|
Tønsberg: Høgskolen
i Vestfold, 2000: HELGE GJESSING: TUNSBERGS HISTORIE I MIDDELALDEREN TIL 1536 II. Tunsberg under borgerkrigene. Høsten 1129 opholdt kong Sigurd sig paa kongsgården Sæheim ved Tunsberg. Her var det Harald gille første gang traf ham, da han sammen med lendermanden Halkel huk kom øst til Norge. Harald ønsket ved jernbyrd at godtgjøre sin herkomst, og bad kongen om lov dertil. Det blev ogsaa tilstaat, men først maatte han love ikke at gjøre krav paa kongedømmet, saalænge Sigurd selv eller hans søn Magnus levet. Derpaa gik skirslen for sig og Harald gik over ni glødende plogjern i den gamle fylkeskirke. (1) En tid senere drog Sigurd ind til Oslo, og her døde han kort efter. Der gik da straks bud til sønnen Magnus, som sammen med Harald var blit igjen i Tunsberg, men nu hurtig ilet ind til Oslo, hvor han lot sig ta til konge over det hele land og tok vare paa de kongelige skatte. Harald sat imidlertid heller ikke ledig. Efter samraad med sine bedste mænd Orknøjarlen Ragnvald, hans far Koll og gjaldkeren i Tunsberg, den megtige høvding Solmund Sigurdsson, lot han stevne til Haugating i byen. Her blev han saa hyldet som konge over det halve land, og det blev kaldt tvungne eder, at han hadde frasvoret sig sin fædrenearv. (2) I den strid som nu utspandt sig mellem Magnus og Harald, hadde snart den ene, snart den anden overtaket. Engang bragte endog Magnus det saa vidt at Harald maatte flygte fra landet og syd til Danmark. Med hjælp herfra kom han imidlertid snart igjen tilbake til Viken, og folk samlet sig om ham. I Tunsberg blev han som tidligere vel mottat, og hans hær fik der et betydelig tilfang. (3) Krigslykken vendte sig nu, og Harald kom, om end kortvarig, i besiddelse av magten. En ny tronpretendent meldte sig i Sigurd slembejarl; han fældet i 1136 kong Harald, og kampen blusset op paany. Magnus som var blit blindet og sat i kloster, kom ved Sigurds hjælp atter paa fri fot; men da han ikke kunde staa sig mot Haraldsønnernes parti, søkte han, som i sin tid Harald hjælp hos danekongen. Eirik emune efterkom ogsaa opfordringen, bød op leding og drog med 240 skibe til Norge. Da danskerne kom til Viken, tænkte de at lande i Tunsberg og der ta vand. Men i byen hadde samlet sig en hel del av Inge Haraldsons lendermænd, som med Vatnorm Dagsson i spidsen avviste angrepet og anrettet et stort mandefald. Danskerne styret da ind til Oslo, som de stak ild paa; men ellers hadde de ingen fremgang, og Eirik emune vendte derfor snart igjen tilbake til Danmark. (4) Sigurd slembedjarl var efter at ha hjulpet Magnus blinde ut av klostret draget vest over havet. Samme aars sommer (1137) kom han tilbake og gjorde snart det danske og norske farvand utrygt ved sin nærværelse. Han seilet saaledes op til Viken og la sig der til ved Portyrja, (5) hvor han bekvemt kunde opsnappe og plyndre de skibe som for til og fra Viken. Dette gjorde imidlertid et sterkt avbrek i Tunsbergmændenes handel, hvorfor de fik samlet folk sammen og faldt uventet over ham, mens han og hans mænd holdt paa at dele byttet oppe paa land. Hæren hadde delt sig, saa nogen angrep fra land av, mens andre under Vatnorms befaling paa skibene la sig tvers over havnen, for at ingen skulde slippe ut. Da Sigurd merket faren, sprang han ombord i sit skib, og rodde ut mot Tunsbergmændene, og i det samme lot Vatnorm, uvist av hvilken grund, sit skib sige agterover, hvorved der aapnet sig en vei for Sigurd, saa han slap bort. Men de øvrige skibe maatte han late i stikken, og mange av hans mænd blev fældet. Men om Vatnorm blev der digtet et smædevers: Vek drog fra val sig bort
Av den følgende tids kampe og uro blev Tunsberg ikke nævneværdig berørt; (7) først striden mellem Erling skakke og Haakon herdebred bringer atter byens navn frem. Efterat Haakon paa ting i Nidaros var blit hyldet som Norges konge, drog han øst til Viken og slog sig ned i Tunsberg, hvor jo ogsaa var et gammelt hyldningsting. Her kom Erling, som hadde opholdt sig i Danmark uventet over ham (1161). Erling la til ved Rossanes, den nordvestlige pynt av Njotarøy, og blev liggende der nogen dage. Imens rustet kongen sig inde i byen og lot hæren opstille paa bryggene; blandt sine folk hadde han ogsaa optat byens borgere, som nok var alt andet end lystne paa at kjæmpe. Dette kom Erling tilgode, da han nu gik i gang med at angripe byen. For at indgyde bymændene skræk lot han nemlig en brændende byrding drive ind mot bryggene. I passende avstand lot han den holde tilbake ved hjælp av tauger, og mens nu en tyk røk væltet indover, saa en fra bryggene intet kunde se, førte han sine skibe op i stilling og skjøt derfra paa den fiendtlige hær. Men da bymændene saa at ilden nærmet sig deres hus og at mange blev saaret ved skuddene, sendte de sin prest Roald langtale ut til Erling for at be om grid for sig og byen. Dette gik Erling ind paa, og bymændene forlot kongens fylking. De øvrige var nu heller ikke videre lystne paa kamp, og da en av de fremste, Aanund Sigurdsson, fandt det var lite rimelig at stride for at vinde rike til Sigurd jarl, som var kongens mest formaaende mand, men ikke selv engang til stede, var tegnet til opløsning git. Men mange av Haakons mænd faldt, og alle hans skibe kom i Erlings vold. Der blev da kvædet følgende spottevers: Aanund kvad ikke gide Magnus stridsmænd stride
Og Torbjørn skakkaskald sa: Vet jeg i Tunsberg vide
Rædde for blanke brodder
Tunsbergmændene fik saaledes ingen ros for sin mere forsigtige og kloge end netop dristige optræden. Men mot Erling og hans søn Magnus var de siden altid trofaste og stod av den grund senere ogsaa sterkt imot kong Sverre. (8) Da Haakon herdebred var falden i slaget ved Sekken 1162, opretholdt Sigurd jarl hans parti og fik en ny pretendent i Sigurd Markusfostre, søn av Sigurd Mund. Han hadde en stor hær samlet, og likesaa Erling skakke. Julen 1162/1163 tilbragte Erling og Magnus i Tunsberg, hvor de lot gjøre istand til vintersæte og likeledes indkræve alle de skatter og skylder i Viken, som tilkom kongen. Forat være sikker mot Sigurd jarl blev der stadig holdt vagt i byen, og 12 mand vaaket hver nat. Ofte holdt Erling ogsaa ting med bønder og bymænd, og sterke var de klager, som blev fremført over de mange voldsverk som Sigurd jarls mænd lot øve. Særlig var det Arne kongsmaag og presten i Tunsberg Roald langtale som talte ivrig, og efter den førstes forslag blev Sigurd og hele hans flok "død eller levende " dømt i djævelens vold. I julen holdt Erling et stort gjestebud i byen og gav ved kyndelsmesse, (2. febr. 1163) sine folk deres lønninger. I begyndelsen av fasten blev det endelig meldt ham, at Sigurd jarl nærmet sig. Erling sendte da ut speidere for at holde øie med ham og lot hver kveld folket blæse sammen utenfor byen. Ved Re, halvanden mils vei nordvest for Tunsberg kom det saa til et sammenstøt. Erling førte med sig foruten sine egne folk alle vaabenferdige borgere og kjøbmænd i Tunsberg med undtagelse av 12, som blev igjen forat vogte byen, og hadde en hær paa opimot 1600 mand. Den følgende dag (20. febr.) blev det en kort, men heftig kamp, som endte med Sigurd jarls fald og Erlings fuldstændige seier. Han vendte derpaa tilbage til Tunsberg, hvor han opholdt sig endnu nogentid, og drog saa videre til Nidaros for at underhandle med erkebispen om Magnus forestaaende kroning. (9) Det følgende aar var Erling atter optat med Markusmændene, som efter nederlaget paa Re igjen var kommet til kræfter. Paa et tog til Bergen blev deres konge og hans fosterfar Markus imidlertid fanget, og kort efter blev ogsaa en anden av deres høvdinger Fredrik kona, som herjet i Viken, tat tilfange av Erling selv, han hadde da hele sommeren opholdt sig i Tunsberg. (10) Men var Erling dermed kvit Markuspartiet, saa fik han allerede aaret efter med en langt farligere fiende at gjøre. Begivenheternes utvikling i Norge bragte nemlig den danske konge Valdemar den store til at gripe ind og gjøre sit første tog til Norge. Under sit ophold i Danmark 1161 hadde Erling frasvoret sig hele Viken til Lindesnæs og overdraget det til kong Valdemar. Under kroningshøitideligheterne hadde danske sendebud indfundet sig for at kræve opfyldelsen av Erlings løfte, og sammen med ham var de dragne til Tunsberg og derfra til Sarpsborg for paa Borgarting at faa høre almuens vilje. Som ventelig var, gik uttalelserne her danskerne imot, og med uforrettet sak måtte de vende tilbake. (11) Men Valdemar kunde ikke gi sig med det, og med en stor hær og flaate drog han da vaaren 1165 ut fra Danmark og satte overtil Viken. Nogen tilslutning utenfor levningerne av Markuspartiet fik han dog ikke, og hvor danskerne viste sig, hadde bønderne store samlinger ute ,og skjøt paa dem, naar de drog forbi. Da kong Valdemar kom til Tunsberg, søkte den besætning Erling hadde efterlatt der, op paa Berget (Slotsfjeldet), hvor den forskanset sig. Byen laa dermed aapen for kongen, som egentlig hadde til hensigt at stikke ild paa den, av frygt for at kirkerne, som laa spredt inde mellem husene, skulde ødelægges, avholdt han sig dog derfra, en mildhet som vistnok ikke undlot at gjøre indtryk paa byens borgere. Nogen betydning for gjennemførelsen av hans politiske planer fik opholdet i Tunsberg imidlertid ikke; for vistnok indfandt Orm kongsbroder sig hos kongen og lovet ham lydighet, men under forbehold av det troskapsløfte han hadde git kong Magnus; og da han stevnet ting paa Haugar var det meget faa som møtte utenfor hans egne folk og bymændene. Kong Valdemar indsaa da, at befolkningen stod ham imot, og da det saa ogsaa begyndte at skorte paa levnetsmidler, foretrak han istedenfor at opta kampen at vende tilbake til Danmark. (12) Valdemar gjorde endnu et tog til Norge, som dog ikke bragte ham større vinding end det første. Den mottagelse han denne gang (1168) fik i Viken var derimot tildels langt bedre end sidst. Det fortælles, at hvor han kom, blev han mottat under stor tilslutning fra vikverjernes side, og istedenfor at kjæmpe forhandlet han med indbyggerne som om han var deres høvding. Særlig prægtig var mottagelsen i Tunsberg, hvor han ved byens takmerker blev møtt av en høitidelig kirkelig procession. Ogsaa paa Berget kunde han denne gang komme op, da Erlings mænd, som første gang i tillid til befæstningernes styrke bare hadde git liten agt paa hans komme, nu straks tok flugten. Saxo fortæller at kong Valdemar efter at ha besteget fjeldet med undren saa paa dets bratte top og fandt det var en uindtagelig fæstning, idet naturen her hadde gjort mere end kunsten. Grunden til denne almindelige underkastelse laa rimeligvis i at kong Valdemar hadde forbudt vikverjerne at kjøbfærd paa Danmark og likesaa danskerne at føre korn eller andre varer til Viken. Et saadant forbud faldt vel særlig Tunsbergmændene tungt, hvorfor de ogsaa gjorde alt for igjen at faa det hævet. (13) Mellem Erling og kong Valdemar kom det snart efter til fred. Men dermed hadde Erling og hans søn ikke gjort sig fri alle fiender, tvertimot foruroligedes de stadig igjen av nye flokker, som reiste sig. Den av dem som nu kom til at spille den største rolle, var birkebeinernes, som hadde Eystein meyla, søn av Eystein