholde det gods, de selv fik reddet, og endelig skulde ingen tysk kjøbmand sættes fast for en forbrydelse - naar da ikke straffen for denne gik ut paa livs eller haands fortabelse - saafremt han kunde stille borgen for at ville indfinde sig i retten og efterkomme den fældede dom (D.N. V nr 10 og 11. Y. Nielsen: Bergen s. 174 flg.).
 
Disse privilegier var fra tysk standpunkt ikke synderlig store, og bestræbelserne var derfor fra første øieblik rettet paa at faa dem yderligere forbedret. Dette lykkedes dog først efter krigen 1284-85, da ved Kalmarforliket det bl. a. blev fastslaat, at det skulde være tyskerne fra de angjældende 7 stæder tillatt, naar de kom til Norge ikke blot at handle med borgere og bymænd men ogsaa med fremmede og bønder - dog ikke direkte fra skibene (Rydberg: Sveriges traktater I s. 294, 298). Denne bestemmelse, som forøvrig var basert paa fuld gjensidighet kom  som vi siden vil se  til at avle megen strid. Nogen hel utjevning av tvistigheterne bragte nu hellerikke dette forlik; der støtte forviklinger til, og det kom til et nyt møte i Tunsberg 1294, hvis frugt var det store frihetsbrev av 6. juli. I dette, som ogsaa skulde være gjensidig, blev det bestemt at tyskerne for fremtiden og uten videre tillatelse kunde lægge til bryggen, naar de kom til rikets byer; kun maatte de samme dag melde det til ombudsmanden og samtidig be om lov til at losse sine varer i hus, hvad hellerikke burde nægtes dem. Efterat kongens forkjøpsret hadde bestaat i tre dage, kunde de sælge sine varer til hvem de vilde, men bare indenfor den bys takmerker, til hvilken de var kommet. For skipdrått og nattevagt blev de fritat og likesaa for at møte paa vaabenting og for at følge tyver og misdædere til retterstedet. For hver ladning med korn, som blev bragt til de norske byer, skulde i told betales et pund av bedste sort, naar undtages hvetemel. Døde en tysker inden landets grænser, skulde hans efterladenskaper overgives til arvingen, hvis denne meldte sig inden halvandet aar. Fri for at betale leding var fremdeles de av dem, som var seilfærdige inden jul og da hadde solgt sine varer; blev de senere opholdt av uveir, var de likesaa fritat, naar de bare ikke drev handel. Sine varer kunde de oplosse i byernes huser, hvor det var passende, men de maatte ikke sælge dem uten paa bestemte steder. Som kautionister i pengesaker var husverten og to ikke seilfærdige skippere tilstrækkelig, og selv kunde saa kjøbmanden drage bort, naar han ønsket. Hadde nogen av mandskapet paa et skib forbrutt sig, skulde bare vedkommende straffes og ikke kjøbmanden. Hellerikke skulde private personer lide under sit hjemsteds forgaaelser, uten dette nægtet at gi opreisning (D.N. V nr. 23)

 

Foruten disse friheter, som sammen med en del andre av mindre betydning kom til at danne grundlaget for alle tyskernes senere handelsrettigheter i Norge, kan ogsaa nævnes den nedsættelse i sildetolden, som Bremens borgere fik for sin venlige holdning overfor landet under de foregaaende stridigheter (D.N. V. Nr 28). To aar senere fik Hamburg del i den samme nedsættelse, som dog for begge byer kun gjaldt for kongens livstid (D.N. V nr 33). Endnu bedre stillet var forsaavidt de østersjøiske stæder, som ialfald midlertidig hadde fuldkommen avgiftsfrihet .

