Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 2000:
HELGE GJESSING: TUNSBERGS HISTORIE I MIDDELALDEREN TIL 1536

B. INDRE FORHOLD.

IV. KOMMUNALFORFATNING.

I det foregaaende er git en skildring av de ydre historiske begivenheter som inden en viss periode knytter sig til Tunsbergs navn. Om dem kan en imidlertid si at de i like høi grad er av landshistorisk som særlig byhistorisk interesse og at de ifølge sin art ingen oplysning gir om selve det liv som levdes i Tunsberg i den omskrevne tid. De tildragelser som gir byen plads i Norgeshistorien, danner kun den ytre ramme, merkestenene i dens egen historie, men selve indholdet skapes av bylivet, slik som dette artet og utviklet sig ifølge de interesser og kaar hvorunder borgerne levet. 

En av grundforutsætningerne for en bys trivsel og selvhævdelse er ordnede forhold. Skal en bys beboere kunne drive sin næring, skal handel og samfærelsen kunne fremmes, tiltrænges visse regler, som en har at rette sig efter og som er forpligtende for alle der kræves love. Vil en da søke at danne sig et korrekt billede av Tunsberg i middelalderen, er det derfor nødvendig at kaste et blik paa utviklingen av de retslige forhold. 

Som tidligere antydet var Tunsberg oprindelig en markedsplads som saa mange andre rundt om i norden. Paa slike steder var det naturlig, at der snart dannet sig visse vedtægter for handelssamkvemmet, som dels angik de av selve handelen opstaaede retsforhold, dels andre som dermed stod i forbindelse, som rettergangsregler, politiforskrifter og lignende. Men reglene var til at begynde med ikke bundet til noget enkelt sted, - de ansaaes gjældende overalt, hvor handel og sjøfart bragte folk sammen, «paa alle fiskenes, i sildevær og paa kjøbferd». Først efterhvert fæstet de sig saa til de faste markedspladse, til kjøbstæderne og kom her under navnet «bjarkeyjarréttr» til at danne grundlaget for en bylov i motsætning til loven i det omliggende landskap.[i]

Allerede i begyndelsen av 12te aarhundrede maa der ha været en væsensforskjel mellem bylov og landskapslov [ii]. Hvori denne bestod, kan nu bare sees for Nidaros' vedkommende, hvis bjarkøret er den eneste bevarede. Men det fremgaar av den at den ellers herskende standsinddeling paa markedspladsen snart ingen retskraft fik. Alle fri mænd kom her til at staa paa samme fot i retslig henseende: «saa er stadfæstet,» heter det, «at alle mænd har den samme ret i kaupangen, nemlig hauldsret, dvs. 3 mark -den samme ret for lendermanden som for løisingen, som har gjort sit frelsesøl [iii]. Med denne bestemmelse var det gjort et vigtig skille mellem by? og landsret, og en kan nu for alvor tale om bymænd (bøjarmenn) i motsætning til herredsmænd (heradsmenn). 

De retslige forhold ordnedes fra gammelt paa tinge. Det første ting som der i Tunsberg er tale om, er Haugating, saa kaldet fordi det blev holdt paa Haugar (Møllebakken) i utkanten av byen. Dette ting er tidligere omtalt som hyldningsting for kongerne, saaledes særlig under borgerkrigene. Egentlig var det dog vistnok fylkesting og som saadant blev det bevaret temmelig langt ned i tiden [iv]. Ut fra dette skilte sig imidlertid ved markedspladsen Tunsbergs opkomst et andet ting som blev særegent for denne og særlig hadde dens interesser for øie. Det var bymøtet. 

Byens anliggender blev ivaretat av bymøtet og gjaltdkeren. Deltagere i det første "mot" var alle «husfaste» mænd. Der fattet de da bestemmelser angaaende fred og ro i byen, angaaende vagthold, handel og næringsliv, og her avgjordes alle saker som vedrørte kongens og bymændenes ret. Blev en mand dræpt, skulde det kaldes til bymøte og dom fældes efter loven av de husfaste mænd [v]. Forøvrig kunde enhver mand, som hadde lidt personlig overlast, la dette kalde sammen (krefja horns), likesom det ogsaa skulde samles om der opstod brand eller fiendehær nærmet sig [vi]. Regelmæssig tilbakevendende møter holdtes bare to ganger om aaret; det var Thomasmessedag (21. decbr.), da julefreden, som skulde vare tre uker, sattes (Bjr. 135), og mandagen tre uker før paaske, da det saakaldte vaabenting (vapnating) holdtes, hvor hver mand skulde vise frem sine vaaben - skjold, spyd og bredøks (Bjr. 137). At gaa til mot var de husfaste mænds ret og pligt og det var bøter for den som uteblev, uten gyldig grund. Pligtige var borgerne likeledes til at hjælpe til med at trække skibe paa land og sætte dem i sjøen igjen (skipdrattr), og fra dette som fra at være med ved istandsætning av kirkerne kunde bare tvingende grunde frita dem (Bjr. 134, kfr. 171). Videre paalaa det de næringsdrivende at betale en aarlig byskat, dog saaledes at de som hadde «esse» (verksted) sammen, skattet sammen (Bjr. 136). Denne skat tillikemed de indkomne bøter, som bymændene delte med kongen, utgjorde byens indtægter og anvendtes til de utgifter som vedrørte byen som helhet. 

