Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 2000:
HELGE GJESSING: TUNSBERGS HISTORIE I MIDDELALDEREN TIL 1536

C. HANDELSLIV.
 

VII TUNSBERGS HANDEL FØR HANSEATERNE. 
 
Vikingetidens dristige tog mot fjerne land hadde lagt en ny verden aapen for vort folks blik og gjort det mottagelig for de kulturstrømninger, som gjorde sig gjældende ute i Europa. Vikingerne drog ut paa ran og søkte med vaaben i haand at tilrive sig de sydligere landes rigdommer. Der var ikke den havn, som ikke blev gjestet, ikke det kloster indenfor deres rækkevidde, som de ikke plyndret, og halve Europa omspændte de med sine skibe. Men paa de mange tog var det ikke bare ødelæggelseslysten og en ubehersket higen efter bytte som kom frem. Nordboen var ogsaa lærvillig; han brukte sine øine, hvor han kom hen, lærte fremmede sæder og skikke at kjende og rettet sine egne ind efter dem. De syd og vestenfor liggende landes mere ordnede forhold, deres utviklede handel og næringsliv gjorde han til gjenstand for efterligning, og snart ser vi tungtlastede kjøbmandsskibe fare til de samme egne, som i den forutgaaende tid kun hadde været maalet for plyndring og rov. Døren var slaat op, seilleden laa aapen, og en ny tid brøt frem, da farmand stod like høit som kriger, og begge ofte var forenet i samme person. 
Til Tunsberg er fra byens første fremtræden i historien handelen knyttet. Den første vekst, den blomstrende utvikling og det brogede liv som utfoldet sig paa markedspladsen, skyldtes alt handelen. Ved skildringen av byens historie, slik som vi ser den i forbindelse med landets og kongernes, er der nu og da gaat glimt forbi vort øie, som lyste længere frem. Vi har følt den store pulsaares slag, uten hvilken byen ikke vilde været, paa hvilken dens eksistens beror. 
Under Bjørn farmand hører vi tale om Tunsbergs første handelsforbindelser. Paa hans tid søkte dit mange kjøbmandsskibe baade fra Viken og nordenfra landet og syd fra Danmark og Saxland. Selv hadde han ogsaa handelsskibe i fart paa andre land og skaffet sig derved kostbarheter og andre varer som han syntes at trænge. Men ogsaa med landene i øst og vest var Tunsberg kommet i kontakt. Samme aar som Harald graafeld blev dræpt og Haakon jarl kom til magten i Norge, fortælles det saaledes at der kom et norsk skib til Fæøerne, hvis styresmand het Ravn. Han var fra Viken og eiet gaard i Tunsberg, men fordi han jevnlig seilte til Holmgard kaldtes han Ravn Holmgardsfarer ( Færeyinga (flat I) kap 1.) Ja, selv med Island stod byen i forbindelse. Ovenfor er fortalt om Hallvard hvite som paa Haakon Jarls tid kom til lsland. Han var fra Viken, muligens netop fra Tunsberg. Dithen drog han ialfald paa tilbakereisen og opholdt sig der om vinteren sammen med Gunnar fra Hlidarende [i]. Den store farmand Torarin Nevjolvssons ophold i byen paa Olav den helliges tid kan i den forbindelse ogsaa nævnes.[ii]
Efterat kaupangen i Skiringssal var blit avløst av markedspladsen i Tunsberg, stod denne en tidlang som den eneste av nogen større betydning i Norge. Utviklingens raskeløp førte imidlertid med sig at lignende snart vokste frem paa andre steder, og opstaat som de var efter kongernes initiativ  skjøt de hurtig i veiret. I nord og vest var det Nidaros, Bjørgvin og Stavanger, i øst Oslo og Borg, og med dem lagdes handelen delvis om. Vestlandet, hvis handel tidligere var drevet udelukkende fra landdistrikterne, fik nu sine centrer, hvor kjøbmændene kunde seile hen med utsigt til hurtigere at faa avsat sine varer. Paa østlandet, hvor man allerede nogen tid hadde hat en større fast markedsplads, indtraadte en fordeling. Dette medførte dog sikkert ikke nogen nedgang i Tunsbergs handel i og for sig. De nye tider, som nu holdt sit indtog, og som fulgtes av en stadig voksende omsætning og et altid kraftigere næringsliv, skapte ogsaa behovet til flere kjøbstæder. For dem alle var der rike utviklingsmuligheter tilstede, og opstod der derfor end konkurrenter for Tunsberg ved de kongelige byanlæg, saa er det dog al grund til at tro, at byens fremgang ikke dermed blev avbrutt. 

