To nye
Sange.
Den Første
om den Ulykke, som hente paa Gaarden Veggestad
i
Sandeherred Præstegjeld, idet at en Tjenestepige i sin
blomstrende Ungdom blev i November 1869 myrdet
af en Svenske. -Forfattet af Ole J. Bygnes.
Om visa
Avisklipp fra Tunsbergeren 11. desember
1869
Roar L. Tollnes: En gammel bygning
og et drama
Se også en
annen vise om samme hendelse
Skillingsviser
nr 9/2001
Mel. Der
stod paa Klet et Bryllup.
1. Hør mig ukjendte Broder, Du Manden som
Du er,
Dit Navn hos Gud er skrevet med sorte Streger der,
Du har med Vold og Vrede en Søster her ombragt.
Din Synd staar vist opskreven paa Dommens store Dag.
2. Skjøndt forhen Kain fældte sin
Broder uden Skyld
Og Herren saa hans Gjerning og Syndens store Spil.
Strax spurgte han hin Kain, hvad har din Broder gjort,
Hvad ondt har denne Søster nu imod dig forbrudt.
3. Nei hun var vist uskyldig For saadan Morderhaand,
Uskyldig fik hun bøde da hun opgav sin Aand.
Nu ved du vist du Morder, Du med et voldsomt Spil,
Maa gaa din Død imøde Og farligt for din Sjæl.
4. Drag du med saadan Tanke . Bort fra din Fødedal?
Og Kom saa for at tjene paa Gaarden Veggestad,
Saa havde du ei taget Din Gud, som Følgemand.
Nei du med Satans Tanker Drog ned til Norges Land.
5. Og har du i din Hjembygd, En Slægtning
eller Ven
De maa dig vist begræde Naar du saa farer hen;
Maaske et Moderhjerte sig gremmer tungt og traadt.
Naar Du med saadan Skjændsel Fra Verden føres bort.
6. Maaske en dydig Fader, Sig gremmer udi Løn.
Ved Tanken at han haver En slig forloren Søn.
Maaske det Faderhjerte Af Sorg gaar til sin Grav.
Hans Graad vil dig anklage Paa Dommens store Dage.
7. Den Pige som du qvalte Og skilte med sit Liv,
Hvad voldte at du førte Mod hende saadan Krig,
Var det en Satans Tanke At faa lidt Verdens Gods.
Dessverre du maa sige, Det var vist Støv og Muld.
8. Maaske naar hun til Graven Henbaaren blev med
Graad,
En Elsker øm og sorgfuld Ved hendes Kiste staar.
Og hvem har da forvoldet De Taarer, som der faldt,
Det var dig slemme Morder, Som jeg her om har talt.
9. Og hendes Moderhjerte Er haardt av Sorgen klemt.
O, let Du Gud den Smerte, Hvormed hun er bespændt;,
maaske i Dødens Time hun om Dig tale vil.
Giv Gud at hun ei ønsker Din Sjæl til evig Ild.
10. Men hør min Ven og Broder, Din Jesum
har forkyndt,
At han forløst har alle, Som var til Døden dømt.
Naar de med Bøn og Sukke Af Hjertet til ham gaar,
Og ydmyg sig vil bukke For Naade der at faa.
11. Kan ogsaa Du Fortabte, Som her for Retten
staar
Med Dine Synder forte, At to i Jesu Saar.
Hans Naade vil vist lyse Rundt om Dig som en Sol.
Søg Trøst og Raad og Lise Ved Jesu Død og
Blod.
12. Og faar Du nogen Naade Alt hos vaar Konge
god,
Saa vid, Du har en Dommer, Som Allting ser paa Jord.
Han bor i Himmlen høie, Hos ham vi Naade faar;
Vi vore Knæ maa bøie Til ham for Raad at faa.
13. Men vil han vredsom vise Dig bort med Dødens
Dom,
Saa vid, Du har en Frelser, Som venlig raaber: kom.
Kast derfor Haabets Anker Til ham, som Alt formaar:
Han aldrig vil forskyde En Synders Suk og Graad.
14. Farvel, ukjendte Broder, Jeg mer ei sige kan,
Jeg ønsker, Du maa flytte til Gud i Himmelens Land.
Lad Bedringstaarer rinde, Søg Jesum Dag og Nat,
Luk ham i Hjertet inde, Din Sjælens bedste Skat.
15. Saa skal Du vist befinde, Mens Du er her paa
Jord.
At Livets skjønne Roser, Som hist i Himmelen gror.
Vil ogsaa i Dit Hjerte Fremspire skjøn og net.
Krist giv, I fik at smage Den himmelsk skjønne Ret.
16. Modtag nu kjære Venner Den Sang, som
sendes frem.
Jeg vil til Slutning bede, At Gud i Himmelens Hjem.
Os Alle vil bevare Hver, i sit Kald og Stand,
At saadan Nød og Fare , Ei mer os skade kan.
17. Saa vil jeg hermed slutte Og bede, at min
Gud
Vil mig i Dødens Time Af Nøden føre ud
Fra Verdens travle Møie, Fra Sorg og Sygdoms Stand
Mig føre frem blant Sine, Som bor i Glædens Land.
|