De rettigheter tyskerne hermed hadde vundet var kanske i og for sig noksaa ubetydelige, men i forhold til byloven betegnet de dog et avgjørende fremskridt; mens denne nemlig vistnok tildels gav utlændingerne samme rettigheter som de indfødte kjøbmænd, paala den dem ogsaa de samme pligter. At fri sig for byrderne, men beholde og utvide rettigheterne blev da de tyske kjøbmænds maal. Særlig gik for fremtiden deres bestræbelser ut paa at aapnaa de samme friheter for sine vintersittere som dem sommerfarerne allerede hadde opnaadd. Handelsfriheten var for utlændingerne indskrænket til tiden mellem. de to korsmesser, d. e. fra 3. mai til 14. september (R.C. s. 12 (av 1282)). Mens tyskerne saaledes andensteds kunde ha sine faste oplagssteder og faktorier og med lovlig ret sitte i byerne hele aaret rundt, var de i Norge forhindret deri; om de allikevel gjorde det, maatte det ske paa trods av den norske lov. Og saa skedde ogsaa. Allerede i midten av det 13. aarhundrede fandtes vintersittere i Bergen, og i det 14. øket deres tal hurtig baade der og i de indre byer. Saalænge de endnu var faa og uorganiserede, saa vel myndigheterne tildels gjennem fingre med dem, saa meget mere som nytten og fordelen av dem var tydelig nok. Nogen reelle indrømmelser overfor dem blev imidlertid ikke gjort, og eftersom øinene altid mere aapnedes for den fare tyskernes fremtrængen indebar, blev ogsaa motstanden mot dem seigere og forbudene skarpere.

Haakon Vs regjering betegnet i det hele en reaktion overfor hansevældets voksende fremgang i Norge. For skjønt han til en lid stillet sig kjølig overfor englænderne og under dette nærmet sig tyskerne mere, saa hadde han dog altid øinene oppe for faren ved dem og la dem derfor ogsaa de hindringer iveien, som han kunde. 1306 forbød han saaledes strengt at nogen utlænding tiltok sig yderligere friheter end de tilstaaede (R.d. s. 360 f.). I 1311 gik en lagmandsdom de tyske vintersittere imot i Bergen, da de nægtet at betale tiende (Hans. Urkundebuch II nr. 193 og D.N. III nr 96), og i 1316 indførte kongen en toldtarif, hvorefter der blev paalagt alle norske varer en utførselstold, som vekslet fra 1/48 til 1/12 av varens værdi.

Ovenfor er told allerede i forbigaaende nævnt. Denne var en av kronens. indtægter og blev opkrævet baade som ind- og utførsels­told. Da det imidlertid kun paalaa utlændinger at betale den, kom dette indirekte den indfødte kjøbmandsstand tilgode. Med Haakon Vs maalbevisste handelspolitik blev da ogsaa tolden anvendt for at holde utlændingerne stangen. Tidligere hadde der kun ligget told paa korn og andre «tunge varer» samt en utførselstold paa sild (1), mens ellers alle andre varer var toldfrie. Nu derimot blev der ved nævnte forordning lagt utførselstold paa alle norske varer undtagen trælast (2). Det heter i denne, som er utstedt 30. juli og gjort gjældende ikke alene i Bergen, men ogsaa i Tunsberg og Oslo:

«Haakon med Guds miskund Norges konge sender sin fehirde sysselmanden og alle andre i Tunsberg Guds og sin hilsen. Stadig er der klaget for os over, at det ikke er tillatt vore mænd at kjøpe eller utføre fra Tyskland nogen ting uten øl, pyntesaker og andre slags varer, som er vørt land til lite gavn, og heller ikke fører tyskerne andre varer til os end dem som for er nævnt, men vil selv bare ha det, som de synes er mest nyttig, og som vi mindst kan undvære, nemlig skrei og smør. Og derfor lot vi ifjor og endnu tidligere forbyde enhver at føre skrei og smør bort fra landet med undtagelse av dem som bragte hit malt, mel og andre tunge varer.» Efter et paabud om, at de varer som indkjøpes for kongen, skal betales med deres fulde værdi, følger derpaa de forskjellige toldsatser og et paabud for embedsmændene om at se disse overholdt. Tilslut siges det: «Men hver utlænding som fører sit gods utenfor takmerkerne uten at betale avgift, har forbrutt det gods til os som han ikke har betalt told av, og er desuten skyldig 13 mark og 8 ertuger. Likeledes har ogsaa de, som bryter sin last, sælger og kjøper i havner og ingen told betaler derav, forbrutt sit skib og gods til os med alt tilbehør, undtagen i sildevær, hvor vi vil at alle mænd frit kan kjøpe og sælge alle slags varer. Hellerikke vil vi ha noget vintersæte her hos Eder i Tunsberg længer og anderledes end som byloven viser. Men hver utlænding som bryter denne vor befaling, har forbrutt sit gods, og den gaardeier som skaffer ham hus længer, end lovboken utviser, har forbrutt sin gaard til kongen .» (R.c.s. 118-120)