Tunsbergs magtstilling paa Olav den helliges tid har det allerede ovenfor været leilighet til at omtale. Viken paa den tid stod i det hele høit, var i livlig forbindelse saavel med de øvrige dele av Norge som med utlandet. Det siges, at «vikverjene kjendte bedre til kristnes seder end folk nord i landet; for i Viken var der baade vinter og sommer mange kjøbmænd, baade danske og saxiske. Vikverjer for ogsaa meget i kjøbfærd til England og Saxland, til Flæmingjaland og Danmark; men nogen var i viking og hadde vintersæte i kristne land.» Et efter hine tiders forhold rikt og bevæget liv har da utfoldet sig i Viken. Og særlig maatte dette liv koncentrere sig i Tunsberg, som jo endnu var den eneste markedsplads av betydning paa disse kanter. I vaar? og sommermaanederne stevnet skibe fra fjerne egne ind Tunsbergfjorden og førte til byen sine forskjellige varer. Her traf nordlændinger sammen med vikverjer, daner med saxer, her var liv og rørelse, og det var som om de fyldte seil og de tungtlastede skibe førte et pust fra verden utenfor med sig. 

Og utviklingen standset ikke. Vel flyter kilderne for Tunsbergs historie i hundredaaret efter Olavs fald sparsomt; men den kraft og evnerikhet, som byen lægger for dagen under de følgende borgerkrige, der ellers var ødelæggende nok, den viser at utviklingskjeden er ubrutt. At dette er saa, kommer gjentagne ganger frem. Om indbyggernes velstand vidner blandt andet den vakre gave de gav Magnus Erlingsson ved hans bortreise fra byen 1184, da de skjenket ham et fuldt utrustet langskib. Midt under de mest bevægede tider, mens borgerkrigenes bølger gik som høiest, hører man ved de danske korsfareres ophold i byen om det travle liv paa havnen, de talrike skibe, som kom dit fra alle land og om skibsbygningen nede paa sletten. For ikke at generes av trængsel av skibe som søkte til byen, kastet de selv tildels anker ute paa fjorden. Under baglernes forsøk 1207 paa at indhente kong Inge paa hans færd fra Oslo av, fortælles det at de var indom Tunsberg og bemægtiget sig to kogger og syv østfarerskibe til at fortsætte forfølgelsen med, og likesaa hvorledes de underveis møtte en flaate paa 60 skibe, der siden viste sig at være byrdingskibe, som fra Bergen skulde til Tunsberg om vinteren. Hvad enten nu disse hørte hjemme i Tunsberg eller ei, faar en allikevel derved et indtryk av den livlige handel og omsætning, som maa ha hersket i byen paa den tid. 

At Tunsbergs bymænd hadde sine egne betydelige interesser at værne om allerede paa dette tidspunkt, kommer ogsaa tydelig tilsyne i deres deltagelse i selve kampene. Under borgerkrigene var det særlig i Viken at oprørsaanden hadde sit arnested. Herfra utgik ikke alene store partier som baglernes, men ogsaa talrike mindre flokker, for hvem krigen efterhaanden mere blev en levevei end et middel i større formaals tjeneste. Disse sidste var for byerne paa en maate ogsaa de farligste; da de ikke hadde nogen sikker støtte hos landets høvdinger, maatte de ofte ved ran og plyndring skaffe sig eksistensmidler, og intet kunde da være mere fristende end de tungtlastede handelsskibe, som søkte til og fra kjøbstæderne. At holde disse røverskarer borte var vel egentlig de kongelige sysselmænds sak, men de var ikke altid istand dertil, og det blev derfor ofte borgerne selv, som maatte søke at holde farvandet frit. 

Det er ovenfor fortalt, hvorledes det lykkedes Tunsbergmændene at berøve Sigurd Slembedjarl hans skibe ved Portyrja (1137). I slaget paa Re kjæmpet de paa Erling skakkes side mot Sigurd jarl, og i kampen ved Bristein (1190) tilintetgjorde de varbeigernes flok. Under Magnus Erlingsson stod de kong Sverre ivrig imot og deltok paa bøndernes side i slaget ved Oslo. Den tildels kraftige optræden i disse og indre kampe synes tydelig nok at vise at det her var interesser, som det gjaldt at forsvare, og at der bak disse stod maalbevisste mænd. Samtidig ser en ogsaa at bymændene tilfulde forstod sammenslutningens store betydning - et vigtig moment for dannelsen av en virkelig borger? og kjøbmandsstand. 

