Gå til: | Forside | Innholdsfortegnelse | Nettbiblioteket | Digitale tekster | Lokalhistorie |
Tønsberg: Høgskolen i Vestfold, 2000:
HELGE GJESSING: TUNSBERGS HISTORIE I MIDDELALDEREN TIL 1536
 

TUNSBERG TIL 1319.
 

Da Skule var død, og orden og ro gjenoprettet, kunde kongen for alvor tænke paa at la sig krone. Men underhandlingerne drog ut, og først i 1247 blev hans ønske virkeliggjort. Den pavelige legat Vilhelm av Sabina kom da til Norge for at foreta kroningen og samtidig undersøke de kirkelige forhold. I den anledning var han paa tilbakereisen indom flere av landets byer og deriblandt ogsaa Tunsberg, hvor han som overalt ellers ordnet de saker som forelagdes ham. 
 

Aaret efter var byen tilsat for ildebrand, den første som omtales i de gamle kilder. Dens opkomst og omfang er ukjendt, men neppe har den lagt hele byen i aske[i]
 

Dette og det følgende aar var kong Haakon i Tunsberg, men kun for kortere tid[ii]. Saa kom han dit igjen først i 1252 efter en sammenkomst øst ved Elven med den svenske Birger jarl, med hvem han sluttet forbund mot Danmark. Aaret efter skulde da et stort tog gaa for sig, og med en stor hær og flaate stevnet han fra Bergen øst i Viken. Først la han ind til Tunsberg, hvor de to dronninger Margrete og Rikiza skulde opholde sig, mens han sælv drog videre til Ekreyiar.[iii] Der støtte til ham erkebiskop Sorle som kom fra paven og i Tunsberg hadde faat rede paa hvor kongen var at finde. De store rustninger førte imidlertid ikke til noget synderlig resultat. Istedenfor krig kom det til fredsforhandlinger, og Haakon kunde allerede tidlig samme sommer sende hjem hæren fra Tunsberg av, hvorhen han kom ved Petersmesse (29. juni). Selv drog han, saasnart han var rede til Bergen, hvor han tilbragte sommeren. [iv]
 

Den følgende sommer 1254 for kongen atter østover for at fortsætte underhandlingerne med den danske konge. Men man kunde ikke komme til enighet og kong Haakon drog tilbake til Viken og tok ophold i Tunsberg paa Berget, hvor han blev vinteren over. Hos ham var da Islands to mægtigste mænd Gissur Torvaldsson og Tord Kakale[v]. Idet danske spørsmaal blev der nu en stilstand, men i 1256 tilspidsedes striden paany. Kong Haakon kom da igjen til Tunsberg og opbød derfra leding over hele Viken og kaldte lendermændene og sysselmændene til sig. Med en stor hær og en prægtig flaate paa ikke mindre end 360 skibe drog han saa syd mot Halland og tok til at herje der. Først ut paa høsten kom han tilbake til Tunsberg, hvorfra han reiste videre til Bergen. I Randarsund (Randøsund straks østenfor Kristianssand) traf han de sendemænd, som med en vis sira Ferdinand (Ferant) i spidsen var kommet for paa en av de spanske prinsers vegne at anholde om kongens datter Kristina. Kong Haakon bad dem da om at drage til Tunsberg og opholde sig der om vinteren, saa vilde han næste vaar selv komme dit og gi svar. Imidlertid var kongens søn Haakon blit igjen østerpaa for at værge grænsen. Julen tilbragte han i Tunsberg og traf her de spanske sendebud, hvis ærende han lærte at kjende. Men snart blev han kaldt tilbake til sin post og var resten av vinteren øst i landet ved Konghelle. Kort før han nu om vaaren skulde drage ind til Oslo for at møte sin far kong Haakon paadrog han sig under en jagt en alvorlig sygdom. Denne tiltok paa reisen indover fjorden, saa han maatte gaa over paa en skute og la sig ro til Tunsberg og der lægge ind i Olavsklostret. 
En spansk læge i sira Ferants følge tilsaa ham, men kunde ikke redde hans liv. Han døde da 5. mai 1257 (2 nætter efter kors­messe.)[vi]
 

Samme vaar kom kong Haakon som avtalt til Tunsberg for at forhandle med det spanske gesandtskap. 
 