I november samme aar utstedte kong Haakon endelig en forordning om kjøpstevnerne i byerne. Hensigten med denne var først og fremst at hindre utlændingerne (det vil særlig si tyskerne) i at bli i byerne om vinteren og der drive handel utover den egentlige markedstid (mellem de to korsmesser). Det blev derfor bestemt, at vintersitternes varer skulde opkjøpes av et vist antal kjøbmænd (i Bergen 11), som skulde opnævnes av fehirden, sysselmanden og lagmanden. Disse skulde saa igjen utbyde dem først til kongen, saa til geistligheten og derpaa til husbønderne for den pris, hvortil de selv hadde kjøpt dem. Videre blev det anordnet hvor de forskjellige varer skulde losses og oplagres, og i hvor store partier hver skulde sælges. Alt sit varegods skulde de fremmede ha solgt til nordmændene inden en halv maaned fra losningen av, og læggen til land, salg, kjøp og avreise skulde altsammen være avsluttet efter seks ukers forløp. Var de ikke færdig paa den tid, var det dem forbudt at foreta nogetsomhelst kjøp eller salg indtil korsmesse om vaaren. Men efter denne termin og til næste korsmesse (i september) kunde de frit sælge og kjøpe, eftersom lovboken angav og i saadanne partier som anført

i forordningen, d. v. s en gros, idet al detailhandel blev dem forbudt. Endelig skulde ingen gaardeier eller bymand leie ut hus til en utlænding for mere end en halv maaned ad gangen og sammenhængende overhodet ikke mere end seks uker til en og samme (R.C.s. 124-128) Hadde den sidste bestemmelse kunnet blit gjennemført vilde det blit vanskelig for vintersitterne at holde sig, da de ikke selv kunde bli huseiere. Den økonomiske fordel de infdødte borgere selv hadde av at leie ut rum til dem, bevirket imidlertid, at det bare blev en papirbestemmelse.
Denne forordning, som egentlig blev git for Bergen med bymændenes samtykke blev derpaa ogsaa gjort gjældende for Tunsberg og Oslo, idet det tilføiedes, at var der nogen bestemmelse som ikke passet, saa skulde den allikevel bli staaende, indtil kongen hadde faat saken undersøkt. Sandsynligvis har der fra hanseaternes side meget snart reist sig sterke indvendinger mot flere av disse poster, som truet med at indskrænke de tidligere givne privilegier, og som resultat av disse forestillinger kan man kanske betragte det brev for Tunsberg, som kongen to aar senere (1318) utstedte. At forordningen ogsaa gjordes gjældende for Bergen og Oslo er rimelig, Den lyder saaledes (R.c. s. 131 flg): 
«Haakon etc. Vi vil gjøre kjendt for Eder, at vi vil at alle utenlandske kjøbmænd, som seiler til Tunsberg, av hvilket land som hver er, og som ikke er vore uvenner, at de skal være Gud og os velkomne, og at de kan seile til alle tider baade vinter og sommer og sælge frit al sin vare til bymændene, andre norske bønder eller kjøbmænd, nemlig: tunge varer efter pund, øl efter tønder, vin og honning i fater, klæde i stykker, vadmel og lerret i hundreder, voks og lin i hele skippund eller halve idetmindste, og frit kan de paa den anden side som gjestkomne mænd kjøpe av nordmænd al den vare de trænger, og føre den ut. Men med hensyn til alle utenlandske kjøbmænds ophold (i byen) paalægger vi hr. Bjarne Audulisson og hr. Guthorm, lagmand i Tunsberg og vor ombudsmand i vor gaard i Tunsberg, at de skal taale at de sitter saalænge og ikke længer end de behøver til at omsætte sin handelsvare efter de hindrende forhold som kan indtræffe. Vi vil ogsaa at ingen uten de som er bofaste mænd, indenlandske eller utenlandske, i byen, skal skjære klæde til salg i gildeskaalen eller en anden «almindelig» (d. e. offentlig) bygning, hvor vi eller hr. Bjarne og lagmanden hr. Guthorm eller vor ombudsmand i kongsgaarden maatte bestemme. Men i alle andre henseender vil vi at det forrige brev om byretten vedkommende vintersæle skal staa ved magt. Men hvis der er noget deri, som ikke kan gjælde, da vil vi at det skal skjønsomt paavises for os, og vi vil da træffe den ordning som os synes. Dette brev blev utstedt i Tunsberg onsdag før Halvardsmesse (d. e. 10. mai) i vor regjerings 19de aar. Vor kantsler hr, Ivar vedføiet segl og Haakon notarius skrev.»
 