Haraldsson til fører. Høsten 1177 kom kong Magnus og Orm kongsbroder øst til Viken med en del av hæren og slog sig ned i Tunsberg, Her gav kongen gjestebud i julen. Under dette ophold blev det meldt ham, at birkebeinerne var paa Re, og han lot da hæren kalde sammen og drog ut for at møte dem. For anden gang kom det nu her til en heftig kamp, og ogsaa nu bar Magnus’ vaaben seiren hjem. Birkebeinernes flok blev splittet til alle kanter, deres konge fældet, og Magnus kunde med megen hæder vende tilbake til Tunsberg. (14) Men dette blev ikke hans sidste kamp mot birkebeinerne; værre for ham blev det, da disse kom under Sverre Sigurdssons ledelse. Denne var, alt før han i Norge var kjendt som kongesøn, indom Tunsberg, hvorhen han kom sammen med nogen jagteskippere, sandsynligvis i 1174. (15) Efter Eystein meylas fald var det imidlertid forbi med hans hemlighetsfulde færd. Som høvding for birkebeinerne dukker han op med sin dristige skare snart paa et, snart paa et andet sted av Norge. Sommeren 1178 var kong Magnus igjen i Tunsberg, og ved den leilighet møttes han for første gang med Sverre i kampen ved Hirta (nu Hyrte i Lier). Med betydelig tap og selv saaret maatte Magnus vende tilbake til Tunsberg. (16) Hermed indlededes en lang række nederlag for kong Magnus. I slaget paa Kalvskindet 1179 faldt Erling skakke, og selv maatte han aaret efter ty til Danmark. Her blev han imidlertid vel mottat, og allerede den følgende vaar (1181) kunde han vende tilbake med en stor flaate og lægge ind til Tunsberg, hvor han blev hilset velkommen. (17) Viken var i det hele hans bedste støtte, og i følelsen derav hadde Sverre aldrig for alvor søkt at sætte sig fast der. Men mot slutningen av aaret gjorde han et raskt tog dit og slog sig ned i Oslo, og derfra lot han sig ikke fordrive. Rigtignok sendte Magnus fra Bergen av en stor flaate imot ham under Orm kongsbroders befaling, men denne vovet intet angrep, og mens Sverre laa i Oslo, holdt Orm sig i Tunsberg.(18) Det fulgte nu et par aars kampe, hvor snart den ene, snart den anden laa under. Mest gik det dog utover Magnus, hvis stilling efterhaanden blev altid vanskeligere. Vinteren 1183-1184 tilbragte han atter i Danmark, men kom saa den følgende vaar tilbake til Norge og søkte da efter nogen tids ophold i Konghelle til Tunsberg med sin flaate. Her blev han som altid venlig mottat, og mange folk fra de tilgrændsende herreder støtte til ham. I byen holdt Magnus husting og utviklet sin stilling for almuen: «Det vil være Eder bekjendt», sa han, «hvor megen ulempe og fortræd vi har havt her i landet. Nu vil jeg be Eder om nogen hjælp forat jeg kan genvinde mit rike. Men til gengjæld skal jeg love ikke oftere at plage Eder med en slik anmodning. Ikke undrer det mig heller, om folk blir kjed av at ro i leding med os, for den er blit skadelig for mangen. Men fordi jeg er salvet og kronet til dette land, saa vover jeg ikke overfor Gud at bryte de svorne eder, men vil heller med odd og egg saalænge jeg lever og folk vil følge mig søke at vinde det». Denne tale fik meget bifald, og alle sa, de heller vilde dø med ham end tjene den prest, som ingen æt hadde til at være konge. At tillidsforholdet mellem Tunsbergmændene og Magnus endnu var urokket viste sig ogsaa deri, at de gav ham et fuldt utrustet langskib. Kongen forblev en halv maaneds tid i byen, men begav sig saa atter ut paa færd; den blev hans sidste. (19) Efter Magnus’ fald i slaget i Norefjorden (1184) var Sverres herredømme sikret. Men nu som før var det nok av dem som fandt sin fordel i at hæve oprørsfanen, og nye flokker ser en snart reise sig. Allerede det følgende aar samlet der sig saaledes en flok i Viken om en munk ved navn Jon, som sa sig at være søn av Inge krokryg. Flere mægtige mænd slutter sig til ham, og Mikalsmessedag (29. septbr.) kom han til Tunsberg, hvor han overfaldt og dræpte kong Sverres sysselmand og optil 30 mand. Han lot derpaa stevne til Haugating, hvor han blev tat til konge og hele landet tilsvoret ham. Paa tinget avlagde han ogsaa høitidelig munkekappen (kuvl), som gav anledning til at hans parti fik øke navnet kuvlunger.(20) Da han følte sig sterk nok, drog han med sine skibe nordover og var til at begynde med heldig. Et par aar senere (1187) finder vi ham imidlertid paa flugt sydover. Ved Rott utenfor Jæren blev kuvlungerne skræmt av birkebeinerne som med nogen faa skibe kom over dem, og i vild uorden seilet de østover til Viken, hvor de efterhaanden samledes i Tunsberg, deres gamle tilholdssted. «Nu da bølgen tumler med de saarede kropper og, ravnen er blit mættet i Rott, vil vel talen gjenlyde mindre pralende fra fjeldene om Berget», siger skalden Blakk i et spottevers.(21) Den vinter holdt kuvlungerne sig i Viken, og da kong Sverre om høsten (1188) kom østover med en flaate fandt han dem i Tunsberg. De hadde paa forhaand faat nys om hans komme og laa paa sine 13 skibe ute ved Ravnaberg og hadde besat aasen ovenfor. Sverre derimot la til ret overfor ved Smørberg og sendte 5 av sine skibe ind til selve byen, hvor de tok liggeplads ved bryggerne. I tre nætter laa de nu overfor hinanden, uten at nogen av dem turde angripe. Sverre var ængstelig for, at man skulde kaste sten ned i hans skibe fra fjeldet av, og kuvlungerne hadde for faa fartøier til at vove sig ikast med Sverres 30. Tilsidst gjorde de dog et forsøk paa at bemægtige sig de 5 skibe, som laa inde ved bryggerne. Birkebeinerne merket intet, før de var like indpaa, og det blev en heftig kamp. Vækket av larmen og buldret kom nu Sverre tilhjælp med sine skibe, men da gav kuvlungerne op, efterat mange var faldne paa begge sider. At bli sittende i Tunsberg vovet de ikke længer og lot derfor sine skibe i stikken og tok landeveien nordover til Nidaros. Inden aarets utgang faldt flokkens fører Jon i en fægtning (decbr. 1188). (22) Som Viken hadde været ophavssted for kuvlungerne, var det ogsaa herfra at varbelgerne utgik. En kunde tænke sig at Tunsbergmændene som Sverres svorne motstandere ogsaa vilde byde denne flok velkommen; men denne gang talte byens egne interesser et høiere sprog end antipatien mot kongen. Varbelgerne for nemlig overalt frem med voldsomhet og plyndret baade kjøpmand og bonde. Rimeligvis snappet de ogsaa op handelsskibe, som skulde til og fra Tunsberg, da de i øieblikket hadde frie hænder dertil. Eirik jarl, som hadde styret i Viken, var nemlig høiere oppe i landet og ellers var det faa birkebeiner i nærheten. Men bymændene i Tunsberg forstod at greie sig selv, og da de hørte om et paatænkt angrep paa byen, fik de i hast sammen nogen skibe, dels handelsfartøier dels langskibe, som de bemandet og utrustet efter bedste evne. Disse forberedelser fik imidlertid varbelgerne til at avstaa fra deres plan, og isteden styret de øst over Folden. Men nu var Tunsbergmændene blit ivrige. Under ledelse av Torlak Ulvgestsson, Ulv svarte og Asleiv bonde seilet de hurtig efter og indhentet dem ved Bristein. Det kom nu til en haard og langvarig kamp; men da bymændenes skibe var større og høiere, fik de tilslut overtaget, og varbelgernes ryddedes nu, det ene efter det andet. De fleste av varbelgerne faldt, deriblandt deres høvdinger Simon Knareson og Ølve av Gudrun, og den lille barnekonge, som var skjult under dækket paa et av skibene, blev hellerikke sparet. Bymændene gjorde et rikt bytte og indla sig megen berømmelse ved sin raske færd. (23) Nogen tid efter slaget ved Bristein blev Eirik jarl syk i Tunsberg. Da sykdommen tiltok, lot han sig lægge ind i Olavsklostret der og iføre munkedragt. Her døde han efter fem dages forløp og til samme tid ogsaa hans hustru Aasa; endelig, nogen dage derefter døde deres søn Magnus. Disse tre dødsfald som fulgte saa umiddelbart paa hinanden, kunde ikke andet end vække opsigt, og det mentes at onde folk hadde forgit dem. (24) Efter varbelgernes nederlag synes Tunsberg et par aar at ha været forholdsvis uberørt av borgerkrigene. Derimot indtraf der i denne tid en anden begivenhet av ganske stor interesse for byens gamle historie. I aaret 1191 ankom nemlig til Norge en skare danske korsfarere, som før de med sine norske fæller for alvor drog avsted til det Hellige land, var indom flere av landets byer, deriblandt ogsaa Tunsberg. Efterat danskerne hadde truffet Ulv av Lauvnes og de øvrige norske korsfarere i Konghelle drog de i forening med disse videre til Tunsberg. Her stanset de forat efterse og istandsætte sine skibe til den lange og farefulde reise som forestod. Imens drog nogen av dem ledsaget av Ulv ind til Oslo, hvor kongen netop opholdt sig og blev av ham venlig mottat. Ved tilbakekomsten til Tunsberg, var man der færdig med de fornødne utbedringer, og saasnart vinden blev gunstig, drog korsfarerne videre. Ved avreisen var byens befolkning stimlet sammen paa bryggerne for at ønske dem en lykkelig reise og englenes gode ledelse. ( 25 ) To aar efter dette besøk blev byen hjemsøkt av en ny oprørsflok eyskeggerne, som hadde en søn av Magnus Erlingsson ved navn Sigurd til pretendent. Denne skare, som hadde samlet sig paa Orknøerne, kom i begyndelsen av sommeren 1193 seilende vestenfra og landet i Tunsberg. Her kom de uventet over birkebeinerne, som laa der under anførsel av Sverres søstersøn Jon. Denne søkte vistnok at gjøre motstand, men blev tilslut fældet med mange av sine mænd, blandt hvilke ogsaa Helge bring, kongens tidligere merkesmand, var. Eyskeggerne holdt derpaa ting, og her blev Sigurd tat til konge (27 ). Med denne flok blev dog Sverre snart færdig, hvad derimot ikke kan siges om den næste, som reistes, og mot hvilken han fik at kjæmpe for resten av sit liv uten allikevel at faa kuet den. Det var baglerne, hvis leder blev den rænkefulde Oslobisp Nikolas Arneson. Ogsaa de hadde sit tilhold i Viken, hvor en altid kunde være sikker paa at finde dem som var rede til at gaa mot kong Sverre. Flere uttalelser i sagaen viser, hvor indgrodd hadet til ham og birkebeinerne var paa disse kanter. At falde i heklungernes eller vikverjernes hænder, blev det saaledes engang sagt, var værre end at træffe de værste hedninger og ikke var det da haap om livsfrelse for nogen ( 28 ) I kampen mellem baglerne og kong Sverre kom Tunsberg gjentagende gange til at spille en vigtig rolle. I 1197 opholdt Sverre sig i Viken for at søke helt at undertrykke det altid mer omsiggripende oprør. Under sin færd kom han ogsaa til Tunsberg hvorfra han sendte Philip jarl med en del tropper op til Mjøsen. Kongens halvbror Hide skulde ogsaa været med, men da han ikke var helt færdig til avreise blev han igjen i Tunsberg med en del birkebeinere, mens Sverre selv med hovedstyrken drog avsted til Bergen. Underveis fik imidlertid kongen vite, at en av baglerhøvdingerne Sigurd Jansson hadde seilet forbi ham. Han blev da ængstelig for Hide i Tunsberg og vendte straks om for om mulig at bistaa ham, men kom forsænt. Baglerne var om natten naadd til Tunsberg og kom aldeles uforvarende over Hide og hans mænd, som sat og drak i en av stuerne i Asleiv bondes gaard. Birkebeinerne løp ut, de fleste rigtignok vaabenløse, og de blev straks dræpt. Andre søkte beskyttelse i kirkerne, men fandt dem stængt. Hide selv vovet sig ikke