Han kaldte da til sig erkebiskopen, landets øvrige biskoper og de forstandigste mænd for at raadslaa med dem om det spanske tilbud. Avgjørelsen faldt da derhen at dette skulde mottas og Kristina drage til Spanien. Derpaa blev alt gjort rede til færden, som utstyrtes meget prægtig. I spidsen for det norske gesandtskap, som talte over 120 personer, stod biskop Peter av Hamar, likesom ogsaa mange andre læge og lærde mænd fulgte med. Brudeskatten, som bestod av guld og sølv, skindvarer og andre kostbarheter var ogsaa sjelden storartet og større end nogen norsk kongedatter tidligere hadde havt. Da alt var færdig til avreisen, stak det for brude­færden særlig indrettede skib i sjøen og kom lykkelig til England, hvorover reisen skulde gaa. 
 

Før kongen hadde forlatt Bergen, hadde han latt utbud gaa over hele riket, og efterhaanden samlet der sig nu meget folk hos kongen i Tunsberg baade fra Viken og de øvrige dele av landet. Disse forberedelser til krigens fortsettelse med Danmark skildres med glimrende farver av den islandske skald Sturla: 
 

Nordfra drog de djerve mænd 
Dig imot Du herre god! 
slog mot siden bølgers fraade 
seilled fandt de fra finners land 
Skride lot Du fra hvert et skur 
skibe fuldt rede ad brede sjø, 
væltet sand om velsmykket stavn 
jordens vætte nord for Elven. 
Disse rustninger kunde ikke bli danskerne ubekjendte, og for at undgaa en ny herjing sendte kongen dominikanerprovincialen Absalon til kong Haakon i Tunsberg med forslag om en sammenkomst til avslutning av fred. Men derpaa vilde han ikke indlate sig, men stod ut fjorden med sin prægtige flaate, saasnart han var rede.[vii]
Mens kong Haakon endnu laa ved Ekreyiar, hvorhen han var styret, lot han sin søn Magnus hylde til konge. Denne drog der­paa nord til Viken og tilbragte sommeren i Tunsberg, hvorfra han styret riket i farens fravær. Først senere, efterat fred var sluttet med Danmark, kom Haakon selv til Norge, og traf i Tunsberg sin søn og dronningerne Margrete og Rikiza. Her gav han alt krigsfolket hjemlov og drog derpaa nordover sammen med sin familie for at tilbringe vinteren i Trondheim.[viii]
 
Om vaaren 1258 kom kongerne over land til Tunsberg og. ventet her paa de to dronninger, som hadde tat sjøveien, men som snart efter ankom til byen. Derpaa reiste begge kongerne øst til Elven for at møtes med Birger jarl. Sammen med dem var vistnok ogsaa dronning Rikiza, som nu efter sin mands død ønsket at vende tilbake til Sverige. Samme vaar, mens kongerne endnu var østpaa opstod en stor ildebrand i Tunsberg, som ødelagde den største del av byen og anrettet stor skade.[ix]
 
De to derpaa følgende aar var kong Haakon paa gjennemreise ogsaa indom Tunsberg. Da han 1260 vendte tilbake fra et møte med Birger jarl og lagde ind til byen, hadde han den sorg at miste sin tro og meget skattede raadgiver biskop Henrik fra Hole paa Island, som længe hadde fulgt kongen. Han blev jordet ved Olavs­kirken, og kongen holdt selv en meget rosende tale over ham ved hans grav.[x]

 