Med borgerkrigenes slut er vi naadd henimot midten av det 13. aarhundrede, til ind i Haakon Haakonssons regjering. Under ham omtales Tunsberg adskillige gange, uten at en dog faar nogen nærmere rede paa handelens stilling. Men i den almindelige fremgang som sporedes landet over, tok selvsagt ogsaa Tunsberg del, og jevnt og sikkert har byen utviklet sig med en altid stigende handel og omsætning, som saa kulminerte under hans sønnesøn Haakon V Magnusson. Særlig bemerkelsesværdig er det nu, at de norske konger  nærmest efter engelsk mønster  tok til at drive en virkelig og nogenlunde konsekvent handelspolitik. I dennes plan laa for det første saavidt mulig at samle al handel i byerne, særlig Bergen, for det andet efter evne at hindre utlændingerne i at sætte sig fast i disse til fortrængsel av den indenlandske kjøbmandsstand. Til første formaals fremme var der allerede i lands- og byloven indkommet visse bestemmelser. For at indskrænke antallet av handelsdrivende, hvis talrighet endog gjorde det vanskelig at skaffe arbeidsfolk paa landet, blev det saaledes forbudt enhver at fare i kjøbfærd i tiden fra paaske til Mikaelsmesse (29. septbr.), med mindre han eiet 3 mark veiet, en sum som siden forhøiedes like til 15 forngilde. mark. Drive handel i byen var ellers frit baade for mand og kvinde. Ved en noget senere forordning blev videre handel for hver mands dør ute i bygderne forbudt. Kjøbmændene skulde føre sine varer til kjøbstæderne og sælge dem der og ikke drage omkring i herrederne med kramhandel. 

Gjorde kongerne paa denne maate sit for at indskrænke handelen i landdistrikterne og samle den i byerne., saa gik deres bestræbelser i endnu høiere grad ut paa indskrænkning av utlændingernes voksende magt. Særlig var det hanseaterne, som var farlige, og som vi senere skal se, var det da ogsaa mot dem de kongelige forordninger i særlig grad var rettet. Hvad der paa denne tid gav Tunsberg særlig betydning var byens to utførselsartikler: sild og tømmer. Sildefisket paa Baahuslenskysten var netop nu i opkomst, og mens tyskerne spillet hovedrollen ved de ældre skaanske fiskerier, var dette endnu ikke tilfældet med de norske, som tvertimot besøktes likesaavel av landets egenbefolkning, av englændere og gotlændinger som av tyskere. For alle dem som deltok i disse fiskerier var imidlertid Tunsberg samlingsstedet, og herfra utskibedes vistnok det meste av silden. Herpaa har man et oplysende eksempel fra 1312, som baade viser byen som eksportsted for silden og dens forbindelse med engelske kjøbmænd. I det nævnte aar blev nemlig sysselmanden i Viken, som var ridder, og ti andre fornemme mænd dræpt av utenlandske fiskere, netop som disse laa i havn med sine fartøier. Ugjerningsmændene innbød sysselmanden og hans feller til at komme ombord, og mens disse saa sat og spiste, blev de overfalt med kokende vand og glødende aske og derpaa stukket i hjel. Mistanken faldt paa mænd fra Berwich og Lynn, og da englænderne ovenikjøpet paa den tid ikke stod synderlig høit i gunst, blev de forulempet paa forskjellig vis. I Tunsberg laa saaledes, netop som mordet skedde, tre skibe fra Lynn lastet med sild og forskjellige andre varer til betydelig værdi. Paa grund av motvind kunde de ikke komme ut av havnen og blev nu belagt med arrest av sysselmanden i byen. Fri blev kjøbmændene først efterat ha stillet en garanti paa 40 £ og desuten tre gisler for at de skulde komme tilbake næste St. Hansdag, hvorpaa saken skulde bli avgjort [iii]

Hvilken rolle silden spillet i Tunsbergs handel kommer ogsaa tydelig frem ved at kaste et blik paa de engelske toldruller, som nedenfor skal behandles. Det er silden som danner hovedvaren i utførslen, ja til sine tider kan skibets hele last bestaa av bare sild. 