I det hele sees magten til at avgjøre og stelle med byens egne anliggender i mange retninger at ha ligget hos bymændene selv. Det var dem som paa bymøtet fastslog hvad der skulde være gjældende lov og paasaa at denne ogsaa blev overholdt. Men et ord at si hadde ogsaa kongen, og hans embedsmand paa stedet - gjaldkeren og senere ogsaa sysselmanden - grep paa flere punkter avgjørende ind. Som navnet viser[vii], var det gjaldkerens væsentlige beskjæftigelse at indkræve de skatter og bøter, som tilkom kongen, og ellers som dennes tjenestemand at vareta hans tarv. Men efterhvert som bylivet utviklet sig og antok fastere former, ændredes ogsaa gjaldkerens stilling. Som militær befalingsmand avløstes han fra anden halvdel av det 12te aarhundrede av sysselmanden og fra udelukkende at være kongelig ernbedsmand gik han mere og mere over til ogsaa at være byens og blev utstyret med den øverste politi? og administratoriske myndighet. Gjaldkerens stilling var da baade omfattende og betydningsfuld, og de som indehadde den var tildels fornemme mænd; i Tunsberg nævnes saaledes paa Sigurd Jorsalfarers tid en Solmund, søn av Sigurd neis. Om ham, hvis frænde var den senere Orknøjarl Kale Kollsson, fortælles det at han var gjaldkere i Tunsberg og hadde eiendomme paa Østagder; han var høvding og hadde stort følge omkring sig .[viii]
 

Hvordan styret i byerne forøvrig har været ordnet i den tidligste tid kan en nu ikke dømme om[ix]. Først med Magnus lagabøters lovgivning og de senere retterbøter sættes vi istand til at utvide vaart kjendskap til byernes styre og derved ogsaa til at danne os et billede av forholdene specielt i Tunsberg i denne bys blomstringstid. Allerede i juni 1274 hadde kong Magnus indført den fælles landslov, og halvandet aar efter kom saa byloven, vistnok egentlig utarbeidet og gjort gjældende for Bergen som rikets vigtigste by. Først bakefter, men endnu i det 13de aarhundrede blev derpaa dens gyldighet utstrakt til de øvrige kjøbstæder [x].

Denne bylov i forbindelse med de senere retterbøter viser paa flere punkter en iøinefaldende utvikling og ændring av den tidligere gjældende bjarkøret. Ved siden av bymøtet, gjaldkeren og sysselmanden, hvis virkekredse dels er utvidet, dels forskjøvet, optræder nu tillike to nye, hittil ukjendte institutioner - nemlig bylagtinget med lagmanden - og raadet. 

Hvad gjaldkeren angaar, sees hans virksomhet i det væsentlige at ha været den samme som tidligere, bare at han i endnu høiere grad træder frem som byembedsmand og som saadan forestaar byens styrelse til alle sider. Hans overordnede var sysselmanden, hvis stilling i byen, bortset fra den militære side, dog væsentlig var av kontrollerende art.[xi] Som kongens første repræsentant deltok sysselmanden saaledes i avgjørelsen av alle vigtigere spørsmaal [xii] og indehadde den øverste politimyndighet [xiii]. Sammen med ham opnevnte gjaldkeren nævndermænd til lagtinget (Bl I 1), paa hvilket de begge var pligtige at møte [xiv]. I forening sammenkaldte de ogsaa det bymøte som skulde holdes efter lagtingets slut, og hvor dettes forhandlinger og avgjørelser blev kundgjort (I 5). Ventedes fiendehær, var det enten gjaldkeren eller sysselmanden som lot blæse til mot og paala vagthold (III 4), og paa det aarlige vaabenting forestod de sammen med de haandgangne mænd og raadmændene undersøkelsen av mændenes vaaben (III 13). I det hele var det imidlertid gjaldkeren som repræsenterte kongen overfor byen, og paa de fleste omraader av det kommunale liv var han virksom. Gjaldkeren bestemte naar det skulde blæses til mot og ledet dettes forhandlinger. Til ham maatte en vende sig angaaende skipdraat, hvad. enten det gjaldt byens eget ledingsskib (III 15) eller almindelige handelsskibe. Han sørget for orden paa havnen og ved bryggerne (VI 15), ordnet med vagtholdet i gaterne og paasaa at disse holdtes ryddige. Gjorde prester eller haandgangne mænd ikke skjel for sine huse som andre bymænd, kunde han forbyde andre at leie hus av dem, til de gav efter (VI 13). Sammen med sysselmand, lagmand og raadmænd hadde han opsigt med gaters og bryggers regulering og passet paa at stræte, almenninger, veiter og brygger hadde den lovbefalte bredde og var jevnt høie (VI 4 og 13). Med lagmand og raadmænd førte han tilsyn med husbygning (VI 4) og til forebyggelse av ildebrand likeledes med nybyggede ovne og ildhuse, (VI9). Han og raadmændene anviste ogsaa plads for badstuer, bakerovner og jernsmedenes boder (VI 10). Videre hadde han sammen med sysselmanden tilsyn med handelen [xv], sørget for rigtig maal og vægt (VII 28) og vaaket over at ingen for i kjøfærd uten den fornødne driftskapital (VII 22). 

Som gjaldkeren paa mange maater var knyttet til retspleien, var han ogsaa den som i videste utstrækning sørget for rettssikkerheten. Han var byens offentlige anklager og hadde at påtale forbrytelser, naar dette ikke skredde av den forurettede selv.[xvi] « Men dette hører til byfogdens embete,» heter det i en retterbot fra 1306, «stadig at gaa omkring i vor by og høre og undersøke om noget lovbrudd begåes inden byen og dens taksmerker.» Voldsmænd, tyve og andre misdædere skulde han la sætte i ransakshuset, indtil de kunde dømmes og derefter paase at de blev straffet. [xvii] Endelig paalaa ogsaa ham oppebørslen av den faldende sakøre samt av byskatten. 

