Skillingsviser
Skillingsviser / innhold  

Høgskolen i Vestfold
Biblioteket
Digitale tekster

Skibet "Broderlandet"s
Forlis den 13de April 1867.

(Hjemmehørende i Tønsberg.)


Lydfiler Lyd:
Her kan du høre melodien Midi-fil
[Åpne i eget vindu]
  Faksimiler Faksimiler:
Tekst (164 kB)

  Noter Noter:
Jpg-fil (56 kB)

Les beretningen om "Broderlandet"s Forlis.

Skillingsviser nr 2/2001


Mel: En venlig Aften under Rosers Ly.

Hist gaar for fulde Seil et Kjæmpeskib
med Flag, som høit paa Mastetoppen luer-
Som Luften kløves af en Kongegrib,
saa kløver Skibet Havets hvide Tuer.

Som Arken trygt og stolt det stævner nu,
og paa dets Dæk et freidigt Mandskab synger-
Til Bombay - ja, til Indien staar dets Hu,
til Kokuspalmens og Drangens Klynger!

Hvor mange fromme Ønsker fly ei ud
i Rummet nu? - hvor mange varme Tanker,
hvor mange glade Haab har nu, o, Gud,
ei fæstet sig til Skibet som sit Anker?

Som Blomst i Sky afspeiler Fanen smukt
og rosenrød sig i de blanke Vover.
Sydvesten jage Taagerne paa Flugt,
og Sol og vaarblaa Himmel er derover.

Det synes, som det stolte Svømmeslot-
som her det skrider vældigt frem paa Bølge-
ei kunde roligt trodse Havet blot,
men smile af hver Stormsky i sit Følge!

Det seiret har i mangen Kamp, hvor kun
den visse Død for Andre var at vinde.
Ishavets Brag, den mægtige Monsum*
forgjæves har omleiret det som Fiende.

Nu ruster der sig til en Kamp igjen,
hvor fjern hen sees de gamle Sethlandsøer.
et natligt Mørke dækker Himmelen,
og høit og vildt det stormer, og det sjøer.

Der bjerges Seil - der kommer en Orkan,
og Skibet gaar nu kun for nogle Stumper-
dets Styrbordsrække streifer Sjøens Rand,
og alle Mand arbeide ved dets Pumper.

Det dreier haftigt af for Vinden; men
en voldsom Braasjø ryster Agterdækket.
Tilrors kan Ingen holde Stand mod den,
og i et Nu er Rattet knust og knækket.

Ak, se, det stærke Skib - hvor dødsenstrængt,
hvor mageløst det tumler halvt begravet!
Det, som hver Kjæmpevove skulde sprængt,
er nu kun som en Fjederboldt paa Havet!

For Vind og Bølger viljeløst det gaar -
Et Haab! Med Taljer fast man Roret strammer;-
men af, de briste! rædsomt Søen slaar
mod Dæk og Ruf, og knuser, hvad den rammer!

Naar vild og fort Orkanen bryder løs,
Og Havet vælter sig som høie Bjerge,
og Skibet svajer, Roret gaar tilsjøs-
da ene Gud en Sjømands Liv kan værge!

Da hjælper Mod og Kløgt og Kjækhed ei -
ak midt i Faren staa de lænkebundne!
Til Magt og Ære baner Havet Vei -
men tusind Haab er ogsaa der forsvundne!

Nu er der Angst ombord og Hyl og Raab -
Til Baadene! - den sidste Redningstanke.
Men ak, for disse er der lidet Haab
naar Kjæmpeskibet selv fortabt maa vanke!

I en af dem dog springer nogle Mænd;
men - blege Syn, som Døden ene kjender!-
en haabløs Flok paa Dækket staar igjen
med vilde Blik og med oprakte Hænder!

Thi Skibet synker, og for Herren nu
de bede varmt og aabne Sjælens Vunder -
Svagt kjæmper Livets Haab med Dødens Gru -
og saa gaar Skibet med de Arme under!

 


Skillingsviser / innhold    toppen av siden

Høgskolen i Vestfold
/ Biblioteket / Digitale tekster