En vigtig plads i den samlede utførsel indtok imidlertid ogsaa trælasten. Endnu like til sidste halvdel av det 16. aarhundrede var Nedenæs, Brunla og Follo fogderier vort lands største eksportdistrikter for trælast ( Se L. J. Vogt: ”Om Norges utførsel av trælast i de ældre tider” s. 83 n. 1 (i N. hist. tidsskr. 2 R. B. V). I tidligere tider hadde vistnok denne utførselsartikel liten betydning, men siden ændredes dette forhold eftersom mangelen paa tømmer andensteds blev mere følelig. Egnene omkring Nordsjøen var allerede i det 13 aarhundrede tildels træbare, saaledes det vestlige Nordtyskland og Holland, eller de savnet et trævirke, som let lot sig behandle, som England. Omkring 1300 begyndte lovgivningen her hjemme at ta sig av denne eksport, og det blev forbudt utlændinger at kjøpe «sperrur, bordvid eda rapt» (tømmer, planker eller spirer) andensteds end i kongsgaarden, av raadmændene eller husbønderne i byen, likesom der blev lagt utførselstold paa al trælast.[iv] Herved blev trælasthandelen underkastet kontrol og trukket ind i byerne, hvad der maatte være meget velkomment for disse. Av særlig stor betydning blev denne næringskilde for Tunsberg; tømmeret blev her i den kommende tid en meget vigtig utførselsvare, og de skibe fra Tunsberg som av de engelske toldruller sees at være kommet til England medførte da jevnlig netop trælast. I stor utstrækning hentet ogsaa utlændingerne selv det tømmer, de behøvet. Især var dette tilfældet med hollænderne og tyskerne, som meget tidlig for dettes skyld søkte til Norge og hentet trælast i byerne eller i de under disse hørende utskibningssteder. Et saadant ladested, som rimeligvis stod under Tunsberg var Sandefjord. Naar vi hører, at «sudermænd» laa der i mængde allerede vinteren 1224, har de utvilsomt der skullet hente tømmer. Den utførselstold, som de fremmede maatte betale av den derfra utskibede trælast henlaa i 1399 under Lafrants- og Peterskirken i Tunsberg og var rimeligvis skjenket disse som et privilegium av kronen  om den da ikke var overdraget dem av biskopen i Oslo (Røde bog s. 190,192, 195, 200; sml. D.N. I nr 296. A. Bugge: handelen mellem England og Norge s. 140 f.). Ogsaa fra Sande foregik utskibning. Dette utskibningssteds betydning for trælastutførslen fremgaar av nogen gamle breve. Presten paa Sande, Erik Kolbjørnsson, laa i strid med bønderne om en vei over prestegaardsjorden, som han ikke vilde ha tømmerkjørsel. paa. I 1404 kom saken for biskop Eystein, som ogsaa paabød bønderne at føre sit tømmer en anden vei, nemlig vest om kirken, og derfra ned til stranden. I 1422 er der atter strid om skibsveien fra «Sperrebækken» paa vestsiden av bækken og øst til «Odden». Efter forliket skulde saa bønderne ha ret til at «fare, ride, gaa eller kjøre til skibene med de varer som de handler med, men ikke med «tømmer, planker eller mastetrær» ( D.N. I nr 595 og 682

Stor betydning fik ogsaa et andet utskibningssted paa Vestfold nemlig Kobbervik ved Drammensfjorden. Her var det likeledes trælasten, der dannet utførselsvaren; og rimeligvis blev forretningerne her for en stor del ledet netop av kjøbmænd fra Tunsberg. Skjønt en utskibning i større stil vel først kom op i reformationsaarhundredet, er dog trælasttrafik paa dette sted kjendt meget tidligere. Allerede i 1340 hører vi saaledes at en mand ved navn Lodin paa Holtar skulde levere dit til Tunsbergkjøbmanden Ketil Audunsson et hundrede sperrer av en viss sort og 6 tylfter flatved, og at derfor blev stillet borgen ( D.N. V nr 137, 138 og 201). I 1388 blev Kobbervik med skibstold og kongens forkjøpsret av dronning Margrete forlenet til Benedikt Nikulasson paa livstid. Denne var muligens en bror til fehirden i Tunsberg Peter Nikolasson (D.N. I nr 511). 
 