Under formynderstyrelsen for Magnus Erisksson var tyskernes stilling endnu mere utsat, og forholdsreglerne mot at vintersitterne drev handel blev yderligere skjerpet. Ved en forordning av 1331 blev det saaledes forbudt enhver utlænding, som ikke var gift med en norsk kvinde, i vintertiden, mellem begge korsmesser at opholde sig i byerne og der leie hus eller drive nogenslags handel. Men tyskerne lot sig nu ikke længer fordrive, og alle de anstrengelser man gjorde for at stænge dem ute, bidrog bare til at forlænge striden uten at ændre dens resultat. Det første skridt i en overfor tyskerne mere forsonlig retning gjorde kong Magnus ved et brev av 9. septbr. 1343, hvorved han paa grund av de «frivillige tjenester», som østersjøstæderne Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund og Greifswald og desuten Hamburg hadde vist ham, fornyet de privilegier, som de vendiske stæders indvaanere og «samtlige kjøbmænd høsten i 1294 hadde nydt av den tyske Hansa» efter overenskomst under kong Erik. Tolden skulde indskrænkes til hvad den hadde været under denne konge og hans efterfølgers toldtarif 1316 blev ophævet (D.N. VIII nr 151). Dermed faldt da de skranker som særlig kong Haakon med megen møie hadde bygget op, og hanseaterne fik atter løsere tøiler.
 
Men dermed var ikke striden paa langt nær tilende. Snart gjorde der sig paany en motstrøm gjældende, og nye foranstaltninger blev truffet for at holde dem stangen. Mot de fremmede kjøbmænd var bl. a. privilegiebrevet for Oslo av 1346 rettet. Forbudet mot gjests handel med gjest, som allerede var kommet frem i den store forordning om handelen av 1316 blev her gjentat og utformet. Al detailhandel blev som tidligere (1316) forbeholdt de indfødte borgere. Forbudt blev det ogsaa de fremmede at kjøpe og sælge ute i herrederne (landkaup), at bryte forutgaaende avtale om salg (brigdkaup) og likesaa at opkjøpe varer, inden de var bragt paa det lovlige marked (forkaup, forprang) (R.c. s. 165 flg, kfr. Taranger: Oslos ældste byprivilegium - i festskrift for E. Sars 1905). De to første av disse bestemmelser, forbudet mot gjesters handel indbyrdes og mot al detailhandel stred imidlertid mot de tyske privilegier og da særlig mot dem av 1285 og 1294, som netop var blit stadfæstet paany; det var derfor helt naturlig, at hansestæderne følte sig krænket i sine rettigheter, og at de, naar embedsmændene virkelig søkte at faa dem gjennemført, fandt sig beføiet til at klage. I et skrift av 1354 fandt da ogsaa deres misnøie uttryk, idet de besværet sig sterkt over de forskjellige forurettelser deres kjøbmænd i Oslo og omliggende egne netop i henseende til disse punkter var utsat for. (D.N. VIII nr. 162) Blev denne klage virkelig fremført (den foreligger kun som utkast i Rostocks Stadtarchiv), saa nyttet den ialfald ikke synderlig, for kort efter, da Magnus' søn Haakon var blit konge, blev byprivilegiet ordlydende gjentat i 1358, og fire aar senere (1362) i et privilegiebrev for Tunsberg yderligere skjerpet. Dette sidste lyder saaledes (R.c.s. 182 f.): 
 