Det gode forhold til Danmark var imidlertid efter Kristoffers død 1259 blit betydelig kjøligere, og værre blev det i virkeligheten efter at kong Magnus hadde ægtet Erik Plovpennings datter Ingeborg: Man hadde i Danmark lovet at Bruden skulde være rede til avreise sommeren 1261, og de norske konger begav sig derfor ved den tid fra Bergen til Tunsberg, hvorfra sendefærden til Danmark skulde utgaa. I spidsen for denne som bestod av syv skibe og var særlig prægtig utstyret, stod biskop Haakon av Oslo. I Danmark hadde man imidlertid ingen forberedelser truffet, og det hele syntes at skulle opløse sig i intet. Men da grep de norske i utsendinger resolut ind, drog avsted til det kloster, hvor bruden opholdt sig, og førte saa hende, hendes jomfruer og 2 riddere til skibene. De reiste derpaa atter til Tunsberg, vel ihaap om endnu at træffe kongerne der, men de var da allerede draget nordover. Fra denne brudefærd opstod siden megen strid, idet de norske konger atter og atter maatte støtte med væbnet haand sine krav paa utbetaling. av dronningens rike arvegods i Danmark. Under disse stridigheter kom Tunsberg til at spille en rolle som operationsbasis for de krigerske foretagender.[xi]
 

Aaret derpaa var kongerne igjen i Tunsberg, hvor sendemænd fra Birger jarl møtte dem og meldte at denne ikke kunde komme til det avtalte møte ved Elven.[xii]  Dette var vistnok sidste gang, kong Haakon opholdt sig i Tunsberg; det følgende aar 1263 foretok kongen som bekjendt sit vesterhavstog, og paa det døde han. 
 

Kong Magnus blev nu enekonge, og med ham fik den politik fart, som ogsaa hans sønner fulgte, at gjøre Bergen til centrum for landets utenrikshandel. Tunsberg trær da følgerigtig mer i baggrunden, om byen end fremdeles bevaret sin gamle betydning i militær henseende og likedes fremdeles viste sig utviklingsdygtig paa handelens omraade. Men her fik den litt efter litt en sterk konkurrent i Oslo, som bidrog sit til at opmerksomheten blev trukket bort fra Tunsberg, og dit ind søkte kongerne gjerne, naar de opholdt sig paa østlandet. Under Magnus lagabøter nævnes dog flere besøk av kongen i byen, og særlig er da at lægge merke til tre, som alle har en vis betydning. [xiii]

Det første var i slutten av 1270, da baade han og dronning Ingeborg tilbragte vinteren der. Under dette ophold fødte dronningen sønnen Haakon, som siden blev konge.[xiv]

Ogsaa vinteren 1272-1273 holdt kong Magnus til i Tunsberg. Han kaldte da til sig alle lendermænd, stallarer, lagmænd og sys­selmænd for hele Viken og Oplandene og holdt rned dem et stort møte, hvor flere viglige beslutninger fattedes. Forhandlingerne tok til ved St. Paalsmesse (25. jan.) og varet i 3 uker. Derefter blev kongen i byen til marts og utstedte før sin avreise en retterbot for Færøerne. [xv]
 

I 1275 opstod for tredie gang i dette aarhundrede ildebrand i Tunsberg; men ikke kan den ha været særlig stor, for netop del følgende aar opholdt kongen sig længere tid i byen tildels optat med vigtige forhandlinger, som visselig ikke vilde være blit henlagt hertil, om byen endnu nærmest var en askehob. 

Sommeren 1276 skulde nemlig kongen mægle mellem den svenske konge Valdemar og hans bror Magnus. Han drog derfor fra Bergen med en stor flaate, var indom Tunsberg, hvor han landsatte dronningen og begge sønnerne Erik og Haakon og styrte derpaa til Konghelle. Snart vendte han imidlertid tilbake igjen til Tunsberg, da forhandlingerne ikke førte til noget, og i følge med han var hans dronnings søster, kong Valdemars hustru Sophie med sine børn Erik, Ingeborg og Katharina. Mens kongen endnu opholdt sig i Tunsberg, utnævnte han paa Olavsdagen Magnus jarls søn Magnus til jarl paa Orknnøerne. Derpaa foretok han flere smaareiser, men kom tilbake 13. oktober og slog sig nu for alvor ned der for vinteren. Da var ogsaa de byggearbeider færdige som drevet orn sommeren, nemlig opførelsen av det saakaldte teglkastel syd for Bredestuen oppe paa Berget. [xvi]