ut av gaarden, men skjulte sig i bryggerhuset. Om natten holdt baglerne vagt rundt i byen, saa ingen skulde undslippe, og næste morgen blev alle husene ransaket og de birkebeinere dræpt som fandtes. En omløper hos baglerne opdaget Hides skjulested og meldte det, skjønt han mot en guldring hadde lovet intet at nævne. Hide blev da grepet og dræpt, hvorpaa baglerne atter forlot byen. Ialt 50 birkebeinere blit fældet, hvoriblandt flere hirdmænd (29 ). Den bitre stemning mot kong Sverre som gjorde sig gjældende i Viken, fik snart et voldsomt utslag i en almindelig bondereisning, i hvilken ogsaa bymændene i Tunsberg tok del. Blandt lederne var Tord Ulvgestsson, vistnok en bror av Tunsbergmanden Torlak Ulgestsson, som førte an mot varbelgerne i slaget ved Bristein. Paa en bestemt dag overfaldt almuen de kongelige sysselmænd rundt om i Viken, og flere blev dræpt. Blandt dem var sysselmanden i Tunsberg - Benedikt, som faldt med hele sin skare (onsdag 1. mars 1200). Videre blev alle veier ind til Oslo stængt, saa kongen, som opholdt sig der, ikke skulde faa kundskap om, hvad der var igjære. Men kong Sverre fik likevel nys om det og samlet ihast sine folk, saa han stod færdig til at motta bønderne, da de den 6. mars rykket ind mot Oslo. Det kom nu til en voldsom kamp, hvor birkebeinerne til trods for sin overlegenhet i vaabenbruk og disiplin hadde sin haarde nød med at faa bugt med den langt talrikere bondehær. Ved et energisk fremstøt bragte de dog de forreste rekker til at vike; derved opstod en forvirring, som birkebeinerne forstod at dra nytte av, og snart var hele hæren paa flugt. Men slaget var ikke dermed forbi. En del av bondehæren hadde sammen med Tunsbergmændene tat sjøveien og la nu til isen ved Hovedøen og rykket indover. Det var en stor hær og vel rustet, særlig da husbønderne og kjøbmændene fra Tunsberg. Da kongen saa dem komme, sa han: «Vi faar nok endnu noget at gjøre, og hviletiden blir kort,; men la os nu vende os mot disse, og de skal faa samme kjøbfærd de som de andre.» Lursvenden blæste sterkt og birkebeinerne ilte raskt ut paa isen, som om de først nu skulde i kamp. Tunsbergmændene flokket sig sammen og ventet hjelp fra den øvrige bondehær. At den alt var slagen, visste de ikke. At staa i mot birkebeinernes samlede anfald magtet de ikke; de faldt i dyngevis og søkte ellers at komme bort saa hurtig som mulig Birkebeinerne optok straks forfølgelsen og kom hurtig frem, da de hadde brodder paa føtterne, mens Tunsbergmændene stadig gled paa isen, der var blit ganske glat av blod. Kongen selv hugg kraftig ind og brukte sit spyd saa eftertrykkelig, at der sjelden behøvdes mere end et støt. Der faldt da mange kjøbmænd. Svein sveitaskita, Sigurd taalge og en hel del andre. Tilslut naadde de dog sine skibe, hvor flere søkte tilflugt, mens andre sluttet sig til den slagne bondehær, som atter samlet sig . (30 ) Efter slaget ved Oslo, som endte med bøndernes fuldstændige nederlag, drog kongen til vestlandet for at skaffe sig tilstrækkelig folkehjælp til at straffe vikverjerne ordentlig med. Da han atter kom tilbake og la ind til Tunsberg, fandt han byen i baglernes besiddelse. Med Reidar sendemand som fører hadde de slaat sig ned paa Berget og der anlagt to kasteller, et i nord og et i syd til forsvar. Da besætningen dertil var noksaa stor, opimot 250 mand, vovet kongen ikke at spilde tid med noget angrep og bestemte sig til isteden først at søke at kue det øvrige Viken. Men da han lot ro ut fra byen, sa han: ”Saa glade I baglere er nu over at sitte paa Berget, saa kjed skal I siden bli av det ”. (31 ) Efterat befolkningen paa østsiden av Folden var blit tvunget til underkastelse, drog kongen atter mot Tunsberg. Men kommen til Grindholmasund (Vrengen) fik han høre at baglerne netop hadde været i byen og skaffet sig skibe og nu laa ikke langt borte. Han satte øieblikkelig efter dem, og da hans skibe seilet hurtigere, tvang han dem op paa land, hvorved deres skibe og gods faldt i hans vold. Han fortsatte derpaa reisen til Tunsberg og opholdt sig der nogen tid, før han atter drog vestpaa. Imens sat baglerne i ro paa Berget. Sverre forsøkte rigtignok at narre dem ned fra deres stilling med at late som om han vilde forlate byen for alvor. Han brøt op med sine skibe, men vendte ved Portyrja tilbake paa nogen hurtigseiletide skuter. Syv baglere faldt i hans hænder, som alle blev dræbte. Efter en snartur ind til Oslo støtte han saa til hovedflaaten (32 ). Om vinteren sat baglerne i ro i Viken og hadde alle skatter og skylder derfra. Men da vaaren kom, hadde kongen paany leding ute og drog med en stor hær til Viken for om mulig at slaa et hovedslag mot dem. Mens en del av baglerne var høiere oppe i landet, sat Reidar sendemand, Hallvard bratte og flere andre høvdinger paa Berget, tilsammen 240 mand. Efterat kongen hadde gjort en liten avstikker paa østsiden av Folden, kom han tilbake til Tunsberg, hvor han omkring øvre Mariemessetid (8. septbr.) for alvor tok fat paa beleiringen av Berget. Han satte da først op en teltrække om det fra sjøen paa nordsiden til byen. Utenom denne lot han for at sikre sig mot angrep fra landsiden like fra Vaagen (Kilen) i nord til Skeljasteinssund i syd skjære et dike og opførte pallisader paa gravens indre rand. Derpaa lot han skibene sætte paa land og forsyne; hærfolket blev avdelingsvis anvist hver sin plads. Gjesterne under Peter steyper fik sig saaledes flyttet huse ut fra byen og holdt til ved veien som førte ned fra Frodeaasen, og som derav fik navnet Gjestebakken. Kongen derimot laa mest i byen tillikemed mange av sine mænd. Alt var dermed ordnet for en længere beleiring, om end kong Sverre vistnok haapet ved kamp eller list at kunne ta befæsttlingerne og dermed føre deit hurtigere til ende. Først forsøkte han en regulær storm med angrep baade fra nord- og sydside. Mens gjesterne anfaldt det nordre kastel, førtes kongemerket op mot det søndre, men paa begge steder blev birkebeinerne møtt med et slikt regn av piler, spyd og sten, at hverken skjold eller staalhue kunde staa imot, og de maatte trække sig unda under jubel og haansrop fra baglerne. Det stod efter dette imidlertid klart for kongen, at her vilde det bli en kamp for livet, og at hurtig vilde det ikke gaa med at bringe baglerne til at underkaste sig. Leding og levnetsmidler fra herrederne omkring lot han derfor bringe til Tunsberg. Det var nu kongen om at gjøre at faa rede paa hvordatt fienden hadde indrettet sig oppe paa fjeldet. Laurentiuskirken med sit høie taarn laa like nedenfor dette paa sydsiden. Han lot da en del kirkestiger binde sammen og stille mot taarnet. Ad dem klatret saa en mand op og holdende sig til taarnknappen hadde han en glimrende utsigt over Berget. Reidar skjøt efter ham og traf knappen med en pil, mens en anden for mellem hænderne paa manden, netop som han slap taket for at entre ned igjen. Han slap ogsaa uskadt til marken og kunde nu fortælle kongen, hvad han hadde set. Baglerne hadde dradd nogen mindre skibe op paa Berget og veltet et av dem over brønden straks nedenfor det nordre kastel, saa de uten vanskelighet kunde hente vand. Selve kastellerne var gjort slik, at fire hjørnestokker var rammet ned i jorden; mellem disse var der lave dører, mens over laa tverbjelker. Av disse oplysninger benyttet kongen sig. En mørk høstnat snek en mand ved navn Svein munke sig opover berget forsynet med et langt taug og to spyd. Da han var kommet op til kastellet (vel det søndre), la han tauget om den ene av dettes stokker, og paa et givet tegn begyndte mere end 120 mand, som holdt i den anden ende, at dra til. Kastellet tok alt til at vakle til stor forfærdelse for baglerne, da uheldigvis tauget brast. Imens snek Svein sig længer øst paa fjeldet og kom over to sovende vagtmænd, som han straks dræpte. Et tredje forsøk paa at komme op mislykkedes ogsaa, da det skjermtak som dertil blev bygget, viste sig alt for tungt og uhaandterlig, saa det av den grund maatte opgives. Tilbakeviste saaledes baglerne alle kongens angrep, var deres stilling allikevel alt andet end misundelsesværtlig. Sverre hadde forberedt sig paa en længere beleiring og kunde om ikke andet sulte dem ut. Det var derfor Reidar meget om at gjøre at faa sendt bud til de andre baglerhøvdinger, Inge eller Sigurd Jarlsson, at de skulde sende ham den hjælp som var blit lovet. At faa nogen mand gjennem birkebeinernes sterke vagtrække paa landsiden var imidlertid utelukket, og man valgte derfor at gjøre et forsøk sjøveien, skjønt der nedenfor laa skibe og passet paa. De utrustet da en av de baater de hadde deroppe, og fæstet den til sterke tauger. I den steg Tord dokka selv tiende, og forsigtig firtes derpaa skuten ned paa vestsiden av fjeldet.(33 ) Da den uten uheld var kommet i vandet, la baglerne paa aarene og rodde av alle kræfter over mot Smørberg, haardt forfulgt av birkebeinerne. Men de kom vel i land, og fienden fandt bare den tomme skute. Næste morgen da Sverre hørte om nattens hændelse, sa han til sine folk, som saa smaat begyndte at bli utaalmodige: Er Dere kjed av at sitte her om Berget, saa er de deroppe langt leiere av at være der.» De undslupne baglere opsøkte nu Inge og Sigurd og bragte dem Reidars bud. Men de hadde ingen lyst til at binde an med Sverre og sa bare, at han nok vilde drage bort, naar det kom sne og frost. Baglerne ventet da forgjæves paa hjælp, og isteden for dem blev det Sverre som fik forsterkning. Det var en vel 200 mand sterk trop fremmede leiekrigere, som var blit sendt ham av den engelske konge Johan (34 ). Disse ribalder, som de kaldtes, var raa og samvittighetsløse krigere, som under sin anfører Hide paa veien fra Bergen til Tunsberg opførte sig som de værste ildgjerningsmænd. Men de var dygtige og uforfærdede og særlig flinke bueskyttere og var derfor under beleiringen til ikke liten nytte. En dag syntes det da endelig som om baglerne skulde faa den længe ventede undsætning. En morgen i graalysningen saa vagtmændene ved det nordre kastel en hel mængde hærfolk komme ned av Frodeaasen. De meldte det straks til Reidar som stod op og befalet mændene at væbne sig og samles paa nordsiden. De saa nu et merke føres ned fra aasen og likesaa et fra byen og iagtok, hvordan flokkene under lurblaast støtte sammen. Da birkebeinerne begyndte at vike og mange av dem faldt, vilde baglerne ned fra berget og falde dem i ryggen, saa de ikke kom tilbake over graven. Men Reidar holdt dem tilbake og bad dem avvente kampens utfald. «Drives birkebeinerne hen til diket, vil det gaa sent for dem at komme over pallisaderne, og da vil vore mænd være over dem,» sa han. «En underlig flugt er dette forresten; den synes mig mest som en lek. Se, hvordan de søker ut, hvor de vil falde, enten der det er tørt eller paa sine skjold. Eller kan Dere se noget blod paa vaaben eller klær? Dette er sikkert en krigslist av Sverre.» Saa var det ogsaa. Kongen hadde haapet, at baglerne vilde la sig narre til at gaa ned av fjeldet og bistaa sine antagne venner, som imidlertid ikke var andet end birkebeiner de heller. En trop, som laa skjult ved foten av berget, skulde da ha faldt dem i ryggen og avskaaret tilbaketoget. Paa grund av