Denne side av gjaldkerens virksomhet var imidlertid ikke helt ufarlig, og i motsætning til den almindelige regel var det derfor tillatt for ham og hans svende likesom for sysselmanden at bære vaaben.[xviii]

Det var en ansvarsfuld embedsgjerning gjaldkeren hadde, fuldt ansvarlig som han dertil var for sine handlinger. Kravene til ham var da hellerikke smaa, og som betingelse for hans ansættelse var sat at han eiet jord eller gaard i byen, var vederhæftig og kunde stille en passende garanti i forhold til det ansvar han kunde komme i [xix]. Som embedsløn var forbeholdt ham andel i bøter for forsømmelse av ledingspligt samt hvad der indkom ved skipdraat og byskat.[xx] Likeledes hadde han til at begynde med ogsaa en tredjedel av sakøren, men denne gik senere over til syssemanden, saa han fik to tredjedele og byen en [xxi]

Som oprindelig kongens embedsmand utnævntes gjaldkeren av kongen. Men senere gik denne ret over til byens raad i forbindelse med lagmanden eller syssemanden. Ogsaa siden hadde dog kongen indflydelse paa valget og gjaldkeren svor ham saavel som byen troskapsed[xxii]

Som ovenfor skildret var gjaldkerens stilling gjennem den største del av middelalderen - ialfald til ind i det 15de aarh.; men paa den tid foregaar en væsentlig forandring, idet de hverv han tidligere hadde utøvet sammen med raadet nu for hans part gik over til dettes nye formænd borgermestrene, mens han selv sank ned til al bli lensherrens fuldtmægtig. Den gamle titel gjaldkere gik fra Kalmarunionens tid ogsaa altid mere av bruk, og i det 15de aarhundrede kaldes han regelmæssig byfoged [xxiii]

Likesom gjaldkeren utøvet ogsaa bymøtet væsentlig samme funktion som tidligere. Regelmæssig tilbakevendende møter holdtestre gange om aaret - første gang inden en uke efter lagtingets slut (1 5), dernæst mandag efter midfaste til vaabenting (III 13), og endelig tredje gang Tomasmessedag (21. dcebr.), da nævndermændene til næste aars lagting opnævntes, og julefreden sattes (I 1, VI 1, 2). Ønsket nogen mot avholdt utenfor disse tider, maatte han henvende sig til gjaldkeren (krefja gjaldkyra horns), som saa utsendte bytjeneren, der ved at blæse i et horn kaldte motmændene sammen [1][xxiv]. De til fremmøte pligtige var som før de «husfaste» mænd, eller som det siges, de som eiet eller leiet en hel, halv eller fjerdedels gaard hel- eller halvaarsvis (VII 16). Desuten skulde ogsaa syssemanden, gjaldkeren, lagmanden og raadmændene være tilstede. Med hensyn til bymøtets virksomhet gik denne som før ut paa avgjørelse av særlig kommunale anliggender, paa vedtagelse av love og vedtægter for byens handel og lignende. Men ogsaa tyveri og saker angaaende den personlige sikkerhet kom her til behandling (VI 2). Utlægssaker saavel som andre retssaker, store eller smaa, som kongen og bymændene delte bøterne ved, skulde alle behandles paa mot, hvis de ikke blev avgjort paa forhaand ved lagmandens orskurd. Blev en heller ikke enige paa mot, gik saken videre til lagtinget og derfra til kongen, men saa ikke længer (VII 15). 

Lagtinget er i byerne en ny institution som først kjendes fra byloven. Tidligere hadde kjøbstæderne hørt ind under de store landslagting, hvortil de sandsynligvis opnævnte sine nævndermænd, der i saker som angik selve byerne, hadde den overveiende indflydelse (Brandt: Norsk retshistorie II s. 178 f). Men denne ordning maatte falde tung og upraktisk, jo mere byerne vokste og skilte sig ut fra landdistrikterne i retslig henseende. Og da det allerede fandtes særlige bylagmænd, var 

indførelsen ogsaa av egne bylagting derfor et naturlig fremskridt. 
Efter byloven var ordningen av dette følgende: Paa bymøtet før jul opnævnte gjaldkeren og sysselmanden som før nævnt tingets medlemmer - 12 mand fra hver av byens fjerdinger. Dertil kom som selvskrevne byens tolv raadmænd - ialt altsaa 60 mand (I 2). Tingets formand var lagmanden, som paa aapningsdagen, søndag efter Brettivamesse (11. jan ), lot gjøre vébond i St. Olavs gildeskaale paa rette tingsted og saa rummelig, at lagretten kunde faa plads indenfor (I 1 og 3). Denne bestod foruten av raadmændene av tre mænd fra hver av byens fjerdinger og dannet det retskyndige utvalg som under lagmandens forsæle drøftet og avfattet domsavsigelserne, inden de forelagdes det samlede ting til formel vedtagelse.[xxv] Medlemmerne av lagretten skulde avgjøre hvad loven sa om den sak som skulde paadømmes, og alt som ikke omtaltes i lovbøken, skulde i hver sak være slik som lagrettemændene blev enige om. 