Ogsaa det følgende aar tilbragte kong Magnus for en stor del i Tunsberg. I februar beseglet han saaledes her sit testamente, hvorefter han bl. a. skjænket St. Stefanshospitalet i byen 20 mark arlig. [xvii] Samtidig har han visselig ogsaa gjort de første forberedende skridt til det store høvdingmøte som blev kaldt sammen i anledning av det endelige opgjør med geistligheten. Til dette møte som fandt sted i Tunsberg om sommeren, indtraf erkebiskopen i begyndelsen av juli, [xviii] og efterlivert ogsaa de øvrige geistlige og verdslige stormænd. Forhandlingerne hvis gang desværre er ukjendt, avsluttedes Laurentiusmesseaften (9. aug.) og overenskomsten kunde derpaa i Minoriternes klosterkirke undertegnes av kongen og erke­biskopen i overvær av biskoperne av Oslo og Stavanger, 8 lendermænd og domkapitlernes befuldmægtigede. Med denne overenskomst, compositionen eller sættargerden, som den kaldtes, bragtes stridsspørsmaalene mellem kongemagt og geistlighet til en endelig avgjørelse. [xix]

Paa det samme høvdingemøte blev ogsaa fattet andre vigtige bestemmelser. Disse angik hirden, idet der nu indførtes helt nye titler for en række tjenestemænd: «Kongen gav da», siges der, sine lendermænd, stallarer og skutilsveiner den ret, at de herefter alle skulde tituleres «herre», samt at lendermændene herefter skulde hete baroner og skutilsveinene riddere». [xx]

Sommeren 1278 var kong Magnus atter i Tunsberg og utstedte herfra 18. juli det første virkelige fribrev for de tyske Østersjøstæder, som i den anledning hadde sendt gesandter til kongen.[xxi] Senere synes han ikke, ialfald for nogen længere tid, at ha opholdt sig i Tunsberg, som i denne forbindelse først igjen nævnes i 1283, da den unge kong Eriks dronning Margrete døde der. [xxii]

Under kong Erik blev Norge indviklet i krig med de tyske stæder. I denne kamp, som endte med møtet i Kalmar og den av den svenske kong Magnus 1. oktober 1285 avsagte voldgiftsdom, trak Norge det korteste straa og maatte gaa ind paa at utrede til stædernes fuldmægtige i Tunsberg en sum paa 6000 mark norske sølvpenge, som skulde erlægges inden St. Hansdag 1287. [xxiii]  Til denne termin indfandt sig ogsaa sendebud fra Lübeck, Wismar, Rostock og Stralsund og likesaa kong Erik og hertug Haakon. Men da utsendingerne fra Visby, Riga og Greifswald ikke kom, kunde pengene ikke utbetales, og det blev bestemt at betalingen isteden skulde finde sted 8. september det følgende aar (1288) i Tunsberg og selv om ikke alle stæder var repræsenteret. Herom utstedte kong Erik et brev 5. juli.[xxiv]

I november 1286 var den danske konge Erik klipping blit myrdet, og mistanken for mordet faldt paa flere av stormændene,. som hadde staat kongen imot. Forholdet mellem Danmark og Norge var dengang ikke godt og de danske mænd, som var blit erklæret fredløse, kunde intet bedre gjøre end søke hjælp hos den norske konge. Den blev dem ogsaa beredvillig ydet, idet kongen og hertugen sammen med en række stormænd fra Tunsberg av utstedte et beskyttelsesbrev for flere av dem. Paa grund av de tjenester deres forfædre hadde ydet Danmarks konger, hvis ætling kong Erik var, bød han dem fred og beskyttelse og lovet ikke uten deres samtykke at stifte fred med deres fiender. Til opholdssted fik de Konghelle slot tæt ved den danske grænse. [xxv]

Vinteren 1287 brandt Tunsberg for tredje gang uten at man heller denne gang vet noget om ildens aarsak og utstrækning. [xxvi]