«Magnus med Guds naade Norges, Sveriges og Skaanes konge og Haakon med samme naade Norges konge sender alle mænd nu og herefter, som ser eller hører dette brev, Guds og sin hilsen. Da vi har erfaret meget om den store uret som vore bymænd i Tunsberg i lang tid har været utsat for, og det oftere har været klaget til os over at de ikke faar noget indkjøp eller utsalg efter det som har været gammel byret tidligere, og som vor morfaders i god ihukommelse kong Haakons brev vidner om, det som blev utstedt i byen og vedtat at skulle gjælde som lov og kjøbstadsret i alle byer og byomraader (takmerker), nemlig for det første: at tyskere og de utlændinger som seiler til Tunsberg, drister sig til at ha kjøp og salg med andre indenlandske og utenlandske mænd end dem som bor i byen og har forkjøpsret paa alle varer som kommer til Tunsberg, og endvidere at de samme tyskere og utlændinger sælger al den vare som de indfører, i smaasalg (smasolum), hvad høkere og bodkoner pleiet at ha sit underhold av. Videre har ogsaa førnævnte utlændinger gjort sig til sedvane at kjøpe naut, svin og sauer i by og bygd, hvilket tidligere slagterne i Tunsberg hadde til næring. Derfor vil vi at alle mænd skal vite at vi tar vor by Tunsberg og bymændene i Guds vold, vort værn og vor kongelige beskyttelse, idet vi helt forbyder alle utenlandske kjøbmænd, som kommer til Tunsberg, at ha noget kjøp eller salg med utenlandske gjester eller indenlandske, men kun med selve bymændene, som bor i Tunsberg. Men hver som kjøper eller sælger paa anden maate end det før nævnte av kong Haakon derom utstedte brev vidner - nemlig kjøper eller sælger i smaat - han skal svare som brevet selv gir vidnesbyrd om og desuten svare videre til os 13 mark og 8 ertuger for brudd paa kongebrevet, og det baade den som sælger og den som kjøper anderledes, og vi byder vor lagmand i Tunsberg at kundgjøre loven og dømme efter kong Haakons før nævnte brev ubrytelig fra nu av, saafremt han vil vedbli at nyte sin hædersstilling. Saa byder vi ogsaa bymændene i Tunsberg, hver i sin stilling at iagtta den før nævnte gjældende lov og ret, de som vil ha gavn derav og nyte vor velvilje.
 
Videre har vi tilstaat Eder de begunstigelser og gjort den ordning med Eder, at vi har forundt og tilbakegit Eder med vor rette kjærlighet og velvilje som vi nærer for Eder, at I skal faa og atter ha som før tredjedelen av al sakøre, som fra nu av kan falde, eftersom lovboken viser - selve byen til ophjælp. Dertil har vi forundt Eder, at I skal kunne kjøpe korn til at gjøre malt av til salg inden byen, Eder selv til større næring og støtte. Videre har vi git Eder hver for sig en 14 alen lang og 14 alen bred tomt ovenfor Bardagaard og saa langt op som kartarahusene stod og smedebodene vor østenfor Bardabadstuen for at de av Eder som ikke selv eier tomt utenfor byen, kan bygge malt og tørrehuser. Vor fehirde, lagmanden og fire raadmænd i Tunsberg skal skifte den skenkede tomt saaledes mand og mand imellem, som det synes dem passende. Dette brev blev utstedt i Stockholm paa tredje søndag i langfasten (13. mars) i vor Magnus' regjerings tre og firtiende aar og i vor Haakons regjerings sjette aar. Forsegledes i vort nærvær.» (Privilegiebrevet bærer paaskrift om at det siden blev bekræftet av kong Christoffer og kong Hans. 
 