De land Norge paa denne tid særlig stod i forbindelse med foruten skatlandene var Gotland, Danmark, England og Tyskland. Mellem Gotland og det sydøstlige Norge var der likefra vikingetiden livlig samfærdsel, og i denne, som ut gjennem middelalderen vel stadig øket, indtok Tunsberg sikkert en fremskutt plads. Allerede 1207 nævnes saaledes 7 østfarerskibe, som rimeligvis har hat sin fart netop paa Gotland. Men særlig livlig maa forbindelsen være blit i sidste halvdel av aarhundredet og utover, hvortil i høi grad bidrog fiskerierne paa Baahuslenskysten, som gotlændingerne flittig besøkte, og som jo for en væsentlig del var knyttet til Tunsberg[v] . Rimeligvis har de ogsaa hat et faktori eller gilde der i byen, men derom har man intet sikkert vidnesbyrd [vi]. Oplysningerne om handelen mellem Tunsberg og Gotland er imidlertid faa og gir liten anledning til at slutte noget om dennes størrelse, kun forbindelsen kan egentlig fastslaaes. Derom vidner bl. a. et par gravstener, som er fundet i Tunsberg. Den ene av dem, som var fra Mariakirken, men nu er forsvundet, hadde følgende latinske indskrift: «Hic loco tumulati duo Gutenses, ambo fratres, unus vocabatur Olaus, alter Botolfus» (her er begravet to gotlændinger, begge brødre, den ene het Olav, den anden Botolv). Disse kjender man ikke sikkert andenstedsfra, men muligens kan de identificeres med de to gotlændinger Olauus og Botolphus, som drev en utstrakt handel mellem England og Norge kort efter 1300 (Nicolaysen: Norske fornlevninger s. 188, A. Bugge: gotl. Handel s. 174). Den anden gravsten, som er av marmor, blev fundet ved gravning paa Olavsklostrets tomt. Den har følgende indskrift: «Her ligger Ormer Simunesun undir steini nidr. Gud. signi. sal. hans. Hermunder. keypti. mik. Gotlandi.» Mens man om den nævnte Orm intet vet, maa Hermund rimeligvis være den Hermund Bergsson som levet i Tunsberg omkring 1350 og var en meget anset mand der. Han har da drevet handel paa Gotland og derfra bragt stenen hjem[vii]

I sildefisket paa Baahuslenskysten var gotlændingerne levende interessert, og baade med egne og norske fartøier skibet de ut sild f.eks. til England. Av de engelske toldruller ser en da, at de ogsaa har hat last med Tunsbergskibe. Som yderligere tegn paa forbindelsen med Gotland kan endelig nævnes, at en av gardianerne for minoriterklostret i Tunsberg - frater Olaus anføres som begravet i Minoriterkirken i Visby. (Script. Rer. Dan. VI s. 567) 

Vender man sig nu til de før omtalte engelske toldruller og betragter Tunsbergmændenes kjøbfærder til England vil en faa et nogenlunde billede av byens handel omkring 1300 ialfald til en enkelt side [viii]. Utført blev særlig sild, trævarer og forskjellig slags skind, indført derimot salt (til silden), malt og alskens tøier. Betydningsfuldt er det ogsaa at se, at der nu har utviklet sig en virkelig kjøbmandsstand, som maalbevisst driver sin handel i det store. Og den staar ikke isolert; tvertom er der en livlig samtrafik saavel mellem de norske byer indbyrdes som med de utenlandske. Har et skib saaledes sild med fra Tunsberg kan det supplere sin ladning med tørfisk i Bergen. En tunsbergskipper kan føre fartøi for en Trondhjemskjøbmand eller denne selv hente sine varer i Tunsberg o. s. v. Netop paa denne tid stod den norske handelsstand paa sit høieste og hadde mange utviklingsmuligheter. Det kommer særlig sterkt frem netop ved dens fyldige repræsentation i Englandshandelen, og her stod Tunsberg ikke længst bak i rækken. 

