Skillingsviser
Skillingsviser / innhold

Høgskolen i Vestfold
Biblioteket
Digitale tekster

En ny sang
om det forulykkede Barkskib
"Thekla" fra Tønsberg

Af
N. P. Senjen
1894

Theklas Undergang


Lydfiler Lyd:
Mel.: Venlige Aftenvind bring du min klage.. Midi-fil
[Åpne i eget vindu]
  Faksimiler Faksimiler:
Fra forside (31kB)
Fra forside (62kB)
Side 2 (145kB)
Side 3 (123kB)
B-sang: Elskerens klage (98kB)

  Noter Noter:
Gif-fil (40 kB)
Hør denne visen i innspilling med Sviskeprinsene!
Velg format: Last ned innspillingen i mp3-format MP3 (2,7MB) - Last ned innspillingen i RealAudio-format RealAudio (1,6MB)

Les også hva Tønsbergs Blad og Tunsbergenseren skrev om Thekla-saken.
Se også en annen vise om samme hendelse
Se også tvillingvisen «Brig "Thekla"s Undergang» i basen ved Odense universitet.

Skillingsviser nr 3/1999


illustrasjon: bark

        Der gynged et Skib på Atlanterhavs Bølge.
        I Storm og i Slud.
        Og skummende Sjøer og Braadt var dens Følge.
        Fra den seiled ud.
        Fra Øst-Filadelfias rolige Vande.
        :/: Og vendte sin Kurs mod de hjemlige Strande.:/:
        Ei ante de Skjæbnens Bud.

        De Sjøer saa tunge og høie som Borge
        Sig taarnede op
        Og tumled og boltred med "Thekla" fra Norge
        Fra Top og til Top
        Men midtveis paa havet sprang der en Planke
        :/: Da fyldtes hver Sjæl av Fortvilelsens Tanke:/:
        Gud hjelpe den Sjømand i Nød.

        Kapteinen han raabte: sæt ud vore Baade!
        Og Baade kom ud.
        Men Skjæbnen er hjemløs, kjender ei Naade
        Naar Død er dens Bud.- -
        Den ene Baad knustes mod Barkskibets Side
        :/: Den anden nok slugtes af Braadsjøer stride:/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        Men de som paa "Thekla" ble ladte tilbake
        I Angest og Nød.
        Forgjæves mod Himlen udsendte sin Klage
        Om Frelse fra Død
        I Vanviddets Smerte de hopped i Havet
        :/: En efter en blev i Dybet begravet:/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        Tilsidst var kun fire ilive paa Skibet,
        De surred sig fast
        Med Tauge om Fødder og Tauge om livet
        Til forreste Mast.
        Der laa de i Kvaler og ønsked sig Døden
        :/: Den Julenat lang som kun øgede Nøden.
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        Med Vraget de slingred i Nætter og Dage
        I Sjøsprøit og Frost
        De slikkede Rimfrost og salte Sjølage;
        Det var deres Kost.
        To Nordmænd, en Svenske og saa en Hollænder,
        :/: Alt dybere sank de i Vanskjæbnens Hænder. :/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        De tyggede Seildug og Taugværk som gale
        Og slurpede Sjø.
        Tilsidst da Hollænderen bragte på Tale:
        "En af os maa dø;
        Kun Døden kan frelse. Saa dræb mig til Føde.
        :/: Langt bedre er det end at sulte til døde." :/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        Med Rædsel de hørte hans skjælvende Stemme.
        I Vanviddets Glød,
        De stirred mod Himlen og prøved at glemme
        Sin Jammer og Nød.
        De stirrede hen over Havfladens Øde
        :/: Om Hjælp ei snart kom for at frelse fra Brøde:/:.
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        Men alt Haab udslugtes, de mørk blev om Hjerte,
        Da atter det lød:
        "Frels mig og eder fra Vanviddets Smerte,
        Bring mig min Død".
        Saa trak de da Lod; og om Livet nu gjaldt det.
        :/: To Gange de trak og paa Hollænderen faldt det.:/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        De biet en Tid for paa Frelse at vente
        Til Rasíriet dem tog.
        Og ret som Hollænderen Ryggen dem vendte,
        De til ham slog,
        Og stødte en Kniv i den hjælpeløs svage
        :/: Saa Blodstraalen vælded og endte hans Dage.:/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        De drak av hans Blod og av Kjødet skar Skiver.
        Rædsomme Nød!-
        En Stund denne Føde dem atter opliver
        Og frelser fra Død.
        Dog endnu i Dage og Nætter saa lange,
        :/: De drev om paa Havet med Anelser bange.:/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        Naar Nøden er størst er jo Hjælpen dog nære,
        Ofte vi se.
        En Bark kom imod dem fra Slægtninger kjære
        Og frelste de tre.
        Ombord der da pleies og passes de trende,
        :/: Til Vet og Erindring tilbage kan vende.:/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

        Til Cuxhavn da førtes de Stakler som Fanger:
        For Retten de kom.
        Paany de da fyldtes med Kval og med Anger,
        Til de fik sin Dom.
        Men Dommen dog kjendte dem helt ud uskyldig.
        :/:For udførte Udaad var Sulten Grund gyldig.:/:
        Gud hjælpe den Sjømand i Nød.

 


Skillingsviser / innhold    toppen av siden

Høgskolen i Vestfold
/ Biblioteket / Digitale tekster