Viser nu end disse privilegiebrev for Oslo og Tunsberg kongernes
redelige vilje til at støtte den indenlandske handelsstand og holde tyskerne i ave, saa viser de ogsaa, hvor langt et sprang det var fra de forskjellige paabuds fremsættelse til deres virkeliggjørelse. Hadde man bak disse kunnet sætte tilstrækkelig magt, saa de i det store og hele var blit overholdt, vilde hanseaternes indflydelse kun blit ringe, men derom var der ingen tale. Landet som helhet befandt sig i en nedgangsperiode, og kongerne maatte mere og mere overlate til sine embedsmænds personlige dygtighet og initiativ at holde de kongelige forordninger i hævd. Men derunder blev der leilighet til megen slendrian, og ingen forstod bedre at benytte sig av den end netop hanseaterne. For dem var respekten for en kongelig forordning altid avhængig av den kraft, hvormed den gjennemførtes i praksis: overfor den svake var de paagaaende og fordringsfulde, overfor den sterke  vistnok mere tilbakeholdende, men samtidig ogsaa mere høilydt klagende.
Og i disse forhold indtraadte der ingen bedring, tvertom blev tilstanden altid værre, og særlig blev dette tilfældet efter Norges uheldige deltagelse paa Danmarks side i krigen mot hanseaterne i 1368.
 
Vaaren det aar aapnedes fiendtligheterne. Paa en i februar avholdt hansedag i Lübeck blev det paalagt oldermændene og kjøbmændene i Bergen under æres, livs og gods fortabelse at forlate byen inden paaske eller senest til St. Valborgs dag (d.1 mai) med de skibe som vilde bli sendt efter dem. Likeledes skulde skibe (fra Rostock) sendes til Tunsberg og Oslo efter de kjøbmænd som hadde «kompani» der, men paa deres egen bekostning og resiko (D.N. VIII nr 182).  Denne befaling kom Bergenskjøbmændene meget sent i hænde, saa de maatte drage avsted over hals og hode uten at faa tid til at ordne sine affærer. Herover beklaget de sig sterkt og mente at ha lidt tap paa mindst 30000 gylden (D.N. VIII nr 184. Y. Nielsen: Bergen s. 212). Men led saaledes hanseaterne nogen skade, saa blev denne ikke mindre for nordmændenes vedkommende; for skjønt krigen væsentlig var rettet mot Danmark, fik dog ogsaa Norge sin gode del av dens trængsler, og særlig led den sydlige del ved de tyske skibes herjing. Allerede nogen maaneder efter krigens utbrudd maatte kong Haakon anmode om vaabenstilstand. Denne blev indvilget og siden gjentagne gange forlænget. Nogen fred kom paa lang tid ikke istand tiltrods for de gjensidige bestræbelser i den retning. I 1372 blev der saaledes avholdt et stort møte i Tunsberg, hvor raadmænd fra Rostock, Wismar og Kampen indfandt sig 8. septbr. for at underhandle med kongerne og deres raad. Til at begynde med fremsatte hver part sine klager, men forholdt sig ellers avventende. Først den 22. kom man saa langt, at en fik vite, hvad fordringerne paa begge sider gik ut paa og den 25. blev de forskjellige indlæg utvekslet i Lafrantskirken. Hansestæderne gjorde da krav paa stadfæstelse av de tidligere givne privilegier, forbedring og utvidelse av enkelte av dem samt endelig skadeserstatning for alt det stæderne hadde lidt ved kongerne. Uten at gi svar paa dette fremsatte ogsaa disse sine ønsker og betingelser, og det hele førte til intet; kun blev stilstanden 30. septbr. forlænget yderligere to aar. Avsluttet blev først freden 14. august 1376 i Kallundborg, og kong Haakon maatte da stadfæste alle de friheter som i tidernes løp var tilstaat de tyske kjøbmænd. For­brøt nogen sig mot kongen og derfor skulde betale bot, saa skulde dog vedkommendes mulige gjæld til andre komme i første række. Likesaa blev det tillatt de tyske skibe at løpe ind til norske byer med topkastel paa masten, dog saaledes at dette skulde tages ned, naar de la til bryggen (D.N.  VIII nr 199).
 