Reidars klogskap og forsigtighet maatte nu kongen la sine folk gaa tilbake til teltene med uforrettet sak. Det nærmet sig efterhaanden sterkt til vinteren, og birkebeinernes forraad tok til at slippe op. Da isen la sig, blev det ogsaa altid vanskeligere at skaffe nye levnetsmidler til byen. Ledingsfolket hadde dertil været længe hjemmefra og vilde gjerne bort. Opholdet i Tunsberg kunde heller ikke være synderlig behagelig; borgerne hadde jo i opstanden mot Sverre gjort fælles sak med bønderne, og nederlaget paa isen ved Oslo hadde ikke gjort kjærligheten til birkebeinerne større. Der var mistillid paa begge kanter og Sverre hadde ved det fingerte angrep fra Frodeaasen uttrykkelig advaret mot at la bymændene faa noget at vite, da de ellers sikkert vilde varsle baglerne. Det ene med det andet fik da misnøien til at bre sig; men hadde kongen ligget saa længe i byen for baglernes skyld, saa vilde han ikke dra bort, bare fordi hans egne folk ønsket det. Han kaldte derfor sammen til husting og bebreidet i en tale sine mænd deres holdningsløshet og fremholdt baglerne paa Berget som et lysende eksempel paa utholdenhet. For fremtiden vilde han ikke høre mere knur, og der de sat skulde de sitte til baglerne gav sig, enten de nu syntes om det eller ei. Dermed blev det da ogsaa, og misnøien kom ikke oftere frem. De hadde jo ogsaa det at trøste sig med, at hadde de det ondt som laa nedenfor berget, saa maatte tilstanden for dem deroppe være endnu meget værre. Det blev ogsaa efterhaanden smaat med levnetsmidler for Reidar og hans mænd, og haap om nogen tilførsel hadde de ikke. Fra de øvrige baglere hørte de intet, og det var til liten opmuntring at birkebeinerne hver dag fortalte dem, at nu vilde snart kong Inge komme og hjælpe dem. Skulde undsætning komme, maatte den imidlertid komme snart, og Reidar fik avsted et nyt bud. En nat stod en mand paa ski ned for nordvestsiden av berget og kom lykkelig ut paa isen og dermned utenom baade grav og pallisader. Paa Hamar traf han Inge, og overrakte ham Reidars brev med bud om at de maatte ha hjælp senest inden Nikolasmesse (6. december), da det var umulig at holde sig længer. Inge raadslog derpaa med sine høvdinger, og det blev besluttet heller at gjøre et tog vestover til Fjordene, da Sverre rimeligvis derved vilde tvinges til at forlate Tunsberg. Planen kom ogsaa til utførelse, men fik et uheldig utfald idet birkebeinerne vesterpaa vandt bugt med dem uten at behøve at tilkalde kongen. Imidlertid var den termin utløpen som Reidar hadde sat. Levnetsmidlerne var paa det nærmeste opbrukt og baglerne maatte hugge op taugverk av hvalroshud og koke det. Men kosten var mager, og flere kunde i længden ikke holde det ut og besluttet heller at overgi sig til kong Sverre. Mot slutningen av julen (d. e. i begyndelsen av januar) gik Hallvard bratte selv anden ned av fjeldet og søkte kongen, som gav dem begge grid. Birkebeinerne blev vistnok meget misfornøiet herover, men det avholdt ikke Sverre fra at gi ogsaa en del andre grid, som overgav sig, da de hørte om de førstes held. Disse mænd bragte ogsaa bud fra Reidar om at han næste dag selv vilde gaa ned av berget med den øvrige besætning og heller falde for vaaben end dø av sult, men motta grid, hvis det blev budt. I dette stykke turde kongen dog ikke raade alene, men sammenkaldte et husting. Han holdt her en indtrængende tale og fremholdt, at av dem alle hadde dog han selv litt mest av baglerne; ikke alene hadde de dræpt hans frænde Philip jarl og hans halvbror Hide, men under beleiringen hadde de dertil utskjeldt og forhaanet ham med de værste økenavne. Var derfor han stemt for mildhet og overbærenhet, saa kunde vel ogsaa de andre være det. «Jeg vil for Guds skyld tilgi dem alt”, sluttet han, «og haaper da til gjengjæld at faa hans tilgivelse for alt jeg har syndet imot ham. Men I har en sjel likesaavel jeg, og det skal I huske paa; heller ikke vil nogen kalde Eder uslinger om I handler slik,» Denne tale virket paa birkebeinerne, som gik ind paa kongens ønske, og denne kunde nu sende bud til Reidar, at de alle skulde faa grid. Da baglerne var kommet ned, lot kongen dem føre for sig og sverge sig troskapsed og lot dem derpaa faa saa god forpleining som mulig; men mange av baglerne var saa uthungret at de paa trods av kongens advarsel tok altfor sterkt til sig av mat og drikke, saa flere blev heftig syke, ja, nogen døde eller beholdt mén av det hele livet. Reidar, som saa tappert hadde forsvart sig, blev ogsaa daarlig, og kongen som beholdt ham hos sig, lot ham omhyggelig pleie. (35 ) Den 20 ukers lange beleiring var dermed tilende, og kong Sverre kunde feire endnu en sidste triumf over baglerne, en triumf som forøkedes end mere ved den mildhet som han viste mot disse sine værste fiender. Men ogsaa hans eget livs saga var nu paa det nærmeste forbi. Under opholdet i Tunsberg var han blit syk, og ikke længe efter døde han i Bergen (9. marts 1202). Efter ham levet dog baade birkebeiner og bagler, og mange kampe skulde Tunsberg bli vidne til, før man kunde bekvemme sig til at lægge vaabnene ned. Under kong Sverres søn Haakons regjering saa det ut som om borgerkrigene allikevel skulde ophøre og fred igjen komme i landet. Men da han allerede to aar efter døde (1204), reiste partiflokkene sig paany, og først blandt dem baglerne. Disse hadde faat et nyt kongsemne i Erling steinvegg, som sa sig at være søn av Magnus Erlingsson. Den danske konge Valdemar seier tilsa ham sin hjælp, og med en stor flaate kom han op til Viken, hvor befolkningen straks gik ham tilhaande. Forsommeren 1204 drog han til Tunsberg; der avventet han kong Valdemar, som skulde komme til Norge med en stor hærmagt, og for hvem han samtidig skulde bære jern til bevis for sin herkomst. Noget før Botolvsmesse (17. juni) ankom kongen til Tunsberg med en flaate paa over 360 skibe. Erling gjennemgik da den fornødne faste, og den høitidelige handling tok derpaa sin begyndelse. Biskop Nikolas, som ogsaa var tilstede, indviet jernene, hvorpaa kong Valdemar forestavet ham eden og angav hvordan jernene skulde bæres. Da tiden kom at haanden skulde løses, lot kongen sætte vagt omkring kirken, saa det var let at forstaa hvad skjæbne Erling vilde faa, hvis prøven slog feil. Biskok Nikolas førte ham derpaa frem i kordøren, tok bindet av og holdt Erlings haand i veiret og ropte høit: «Han har bestaat prøven godt; aldrig saa jeg en haand komme saa uskadt fra jernet som denne.» Kongen stod straks nedenfor kordøren og hans mænd videre nedover kirkegulvet; de istemte alle «Te deum» og takket Gud (36 ). Samme dag var Erling i gjestebud hos kong Valdemar, som yderligere viste sin velvilje ved at forære ham 35 fuldt utrustede skibe. Den følgende morgen blev det blæst til Haugating, og her blev Erling utropt til konge og Philippus Simonsson (biskop Nikolas' frænde) utnævnt til jarl. En række norske høvdinger gik derpaa den nykaarede konge tilhaande, og de hadde meget folk med sig, Da alt saaledes var i god gjænge, drog Valdemar tilbake til Danmark likesaa fredelig som han var kommet. Erling derimot blev sittende i Tunsberg, naar undtages en reise til Borg, hvor han blev hyldet og et togt til Bergen længere ut paa sommeren. I Tunsberg opholdt han sig ogsaa vinteren over. (37 ) Ut paa vaaren gjorde baglerne herfra et streiftog vestover med sine lette skibe og var indom Stavanger, men styret derpaa tilbake til Tunsberg, hvor de rustet ut flaaten til at fare nord i landet. Men da de saa fik høre at birkebeinerne nærmet sig med en stor hær, opgav de sit forehavende og seilet heller paa biskop Nikolas raad syd til Danmark. Snart efter indfandt sig ogsaa ganske rigtig birkebeinerne i byen, og deres nye konge Inge Baardsson blev hyldet paa Haugating. Imens laa baglerne nede paa Hallandskysten og ventet paa en leilighet til at falde over birkebeinerne; en gang var de allerede paa veien med 20 skibe, men blev set av en forbiseilende kogge, som stevnet direkte til Tunsberg; da de skjønte at denne vilde melde deres komme, opgav de dog færden og vendte atter tilbake.(38 ) Det aars krigsbegivenheter foregik forøvrig paa andre kanter av landet, og først efter julen (1205) kom Erling og hans mænd tilbake til deres gamle tilholdssted Tunsberg. Her blev han sittende i ro til vaaren ivrig optat med rustninger og likesaa hans høvdinger hver i sit syssel. Da vaaren kom, samledes de alle i Tunsberg med de skibe de hadde latt bygge i løpet av vinteren, og da alt var ordnet til avreisen, forlot Erling byen i slutten av mars 1206. (39 ) Fra dette tog som strakte sig helt nord til Nidaros, kom Erling og Philippus jarl først tilbake ved juletider og holdt da gjestebud i Tunsberg om julen. Ved denne tid lot kongen, Reidar sendemand og Philip av Veigen hver reise et stort langskib, som alle skulde være større end noget, som tidligere var bygget i Norge. Kort efterat bygningen av disse var paabegyndt, blev imidlertid Erling syk og døde. Hans bortgang blev dog foreløbig holdt hemmelig og liket skjult først i herberget, siden i Olavskirken. Der blev saa øieblikkelig sendt melding til Philippus jarl, som da opholdt sig i Bergen, og først da denne ved fastetid var kommen til Tunsberg, blev Erlings død kundgjort og hans lik høitidelig bisat i Olavskirken oppe ved alteret i den nordre korvæg. En fjorten dages tid efter paaske drog Philippus jarl derpaa til Borg, hvor han stevnet til Borgarting i anledning det nye kongevalg. Erlings unge sønner blev her forbigaat og Philippus selv kaaret til konge. Ved tilbakekomsten til Tunsberg, hvor han vistnok nu ogsaa lot sig hylde paa Haugating, gjorde han derpaa en del av skibene rede og sendte dem ut for at speide efter birkebeinerne. Paa den tid mistet kongen en av sine dygtigste mænd Philip av Veigen, som var blit syk. Som sin tidligere herre Erling blev han begravet i Olavskirken (40 ) . Da speiderskibene efter et heldig togt var vendt tilbake til Tunsberg, sendte kong Philippus ut en del lette skuter for at holde øie med fienden, som nærmet sig. Efter et streiftog vestover vendte de om og la ind til Portyrja. Men der kom over dem en tæt taake, saa de merket ikke noget til birkebeinerne, før disse seilet like forbi dem. De la da straks ut fra havnen, og til alt held lykkedes det et par av deres mest hurtigseilende skibe at komme op i tide til Tunsberg og melde fienden. Kongen lot øieblikkelig mandskapet blæse sammen paa Haugar og spurte saa hvad vel var raadeligst enten at flygte op i landet eller avvente birkebeinernes angrep paa skibene eller i byen. Mens kongen selv heldet til det første, foreslog den tapre Arnbjørn Jonsson, at de skulde gaa ut paa de store skibe og kjæmpe derfra, saalænge de kunde forsvare sig. Dette forslag blev antat, og baglerne besatte det skib Philip av Veigen hadde latt bygge, da det var det største. Her tok Arnbjørn plads i forstavnen med sine folk, mens kongen stod i agterstavnen. Birkebeinerne, som hadde lagt ind til Rossanes og rustet sig der, kom nu roende imot dem; men ikke før var de kommet baglerne paa skudhold, før disse opgav sin forsvarsstilling og flygtet op paa land, kongeskaren først og derpaa Arnbjørns folk. Han selv derimot var