Nævnes kan saaledes Gunne brat (baret eller bret). 1304 kom han til Lynn paa skibet Neuebusche med en ladning til en værdi av 124 £, som hovedsaglig bestod av sild; tilbake førte han forskjellige slags tøier. Aaret efter (1305) var han atter i Lynn, denne gang paa skibet Roseblome med sild, tørfisk, gjeteskind og andre varer. Samme aars høst var han i Hull og førte varer for sig og to andre, hvorav den ene var en gotlænding. Lasten bestod av furutømmer, falker, rødverk, gjeteskind og vadmel. I 1306 og 1307 var han atter i Lynn, første gang med skibet «Welfare», anden gang i «Houedenbusse» [ix]. I familie med ham var utvilsomt en anden anset Tunsbergborger, nemlig Amund bratte, som drev handel paa Østersjøen, og begge skrev sig vistnok fra gaarden Brattrinn i Tunsberg og hadde derfra sit tilnavn. I 1298 var Amund i Rostock og utbetalte her til de tyske stæder en del av de penger, den norske konge skyldte dem og satte sine egne varer i pant for resten av beløpet.(Lüb. Urkb. I nr 103) 

En anden kjøbmand, som sandsynligvis hørte hjemme i Tunsberg var Askellus de Norwagia, hvis skib «Rothen» synes direkte at være opkaldt efter gaarden Rauden i denne by . 1 septbr. 1303 kom han til Lynn med en ladning tømmer og hadde med sig paa tilbakereisen derfra salt og forskjellige slags tøier for en gotlænding ved navn Simon. Til Lynn kom videre i 1303 en Ketil fra Tunsberg paa skibet ”Crucebergh”, med en ladning tømmer og bord. Tilbake hadde han salt, bly og tøivarer. Muligens stod Ketil i den rike gotlænding Sigleiv susses tjeneste. Denne hadde i 1315 ialfald et skib ved navn ”Crouzemberg” (Bugges anm. til D.N. XIX nr 422). Mulig hører hit Herman Skult, som i 1303 kom til Boston med sild. Han maatte da være eier av gaarden Skulten som første gang nævnes 1304 (D.N. XIX s. 476; skibets last peker mot Tunsberg, dog nævnes i 1260 en Herman Skult som vintersitter i Bergen (D.N. I nr 122). 

I august 1304 kom en Omund de Tonnesberg til Lynn paa skibet Imbos, som var lastet med tørfisk og tran., der vel var hentet i Bergen [x]. I 1305 drog til Lynn foruten Gunne brat ogsaa tre andre fra Tunsberg. Den ene av dem, Arnfin (Anfinus de Tonnesbergh), førte sammen med sine fæller paa skibet Draxemorch en ladning sild og smør; skibets navn viser at han stod i forbindelse med Dragsmark kloster i Baahuslen, som vel da eiet fartøiet. I Hull var han i november 1307. At klostre og geistlighet drev handel, var paa den tid meget almindelig og en direkte følge av at størstedelen av deres indkomster bestod i naturalier, som jo maatte omsættes. At ogsaa Tunsbergs geistlige drev handel, siger sig selv, og en bekræftelse har man i et av de andre skibes navn «Pristesbusee» -  d. e. prestebussen, som førtes av en Nikolaus de Tonnesberge. Ladningen var tørfisk og sild. Tørfisk hadde ogsaa den fjerde Tunsbergske Englandsfarer i dette aar med sig, nemlig Olavus swote som i sit skib hadde varer for sig og en Albertus de Campen. 

Til Hull kom sommeren 1305 et skib tilhørende en Haakon fra Tunsberg, som hovedsagelig medbragte lægter, bord og spirer samt skind. Tilbake hadde han forskjellige slags kostbare tøier. I mars 1307 kom Sivard de Tonesberg dit med en stor ladning sild, tørfisk og ekornskind. Næste aar i mai (efter en ny reise?) drog han derfra med en ladning bestaaende av salt og forskjellige slags tøier. 

Ogsaa med Ravensworth stod Tunsberg i forbindelse; dit kom saaledes i juli 1307 paa Trund Grots skib Godekynus de Tonnesbergh med lægter og forskjellige skindvarer. 

Nævnes kan endelig Christian de Suffen, som kom til Lynn i 1306 paa skibet «Fretheberge» med sild. Tilbake hadde han salt for sig og gottændingen Selefe (Sigleiv susse). Rimeligvis eiet Christian gaarden Sappen i Tunsberg og hans skib hadde navn efter Frodeaas eller Frodeberg tæt ved byen. 