Det var ikke med synderlig god vilje kong Haakon var gaat til at gjøre hanseaterne yderligere indrømmelser. Aaret efter, 29. januar 1377 utstedte han en retterbot angaaende hansens privilegier og uttalte, at de tyske kjøbmænd av hansen  til stor skade for ham og hans rike hadde tilranet sig friheter, som de sa sig at ha faat ved hans forfædres naade og privilegier. Hvilke disse var hadde han nu set og av sin naade paany stadfæstet. Men nogensomhelst slags overskridelse vilde han for fremtiden ikke taale og gav derfor alle kongelige embedsmænd ordre om at sørge for at hans anordninger angaaende handelen i byerne blev overholdt. Dette og andre lignende forsøk fra styrelsens side paa at holde tyskerne inden deres privilegier hadde vel ogsaa nogen virkning i øieblikket, om de end ikke fik nogen betydning for utviklingens forløp i det hele. Hvor skadelig den overhaandtagende tyske indflydelse var, stod imidlertid fuldt klart for de norske myndigheter, og en ser da ogsaa jevnlig tegn paa at de søker at dæmme op for strømmen, selv om de ikke længer magtet at lede den paa andre veie.
 
Særlig var det paa østlandet at motstanden mot det fremmede handelsvælde var sterk. Omkring 1300 var den indfødte kjøbmandsstand baade talrik og velstaaende. Mens den imidlertid i Bergen, hvor den var sterkest, men ogsaa blev først og heftigst angrepet, temmelig hurtig trængtes tilbake av tyskerne og i løpet av det følgende hundredaar paa det nærmeste gik under, synes denne utvikling at ha gaat langsommere i østlandets byer, Tunsberg og Oslo. Vistnok var kjøbmandsstanden ogsaa her i tilbakegang. De trykkende forhold, som gjorde sig gjældende hele landet over, rammet naturligvis ogsaa den, og konkurransen med tyskerne var tungt følbar. Av skjebnesvanger betydning blev saaledes under disse omstændigheter den ulykke, som med den store mandedød i midten av det 14. aarhundrede kom over land og by. Østpaa kom pesten sandsynligvis utpaa høsten 1349 og raset der med usvækket styrke og hadde en sterk nedgang i befolkningsmængden tilfølge. Betegnende er det saaledes, at kong Magnus endnu i 1365 maatte tillate indbyggerne av Sande skibrede paa Vestfold at bygge et mindre landeværnsskib end vanlig paa grund av avfolkningen, og det samme maatte senere i 1382 kong Olav tillate allmuen i Slagens og Vaale skibrede som følge av dens fattigdom og faatallighet (3). Særlig ødelæggende virket dog pesten i byerne, hvor befolkningen sat saa meget tættere sammen; men desværre mangler vi her enhver oplysning. At kjøbmandsstanden imidlertid kom til at lide følelig under pestens følger er indlysende, og mere end alt andet bidrog kanske netop denne ulykke til at gjøre den underlegen i kampen mot tyskerne. For vistnok herjet farsotten ogsaa disse stæder, men her var motstandskraften og hjælpemidlerne saa meget større, hvorfor de snart atter reiste sig og optok de gamle forbindelser, hvor de nu hadde friere raaderum end før.
 
De oplysninger de historiske kilder gir om forholdene østpaa i 14. og 15. aarhundrede, viser os da en kjøbmands- og borger­stand, som vistnok er avgjort paa retur med hensyn til tal, indflydelse og velstand, men som allikevel seigt kjæmper for sin eksistense. Endnu i slutten av det 14. aarhundrede fortsattes farten paa England fra Tunsberg og Oslo, tildels av indenlandske kjøbmænd. Privilegiebrevene, som netop i denne tid utstedtes for borgerne i disse byer, viser at de hadde interesser at vareta, og at disse var utsat for de fremmedes overgrep. Kongernes forsøk paa at ophjælpe en indenlandsk maltindustri, slik som det gav sig uttryk i Tunsbergs privilegier og i lignende for Skien  var vistnok ogsaa diktert av ønsket om at støtte den hjemlige borgerstand og at frigjøre sig fra tysk import - en bestræbelse som ogsaa paa anden maate fik utslag. Da kong Haakon i 1380 var død, gjorde saaledes de stedlige myndigheter i Tunsberg og Oslo straks gjældende, at de privilegier han hadde git tyskerne, ikke længer stod ved magt og lot handling følge paa ordene. Tyskerne sendte da utsendinger til hansedagen i Lübeck næste aar, hvor de klaget over hvor haardt de blev forurettet og beskattet av fogderne i de nævnte byer - stik imot de friheter og privilegier som var git dem .
 