rasende: «Aldrig mer vil jeg trives, om jeg nu maa fly, og dog er der ingen anden utvei,» sa han. Baglerne flygtet nu ut av byen og over Frodeaasen og slap bort fra birkebeinerne, som ikke kunde komme hurtig nok frem for skibene, som laa iveien. Men gods og fartøier maatte de la i stikken, og birkebeinerne gjorde et glimrende bytte. De største av skibene maatte de brænde, da de ikke kunde føres med ( 41 ). Den ene av birkebeinernes førere, Haakon jarl, reiste snart igjen bort fra Tunsberg for at ile besætningen i Bergen til hjælp, men kong Inge blev igjen i byen med storskibene. Da baglerne erfaret det, gjorde de sig straks rede til at angripe ham, nu da han hadde saa faa folk om sig. Før de imidlertid naadde til Tunsberg, hadde han forlatt byen og var dragen ind til Oslo, hvorfor de fulgte efter ham derind. Med sine smaa skuter kunde de dog intet utrette. og seilte derfor i hast tilbake til Tunsberg, hvor de bemægtiget sig 2 kogger og syv ostfarerskibe, som laa paa havnen. Paa disse tok de bort skansekledningen, hugg huller for aarene, ladet dem med sten og la derpaa ut paa fjorden. Paa veien indover til Oslo møtte de imidlertid birkebeinerne, som hadde forlatt byen og nu seilet forbi. De tunge handelsskibe lot de da drive og gik igjen ombord paa de lette skuter og fulgte efter birkebeinerne. Om natten la skibene ind i samme havn, og her blev de liggende ogsaa den følgende dag, uten at nogen vovet at angripe. Men den næste morgen var folk oppe paa land fra begge partier. De saa da en flaate paa 30 skibe komme seilende vest fra Grenmar, og baglerne, som trodde det var Haakon jarl, som kom tilbake fra Bergen, turde ikke tiltrods for birkebeinernes venlige indbydelse længer bli liggende, men styret øst over Folden. Siden viste det sig at være handelsskibe, som kom fra Bergen og nu agtet sig til Tunsberg mot vinteren. Først et par dage senere kom jarlen, som sammen med kongen og hæren derpaa seilet til Tunsberg, hvor de opholdt sig om høsten (1207) (42 ). En tid senere forlot birkebeinerne igjen byen og drog nordover til Bergen. Istedenfor dem kom nu baglerne kort efter jul til Tunsberg og tilbragte vinteren der. Om vaaren kom biskop Nikolas fra Oslo ned til kong Philippus i den hensigt at bevæge ham til at slutte endelig fred med birkebeinerne. Et forlik kom ut paa sommeren (1208) ogsaa istand paa. Hvittingsø, og Philippus maatte her gaa ind paa at ta Viken og Oplandene i len av kong Inge, at avlægge sit kongenavn, utlevere sit segl og nøie sig med den titel kong Inge vilde unde ham. Straks derefter sendte Inge Dagfin bonde med brev og budskap til Tunsberg, hvor Philippus atter opholdt sig, for at hente dennes sekret. Da han hadde fremført sit erende, svarte Philippus at han ikke vilde gi det fra sig, før han hadde raadslaat med sine mænd. Nogen dage derefter lot han sammenkalde Haugating og gav her tilkjende for sine mænd, borgerne i Tunsberg og for bønderne det forlik, som var kommet istand mellem ham og kong Inge, men han tilføiet at han aldrig var gaat ind paa det, om ikke birkebeinerne var møtt sterkere frem end avtalt og han derved var blit tvunget til at gi efter. Da svarte baglerne at siden birkebeinerne hadde brutt sit ord, var heller ikke kong Philippus pligtig til at holde sit, og sa at den skulde ha en ulykke som vilde ta kongens sektret. Dagfin maatte drage bort med uforrettet sak; men baglerne og vikverjerne vedblev at kalde Philippus konge til stor ærgrelse for birkebeinerne (43 ). Kong Philippus som nu synes at ha tat
fast sæte i Tunsberg blev fra nu av sittende i ro i Viken og gjorde
sig meget avholdt ved sin mildhet og godhet.
Hertil bidrog for indbyggerne i Tunsbergs vedkommende ikke saa lite
den fasthet, hvormed han avviste sin bror Andres Simonssons erstatningskrav.
De var begge sønner av den ovenfor omtalte Simon Kaareson, som
faldt i kampen ved Bristein, og Andres forlangte nu straf over lederne
Torlak Ulvgestsson, Ulv svarte og flere, fordi de hadde dræpt
hans far. Philippus, som tok sig av bymændenes sak, sa han hadde
tilgit dem, da han blev tat til konge; men Andres mente, at han efter
Da Inge døde vaaren 1217, saa det ut som om kampen mellem birkebeiner og bagler igjen skulde bryte ut, idet Philippus, som hittil hadde holdt sig i ro, fremkom med sine fordringer. Men ikke længe efter Inges død blev han syk i Tunsberg, og under en reise ind til Oslo, som han kort efter foretok, døde han. Da Skule jarl og den unge kong Haakon fik efterretning herom, seilet de skyndsomt med en flaate paa 40 skibe til Viken. I Luasund (45 ) laa biskop Nikolas og nogen andre baglerhøvdinger, mens de øvrige hadde samlet sig paa østsiden av fjorden. Saasnart biskopen hørte om kongens komme, rodde han ind til Tunsberg og møtte birkebeinerne ved Rossanes. Efter at ha utvirket grid for baglerne gik der bud til høvdingerne at de skulde komme til Tunsberg. Disse seilet da tilbake over fjorden og la ind til Gunnarsbø og gik derfra til byen. I Mariakirken (nedenfor VI bybebyggelse) kom det til fredsunderhandlinger, og baglerne gik sluttelig ind paa at underkaste sig kong Haakon mot at de den vinter beholdt halvdelen av de sysler kong Philippus hadde havt raadighet over. Forliket skulde den følgende sommer stadfæstes av erkebiskopen, hvorfor begge parter skulde sende sine befuldmægtigede til Nidaros. Kongen og Skule jarl indsatte derpaa sysselmænd i de sysler som var tilfaldt dem, og lot siden stevne til Haugating, hvor kongen blev hyldet.(46 ) Høsten tilbragte Haakon i Konghelle, men vendte siden tilbake til Tunsberg, hvor han sammenkaldte alle sine lendermænd i Viken og paala dem at agte nøie paa baglerne, om de skulde ha svik i sinde. Derefter drog han til Bergen (47 ). Ved delingen av syslerne var Tunsberg blit i baglernes besiddelse, som holdt til der under hr. Andres Simonssons befaling. Længe skulde de dog ikke faa bli i ro; en ny oprørsflok hadde nemlig nylig dannet sig, og denne skaffet sig om vaaren skibe i den hensigt at angripe Tunsberg. Ved Skeljasteinsgrunden la slittungerne, som de kaldtes, til og gik op ved Gunnarsbø, hvor de leiret sig for natten. Baglerne rustet sig imidlertid til at ta imot dem oppe paa Haugar, og da det tok til at mørkne, for en stor del av folket hen ovenfor Thomaskirken og sov der. Det kom da bud til Arnbjørn Jonsson, som ogsaa var i byen, fra slittungernes fører Bene, at han ventet at Arnbjørn ikke vilde kjæmpe mot bror til Erling steinvegg, som han før hadde tjent. Paa dette svarte Arnbjørn, at hadde Bene været Erlings bror, saa hadde han saa visst ikke villet kæmpe mot ham; men sikkert hørte han til en anden æt, og baglerne skulde nok vite at forsvare sig om han vovet sig mot byen. Da det begyndte at lysne av dag, saa baglerne at slittungerne endnu laa ved Gunnarsbø, næsten 600 mand sterke. Selv var de bare 480 mand, men dels var de mere vaabendygtige, dels var deres stilling oppe paa Haugar gunstigere. Da de derfor nu faldt over slittungerne, som stod nede paa sletten, var det umulig for disse at staa sig; men det blev en haard kamp med mandefald paa begge sider. Baglernes to førere, Arnbjørn Jonsson og Andres Sinionsson blev begge saaret., den ene i halsen, den anden paa kindet. Da Andres, som var en meget sterk mand, blev saaret, kastet han sit skjold, rykket med venstre haand motstanderens fra ham og hugg ham med høire banehugg med sit ypperlige sverd Skarde. Paa den maate dræpte han den ene efter den anden, mens Arnbjørn paa sin side søkte haardt frem mot slittungernes merke. Disses motstand var nu brutt, og da to av førerne brødrene Torbjørn og Helge av Lumaland var faldne, tok de flugten efterlatende opimot 150 mand paa valpladsen. Over disse blev kastet en stenrøis, mens Torbjørns og Helges lik blev ført til kirke og begravet der. Bene, som hadde holdt sig helt utenfor kampen, kom bort med megen skjændsel (48 ) Nederlaget ved Gunnarsbø blev ikke avgjørende for slittungernes tilværelse; tvertom forøkedes deres flok stadig og med sitt voldsomme færd gjorde de megen skade i Viken. For at faa en ende paa dette uvæsen kom da kongen ut paa sommeren 1218 til Tunsberg med en betydelig styrke. Da han fik høre at slittungerne var i Oslo, vilde han straks drage dit ind; men netop som alt var færdig til bortfærd og enkelte skibe hadde lagt ut paa fjorden, kom provsten i Tunsberg ved navn Jofrey til kongen og Skule jarl med en svend, som saa meget træt ut. Denne fortalte, at han kom med bud fra biskop Nikolas, at slittungerne agtet sig til Tunsberg, og at bymændene derfor maatte ta sig ivare. Skjønt flere av birkebeinerne ansaa det hele for opspind av bispen, gav dog kongen efter for provstens og bymændenes indtrængende anmodning og blev dagen over i Tunsberg. De speidere kongen sendte ut, bekræftet imidlertid hans mænds ord, og han lot da øieblikkelig sætte seil og stevne ind til Oslo, men da han kom dlit, var slittungerne allerede borte. Den høst blev han sittende i Oslo, men drog derefter til Tunsberg, hvor han lot berede juleveitsle for sig. Mens Dagfin bonde og Grunde fehirde besørget dette, den første for kongen, den anden for jarlen, for begge disse syd i Viken like til Elven for at inddrive de kongelige indtægter, men vendte derpaa tilbake til Tunsberg, hvor de blev sittende i julen (vinteren 1218-1219) (49 ). Forholdet mellem kongen og jarlen hadde i den foregaaende tid været temmelig spændt, og de av kongens raadgivere som var samlet om ham i Tunsberg, indsaa klart hvilke følger dette kunde faa. For at knytte de to nærmere sammen, foreslog de derfor Haakon, at han skulde ægte Skules unge datter Margrete. Kongen var til at begynde med ikke videre villig til dette, men gav dem dog tilsidst fuldmagt til at handle i den sak, som de fandt for godt. Hos jarlen fik de et velvillig svar, men han henskjøt dog spørsmaalet til Margretes egen, hendes mors og andre frænders avgjørelse. Giftermaalet blev da avtalt, og kongen fæstet jomfru Margrete endnu samme vinter i Tunsberg. (50 ) Hos kongen og jarlen var paa den tid mange ansette mænd. Til lendermænd utnævntes Paal vaagaskalm fra Haalogaland og Guttorm Gunneson, og til Gaut Jonsson som om høsten var kommet tilbake fra en paabegyndt Jorsalfærd gav kongen halve Elvesyssel. Blandt jarlens gjester var ogsaa en fremstaaende mand; det var skalden, den senere saa berømte historieskriver Snorre Sturlason. Han var om høsten kommet fra Island til Bergen og drog saa langs kysten til Viken, hvor han av jarlen blev mottat med den største forekommenhet og budt til at være hos ham om vinteren (51 ). Om vaaren (1219) drog kong Haakon og Skule jarl nord til Bergen og tilbragte den følgende tid i det vestlige og nordlige Norge. Imidlertid dannet der sig i Viken en ny og farlig oprørsflok, ribbungerne, som de kongelige sysselmænd ikke kunde magte. Sommeren 1220 kom det da brev til Bergen fra lendermændene i Viken med anmodning om hurtig hjælp. En reise dithen blev ogsaa besluttet; underveis maatte dog kongen paa grund av overhændigt veir og manglende proviant vende om med de større skibe, mens jarlen fortsatte til Viken og der indkrævet, hvad han kunde faa av leding og landsskylder. At foreta toget mot ribbungerne var der