Endvidere var der regler for hvordan en skulde forholde sig paa tinget. En skulde møte frem fastende og ikke nyte hverken øl eller mat under forhandlingerne, som varte til det ringet til non (kl. 3). Alle som hørte ind under tinget, enten som nævndermænd eller fordi de hadde sak at føre, var ukrænkelige, og streng straf rammet dem, som brøt tingfreden; at bære vaaben var derfor ogsaa forbudt [xxvi]

Efterat nu lagrettens kjendelser var godkjendt av det samlede lagting, blev dette opløst og dets avgjørelser kundgjort paa det følgende bymøte. Særlig var det domssaker lagtinget behandlet, men ved siden derav var det en foreløbig instans for de vedtegter som siden blev vedtat paa bymøtet.[xxvii]

Som før nevnt var lagmanden tingets leder. Denne embedsstilling fandtes i byerne allerede før bylagtingene blev oprettet i Tunsberg og Oslo saaledes allerede i 1266[xxviii] - og fik efterhvert øket betydning. Lagmandens virksomhet bestod da som ogsaa senere i at dømme i retstvister mand og mand imellem. Sin kjendelse eller «orskurd», som den kaldtes, avgav han efter forutgaaende stevning og procecture til bestemt tid og sted og gjerne i forening med flere meddomsmænd som medlemmer av raadet eller andre gode mænd (almannlig stefna). Disse lagmandsorskurder, som hadde bindende kraft og kun kunde rygges av kongen (B1. VII 6), blev i 14de og 15de aarhundrede meget hyppige, idet de erstattet lagtingets avgjørelser, naar dette ikke var samlet. De mange retsmøter var imidlertid baade ubekvemme og tidsspildende, og da lagmanden ogsaa hadde andre pligter at vareta, gik utviklingen i den retning at der indførtes flere faste lagtingssessioner i Tunsberg saaledes tre[xxix]. Faste tingdage badde dertil sin store betydning for det omliggende distrikt som hadde ting og lagmand tilfælles med byen. Lagmandens embedsdistrikt var nemlig ikke begrenset til Tunsberg alene, men strakte sig ialfald fra 1300 av vel utover hele Vestfold og omfattet desuten ofte ogsaa Borgarsyssel [xxx]

Foruten sin dømmergjerning indehadde lagmanden flere kommunale hverv. Sammen med en haandgangen mand og en husbonde forvaltet han det gods som blev indkrævet av kongen til utbedring eller fornyelse av ledingskib, nøst og redskap (III l). Likeledes var nortmalmaal og normalvegt, hvorefter al maal og vegt i byen skulde rettes, i hans forvaring (VII 28). Sammen med byraadet, hvis formand han var, deltok han desuten i en række forskjellige, sysler, som en efter hans stilling som dommer ikke skulde vente at finde ham i. 

Fra Magnus lagabøters tid hadde raadet en væsentlig del i styrelsen av byens anliggender, og som tiden gik blev det alt mere fremtrædende ”Det kalder vi raad,” siges det i byloven, «naar lagmanden og raadmændene sitter over folks saker og dømmer» (VI 6) [xxxi] Som tidligere omtalt var raadmændene - deres antal var tolv -[xxxii], - selvskrevne til lagtinget og hadde sæte i lagretten. Men ogsaa ved bymøtet var de tilstede og dannet her sandsynligvis det forhandlende utvalg, saaledes at domsmænd i rettergangssaker blev tat blandt dem.[xxxiii]

Raadets virksomhet indskrænket sig imidlertid ikke til ting- og dommergjerninger; ogsaa i byens styrelse grep det ind paa forskjellige hold. Sammen med lagmanden satte raadet takster paa vin, hvorav det hadde en viss avgift, og gav bevilgning til vinutskjænkning [xxxiv]. For lagmanden og raadet maatte videre enhver som vilde løse borgerskap, hvad enten han var haandverker eller smaahandler, sverge byen sin troskapsed og la sig indskrive i bymændenes bok [xxxv]. Likesaa hadde nogen av raadmamdene byens kasse i forvaring, og de passet paa ledingsskibets seil og redskap, som ikke maatte, uttages uten kongens eller deres tilladelse (Bl III,15). En række forretninger hadde de endelig som. ovenfor omtalt tilfælles med gjaldkeren, med hvem de deltok i styrelsen av alle byens vigtigere anliggender, og som de kontrollerte i utøvelsen av hans embedsgjerning. Paa lørdagsstevnet møtte han saaledes for lagmand og raad sammen med sysselmanden og avla regnskap for den faldne sakøre, hvorav byen skulde ha en tredjedel .[xxxvi]
 

De mange pligter som paalaa raadmændene, gjorde imidlertid dette verv, saa ærefuldt det end kunde være, til at begynde med mindre eftertragtelsesværdig. I 1295 maatte derfor kong Erik, samtidig som han irettesatte dem for deres efterladenhet, gi dem visse forrettigheter for at de villigere skulde ofre sig for sit arbeide. Raadmændene skulde anvende større agtpaagivenhet overfor folks saker, efter sin ed[xxxvii]styrke lov og byret av al kraft og ikke for nogen saks skyld forurette nogen inot loven. Hadde de ikke forfald, skulde de straks komme til stevne, naar gjaldkeren eller lagmanden lot dem kalde og hjælpe og følge de kongelige ombudsmænd til alle retshaandhævelser. Hellerikke skulde de, mens de var raadmænd, kunne forlate byen uten gjaldkerens tilladelse. Paa den anden side blev, de fri for enhver anden opnævnelse og slap likesaa at gjøre leding. Med hensyn til deres valg blev det fastsat at om nogen faldt fra eller paa nogen maate viste sig uskikket, skulde gjaldkeren (senere sysselmanden) og lagmanden med gode mænds raad velge en ny[xxxviii]

Byens selvstyre var gjennem raadet organisert. Dette vandt sig ogsaa efterhaanden en sterk stilling, om det vel aldrig kom til helt at frigjøre sig for de kongelige embedsmænds myndighet[xxxix]