Efter avtalen skulde kong Erik ha betalt de tyske stæder sin gjæld 8. september 1288. Men da dagen kom og utsendingerne hadde indfundet sig i Tunsberg, saa kongens stedfortræder hertug Haakon sig ikke istand til at tilbetale mere end 2870 rnark, og maatte som sikkerhet for resten gi stæderne frihet for den sædvanlige avgift ved Bohuslens sildefiske indtil fuld betaling skedde. [xxvii] 10 aar skulde imidlertid gaa hen før summen var bragt tilveie, og kongen kunde anmode Lübeck om at sende fuldmægtige til Tunsberg og hente den resterende del. [xxviii]

Da kongen og hertugen i 1289 foretok sit første krigstog mot Danmark, samledes sandsynligvis som tidligere flaaten, i Tunsberg (i juni maaned). Her indtraf ogsaa erkebiskopen som skulde ledsage kongen. [xxix] Fra denne færd som endte noksaa resultatløs, kom kongen tilbake allerede for Bartholomæusmesse (24. aug.) og tilbragte der halvanden maaneds tid. [xxx]

1 1292 blev den bekjendte fribytter Alv Erlingssons ben ført fra Helsingborg til Tunsberg av hans svoger Hr. Tore Haakonsson og sandsynligvis begravet der. [xxxi]

Imidlertid hadde krigen med Danmark helt hvilet. Men i 1292 begyndte uroligheterne igjen, og herunder blev ogsaa tyske kjøbmænd forulempet. For at værne disse mot overlast utstedte da kongen og hertugen fra Tunsberg av, hvor de opholdt sig i august, sikkerhetsbreve, saa de uantastet kunde drage forbi deres slotte Hjelm og Hunehals.[xxxii] Likesaa blev det paa et møte i Bergen med de vendiske stæder 1293 bestemt at man 6. juni det følgende aar skulde treffes i samme by og der avgjøre de stridigheter, som var kommet op siden forliket i Kalmar. Paa denne overenskomst lovet stædernes udsendinger at ratifikation skulde indhentes og nedlægges til en bestemt tid hos minoriterne i Tunsberg. Skedde ikke det, skulde de inden. jul reise dithen og vente der indtil denne indløp. [xxxiii]

Dette store møte, som egentlig skulde avholdes i Bergen, blev dog isteden forlagt til Tunsberg og til fastsat tid, pintsen 1294, indfandt baade kongen og hertugen sig der. Samtidig ankom ogsaa sendemænd fra Lübeck, Riga og de tyske i Visby, fra Wismar, Rostock, Stralsund; fra Greifswald og Anklam, fra Kampen, Stavern, Stettin og endelig fra Bremen. Under forhandlingerne, som tilendebragtes i løbet av en maaned, blev der indrømmet de tyske stæder en række friheter vedrørende handelen i sin almindelighet. Angaaende private tvistigheter, som endnu ikke var avgjort, blev det besternt at disse skulde behandles til næste St. Hansdag og endelig avgjøres  i Tunsberg med dem som var østenfor  i Bergen med dem som var vestenfor Lindesnes. [xxxiv] Kong Erik opholdt sig endnu nogen tid i Tunsberg. 2. juli gav han derfra en retterbot for Island og 21. et fribrev særlig til fordel for bremerne. Sideri synes han ikke at lia været i byen eller derfra foretat nogen vigtigere regjeringshandling. [xxxv]

Under den følgende konge Haakon V Magnusson støter vi oftere paa Tunsbergs navn, og flere vigtige retterbøter er utstedt fra denne by. [xxxvi] I 1305 blev hans ophold der av længere varighet, da han netop stod ifærd med at ruste sig til et forestaaende tog mot Danmark. Han tilbragte da vaar og sommer i byen. I Tunsberg indfandt sig nu grev Jakob av Halland, som var i stor forlegenhet og vanskelig kunde forsvare sit land mot den danske konge. Haakon var ogsaa straks villig til at hjælpe ham; grev Jakob av­stod da for en surn penge Halland til kongen, som derpaa igjen forlenet den svenske hertug Erik, der ogsaa var kommet til Tunsberg, med det avstaaede landskap.[xxxvii]