ikke tale om, og 5 dage før jul vendte han fra Tunsberg tilbake til Bergen ( 52 ). Imens spillet ribbungerne, til hvem ogsaa slittungerne sluttet sig, mester i Viken, og Arnbjørn Jonsson og andre lendermænd dér hadde maattet ta sin tilflugt til befæstningerne paa Berget ved Tunsberg. Her laa de imidlertid ikke uvirksomme, men rustet sig til at falde over ribbungerne, som laa paa østsiden av fjorden ved Varna. At disse netop selv tænkte paa at angripe Tunsberg, visste de intet om. Da Arnbjørn og lendermændene med sine smaa skibe var kommet ut forbi Skeljasteinsgrunden møtte de en byrding, som kom nord fra landet, og som meldte at kongen var kommet med sin flaate fra Bergen og nu laa i Grindholmasund. Arnbjørn seilte da straks til møtes med kongen, og hele flaaten la derpaa bi ved Jarlsøy. Næste morgen, da saa ribbungerne for over fjorden for at anfalde lendermændene i Tunsberg, kom de like op i den kongelige flaate. Først trodde de det var handelsskibe, men blev snart klar over feiltagelsen, da et pileregn fra de foranseilende smaaskuter møtte dem. At opta kampen vovet de imidlertid ikke, og blev da tvungne til at gaa paa land ved Jeløen og opgi sine skibe. (53 ) Haakon forlot kort derefter Viken og reiste til Bergen. Til ham var da støtt Skule, som fra Nidaros over land var kommet til Oslo, Paa Berget ved Tunsberg blev Lodin Paalsson tilbake som befalingsmand (54 ). Forholdene i Viken var imidlertid alt andet end tilfredsstillende, og ribbungernes økende magt tvang kongen og jarlen til samme høst at vende tilbake. Efter et frygtelig uveir naadde de Tunsberg, hvor kongen blev igjen, mens Skule foretok et streiftog øst over fjorden. Da han derefter kom tilbake, blev det besluttet, at kong Haakon skulde reise til Bergen og tilbringe vinteren der, mens jarlen skulde bli efter og holde øie med ribbungerne (55 ). Endnu et helt aar maatte Skule opholde sig i Viken, hvorav han forøvrig nød fulde kongelige indtægter. Som oftest var han i Tunsberg, men foretok dog oftere længere streiftog mot ribbungerne, hvis magtomraade stadig indskrænkedes. Dristige som disse var vovet de gjentagne gange at gjøre streiftog i jarlens umiddelbare nærhet, og av og til maatte han da sende folk ut mot dem ( 56 ). Tilslut lykkedes det dog jarlen at bringe ribbungerne til underkastelse, idet deres høvding Sigurd sommeren 1222 frasa sig kongenavn mot at faa grid for sig og sine folk. Sommeren efter (1223) holdtes det store riksmøte i Bergen, hvor kong Haakons arveret blev anerkjendt. Til dette møte kom fra Tunsberg abbeden i Olavsklostret Orm og den før omtalte provst Jofrey. Likesaa var befalingsmanden paa Berget Lodin Paalsson tilstede. (57 ) Paa riksmøtet blev ogsaa forholdet mellem kongen og jarlen ordnet. Skule fik da som sin tredjedel istedenfor Viken, hvor man ikke ønsket ham igjen, det nordlige Norge. Efter at møtet dermed var tilende, drog kongen øst i landet og ankom til Tunsberg i begyndelsen av december og blev av alle vel mottat. Tilstede var ogsaa biskop Nikolas, som med stor venlighet bød kongen velkommen og skjenket ham prægtige gaver. Biskopen blev hos kongen til like under jul, men reiste derpaa avsted til Oslo tiltrods for kongens indbydelse til at være over hos ham i Tunsberg.(58 ) Ved paasketider (1224) drog Haakon ind til Oslo og blev der om vaaren, men vendte siden igjen tilbake til Tunsberg. Til at møte sig her hadde han stevnet 20 av vermlændingernes bedste mænd, for at de kunde svare for den skade de hadde tilføiet ham ved at hjælpe Sigurd ribbung. Mange bønder, som selv hadde lidt derved, kom samtidig til Tunsberg. Vermlændingerne, som ikke hadde vovet at utebli, la saken i kongens haand og denne idømte dem store bøter; disse blev dog igjen eftergivne, mot at de svor for fremtiden ikke at staa ham imot. Under opholdet i Tunsberg gav kong Haakon trinitatisdag (d. e. 9. juni) et stort gjestebud for sine mænd. Her gik det temmelig lystig til, mændene blev drukne og røk uklar. Det blev et vældig slagsmaal, hvori baade gjesterne, hirden og huskarlene tok del. Fem mand blev dræbt og mange saaret, og kongen selv kom i livsfare, da han søkte at skille dem ad (59 ). Det løfte vermlændingerne hadde git kong Haakon, holdt de ikke. Saasnart kongen hadde forlatt Viken og var reist til Bergen, sendte de bud efter Sigurd ribbung og fik ham til at stille sig i spidsen for en ny flok. Sent samme høst blev derfor kongen nødt til at vende tilbake til Viken om end, som han haabet, kun for kortere tid; samme vinter skulde nemlig efter avtalen hans bryllup med Margrete feires i Bergen. Men da han kom til Tunsberg, indfandt sig der Arnbjøra Jonsson, Simon kyr og andre sysselmænd og lendermænd i Viken sig hos ham og bad ham ikke at forlate denne landsdel under saa vanskelige forhold. Da de truet med at forlate Viken, hvis kongen reiste, maatte han bestemme sig til at bli hvor han var og tilbragte saa julen (1224-1225) i Tunsberg. Han stevnet da til sig sysselmændene og lendermændene fra Hadeland og Ramnarike og de øvrige dele av Oplandene og samlet en stor mængde folk om sig. Det gik meget prægtig til, og kongen hadde stadig raadslagninger, særlig med lagmanden Eystein Roason og bonden Simon fra Vervik (i nærheten av Sandefjord). Jevnlig kom ogsaa mænd til ham, som klaget over den overlast de hadde lidt av ribbunger og vermlændinger. Kongen gjorde da bekjendt, at han straks over jul vilde drage ut mot disse og hevne al skade. 11. januar brøt han saa op med sine mænd og efterlot paa Berget 240 tapre; men noget tungføre mænd under befaling av Olav Inguson, Eystein Roason og Aanund Brynjolysson ( 60 ). Kongens tog fik ikke helt det forønskede resultat. Under hærens marsch østover omgik ribbungerne den og fik derved frit spillerum i Viken. Først drog de til Oslo, men derfra videre til Tunsberg for at overraske besætningen der. I Lier blev de imidlertid set av en mand fra Tunsberg, Reidulv guldkrop, som straks han fik øie paa dem, ilte tilbake til Tunsberg og meldte faren. Det blev da blæst allarm, men da saken i sig selv var usandsynlig, fæstet man ikke rigtig lit til Reidulv og tok ikke de fornødne forholdsregler. Følgen var, at da ribbungerne om kvelden Paalsmesseaften (24. januar) virkelig kom, blev der en fuldstændig forvirring. Eystein Roason kom med nød og neppe bort og op paa Berget; men i kleven blev flere av hans følge dræpt, blandt andre kongens skutilsvein Gunnolv og Grini hvite. I en loftstue nede i byen opholdt sig kongens hirdmand Ketil staur og en gjest Eilif dverg. De verget sig med stor tapperhet hele natten, og først da ribbungerne brøt hul i taket og derigjennem stak med sine spyd, fik de sin bane. Ialt faldt der 14 birkebeinere. Efterat ribbungerne om natten hadde ransaket byen, drog de ned under Berget og satte ild paa de skibe som var opsat der - ialt 16 skibe. Blandt dem var Sættaspillen og en god tyvesesse, sorn tilhørte kongen. Men av frygt for at bli overrasket gav de sig ikke tid til at se dem ordentlig ødelagt, og flere blev da heller ikke mere skadet end at de siden igjen kunde istandsættes. Et av skibene, Oxen, kunde de ikke engang komme til, da det stod saa høit op og like under Danakleiv (opgangen til Berget) (61 ). At ribbungerne gjorde klogt i at skynde sig bort, viste sig snart. Ved middagstid dlen følgende dag kont nemlig Arnbjørn Jonsson med sin styrke til Tunsberg, men da hadde de forlængst forlatt byen. Det blev nu sendt bud om det forefaldne til kongen, som netop var paa vei til Oslo, og som derfor ved ankomsten dit sendte ledingsmandskapet fra Folden til Tunsberg under befaling av Erling ljodhorn, Klemet av Holm og Harald Vesetason. Efter et kort tog til Oplandene kom kongen selv efter til Tunsberg, hvor der laa breve og ventet paa ham fra Skule jarl, som bad ham komme til Bergen for at holde det avtalte bryllup. Var han ikke kommet inden paaske, vilde Skule anse sig som løst fra sine forpligtelser overfor kongen. At fare til Bergen paa den tid viste sig imidlertid umulig, da vinteren det aar var slaat ind med usedvanlig strenghet, og isen laa over hele Viken. Selv om mænd gik op paa de høieste fjeld, øinet de ikke aapent vand noget sted, men vel nok av indefrosne handelsfartøier og andre skibe, som ikke kunde naa ind i havn. Ja, da kongen sendte en vis Gaute prest avsted til Vettahered i det nordlige Bohuslen for at hente leding, kunde han ride tvers over fjorden. Syv dage efter midfaste kom han samme vei tilbake og da med 360 hester; og isen var da like urokkelig overalt. Kongen maatte da slaa sig til ro paa Berget og var optat med at istandsætte de av skibene, som var mindst skadet av ilden efter ribbungerne ( 62 ). Disses paagaaenhet var imidlertid voksende. Efter kongens bortreise spillet de aldeles mester paa Oplandene og drev birkebeinerne paa flugt like til Tunsberg, ja, var selv tildels ikke mere end en mils vei borte fra byen. Kongen sendte da ut ni flokker under Gunbjørn Jonsbroder, Harald Stangarivlja, Ivar paa Skedjuhov, Guttorm Erlingsson og Isak i Bø, og disse slog ribbungerne saa eftertrykkelig, at de efter det ikke vovet sig saa nær Tunsberg som før (63 ). Torsdag i paaskeuken gjorde kongen sig endelig istand til at reise til Bergen. Men da isen fremdeles laa i de indre sund og i Tunsbergfjorden, lot han sit skib trække over næset forbi Skeljastein og derfra til Hundssund mellem Nøtterø og Føienland. Havisen var nu løsnet, saa han like over paaske for alvor kunde tiltræde reisen. I Bergen blev han vel mottat av jarlen, hvorpaa bryllupet blev feiret med megen pragt! (64 ) Først sent paa sommeren var kong Haakon rede til atter at drage østpaa med 35 skibe. Efter en kort ferd ind til Oslo reiste han til Tunsberg, hvor han traf storskibene, som han hadde forlatt ved Langesund. Der ombord var hans mor og den unge dronning. I Tunsberg holdt han nu møte med lendermændene og sysselmændene i Viken og rustet sig for saa hurtig som mulig at komme efter ribbungerne. Freidig nok sendte Sigurd nemlig en dansk prest til kongen og bød ham slag ved Drammen eller, da Haakon ikke fandt stedet beleilig - ved Oslo eller kanske helst ved Eidsvold. Dette tilbud blev mottat; kongen reiste til Oslo med sine skibe, hvor ombord var hans mor og dronningen. Selv drog han saa videre til Eidsvold, men traf her ingen ribbunger. Snart efter vendte han da tilbake til Oslo og derfra med sin familie til Tunsberg. Her lot han saa dronningen og sin mor bli igjen paa Berget under Gunbjørn Jonsbroders varetægt, mens han selv som snarest for syd til Konghelle. Paa selve julaften kom han igjen tilbake og sat saa med sin familie julen over paa Berget (1225-1226). Men længe kunde ikke kongen sitte
i ro. Ribbungernes magt var atter voksende og Haakon maatte til Bergen
for at skaffe sig større folkehjælp. Ved avreisen fra byen
indtraf der et uheld, som nær hadde kostet kongen livet. Da skibet
skulde lægge ut fra bryggen og masten reises, gled denne forover
paa grund av is og væte i mastesporet og var nær faldt over
kongen, som stod like under. Men i sidste øieblik fik en mand
grepet ham i beltet og revet ham tilside. Paa grund av is maatte kongen
fare utenskjærs og laa veirfast 7 døgn ved Hvaløerne.