I borgernes kamp mot de tyske, særlig rostockske kjøbmænd, som i det 14de aarhundrede satte sig fast i Tunsberg og truet med at lægge byens handel øde, fik det imidlertid leilighet til at ta ivrig del, og sikkert turde det vel være, at naar motstanden fra de indfødtes side først meget sent blev virkelig brutt, saa skyldtes dette i ikke liten mon netop byraadet. Allerede gjennern byloven var byens ret til selv at sætte sig vedtægter fastslaat. «Alle de saker,» heter det her, «som vi vedtar med haandsoprækning paa mot tis os immeom om kjøb og salg eller andet lignende, som er til gavn for vor by - de skal alle holdes os imellem, naar lovboken ikke siger imot» (BI. VI 2) Denne vedtægtsret gik imidlertid senere fra bymøtet over til lagmanden, raadet og gjaldkeren, og disse hadde da kun at bekjendtgjøre sine forordninger paa bymøtet.[xl] Dog hændte det ikke sjelden at kongemagten, som under Haakon V næsten var blit enevældig, grep ind og dels sammen med borgerne, dels helt paa egen haand fattet beslutninger angaaende byforholdene. Dette var især tilfældet i de mindre byer som Tunsberg og Oslo, mens selvstyret i Bergen var mere utviklet. Som forholdene under det fremmede handelsvælde kom til at arte sig, var det ogsaa naturlig at bystyret søkte rygstød i kongemagtens representanter paa stedet - sysselmanden og fehirden. Byens egen ydeevne blev dertil altid ringere eftersom folketallet tok av, og omsætning og velstand sank. 

Det er i det foregaaende omtalt, hvordan gjaldkeren under sin virksomhet paa enkelte punkter blev bistaaet av syssemanden, der, eftersom han selv alt mere gik over i byens tjeneste, ivaretok kongens interesser. Sysselmandens embedsdistrikt omfattet foruten selve byen Tunsberg hele det gamle Vestfold, naar undtages Lier[xli]. Inden dette distrikt indehadde han saa at si fulld kongelig myndighet, repræsenterte den øverste politi- og straffeinstans, indkrævet bøter og skatter, kundgjorde nve love og, sørget for utskriv ing i krigstilfælde. Som distriktets øverste militære befalingsmand var han vistnok ogsaa som regel høvedsmand paa Tunsbergshus. 

Til sysselmanden laa saaledes meget tillagt, men dermed ogsaa i særlig grad faren for misbruk. Som indkræver av skatter og bøter kunde det være fristende at tilegne sig mere end den bestemte andel som tilfaldt ham. Et eksempel paa den slags forgaaelse har vi netop fra Tunsberg i aaret 1312. Som løn for sin virksomhet i byen oppebar sysselmanden to tredjedele av sakøren, mens resten tilfaldt byen. I overensstemmelse med den herskende skik i landssyslerne hadde imidlertid sysselmændene i Tunsberg en tidlang tilegnet sig den hele mindre sakøre, og herover blev det da klaget til kongen under hans ophold i byen det aar. Den 19. juli utstedte da kong Haakon et brev, hvorefter han indsatte hirdmanden Endride peine og Eystein Ragnhildarson i «stadens ombud» (som regnskapsførere) og bestemle at paa stevnet om lørdagen for lagmand og raad skulde de sammen med gjaldkeren og sysselmanden gaa over regnskapet og da sørge for at byen fik sin del av sakøren. 

Likesaa paala han dem at kræve tilbakebetalt av tidligere sysselmænd eller deres arvinger, hvad de uretmæssig maatte ha tilegnet sig. Al faa dette sidste paabud gjennemført viste sig imidlertid snart ugjørlig, og kongen maalte endnu samme aar (i novbr.) paany ta sig av saken [xlii]

Tilbake staar endnu at omtale fehirden, som forestod den kongelige kasse. Tunsbergs fehirdsle oprettedes i sidste halvdel av det 13de aarbundrede og omfattet til at begynde med hele østlandet; omkring 1300 utskilles imidlertid en del herav og lagdes under Oslo fehirdsle, saa det fra da av væsentlig blev befolkningen i Skidusysla, Vestfold og Borgarsysla, som sendte sine utredsler til det faste Tunsbergshus. Dit skulde den opkrævede leding sendes. Paa det ovenfor omtalte høvdingemøte, som Magnus lagabøter holdt i Tunsberg 1273 blev det saaledes bestemt, at vaarledingen skulde være utbudt til midfaste, indsamlet til paaske og bragt til Tunsberg ved Halvardsmesse ( 15. mai). Høstledingen skulde være utbudt ved vinternat (14. oktbr.) indsamlet ved Mortensmesse (11. novbr.) og bragt til byen til jul. Det samme var tilfteldet med landsskylden [xliii]. Hvor store indtægterne av fehirdslen var kan ikke sees, da intet regnskap herover er, bevaret. Den eneste gang man hører om et saadant er i 1343, da Sigurd Gautsson meddeler at han paa Varberg har avlagt regnskap for alle Tunsberg fehirdsles i det foregaaende aar. Hvor meget disse beløp sig til nevnes ikke, men derimot hvor meget der er fradraget som formindskelse (skerdinng) av leding og landsskyld – i det hele 270 gamle mark, 5 ører og 2 ørtug ( ca 2.900 kr.i metalverdi).[xliv]

Gjennem Tunsberg fehirdsle blev oftere ogsaa store summer utbetalt, saaledes bl. a. til hanseaterne.[xlv] Likesaa hører vi at ved Aabyforliket 1307 kong Haakons befuldmægtige e forpliktet sig til at utbetale til de svenske hertuger i subsidier 1000 mark gamle norske penge i Tunsberg ved næste midfaste, for at de skulde angripe danskekongen – en sum som dog neppe blev avgit, da freden sluttedes tidligere.[xlvi]