Under sit fortsatte ophold i byen sendte kong Haakon herfra ut flere breve, saaledes 31. mai en foreløbig bekræftelse av en overenskomst om de geistlige forhold i Jemtland, 23. juni sin første retterbot for Island og endelig 27. juli en stadfæstelse og utvidelse av byen Kampens handelsprivilegier. [xxxviii] Imens paagik rustningerne med iver og kraft, saa kongen, da han endelig i august kunde stikke i sjøen hadde en prægtig flaate og opimot 40 000(!) mand. [xxxix]

Tre aar senere (1308) var kongen i Tunsberg om sommeren. Han utstedte da 17. juni sit store reformbrev, hvorefter alle sysler blev foreløbig inddraget, jarl- og lendermandsværdigheten ophævet og en del nye anordninger for embedsmændene truffet. [xl]

Under kong Haakons regjering var norske og svenske interesser ved det paatænkte og senere ogsaa fuldbyrdede giftermaal mellern kongens datter Ingebjørg og den svenske hertug Erik blit sterkt sammenknyttet. Da nu begge de svenske hertuger Erik og Valdemar i december 1317 var blit kastet i fængsel av deres bror kong Birger og næste aar døde der, var det rimelig at dette maatte fremkalde sterk bevægelse i Norge. For at være Sverige i denne tid nærmere, er det da sandsynligvis at kong Haakon indfandt sig i Tunsberg allerede tidlig paa vaaren 1318 og opholdt sig der liketil høsten. [xli] Her samledes ogsaa paa sommeren flere av rikets ansete mænd, saaledes erkebiskopen, landets øvrige bisper, kapelmagisteren og sammen med dem flere verdslige stormænd. Hensigten med denne sammenkomst var da vistnok at drøfte stillingen til Sverige og træffe foranstaltninger til en eventuel krig. Kongens virksomhet var imidlertid ikke indskrænket bare til dette spørsmaal. Utlæn­dingernes handel tok han sig saaledes bl. a. paa forskjellig maate av. Allerede 10. mai hadde han git en meget vigtig forordning om deres kjøb, salg og liggetid i Tunsberg, [xlii] og da nu utsendinger fra Hamburg indfandt sig hos ham for at faa bilagt den strid som hersket mellern byen og kongen, tok han ogsaa den sak op til behandling. Den 22. juli sluttedes saa et forlik, hvorefter hamburgerne igjen blev optat i kongens naade mot at opgi alle krav paa erstatning for tap, de maatte ha lidt ved kongen og hans mænd. [xliii]

Endnu i november var kong Haakon i Tunsberg og tilbragte rimeligvis ogsaa hele vinteren der, men da allerede skrantende og syk. Hans kraft var brutt, og i april det følgende aar tok sykdommen en alvorlig vending. Han lot da kalde til sig paa Tunsbergshus kansleren Ivar Olavsson, Haftor Jonsson, merkesmanden Paal Eiriksson, fehirden paa Tunsbergshus Bjarne Audunsson, Aanund Borgarson, lagmanden i Tunsberg Guttorm Kolbjørnsson, Guttorm Helgeson og Torgeir Simonsson. Dem lot han tilsværge sig ved de dyreste eder paa korset og mange andre helligdomme, at de vilde overholde alle hans anordninger vedrørende kongearven og rikets styrelse og ikke trække ind utlændinger til at ha raadighet over fæstninger, sysler eller embeder, hverken mens riksarvingen endnu var barn eller naar han blev myndig. [xliv] Samtidig med dette gjorde han rimeligvis ogsaa sit testamente, i hvilket han betænkte forskjellige kirker med rike gaver, deriblandt ogsaa Mikaelskirken oppe paa Berget. [xlv]

Fra sit sykeleie kom kongen ikke til at reise sig. Den 8de mai døde han 49 aar gammel paa Tunsbergshus.[xlvi] Dermed er et vigtig avsnit ikke alene i Tunsbergs, men hele landets historie til ende. Med dattersønnen Magnus Erilsons tronbestigelse

[xlvii]tok utviklingen en retning, som efterhaanden som den skred frem skulde vise sig skjebnesvanger for det hele folk. 