Til ham kom da Gunbjørn, som med 120 mand var blit igjen som
befalingsmand paa Berget og sa, at hans mænd ikke vilde bli sittende
der. Kongen maatte Kommen vestpaa gav kongen sig straks ifærd med at skaffe tropper, men det gik sent, og først mot slutten av vaaren kunde han tiltræde tilbakereisen til Viken. Her hadde ribbungerne efter deres høvding Sigurds død samme vaar, faat en ny fører i junker Knut Haakonsson. Men deres stilling var ikke synderlig sterk, og under et raskt tog til Oplandene lykkedes det kongen at drive dem bort, saa de atter maatte ty ned i Vermland. Derpaa holdt Haakon ting med bønderne baade i Oslo og Tunsberg, hvor de lovet at være ham tro og ikke underkaste sig ribbungerne. Siden reiste han igjen til Bergen. Der blev han imidlertid ikke længe. Ribbungerne gjorde paany et indfald, og kongens nærværelse fordredes i Viken. Han for da først til Tunsberg, hvor han gav Erling ljodhorn i opdrag at gjøre alt istand til juleophold paa Berget, mens hans selv drog ind til Oslo. Paa det indstændigste blev han nu opfordret til heller at sitte julen over der, og tilsidst gav han da efter for bøndernes og bymændenes forestillinger og lot de fornødne forraad til vinterophold bli bragt fra Bergen og Tunsberg ( 66 ). Den følgende vinter tilbragte kong Haakon i Bergen (1227-1228), men kom om vaaren til Tunsberg ved paasketider (67 ). Samme aar drog Skule jarl til Danmark. Paa tilbakereisen anløp han Tunsberg, hvor flere av hans fæller skiltes fra ham for at drage videre til kongen, som imidlertid var reist til Bergen; selv blev han høsten over i Viken. (68 ) Næste aars høst var Haakon atter en tid i Tunsberg; derfra drog han saa til Oslo, hvor han tilbragte vinteren (1229-1230) (69 ). Men derefter gik det flere aar hen, uten at han synes at ha været i byen, og først i 1234 høres igjen om et længere ophold av kongen der. Han var da om vaaren væsentlig optat med byggearbeide, idet han lot sten omkring plateauet oppe paa Berget istandbringe, og likeledes paabegyndte bygningen av et stort skib, som fik navnet Olavssuden. Dette hadde 31 rum og var meget smukt. Et andet arbeide, som han muligens samtidig lot utføre er utdypningen av Skeljasteinssund. Tidligere hadde dette kun været benyttet av smaafartøier, men av Haakon blev det gjort saa dypt at ogsaa kogger kunde gaa derigjennem (70 ). Om sommeren drog kongen til Bergen, men kom om høsten igjen til Viken og opholdt sig da atter en tid i Tunsberg, før han reiste ind til Oslo, hvor han agtet at tilbringe vinteren. Mens han endnu var i Tunsberg, kom til ham den bekjendte islænding Sturla Sigvatsson, som netop var vendt tilbake fra sin pilgrimsfærd til Rom. Sturla var kongens gjest, og de talte ofte sammen om forholdene paa Island.( 71 ) Det begyndte imidlertid paany at trække op til uveir paa den politiske himmel. Forholdet mellem kongen og jarlen som altid hadde været meget spændt, truet nu hvert øieblik med at briste. Foreløbig bevaredes dog freden om end under stadige rivninger, og kongen gjorde alt for at undgaa et aapent brudd. Sent paa aaret 1235 kom Skule jarl til Tunsberg og sat der julen over. I byen opholdt sig samtidig nogen kongelig sendebud med det hemmelige ærinde at bringe til kongen en stor sum penge, som laa forvaret i Laurentiuskirken, og som han nu var bange jarlen skulde komme over. Deres hverv lykkedes ogsaa, og de bragte pengene i god behold til ham i Nidaros. (72 ) Vaaren 1238 tilbragte kongen, dronningen og hendes mor i Tunsberg. Der fødtes da kongens tredie søn Magnus som siden skulde bli sin fars umiddelbare efterfølger. Han døptes korsmessedag (3. mai). ( 73 ) Næste vaar 1239 var kongen atter i Tunsberg og dvælet der længe. Da kom Bjørn abbed til kongen med melding fra Skule, som nu var hertug, at han agtet sig til møte med Haakon. Bjørn opholdt sig nu en tidlang hos kongen, mens de breve han skulde ha med nordover til Skule, blev gjort færdige. Som han stod færdig til at reise, kom imidlertid Aasulv fra Austraat seilende med alle sine huskarle og meldte at hertugen hadde latt alle sine storskibe sætte paa vandet og gjort et stort opbud av folk. Kong Haakon lot da andre breve sende med Bjørn og gav derpaa bud til alle lendermænd og sysselmænd i Viken at de skulle støte til harn med saa stor folkehjælp de kunde skaffe. Der samlet sig da i Tunsberg en stor hær, og med denne og hele 40 skibe drog kongen nordover til Bergen. ( 74 ) Efter det uheldige slag ved Laaka (1240), hvor birkebeinerne spredtes til alle kanter, flygtet Arnbjørn Jonsson og Knut jarl til Tunsberg, som var i kongens vold. For Skule stod veien sydover dermed aapen, og han kunde i Oslo la sig hylde til Konge. Det rygtedes da til Tunsberg, at han agtet sig mot Arnbjørns borg Valdisholm oppe i Glommen og at en del reiste sjøveien. Arnbjørn kunde da ikke bli sittende i ro, men fik hurtig nogen skibe paa vandet og satte efter varbelgerne, som de kaldtes. At indhente og jage disse op fra deres skibe blev hans sidste bedrift. De utstaaede anstrengelser i forbindelse med hans høie alder strakte ham paa syke- og dødsleiet. (75 ) Efter Valdisholms fald vendte Skule tilbake til Oslo og tænkte saa derfra at gjøre et angrep paa birkebeinernes stilling ved Tunsberg. Imens var kongen underveis til Viken med sin flaate. Ved Slaattunes (Langesund) fik han høre om Skules paatænkte ferd og sendte øieblikkelig bud overland til Tunsberg for i hemmelighet at melde hans komme. Næste dags morgen var han selv tidlig oppe og bød sine mænd hurtig at klæde sig paa. Men om kvelden hadde de drukket tæt og var derfor temmelig sene i vendingen. «Hurtigere tænker jeg varbelgerne idag klær sig paa for at fare mot Eders kammerater i Tunsberg end I gjør for at komme dem hjælp», sa han da. Det kom nu fart i birkebeinerne, og de rodde hurtig ut av havnen. Ved sin raske færd lykkedes det da kongen ikke alene at komme tidsnok til at redde Tunsberg, men ogsaa til at overraske Skule endnu i Oslo og tilføie, ham et fuldstændigt nederlag. ( 76 ) Dermed var det forbi med Skules magt. Samme aar (1240) blev han fældet og hans parti opløstes. Borgerkrigenes tid er nu tilende i Norge og med den de mange kampe og indre stridigheter, som tæret paa landets marv , dets kraft og velstand, - der gjorde forholdene usikre og hemmet utviklingen paa land som i by. Hvad der i det foregaaende er fortalt om Tunsberg, viser byens betydning i militær henseende. Dens centrale beliggenhet som gjorde den til et gjennemfartssted i vestlig og østlig retning, avholdelsen av Haugating, naar konger skulde hyldes og endelig de militære anlæg - all dette bragte byen til at bli et av knutepunkterne i tidens kampe. For Tunsbergs vækst fik borgerkrigene, som det av det følgende vil sees, en betydning, der ikke er at sætte lavt. Byens magtstilling paa østlandet blev under dem først for alvor grundfæstet. [Gå til toppen
] Noter: 2. Agrip k. 50. Morksk. s. 198, Magnus
bl. s. (Hkr.) k. 1. 3. Magnus bl. s. (Hkr.) k. 4. [Gå tilbake til hovedteksten ] 4. Inges s. (Hkr.)
k. 3. Morksk.. s. 209). Fagrsk. k. 83. Knytl. s. k. 102. Vatnorm
var bror til den bekjendte Gregorius Dagsson. Deres far Dag Eilifson
sies i Morksk. s. 228 at ha havt eiendomme i nærheten av Tunsberg.
Vatnorm har vel havt sin bolig der, da han oftere nævnes
i forbindelse med Tunsberg. 5. nu Porter vestenfor Kragerø.