I de engelske toldruller og likesaa i et par breve fra denne tid omtales en norsk kjøbmand ved navn Olav lvarsson. Han hørte øiensynlig hjemme i Tunsberg [xi]. 1 aaret 1300 foretok han en handelsreise til England: mellem Ravensworth og Holcham blev hans skib imidlertid overfaldt og varer fratat ham til en værdi av 20 £. Derpaa seilet han videre til Holcham, men paa selve havnen var han paany utsat for overfald, og man røvet gods fra ham til en værdi av ikke mindre end 104 £. Han klaget saa til den engelske konge, som lot saken undersøke (D.N. XIX nr 415). En ny retssak kom imidlertid snart op. Med Adam Silke i byen Holcham (i Norfolk) hadde han sluttet kontrakt angaaende en tømmerleveranse og avleveret ogsaa ganske rigtig tømmeret i Holcham til en værdi av 147 £ og 8 solidi. Men Adam utbetalte bare 40 £ av summen og tilbakeholdt resten til ikke lite avbræk og tap for Olav. Da han paa ingen maate kunde faa sit tilgodehavende, saa han sig nødt til at søke hjælp hos den norske konge. Denne sendte saa en skrivelse med ham til den engelske, og kong Edward (1) lot foreta den fornødne retsundersøkelse(D.N. XIX nr 419 og 420

Sidste gang vi hører om Olav er i 1306, da han kom til Ravensworth med sit skib lastet med en del forædlede trævarer. Muligens hadde han underveis havarert, ialfald solgte han nu sit skib med hele dets indredning. De forskjellige dele blev da tilsammen taksert til en sum av 253 $ (D.N. XIX nr. 453 s.548). 

Siden hører man paa længe intet til handelen mellem de engelske byer og Tunsberg. Ved den misstemning, som netop paa denne tid var opkommet mellem englænderne og den norske konge, fik nemlig Englandshandelen et alvorlig knæk og derav forstod tidens første handelsmagt, hanseforbundet, fuldt ut at benytte sig. Dette, som i slutten av det forrige aarhundrede hadde vundet sin første virkelige seier i Norge, vandt nu i løpet av det 14de et altid sikrere fotfæste. Farten paa England fra norsk side ophørte dog ikke ganske, men holdtes endnu en tid nogenlunde vedlike særlig da fra østlandets byer. Her fik nemlig tyskerne først meget senere magten, idet tømmerhandelen, som blev østlandets hovednæringsvei, i motsætning til tørfiskbedriften for en stor del holdt sig paa indenlandske hænder. Endnu i 1383 kom to skibe fra Tunsberg til Hull med tømmer og planker, og paa begge var Tunsberg­kjøbmænd med. Med det ene av dem, la Christofre de Tonnesbergh, fulgte saaledes kjøbmanden Strange Clausson, der fra hjemlige kilder kjendes som gaardeier i Tunsberg. Sandsynligvis var han meget paa reiser, og ved kjøpet av Jonsgaarden forpligtet han sig blandt andet til at foreta en pilegrimsfærd til Vor Frue i Takn (Aachen); denne kom dog ikke istand, da han syntes at være død forinden . 9 aar senere (1392) seilet endelig det sidste kjendte skib fra Tunsberg til Hull. Det var Marieknight de Tonesbergh ført av Olufus Henrison (A. Bugge: Studier s. 215-216). Stort længer varte vel hellerikke farten, som med hanseaternes stigende indflydelse mere og mere gik over paa andre, fremmede hænder. 

Forbindelsen mellem Norge og landene i syd var meget gammel. I vikingetiden tok nordmændene til at fare vest til Englands og Irlands kyster, mens færselsveiene tidligere mest gik ret mot syd. Og denne forbindelse blev aldrig avbrutt: Fra Viken gik den over Danmark til Tyskland. Farten mellem Danmark og Viken var i vor histories første tid særdeles livlig; derpaa tyder baade sagnagtige og historiske fortællinger . Efter Adam av Bremens skildring av pilegrimmers besøk hos St. Olav i Nidaros la disse fra Aalborg av veien over Viken. Og i borgerkrigenes tid var jo Danmark de forskjellige tronprætendenters bedste støtte ; dit søkte de, naar de vilde danne et parti, og dit kom de, naar nederlag og uheld fulgte dem hjemme. Ved Erling skakkes ufred med danekongen omtales Danmarkshandelen direkte. Kong Valdemar forbød da som nævnt Vikverjerne at fare i kjøpfærd til Danmark og paa den anden side sine egne undersaatter at føre kom eller anden vare som kunde trænges, til Norge. Men kjøpstevnet med Danmark kunde vikverjerne ikke undvære, hvorfor de bad Erling om at slutte fred . Farten mellem Danmark og Viken fortsattes ogsaa gjennem middelalderen, men desværre meddeler kilderne intet nærmere om denne.