I den første tid blev fehirdens embede gjerne varetat av en geistlig. Saa var ogsaa tilfældet i Tunsberg, hvor Bjarne Andunsson, som hørte til den kongelige kapelgelstlighet, i 1318 nævnes som fehirdsle. Det blev imidlertid snart regelen at lægge fehirdslen paa Tunsbergshus ind under syssemanden, som da ogsaa blev befalingsmand paa borgen.[xlvii]

Som tidligere nævnt holdtes der bymøte, før jul, hvor den tre uker lange julefred blev sat. De fem første dage samt 8de og 13de dag skulde helt helligholdes; men ellers var det enhver tillatt at arbeide det han vilde. Gatene skulde i julen holdes ryddige, hvor skib eller tømmer da ikke maatte drages eller ved stables op. Og hvad der blev baaret ut pan gaten og blev liggende der, var alt forbrutt til gjaldkeren (VI 1). Heller ikke var det tillatt at være ute om natten eller uten erende gaa i anden mands gaard. Blev nogen. truffet der, enten i gaardledet eller i forstuen, skulde han sættes i raadmandsstuen og der avvente sin dom. Drukne folk som blev truffet av vagten, skulde føres hjem , hvis de hadde rede paa hvor de bodde, men i motsat fald til den nærmeste husbonde og der bli liggende til de kunde finde bjem selv (VI 2). 

Vagtholdet om natten besørgedes av seks retskafne uberygtede personer, som gjaldkeren med husbondernes raad opnævnte. Som betaling fik de for hver en halv ørtug sølv og desuten i juletiden 2 1/2 mark eller hvad de kunde bli forlikt om. Efter byloven hadde vagtmændene en fast rute, som dog nu vanskelig kan mere bestemmes. Samlingsstedet var Lafrantskirken, hvorfra de i to partier (gjennem øvre stræte og langstræte) gik sydover til Olavskirken. Her vendte de om, og de som før gik den øvre vei, gik nu tilbake langs med hovedgaten, mens de andre gik tilbake over bryggerne[xlviii]. Ved hver almenning (tvergate) skulde de rope og ellers fortsætte sin vandring, til det ringet i byens mindre kirker. Blev vagten var, at fiendehær kom til byen, skulde nogen springe til gildesklokken eller Lafrantskirken og der la ringe allarm, men andre til bytjeneren og melde hvor fienden la til. Naar derpaa denne blæste i hornet, skulde alle møte frem væbnede. Hvert aar skulde videre gjaldkeren opnævne to skjellige, gode mænd til taarnvagt i Lafrantskirken. I løn fik de 8 mark sølv, som skulde betales i fire terminer. For at vaake over at vagten overhodet indfandt sig i rette tid (det var naar det ringte til ildslukning) og ikke sov paa sin post, skulde sysselmanden hver kveld sende ut to mænd for at inspicere (VI 3). 

Vilde en mand sælge sin gaard, maatte han først by den til kongen, der hadde forkjøpsret som den egentlige grundeier. Derefter skulde han henvende sig til sin nærmeste nabo; men vilde hellerikke han kjøpe, kunde han sælge til hvem han vilde. Forlot imidlertid nogen sin gaard for længere tid end 12 maaneder, og han i denne tid ikke opfyldte sine pligter som gaardeier, var hans eiendom uten videre forfalden til kongen (VI 5) 

For husbønderne var det tillatt at ta arbeidsfolk i huset, i Tunsberg fem mandlige og tre kvindelige. Men de skulde da ogsaa paase at de ikke gik i andre gaarde og bad om mat. Leieboere kunde derimot ikke ta flere folk i sin tjeneste end det var blit fastsat i leiekontrakten (VI 7). Ved siden av disse faste arbeidere var der ogsaa i byen et større antal sjauere. Disse omtales dog kun i Bergen, hvor deres tal var sat til 200.[xlix]

En av de største ulykker som kunde ramme en middelaldersby med dens trange uregelmæssige gater og klynger av huse bygget av træ, var ildebrand. Gang paa gand berettes det om hvorledes ilden herjet i byerne, hvor man stod saa godt som hjælpeløs overfor dens forfærdelige magt, og det var derfor naturlig, at der gjennem lovgivningen gjordes alt for at hindre gjentagelser. Tidligere er omtalt at gjaldkeren og raadmændene skulde besigtige nybyggede ovner og ildhus og likesaa at sørge for, at badstuer, baker?ovner og jernsmedenes boder blev flyttet utenfor byen. Skulde ild brukes, maatte en ha lygt eller lampe; det var forbudt at bære ild ubeskyttet, sætte kjerter fast i væggen eller lys i træ- eller næverplater. Naar det om aftenen blev ringt til ildslukning, skulde al ild slukkes og ny maatte ikke gjøres op uten høieste nødvendigbet, før der næste morgen var ringt hos «brødrene». Likesaa var det forbudt at tænde op ild paa tomter, gater, brygger eller i gaardsrum: uten for at brede hus eller brænde likstraa (VI 9 og 10). I hver gaard skulde der, hvor en ikke hadde brønd - være et kar med vand, til hvert ildhus en stige og i hver byfjerding to brandhaker. Kom ild op, var enhver pligtig til at møte frem, naar han hørte horn eller klokke og ha med sig kar, øks og andre redskaper brukelige i brandstilftelde, og kvinderne skulde komme til med kar og bøtter (VI 12).