6. Morksk. s. 212.
Fagrsk. k. 84, Inges s. (Hkr.) k. 5. 7. Om Vatnorms bror
Gregoriæs fortælles det, at han en jul blev overfaldet i
Tunsberg av en vis Geirstenis sønner, som understøttedes
av Sigurd Mund. Han fik dog i tide rede paa deres forehavende,
og mottok dem med en saa overlegen styrke, at de med skam maatte vende
tilbage til kong Sigurd. (Morksk. . s. 231) 8. Magn. Erl. s. (Hkr.) k. 3; Biskupa sogur ! s. 411, Sturlunga s. 89 [Gå tilbake til hovedteksten ] 9. Fagrsk. k. 88-92; Magn. Erl. s. (Hkr.)
k. 9, 10, 12 og 14. 10. Fagrsk. k. 93. Om kronologien for dette og foregaaende aars begivenheter se Hertzberg: ”Den første norske kongekroning, dens aarstal og ledsagende omstændigheter" i norsk hist. tidsskr. 4 R. B III s. 143 flg. [Gå tilbake til hovedteksten ] 11. Magn. Erl. s. (Hkr.) k. 24. (Fagrsk. k. 93). Hetzberg anf. st. s. 128 flg. og s. 143 f. [Gå tilbake til hovedteksten ] 12. Saxo, ed. P. E. Müller s. 794. Fagrsk. k. 99. Magn. Erl. s. (Hkr.) k. 27. [Gå tilbake til hovedteksten ] 13. Saxo s. 818.
Fagrsk. k. 100. Paa Waldemars tog var ogsaa erkebisp Absalon med. Professor
Daae har i ”Nogle Studier i Saxo Grammaticus” (N. hist. tidsskr. 4 R.
B IV s. 130 flg.) gjort det sandsynlig, at ogsaa hans klerk Saxo
var med til Norge, og at han saaledes selv hadde været øienvidne
til den festlige mottagelse i Viken og da særlig i Tunsberg.
14. Fagskr. k. 113.Erl. (Hkr.)
s. 42, 44. 15. Sverres s.
(Konungar-Ungers utg) k. 7. 16. Sverres s. (Kgs.) k. 28. [Gå tilbake til hovedteksten ] 17. Sverres s. ((Kgs.) k. 47. [Gå tilbake til hovedteksten ] 18. Sverres s. (Flateyarbok II)
k. 60. 19. Sverres s.
(Kgs.) k. 73-74 (Flat II) k. 75. Fagskinna (Magn. Erl. s. k. 103) fortæller
at ”lendermændene og de som raadet for kjøpstæderne var
kong Magnus fuldkomne venner”. 20. Sverres s. (Kgs.) k. 93. (Flat II)
k. 92. 21. Sverres s. (Flat Il) k. 94, (1Kgs.)
k. 97. 22. Sverres s. (Flat II) k. 96; (Kgs) k. 99. Høsten kaldtes siden Hrafnabjarghaustit. [Gå tilbake til hovedteksten ] 23. Sverres s. (Flat II) k. 101,
(Kgs) k. 106. Om navnet Bristein se ”Topografiske
historie smaanotiser” av O. Rygh. ( N. hist. tidsskrift 3 R, B. II s.
426 flg) som mener at Bristeinn mulig står for Tristeinen
ved Hvaler. 24. Sverres s. (Flat II) k. 101 (Kgs)
k. 107. Klostret som omtales, betegnes i sagaen
bare med munklif, men uten tvil maa hermed menes St. Olavsklostret av
præmonstratenserordenen, som nedenfor skal omtales; noget andet
kloster kjendes ikke i Tunsberg før paa Haakon Haakonsøns
tid. Sandsynligvis skriver det sig fra sidste halvdel av det 12. aarh.
Se nedenfor VI bybebyggelse og Munch III s. 221 n. 2. 25. De profectione Danorum in terram sanctam i Langebeks, Script. Rer. Dan. V k. 9 og 10. Særlig betydning har denne færd faat ved den derom levnede beskrivelse, som bl. a. ogsaa gir en livlig skildring av forholdene i Tunsberg. En gjengivelse av denne nedenfor. [Gå tilbake til hovedteksten] 27. Sverres s. (Flat Il) kap.
104. (Kgs.) kap. 111. 28. Sverres s. (Kgs,) kap. 47.[Gå tilbake til hovedteksten] 29. Sverres s. (Flat II) kap. 112. (Kgs.)
kap.139-141. 30. Sverres s. (Flat II) kap. 122?123,
(Kgs.) kap. 175-178. 31. Sverres s. (Flatt II) kap. 126,
(Kgs.) kap. 185. 32. Sverres s. (Flat II) kap. 128, (Kgs.)
kap. 188. Om kong Sverres jagt paa baglerne og de derunder forekommende
stedsnavnene se 0. Rygh: Topografiske oplysninger til kongesagaerne
(Norsk historisk tidsskr. 3 R. B. IV s. 270 flg.)
33. Vandet gik dengang altsaa like ind til foten av Berget. Nu er der vei. [Gå tilbake til hovedteksten] 34. Sverres s. (Flat II) kap. 129 (Kgs.) kap. 194. Dipl. norw. XIX nr. 75-77. [Gå tilbake til hovedteksten] 35. Sverres s. (Flat II) kap. 128-133.
(Kgs.) kap. 187-204 36. Inges s. (Kgs.)
kap. 4. Fornmanna s. IX s. 86 flg. Denne akt har uten tvil foregaat
i byens hovedkirke, St. Laurentikirken. Munch anser det for mulig, at
fylkeskirken paa Sem har været stedet og henviser til at Harald
gilles skirsel foregik der. Se Munch III, side 469 n.1. Efter
gl. kristenret skulde Jernbyrd avlegges paa landet i fylkeskirken, i
kjøbstad i en bestemt dertil utset kirke (se Norges gl. love
b. Frost II 45). 37. Inges s. (Kgs.) kap. 4. Fornm.
s. IX, s. 88, 104, Chronicon Erici regis (i Script. rer. Danic. I, s.
164). 38. Inges s.. (Kgs.) kap. 6. Fornm.
s. IX, s. 106-108. 39. Inges s. (Kgs.) kap. 7. Fornm.s.
IX s. 118. 40. Inges s. (Kgs,) kap. 14. Fornin.
s. IX, s. 144-150. Om Olavskirken se nedenfor VI bybebyggelse.
41. Inges s. (Kgs.) kap 16. Fornm. s.
IX, s. 152-154 42. Inges s. (Kgs.) kap. 17.Formn. 8.
IX. S. 164-166. 43. Inges s. Fornm. s. IX s. 186-188
(Kgs. kap. 18) 44. Inges s. Fornm. s. IX s. 208-210.
45. Saa i Skålholtsbok yngsta (utg. av A.Kjær) s.323 ;. Munch (III, s. 588 n 1) mener det er opkaldt etter gaarden Luen paa Nøtterø og betegner den søndre del av sundet mellem Nøtterø og Føienland, nu Nesbrygsundet. Biskopen maa da ha benyttet en baat eller mindre skute for gjennem Skeljasteinssund at naa frem til Rossanes. De større skibe hører vi lægger ind til Gunnarsbø. [Gå tilbake til hovedteksten] 46. Haakons s. (Flat III) kap. 25-26
47. Haakons s. (Flat III) kap. 26 -27.
48. Haakons s. (Flat III) kap. 30; (Kgs ) kap. 35. Islandske annaler (utg. G.. Storm) for 1218. Andres Simonsson døde samme aar av sit saar. Rimeligvis indehadde han syslen i Tunsberg efter kong Philippus død. [Gå tilbake til hovedteksten] 49. Haakons s.
(Flat III) kap. 42, (Kgs.) kap. 51 50. Haakons s. (Flat III) kap. 43. 45.(Kgs.)
kap. 52. 51. Haakons s. (Flat III) kap. 44, Sturlunga saga (utg. Vigfusson) I s. 238. Om betydningen av Snorres ophold i Tunsberg er nedenfor bilag I fortalt. [Gå tilbake til hovedteksten] 52. Haakons s.
(Flat III) kap. 49. 53. Haakons s. (Flat
III) kap 50-53 (Kgs.) kap. 59-61. 54. Haakons s. (Flat III) kap. 58; (Kgs.)
kap. 66. 55. Haakons s. (Flat III) kap. 60?61;
(Kgs.) kap. 68-69. 56. Haakons s. (Flat III) kap. 63, 67?68; (Kgs.) kap. 72, 73-77. I en av disse fegtninger som stod ved det forøvrig ukjendte Kyrfjeld i nærheten av Tunsberg (?) deltok den islandske skald Jatgeir. Ved tilbakekomsten spurte hans køiekammerat Tore flik, hvordan det var gaat. Han svarte: Bror! som i røde blod
Rak den nat det rygte, [Gå tilbake til hovedteksten] 57. Haakons s. (Flat III) kap. 70. [Gå tilbake til hovedteksten] 58. Haakons s. (Flat III) kap. 82.(Kgs.)
kap. 93. 59. Haakons s. (Flat III) kap.84
(Kgs) kap. 98 60. Haakon s. (Flat III) kap. 88-91
(Kgs.) 104-106. 61. Haakon s. (Flat III) kap. 98, 104. (Kgs) kap. 115-116. Sandsynligvis var det tildels ogsaa handelsskibe, som stod opsat her. Det fortælles nemlig at to kjøbmænd ved den leilighet sakesløs blev drept, hvad vel ellers ikke var skedd, om de ikke hadde forsvaret sin eiendom.[Gå tilbake til hovedteksten] 62. Haakons s. (Flat III) kap. 99, 102?104. (Kgs.) kap. 117, 121-124.[Gå tilbake til hovedteksten] 63. Haakons s.
(Flat III) kap. 105?106. (Kgs.) kap. 124-125). 64. Haakons s. (Flat Ill) kap. 106.
(Kgs) kap.. 126. 65. Haakons s. (Flat
Ill) kap. 114, 115. (Kgs.) kap. 137-138. 66. Haakons s. (Flat Ill) kap. 122.
(Kgs.) kap. 148-149. 67. Haakons s. (Flat Ill) kap. 133.[Gå tilbake til hovedteksten] 68. Haakons s. (Flat Ill) kap. 134.
(Kgs.) kap. 163. 69. Haakons s. (Flat Ill) kap. 137.
70. Haakons s. (Flat III) kap. 148?149, 152, 288. (Kgs.) kap, 182-183, om Haakons byggevirksomhet paa Berget se nedenfor VI bybebyggelse. Da det i sagaen staar at Skeljasteinssund tidligere neppe kunde befares av “smaaferjer” og Arnbjørn Jonsson før kampen ved Jeløen (s. 46) i 1221 allikevel synes at staa ut derigjennem med sine ,vistnok mindre skibe, turde det vel være mulig, at utdypningen har fundet sted allerede meget tidligere. [Gå tilbake til hovedteksten] 71 Haakons s.
(Flat Ill) kap. 150. (Kgs.) kap. 184, Biskupa sogur I s. 555., Sturlunga
s. 1, s. 318. 72. Haakons s. (Flat
III) kap. 154. (Kgs.) k. 189?190. I 1237 drepte Tord søn av Fredrik
slavse, Skules sysselmand paa Hedemarken, Haakon duva, fordi denne hadde
hjulpet Baard lsaksbroder til at bortføre hans kone. Drapet fandt
73. Haakons s. (Flat III),
k. 162: (Kgs.) Sturlunga s. L, s 356. 74. Haakons s. (Flat III) k. 163?164.
(Kgs.) k. 201-203. 75. Haakons s. (Flat III) k. 189,
196. (Kgs.) k. 234, 242. 76. Haakons s. (Flat Ill) k. 197 flg.
(Kgs.) k. 243 flg. Gå til: | Toppen | Forside
| Innholdsfortegnelse | |