[i] Til Viken var ogsaa islændingen Aasmund, far til Grette, knyttet. Om han siges det at han seilte til forkjellige land og var en meget stor kjøbmand. 
[ii] I Viken fik han sin første hustru, Ranveig, og bodde der selv en tid. Efter hendes død drog han imidlertid atter ut paa kjøpfærd, mens sønnen Torstein drømund blev igjen hos sin mors frænder. Senere finder vi ham som gaard­eier i Tunsberg (Grettes saga s. 21 og 37).
Handelen paa Island fik for Tunsberg dog aldrig nogen virkelig betydning. Her laa Nidaros og Bergen nærmere til. 
[iii] Over denne behandling, hvorved fredelige kjøbmænd blev sat fast paa grund av en udaad øvet av illgjerningsmænd og sjørøvere klaget skibenes eiere til Edward II, som derpaa gjorde kong Haakon forestillinger i saken (Rymers Foedera 1818 Il s. 209. A. Bugge: Handelen mellem England og Norge s. 73 og 76 (i N. hist. tidsskr. 2 R.B. V).
[iv] R.c. s. 135 (1306); om tolden se nedenfor og likesaa D.N. I nr 266, kfr. V nr. 33 (1296). L. J. Vogt, anf. sted s. 84 f. Trælastutførslen var da oprindelig fri; senere hen blev det regel at den foruten fra kjøbstæderne kun maatte finde sted fra havner, som laa mere end tre mil borte fra disse. I 1623 sees Tunsbergs eneret til trælasthandel ikke at ha strakt sig utover selve lenets grænser. (Aschehoug: De norske komm. retsforf. s. 29; N. Rigsregistr. V s.338 flg.).
[v] A. Bugge: ”Gotlændingernes handel paa England og Norge omkring 1300” s. 167 og 173 (N. hist. tidsskrift 3 R. B. V).
[vi] Mulig peker gaardnavnet «Gotlaugehus» i den retning. Dette nævnes dog først 1465 (D. N. III nr. 869) paa en tid, da gotlendingerne forlængst var ophørt med at drive selvstændig handel; desuten er det vel identisk med navnet ”Gudlaugs litisom” som nevnes i en kontrakt av 1625 efter et gammelt pergamentsbrev fra 1474 (D.N. XVIII nr. 96). Paa den anden side kan det bemerkes, at gotlændingerne i Bergen hadde handelsfaktori og vareoplag, (kfr. Bugge: Gotlendingernes handel s. 170 L). Nicolaysen: Norske fornlevninger s. 188. A. Bugge: Gotl. handel s. 174.
[vii] «Aarsberetning» 1871 s. 24 f. Samme Hermund gjorde 1361 sit testamente og skjenket herved en del gods til Peterskirken i Tunsberg (D.N. XI nr. 50). Hans søn Berg Hermundsson var lagmand sammesteds. 
[viii] Disse toldruller er først trykt i prof. A. Bugges «Studier» s. 200-218 og siden for Norges vedkommende fuldstændig i Dipl. norv. XlX. De numre, som kommer i betragtning er 422, 423, 436, 442, 447, 453, 454, 457, 458 og 461. Til disse henvises under étt.
[ix] De skibe Gunne farer med, bærer alle forskjellig navn. Selv har han da neppe eiet noget fartøi, men været kjøbmand og skipper. Senere synes den samme Gunne at ha slaat sig ned i Oslo; ialfald nævnes der her i 1315 og 1322 en mand ved navn Gunni bratter.
[x] Denne Omund hørte neppe hjemme i Tunsberg, men er vel den samme som den fra toldrullerne ellers vel kjendte Omund Slumhe fra Nidaros. Er dette saa, har han staat i handelsforbindelse med Tunsberg (se Bugge: Studier s. 142)
[xi] Paa forskjellige steder kaldes han: Olavus Ivari de Tonesbergh, 0. I. Mercator de Norwagia og O.I. Snekkestadum de Norwagia clericus (Snekkestad ligger i Vaale herred i Jarlsberg og Larvik amt. At skille disse tre Olaver, som nævnes 1300 1302 og 1306 er neppe mulig.)

Gå til: | Toppen  | Forside | Innholdsfortegnelse |