 

Noter


[i] Navnet «bjarkeyjarréttr”, er ment skulde komme av at kongens foged paa en ø ved indløpet til markedspladsen optok de farende i kongens fred, idet han fra en løvhytte av bjerk (?) utførte sine embedsforretninger. Derfra skulde da navnet Bjarkø, som ofte findes nær gamle markedspladse, skrive sig. (sml. Bjerkø utenfor Tønsberg). H. Schück: Birka i Uppsala universitets aarskrift 1910 s. 26 flg.
 
[ii] Se G. Storm: Sigurd Ranesøns proces s. 8.
 
[iii] Bjarkr. 47 og 49 i Norges gl. Love a.
 
[iv] Kfr. En rettebot av Magnus Haakonson (R.b. s. 484 nr. 6) og et brev fra 1336 (D.N. II nr. 217). Som hyldningsting nævnes det senest i 1319 (se ovenfor s. 64 n. 4).
 
[v] Bjarkr. 14
 
[vi] Bjarkr. 25
 
[vii] Gjaldkeri kommer av gjald og kjosa og betyder ”en som inndriver skate” – se A. Bugge: Studier over de norske byers selvstyre og handel s. 9 flg.
 
[viii] Flat II s. 440. Om Solmund fortelles utførligere i Flatøboken. Se saaledes om hans strid med lendermanden Jon Petersson, med hvem han efter Sigurd Jorsalfarers mægling endelig sluttet forlik - sandsynligvis i Tunsberg 1129
Flat. II s. 442 flg. Munch II s. 692 note 1 og foregaaende. I striden mellem Magnus og Harald gille stillet han sig paa den sidstes side . Siden drog han med sin ven Kale (Ragnvald) til Orkøerne og hjalp ham med at underlægge sig disse (Flat. II s. 455), 459). 
 
[ix] Den ovenfor givne fremstilling av de første byforhold støtter sig vesentlig til Nidaros' bjarkøret. Men grundlaget har sikkert været det samme i alle landets byer, om end ellers den nærmere utformning tildels har været avhengig av den paa hvert sted - gjældende landskapslov.  At der har været et virkelig bystyre synes ogsaa et uttryk i Magnus Erlingssons saga (Fagrsk. k. 103) at vise, hvor det siges at «lendermændene og de som stod for kjøbstederne (Dæir er kaupstadum redo) var kong Magnusfuldkomne venner.»
 
[x] Se Maurer: Nordgerm. retskilders historie s. 49. Av byloven findes flere avskrifter, hvis forskjellige hjemsted avgjøres av de lokale bestemmelser, som kjendetegner dem som tilhørende Bergen, Nidaros, Oslo eller Tunsberg. For den sidste bys vedkommende har man hele fire avskrifter, hvorav dog kun to er fuldstændige (Kbh. kgl. bibl. ny samling 1642 qv (codex Tunsbergensis) og Stk. C 15  i ”Norges gl. Love” anmerket som Ta og Tb ? kfr. bind IV s. 425 flg. og s. 653 flg.) mens de to andre er mangelfulde og daarlig bevart (A. M. 65 qv og A. M. 307 fol. ? anmerket i lovene som Xb og Xc  kfr. bind IV s. 482 og 560). Se videre G. Storm i Kr.a. vidensk, selsk. forhandl. 1879 nr. 14 s. 17 flg., som anser det for sikkert, at byloven allerede i det 13de aah. var optat i de byer, hvor den senere gjaldt  Nidaros, Oslo og Tunsberg.
 
[xi] Den første sysselmamd som omtales i Tunsberg er den ovenfor nævnte Simon Skerfla, som blev overfaldt av kuvlungerne og dræpt i 1185. I aar 1200 nævnes en anden sysselmand ved navn Benedikt, som likeledes blev fældet 
 
[xii] Kfr.R.c. s. s. 150.
 
[xiii] Byloven IV 16. 17, (21), VIII 2.
 
[xiv] Byloven I 2 D.N. IV 971 fra 1471
 
[xv] Kfr R. C. S. 199
 
[xvi] Byloven IV 7, 10, 12, 20. Paa et kapitel nær mangler hele dette avsnit (Mandhelgebolken) i de Tunsbergske lovbøker.
 
xvii] R. d. s. 363. Bl. VIII 2 og 3, VI 7. Paa høvdingemøtet i Tunsberg vinteren 1273 blev det bestemt at drapsmænd, som ikke dømtes til døden eller straks blev henrettet skulde sendes til visse faste steder, saaledes skulde se som hørte hjemme i egnen fra Rygjabit til Drammensfjorden samt de fra Telemarken sendes til Tunsberg (Norges gl. Love b. S. 430 – hirdskraa)
 
[xviii] R. C. S. 68 f. (1304): kfr. Taranger: Oslos ældste byprivilegium s. 221 flg (i festskriftet for E. Sars)
 