 
 
Fotnoter:

[i] Islandske annaler foraar 1248 V og XI
[ii] Haakons s. (Flat III) k. 232.236
[iii]Rikitza, Birger jarls datter var gift med kong Haakon søn Haakon. Ekreyiar, nu Ockerbo paa vestsiden av Hisingen ved Gøtaelvens munning.
[iv] Haakon s. (Flat. III) k. 242-246 (Kgs.) k. 312. 315-316.
 
[v] Haakons s. (Flat III) k. 248; (Kgs.) k. 319. Gissur og Tord var heftige mot­standere og fiender, hvilket ogsaa kom frem i Tunsberg. Gissur som på den tid stod høiest i gunst hos kongen, holdt til nede i byen, Tord derimot paa Blerget. Denne nærhet blev dog snart utaalelig for Tord, og en bag han kongen om at la Gissur fare bort; for i lengden vilde det ikke gaa godt, om de to skulde holde til i samme by. «Er det da at vente> svarte kongen, «at jeg saaledes kun paa Dit ord skal jage min frænde Gissur fra mig, eller kanske Du ikke engang vilde være i himmerige, om Du visste, at ogsaa  Gissur var der?” «Det vilde jeg nok», sa Tord, ”men helst saa jeg det var langt mellem os». (Sturlinga saga II s. 249.) 
[vi] Haakons s. (Flat III) k. 248, 251. (Kgs.) k. 325-326.
[vii] Haakons s. (Flat III) k. 252-253. (Kgs.) k. 328-330.
 
[viii] Haakons s. (Flat III) k. 256. (Kgs.) k. 333-334.
 
[ix]Haakons s. (Flat. III) k. 257-258. Islandske annaler for aar 1258.
[x] Haakons s. (Flat. III) k. 262. (Kgs.) k. 342-343.
[xi] Haakons s. (Flat. III) k. 265. (Kgs.) k. 346.
 
[xii] Haakons s. (Flat. III) k. 272. (Kgs.) k. 353
 
[xiii] Tidligst nævnes et saadant 1267 da gan fra Tunsberg utstedte en retterbot om tiende og Lovsskot – Norges gl. Love b. S. 453. Vinteren 1269-1270 tilbragte han likeledes der i byen. Isl. Annaler VIII.
[xiv] Islandske annaler II, III og VIIII
[xv] Sogubrot (Fornm. S X) s. 159-161. Norges gl. Love b. S. 430 (hirdskra) Retterbot i d. S. 353.
[xvi]Annalerne IV, V, VIII-X. Biskupa sogur I s. 701-792.
[xvii] Dip. Norv. IV nr. 3
[xviii] Dip. Norv. III nr. 13
[xix] N. Gl. Love b. S. 467-477. Isl. Annaler V og VII eft. Munch IV s. 580 flg.
[xx] Isl. Annaler IV, V særlig VII, X.
[xxi] D.N. V nr. 10. l septbr.  samme aar opholdt biskop Peter av Orbilo og biskop Andreas av Oslo sig i Tunsberg. hvor de tilstod alle dem som besøker og hjælper den avbrændte domkirke i Stavanger henholdsvis 40 og 21dagers avlad. D. N. III nr. 14 og 15.
 
[xxii] Isl. Annaler V. Første gang kong Erik omtales i Tunsberg er vaaren 1286. (D.N. XIX nr 318) I juni samme aar var han endnu der. (Biskupa soga I s. 744)
[xxiii] Hans Urkb. I nr. 993: Lüb. Urkb. I nr. 484, Munch IV 2 s. 112 flg.
[xxiv] Lüb. Urkb. I nr. 512
[xxv] D.N. III nr. 24 – utstedt 25. juni.
[xxvi] Islandske annaler for 1287. Biskupa sogur I s. 765
[xxvii] Lüb. Urkb. I nr. 527
[xxix] Biskupa sogur I s. 799
[xxx] Da kongen og hertugen forlot byen, blev Hr. Ravn Oddsson en meget fremtrædende islænding tilbake; han hadde titel av merkesmand og hadde deltat i toget til Danmark. Under dette var han blit saaret i haanden, og snart tok hele armen til at visne. I Tunsberg blev han alvorlig syk og døde saa nogen tid efter (Biskupa sogur 1 781, 783?784).
 