Direkte oplysninger om Tunsbergkjøbmænd er det faa av i tiden utover og bare enkelte kan nævnes. Ovenfor er omtalt Orm Simonsson og Hermund Bergsson; likesaa Shange Klausson og Olav Henriksson. Dertil kan føies den sidstes fæller Peter Jonsson og Gudbrand Olavsson samt lagmanden i Tunsberg Jon Karlsson. Sammen med to andre mænd - Nikolas Arnbjørnsson og Hallad Asleson - eiet denne et skib. I 1407 solgte Nikolas sin tredjedel i skib og redskap til provsten ved Lafrantskirken Halbjørn Bjørnsson for 56 mark. I 1442 hører vi at raadmanden i Tunsberg Jusse (Jesse) Pedersson kjøper et skib og gir derfor gaarden Sandnes paa Tromøen (D.N. V. 715. Jusse nævnes som raadmand 1446 .D. N. X nr. 188). Maa være samme som Jesse. 
 
En mand, som synes at ha reist meget utenlands er ogsaa den før omtalte Andres Paalsson. Mens han selv var borte, var lagmanden Berg Hermundsson hans ombudsmand hjemme og bestyrte som saadan hans gaard Sappen i Tunsberg. (D.N. I nr. 419)
 
Der er da al grund til at tro at sjøfart for Tunsberg endnu i slutten av det 14. aarhundrede var en ganske almindelig næringsvei, særlig da med trælast som utførselsvare. Vistnok fortsattes den ogsaa i det følgende hundredaar, om end altid mer paa tyske hænder. Mot tyskerne magtet Tunsbergkjøbmændene i længden ikke at konkurrere, og naar vi nu skal vende os mot den sidste store fase i kampen mot hansevældet, slik som den artet sig i østlandets to hovedbyer, saa. vil vi se, hvordan motstandskraften hos den indfødte borgerstand efterhaanden blir brutt, og hvordan den privilegiestrid som blusser op med staden Rostock, tilsidst mister enhver virkelig bakgrund i levende handelsinteresser.
Fra 14. og 15. aarhundrede er vistnok bevaret en rekke navn paa bymænd i Tunsberg, men liten virkelig kundskap om dem. Det er væsentlig som tilstedeværende ved lagmandens rettsavgjørelser, som vidner ved kjøp og salg, at de nævnes. Kfr. raadmands- og gaardfortegnelsen.
 
 
Noter

 
(1) Kfr. D.N. V nr. 23 og M; sammesteds nr. 17. om trælasttolden se ovenfor . Naar denne er kommet istand er uvist. I privilegiebrev for Hamburg av 1276 (1). N. V nr. 33) siges det, at et hvert skib som kom fra Hamburg til Norge, skulde betale i told et skippund ind av hvad art varerne var. Naar det var gjort, kunde man frit laste skibet med tømmer eller hvilkensomhelst anden slags varer. Om toldvæsenet se forøvrig Taranger: Utsigt over den norske retshistorie 11 1, s. 316 fig.

(2) Om trælsttolden  se ovenfor. Naar denne er kommet istand er uvist. I privilegiebrev for Hamburg av 1276 (D.N. V nr 33) siges det, at et hvert skib som kom fra Hamburg til Norge, skulde betale i told et skippund mel, av hvad art varerne var. Naar det var gjort, kunde man frit laste skibet med tømmer eller hvilkensomhelst anden slags varer. Om toldvæsenet se forøvrig Taranger: Utsigt over den norske retshistorie II 1, s . 316 flg.
 

(3) N. gl. love d.s. 381. D.N. I nr. 470. At det blev en nedgangsperiode for hele distriktet er tydelig nok. Jevnlig klaget almuen over sin fattigdom og bad seg fritat for dette og hint. I 1424 rettet saaledes almuen i Tunsberg en  bøn til kong Erik og dronning Philippa om at bli fritat for det saakaldte hestebeløp, som var blit dem saa plagsomt at de heller vilde overla harv og plog til kongen og fly landet end at ha det mere.
Gå til: | Toppen  | Forside | Innholdsfortegnelse