[xix] Saa ialfald i Bergen 1343. R.C.S. s. 162. Aschehoug: De norske comm. Retsforfatn. S. 104.
[xx] Byloven III 10, IX slutn. III 8 VI 17
[xxi] Saa i Tunsberg, hva en ser av R. C. Nr. 33 og 35 (1312): kfr. Byloven IX slutn. N. 
[xxii] R.d. s. 362: Byfogeden I codex Tunsbergensis: Norges gl. Love d. S. 431 n. 2
[xxiii] Aschehoug: retsforfatning s. 103 flg, 106 f. 1442 omtales for første gang en borgermester i Tunsberg – se for øvrig byfoged og borgermesterfortegnelserne.
[xxiv] I 1391 og 1412 nævnes i Tunsberg en Herman laupare som eier av søndre Petersgaard; han var vistnok bytjener. Se gaardfortegnelsen under Petersgaard. 
[xxv] Hertzberg i N. gl. love c. s. 423, Sml. ogsaa uttrykkene i et par gamle breve fra Tunsberg: a onsdagen j logtinget a. d. md xx septimo tha kom for mik (1agmanden) oc radhet . . . Thy voor thet min dom med radmennene samticht ath ... : og lagmanden Nils Ulvsson gjorde kjendt at ” a. d. medlxx primo kom a stefno fore mik ok logrettet uppa lagtinget i Tunsbergi» (D.N. IV 971).
[xxvi] Se herunder særlig byloven 1 3 og 4.
[xxvii] . Kfr. A. Bugge: Studier s. 41
[xxix] Mandag efter hellig tre kongers dag, mandag efter midfaste og Toketirsdag (15. april). N. gl. love d. s. 785 n 1.  Endnu senere blev det fem. Christian IVs lovbok, Tingfarebolken k. 1.
 
[xxx] Kfr. Haakon Magnusson d.æ. retterbot om stevninger under onnfreden i Borgartingslag (R.c. lir. 31 av 1312); desuten lagmandsfortegnelsen og Brandt N. retshist. II s. 192.
 
[xxxi] En forløper for denne institution har man villet se i de saakaldte ”formenn” som der skulde være spor efter i Bergen (Y. Nielsen, Bergen s. 150). Sikkert nok naar den dog først nu frem til nogen selvstændig betydning.
 
[xxxii] Bl. I 3; kfr. R.c. s. 150 øverst. I Tunsberg nævnes i 1446 14 raadmænd, hvorav 12 samtidig; 1490 – l0, hvorav 9 samtidig; se for øvrig fortegnelsen.
 
[xxxiii] Aschehoug: De n. kommuners retsforfatn. s. 105. Bl. IV 8, VI 7.
 
[xxxiv] R.d. s. 361 (1306 - for Bergen) og R.c. s. 155 (1329).
 
[xxxv] R.d. s. 362 (1306) - kfr. privilegiebrev for Oslo (1346) R.c. s. 166.
 
[xxxvi] Rc.. nr. 33 og 35. 
 
[xxxvii] Konferer raadmandseden i Codex Tunsbergensis N. gl. love d. s. 428 n. 1
 
[xxxviii] Rc. s. 26, 1295 (stadfæstet paany og utvidet 1320. R.c. nr. 64). Denne retterbot som egentlig er utstedt for Bergen, blev i 1318 indskjerpet ogsaa i Tunsberg, hvor det i en retterbot av 3. novbr. (R.c. s. 133 f.) siges: Men med hensyn til raadmændene i Tnusberg, deres frelse, stevner, sittepladse og domme med rettaren (=: gjaldkeren), saa skal holdes og efterfølges hvad vor bror kong Eriks retterbot (d. e. av 1295) derom utviser.» En forordning utstedt for den ene by gjøres altsaa ogsaa gjældende i en anden.
Et eksempel på det samme byder Haakon V Magnussons retterbot av 1316 om kjøbstevne i den byerne; den blev ogsaa først utarbeidet og vedtat for Bergens vedkommende, men derpaa av kongen direkte overført paa Tunsberg og Oslo (R.c., nr 49 a og b). Dette berettiger en imidlertid til ogsaa i andre tilfælde med føie at overføre, hvad en vet om forholdene paa det ene sted til et andel, naar ellers de betingelser for en parallelutvikling er forhaanden. 
 
[xxxix] At raadmandsstillingen gik i arv er det enkelte tegn paa i Tunsberg. Heller ikke kom raadet til at gjøre front mot nogen anden enkelt klasse. Likesaavel som adelige hadde ogsaa haandverkere adgang til det (se og raadmandslisten )
 
[xl] Privilegiebrev for Oslo 1346 R.c, s. 166: kfr. ogsaa R.C. nr. 64. Det er da rimelig at anta, at allerede mens vedtegtsretten henlaa under bymøtet, dannet de nævnte myndigheter et forberedende utvalg ogsaa islike sager.
 
[xli] R.c. nr. 52: syslumadr uar i Tunsbergi oc a Foldenne.
 
[xlii] R.c.nr. 33 og 35. Eindride peine nævnes endnu i 1316 (D.N. II nr. 125) og 1317 ( D.N. IV nr. 121), da ogsaa hans «stue» nevnes. I samme brev omtales ogsaa Eystein Ragnhilddarson som vi alt hører om i 1304 (D.N. II, nr. 72). Han laa begravet ved Mariakirken og paa flans liksten stod: «Her ligger undir dessom steimi Eystein Ragnhildo sun er andad (N. Fornlevninger s. 188). Begge disse var vistnok raadmænd. (Sml. Bergensvedtægten av 1306 – R.d. s. 362, paragraf 8 -og byfogededen for Bergen. N. gl. love d. s. G69 n l).
 
[xliii] Hirdskraa (N. gl. love b. s. 430)
 
[xliv] D.N. II nr 259
 
[xlv] Kfr. Ovenfor s. 60 flg. Sartorius: Urkund. Geschichte der d. Hanse II s. 738. Lüb. Urkb. I nr. 103
 
[xlvi] D.V VII nr. 39
 
[xlvii] Se fortegnelsen over sysselmænd og fehirdsler paa Tunsberghus. 
 
[xlviii] Tunsberghaandskrifterne opgir ruten forskjellig og er her noksaa uklare.
 
[xlix] Y. Nielsen: Bergen s. 157.

Gå til: | Toppen  | Forside | Innholdsfortegnelse