[xxxi] Isl. annaler VIII. Hr. Tore Haakonsson («biskopssøn») som i 1277 nævnes som baron og syssemand i Skienssyssel, harr vistnok ved denne tid indehavt Tunsbergsyssel. I et brev fra 1289 kaldes han ”Thedorieus de Tunshergh” (D. N. XlX nr. 337; A. Bugge i N. hist.tidsskr. 3 R. 13. IV s. .50 og 149) Under sit Ophold i Tunsberg vaaren 1286 utstedte kong Erik en fuldmagt for Alv Erlingsson til Thornberg, jarl av Sarpsborg til at paa kongens vegne at opta et laan paa 2000 mark sterling (1). N. XlX nr. 318). Paa grund av likheten mellem ”Thornberg”, hans ættegaard paa Ringerike, og Tonsberg er Alv ”Minder-Alv”, som han kaldes i visen, gjort til greve «over Tonsbergs len det rige».
 
[xxxii] Lüb. Urkb. I nr. 594 Hans. Urkb. I nr. 1101
[xxxiii] Lüb. Urkb. I nr. 605, 606. Munch IV 2 s. 208 f.
[xxxiv] D.N. V. nr. 23 - 24 - 25 - 26 - 27 - 28.
[xxxv] Retterbot i Norges gl. Love d. S. 341 flg.; D.N. V. nr. 28.
[xxxvi] Første gang hans tilstedeværelse nævnes er høsten 1302, da den danske erkebisp Jens fra Lund opsøkte ham og bad om hans bistand. Selv reiste han dog kort efter til Oslo, mens erkebiskopen blev igjen i Tunsberg. (ISI. annaler for 1302 III, IV og V.) Aaret efter kom kongen igjen til byen og gav ut her­tra en rekke retterbøter, som paa forskjellig vis gik lit paa at gjenoprette ogfremme den indre ro og orden (Retterbot) i N. gl. love c. nr. 16-18 (55-56) efr Munch IV 2 s. 372 flg.) Hans ophold blev dog denne gang ganske kort og allerede i juli var han i Bergen.
 
[xxxvii].D.N.V. III nr. 60, Isl. Annaler III, se herom ogsaa Munch IV 2 s. 425 flg.
[xxxviii] D.N.V. nr. 46 R (N. Gl. Love) d.s. 347 f; D.N. V. nr. 48. Hans Urkundenb. II nr. 76
[xxxix] Isl. Annaler for 1305 IV, V, IX og X
[xl]R. c. s. 74 flg. cfr. Munch IV 2 s. 490 og noterne. Av lkongens senere besøk kan flere nævnes under ett. Sammen med den utvalgte erkebiskop Eilif tilbragte han julen 1309?1310 i Tunsberg og gav da ut en retterbot om syssel­mænds egennytte (R.c. s. 86 f. Annaler for 1310 VIlI) I 1311 i septbr. var han atter i byen (D. N. i nr. 131), likesom man ogsaa træffer ham der i juli og november 1312, da han ved retterbøter søkte at værne byen Tuns­bergs rettigheter mot overgrep fra haun egne embedsmænd (R.c. nr. 33 og 35), nedenfor s. 75 flg.). Høsten 1315 oplioldt han sig likeledes i bven og gav da i september nogen retterbøter for Haalogaland (R.c. nr. 42 og 43) og endelig i december en ny forordning om klædedragten (R.c. nr. 45)
[xli] Allerede 26. marts sees han at være kommet til byen (D.N.XI nr 8 R c. Nr. 50= og der var han endnu 3. november (R.c. nr. 52)
[xlii] R.c. nr. 51
[xlvi] Monumenta historia Norwegiæ (ed. Storm) s. 185, 20.
[xlvii] Han hyldedes paa Haugating i august 1319. D. N. VII nr. 100 og 102 cfr. D.N. VIII nr. 50.
 

Gå til: | Toppen  | Forside | Innholdsfortegnelse